Hvordan en miniforretning kan dække ens behov
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I COLOMBIA
EN UNG moder i Cali i Colombia blev pludselig enke og havde intet at brødføde sig selv og sine to drenge med. Alt hvad hun havde var boligen. Efter omhyggelig overvejelse og planlægning lavede hun fire af værelserne om til to separate lejligheder som hun kunne leje ud, og således havde hun oprettet en slags miniforretning som hun kunne ernære sin lille familie ved.
Efterhånden som priserne på alting stiger finder mange at deres indtægt næppe dækker de nødvendigste udgifter. Men hvis faderen påtager sig to job får familien ingen gavn af ham i hjemmet, og han udsætter sig for at blive syg på grund af overanstrengelse. Hvis moderen har udeerhverv får børnene hverken hendes tilsyn eller fornøjelsen ved at være sammen med hende. Men her i Colombia har mange familier fundet ud af at de kan skaffe sig en nødvendig ekstraindtægt ved selv at oprette og drive en slags miniforretning.
Ved en ’miniforretning’ forstår vi et hvilket som helst lille foretagende som en person eller en familie driver — hvad enten det drejer sig om nogle tjenesteydelser eller fremstilling af nogle artikler. Ofte benyttes familiens egen bolig eller garage (eller her i Colombia: patioen) til formålet. Hensigten kan være at give de større børn noget nyttigt at foretage sig i fritiden, at give moderen en lille ekstra indtægt ved deltidsarbejde i hjemmet, eller at skaffe sig en levevej der med tiden kan tjene til hele familiens underhold.
Hvorfor mange foretrækker at være selverhvervende
Et arbejde på en industrivirksomhed kan måske give større økonomisk tryghed og attraktive ekstragoder, men det kan også være monotont og rutinepræget og mangle muligheder for initiativ. I mange lande er selv et fabriksjob svært at få, og for ufaglærte kan det være vanskeligt at finde et arbejde.
Blandt de fordele der er ved at arbejde „for sig selv“, er at man kan arbejde på de tidspunkter man vil; man er mere interesseret i arbejdet og får derfor mere fra hånden, og man opnår glæden ved at beskæftige sig med noget der er umagen værd. Desuden kan man selv vælge hvem man vil arbejde sammen med, og man kan oplære sine børn inden for det pågældende felt, så de måske på den måde lærer begyndelsen til et fag eller håndværk.
Hvilken slags miniforretning?
Hvis man vælger et af de såkaldte servicefag vil man sikkert få valuta for sin tid og sine kræfter, og desuden behøver man i de fleste tilfælde kun et ringe beløb til anskaffelse af værktøj eller udstyr til at begynde med. Hver by eller landsby har brug for en snedker eller en blikkenslager, en skrædder eller en dameskrædderinde, en dame- eller herrefrisør, en mekaniker, en elektriker eller en reparatør. Dette er naturligvis noget man skal stå i lære eller gå på fagskole for at kunne, men noget af det kan man måske også lære sig selv.
Her i Colombia kan man for eksempel tjene noget ved at tilbyde regelmæssigt tilsyn og reparation af forskellige former for installationer. Hvis en mand har erfaring som mekaniker kan han gå til ledelsen for et kontor eller en fabrik og tilbyde at han på kontraktbasis vil tilse deres luftkonditioneringsanlæg, elektriske generatorer, oliefyr eller elevatorer. De der ikke er i besiddelse af teknisk snilde kan på kontraktbasis tilbyde gartnerarbejde hos private, for klubber eller ved forretningsejendomme. Man kan også tilbyde sig som portner eller dørvogter i en fabriks- eller kontorbygning.
Her i landet udføres en hel del landbrugsarbejde også på kontraktbasis; det gælder for eksempel frugt- og grøntsagshøsten. Ved Buenaventura her i Colombia er der en familiefader der tegner kontrakter med plantageejere om at klare deres bananhøst. Dette befrier ejeren for at ansætte medhjælperne enkeltvis, og faderen kan forhandle sig til en samlet løn for familien som et hele.
Men nogle synes måske at de hellere vil lave en miniforretning hvor de selv fremstiller et eller andet nyttigt eller dekorativt.
Salg
Det man fremstiller skal naturligvis sælges, så før man begynder at indkøbe udstyr eller råmaterialer må man foretage en realistisk bedømmelse af hvor stort et marked der er for den pågældende vare. Er produktet af en sådan art at folk selv vil komme for at købe det? Hvis ikke, kunne man da sælge det til detailforretninger? Kunne det betale sig at avertere eller reklamere for varen? Kan produktet sælges hele året rundt, eller kun på visse årstider? Hvilken virkning ville det have på salget hvis der kom usædvanlig dårligt vejr, hvis de offentlige transportmidler blev ramt af strejke eller andre uregelmæssigheder, eller hvis en i familien blev syg?
Man kan indhente værdifulde oplysninger angående salg hos nogle der selv handler med eller fremstiller et lignende produkt. Tal med dem, spørg om de har nogen forslag, notér dig med henblik på senere brug hvordan de fremmer salget og hvor de sælger deres produkter.
Producenter med sans for reklame har længe benyttet sig af folks naturlige nysgerrighed efter at få at vide hvordan produktet bliver fremstillet, og der arrangeres rundture på fabrikkerne for at trække kunder til. En tæppevæver har benyttet denne idé i mindre målestok: hans værksted, hvor der arbejder seks mennesker, er helt åbent for forbipasserende, og ofte samler der sig en hel skare der gerne vil følge med i arbejdet og interesseret betragter hvordan de smukke mønstre kommer til syne efterhånden som farverige garner væves ind.
Hvad foretagsomme colombianere har gjort
Lad os nu fortælle om nogle af de former for miniforretninger som colombianske familier driver.
En enke i Bogotá tjener til udkommet ved at passe på boliger hvis ejere er bortrejst. Hun er pålidelig og ærlig, og får derfor arbejde gennem anbefalinger. Hvis andre kunne tænke sig at påbegynde denne form for arbejde, er det sikkert klogt af dem først at tegne forsikring for den risiko der er forbundet med at skulle hæfte for andres ejendom.
Ikke ret mange colombianske mødre har arbejde uden for hjemmet, men mange henter et tilskud til familiens indtægt ved at lave varme middagsretter. De har måske pensionærer der spiser sammen med familien, eller måske sender de den varme mad til en arbejdsplads. Andre tilbereder madvarer til salg i mindre forretninger — for eksempel en slags bolle af majsmel, kaldet arepas, som i de fleste colombianske hjem indgår i morgenmaden eller nydes som „mellemmåltid“. Mange familier lever udelukkende af at sælge kager, bolsjer, ristede jordnødder, skinkesandwiches eller ristede pisanger ved idrætsparker eller legepladser.
Folk i nabolaget synes måske godt om kogte og ristede pølser, pizzaer eller andre specialiteter, tilberedt af kød af god kvalitet og uden brug af skadelige konserveringsmidler. Delikatesser som tamales, pasteles og empanadas — som tilberedes af kød og grøntsager, indpakket i en dej af majsmel eller hvedemel og ristet eller friturestegt — går som varmt brød i Colombia.
Supermarkeder med en lang række fødevarer under samme tag er næsten ukendte uden for de større byer i Colombia. Det giver „småhandlende“ lejlighed til at drive en bod på markedspladsen eller leje en plads i en fødevareforretning. En sælger i Barranquilla der har stor succes, har specialiseret sig i yucca, en stivelsesholdig rodknold som benyttes meget i supper. Hans bod foretrækkes af mange kunder, som ved at han har det største og bedste lager af yucca på markedet.
Andre har fået den idé at riste og male kaffebønner. En familie i byen Armenia har et lille elektrisk apparat i deres garage, og aromaen af nyristede kaffebønner tiltrækker kunder fra hele kvarteret. Man kan købe et pund kaffe som i forvejen er malet og pakket, eller man kan stå og se til mens de nyristede bønner males.
En familie i Medellín får hele sin indtægt ved at fremstille gelatinas (en slags konfekt eller dessert) hjemme hos sig selv. De har både styksalg fra hjemmet og engrossalg til mindre fødevareforretninger.
I områder hvor ikke ret mange har bil kan gadesælgere gøre folk en stor tjeneste ved at komme direkte til døren med frugter og grøntsager. En ældre mand der gerne ville have lidt ekstra lommepenge, begyndte at sælge citroner fra dør til dør. Til hans overraskelse spurgte flere om han kunne komme igen ugen efter, og på den måde fik han oprettet en rute af faste aftagere. Senere udvidede han, på kundernes opfordring, sin virksomhed til også at omfatte papayafrugter, bananer, ananas og andre frugter.
En moder havde brug for at tjene lidt ekstra til en rejse som familien gerne ville foretage. Hun lavede sin forstue om til butikslokale og begyndte at sælge æg til kvarterets beboere. Af det hun tjente ved sin ringe indsats blev der nok til at familien fik en dejlig ferie.
I et tropisk klima er et køleskab en nødvendighed, men her i Colombia er det meget dyrt. Hvordan får man råd til at betale afdragene? Her i landet gør nogle det ved at lade naboerne få del i nogle af de ting der kan fremstilles ved hjælp af køleskabet — og tage betaling for det! For eksempel laver de sodavandsis, som kan varieres med forskellige slags smag, knust ananas, mango, banan eller kokos. Den flydende blanding hældes ned i formene, og der sættes en træpind i hver, hvorefter det hele sættes ind i fryseboksen. Inden længe står kunderne i kø, især børn der kommer hjem fra skole og har set det håndskrevne skilt i vinduet, hvorpå der står helados. De fleste familier her har ikke køleskab, så indtægten kan forøges ved salg af læskedrikke på flaske, forskellige slags frugtsaft, eller isterninger.
For en halvstor dreng er der mange måder hvorpå han kan bruge sin fritid fornuftigt og samtidig yde et væsentligt bidrag til familiens underhold. En dreng købte for et forholdsvis ringe beløb nogle grejer til skopudsning, og så gik han fra dør til dør og tilbød at pudse folks sko; ugen efter kom han igen de steder hvor folk havde sagt ja tak. Ved flid og initiativ skaffede han sig en rute af regelmæssige og taknemmelige kunder. De der foruden dette kan tilbyde at reparere folks sko, kan naturligvis tjene ekstra på den måde.
En moder og datter i Bucaramanga begyndte at sy babytøj hjemme, til salg i kvarteret hvor de boede. Gennem salg til lokale tøjforretninger blev virksomheden udvidet så den nu er familiens eneste erhverv.
En mand sad på fortovet ved et travlt gadekryds i en større by ved kysten. Han havde en forsyning af palmeblade omkring sig. Hurtigt klippede han bladene i strimler på to-tre centimeters bredde, hvorefter han dannede en ring af et stykke ståltråd. Behændigt dækkede han ståltråden med mange strimler palmeblad, flettede en flad skygge på cirka syv centimeter indefter, formede så en puld, og havde således på mindre end ti minutter lavet en nydelig hat. Da han tog fat på den næste hat vinkede nogle af de fascinerede tilskuere allerede med pengene og råbte: „Den næste skal være til mig!“
En anden familie begyndte at udstille forskellige varer på hylder inden for et åbent vindue, men uden for rækkevidde fra vinduet. Det var farmaceutiske produkter, shampoo, lotion og forskellige slags salver. Hele salget skete gennem vinduet; moderen var derfor fri for hele tiden at skulle være i butikken og kunne fortsætte med det huslige arbejde når der ikke var kunder.
Fra en lille fortovsbod, kaldet „Noas ark“, sælges alle slags værktøj, blikkenslager- og isenkramvarer, alt sammen brugt. Der kunne også laves en lille forretning til salg eller udlejning af brugte bøger, blade, møbler, beklædningsgenstande, husholdningsmaskiner, sportsrekvisitter eller musikinstrumenter, eller måske flere af disse ting.
Metalarbejde i form af døre, dørkarme, vinduesrammer, hylder, borde og meget andet beskæftiger mange i Colombia. Det bliver mere og mere almindeligt at bruge jerngitre til beskyttelse af vinduer, hoveddøre og verandaer, og til stakitter og gelændere. Det praktiske kan forenes med det dekorative ved at man i jernet former blomstermønstre, springende antiloper, en strålende solopgang eller, som nogle har gjort, et nodesystem med noder.
En anden opfindsom familie fremstiller urtepotter og urtepotteskjulere, og tjener derved til livets opretholdelse. De halvvoksne børn blander sand og cement sammen og former og maler produktet i familiens patio, mens faderen sælger til mindre forretningsdrivende på det lokale marked eller fra en kærre som han går omkring med i kvarteret. En anden familie har udvidet denne idé ved at sælge palmer, orkideer, philodendron og andre planter, og de udstiller blomsterne på deres balkon på husets førstesal.
Sko fremstilles for en stor del stadig som håndarbejde i Colombia. Tre eller fire mænd arbejder ofte sammen på kontraktbasis for skotøjshandlere, eller de sælger dem direkte fra en udstilling i deres værksted. Kunden kan enten vælge et par færdigsyede sko eller bestille et par efter mål og efter hvordan han ønsker de skal se ud. En familie i Bogotá fremstiller en form for bløde, håndsyede hjemmesko, en slags mokkasiner. Denne forretning er simpelt hen deres levebrød.
Der er altid efterspørgsel efter ting af læder og imiteret læder: bogomslag, tegnebøger, punge, bælter, håndtasker, dokumentmapper og skoletasker. Sportsjakker af ruskind eller andre former for læder, såvel som regnfrakker af imiteret læder, bliver aldrig umoderne. Mange henter deres indkomst ved at polstre eller betrække autosæder eller møbler med kunstlæder.
I de højereliggende, kølige egne er en ruana eller poncho af uld nødvendig hele året rundt. En ruana, der bæres som et slag over skuldrene, beskytter mod kulde og regn, og colombianerne foretrækker den fremfor en frakke eller en jakke. En familie i Bogotá væver stof dertil på en hjemmevæv; de væver forskellige mønstre der giver forskellige virkninger. Men man kan lave en ruana af en hvilken som helst slags uldent stof, ensfarvet flonel eller strikket uld kantet med hvide frynser, eller ternet stof med en frynse der passer til i farven.
På mange andre områder drives der miniforretning. Man polerer gamle møbler op, giver slidte bøger en ny indbinding, hækler eller strikker sjaler eller trøjer, broderer på lagner eller duge, eller laver parykker eller toppe, smykker, knyttede håndtasker, måtter og løbere af reb eller garn, bordlamper, madrasser, puder, kurvemøbler eller udstoppede legetøjsdyr.
Mange colombianere der driver en miniforretning på et af alle disse felter, har fundet at det giver en særlig tilfredshed at tjene til det fornødne ved at anvende sine evner til nyttigt arbejde. Måske kunne andre gøre som colombianerne og finde en eller anden form for miniforretning der opfylder netop deres behov.
Denne artikel beskriver sydamerikanske forhold, og mange af eksemplerne på hvordan man kan oprette sin egen lille forretning, kan ikke direkte anvendes i Danmark. Der må blandt andet tages hensyn til næringslovens bestemmelser og de forskellige sundhedsvedtægter. Men for dem der måtte sysle med tanken om at starte en ’miniforretning’ kan colombianernes opfindsomhed måske give inspiration og befordre fantasien, så de får nogle ideer der kan medvirke til at netop deres behov bliver dækket.