Angrebene forstærkes

HVORFOR har udviklingslæren i den senere tid fået så megen presseomtale i flere lande? En af grundene er arten af de angreb der rettes mod den.

Det er nemlig ikke blot nogle få, dårligt oplyste ’religiøse fanatikere’ der nægter at tro på udviklingslæren. Den anfægtes nu af mange kompetente og yderst velinformerede personer. Det er både videnskabsmænd, lærere og veluddannede folk fra andre felter der tager til orde imod den.

I videnskabelig litteratur har selv nogle af udviklingslærens egne tilhængere rettet en vedholdende kritik mod teorien. Deres indvendinger er meget afslørende.

Indvendinger fra videnskabsmænd

I bogen Man, Time, and Fossils fortæller R. Moore, der selv er tilhænger af udviklingslæren: „Siden 1950 har de videnskabelige vidnesbyrd peget på én konklusion, som ikke er til at komme uden om: mennesket har hverken udviklet sig på den tid eller den måde som Darwin og vor tids evolutionister har troet var mest sandsynlig.“

Flere andre evolutionister er enige heri. I 1971 gav G. L. Stebbins, der er professor i genetik ved University of California, udtryk for deres fælles opfattelse, idet han sagde: „Enhver beskrivelse af menneskets udvikling der er skrevet før 1950, er allerede — eller vil snart være — forældet.“

I 1972 havde evolutionister altså fundet frem til nye forklaringer på menneskets oprindelse. De havde forladt mange af deres gamle teorier og var nu sikre på at de nye forklaringer var „kendsgerninger“. Men de nyere teorier havde næppe nået at blive antaget før også de blev betvivlet. En bestemt side af sagen blev udsat for særlig hårde angreb, på grund af nogle omstændigheder der blev kendt i slutningen af 1972.

Her er nogle af de mange pressemeddelelser der fremkom i november 1972: „Et stort afsnit af historien om menneskets udvikling må revideres efter gårsdagens afsløringer.“ (London Times) „Der er kommet uorden i de eksisterende teorier om menneskets udvikling.“ (The Guardian, England) „Den anerkendte teori om menneskets udvikling kan let vælte, da den kun har nogle få forhistoriske kranier som grundlag.“ (New York Daily News) Og Londonbladet Daily Mail erklærede at de nyeste vidnesbyrd „kan medføre den største omvæltning inden for videnskaben siden Darwin sagde at mennesket nedstammer fra aberne“.

Alle disse udtalelser skyldes endda kun en enkelt række vidnesbyrd som blev fundet i slutningen af 1972. Der findes andre vidnesbyrd som rummer endnu større betydning. De har tilsammen fået flere og flere videnskabsmænd til at sætte et spørgsmålstegn ved de forklaringer der fremsættes af udviklingslærens tilhængere.

Bladet The American Biology Teacher skriver: „Adskillige velkendte videnskabsmænd udtrykker synspunkter der varierer fra forbehold til tvivl og til direkte modstand mod teorien.“ Det engelske blad New Scientist siger: „Det viser sig at være særlig svært at forstå menneskets udvikling . . . Vi ved for lidt om tidsfaktoren og virkemåden i forbindelse med evolutionen, og der foreligger heller ikke tilstrækkelige vidnesbyrd fra fossiler til at det kan redde vores teoretiseren ud af fantasiens verden.“

Det engelske lægetidsskrift On Call rapporterer: „Udviklingslæren støttes ikke af beviser som er tilgængelige for dem der studerer elementær biologi . . . og da det er kendt at højt ansete videnskabsmænd har afvist den, er den udbredte skik med at fremholde den som en kendsgerning, uforsvarlig.“ Og professor John Moore fra Michigan State University siger: „I betragtning af hvad vi ved i dag, er der ingen fornuft i den typiske forklaring på udviklingslæren.“

Andre der har undersøgt sagen

Der er andre som, efter at have undersøgt beviserne, har fremsat lignende udtalelser. Historikeren Arnold Toynbee siger: „Jeg tror ikke at Darwins udviklingsteori har givet en sikker, alternativ forklaring på hvordan universet kan være blevet til.“

Sagføreren Norman Macbeth, der er uddannet ved Harvard-universitetet, skrev efter mange års omhyggelige og uhildede studier, bogen Darwin Retried (1971). Bogens udgivere gav følgende kommentar: „Den antyder at det vil være på sin plads at begynde forfra, og at det måske, sådan som det står til nu, er bedst slet ikke at have nogen teori, fremfor at holde sig til den nuværende.“

Sagføreren fandt beviserne for udviklingslæren så tynde at han, efter at have læst en typisk bog om emnet, skrevet af en fremtrædende evolutionist, erklærede: „Hvis jeg fik den mand som modstander i en retssag kunne jeg med lethed vinde sagen.“ Da han havde læst en udgave af bladet Vågn op! der handlede om udviklingslæren, fandt han imidlertid at det var velfunderet og videnskabeligt nøjagtigt. Han rådede derfor evolutionister til ikke at blive ved med at sige at de der betvivler evolutionsteorien er „uden kendskab til videnskabelige beviser“. Denne sagfører, der for øvrigt ikke tror på en skabelse, kom også med følgende betragtninger:

„Efter at have undersøgt de enkelte dele af den klassiske darwinisme kom jeg til den slutning at de alle er i sørgeligt forfald. . . . Når de enkelte dele er forfaldne kan resultatet aldrig blive et sundt hele, og hele teorien må derfor også være forfalden . . .

Jeg har i øvrigt ikke noget imod forklaringer, hvis de er gode. Inden for udviklingslæren er de fleste forklaringer desværre ikke gode. De fortjener knap nok at blive kaldt forklaringer; de er formodninger, anelser, luftkasteller, som næppe er værdige til at blive kaldt hypoteser. . . .

Det drejer sig ikke blot om ordkløveri. Hele professionen har anbragt sig selv i en pinlig situation når sir Julian Huxley i fjernsynet siger til seerne: ’Det første der skal bemærkes angående Darwins teori, er at den ikke længere er en teori men en kendsgerning,’ og professor Mayr næsten samtidig siger til en gruppe seriøse studerende: ’Den grundlæggende teori er i mange tilfælde næppe mere end et postulat.’

Så stor en uoverensstemmelse mellem to ledende personer . . . er ikke godt for professionens omdømme. Offentligheden kan med rette føle at den er blevet ført bag lyset.“

Ja, „ført bag lyset“ — det er netop hvad flere og flere føler at de er blevet i forbindelse med de forklaringer man har prøvet at give på udviklingslæren.