Tidevandet i Fundy-bugten
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I CANADA
JEG havde ikke besøgt Fundy-bugten siden jeg var barn, men jeg reagerede på samme måde som dengang. Med undrende øjne så jeg kajen ligge dér i en højde af ni meter mens det skib der lå fortøjet ved kajen stod på tør grund, eller rettere sagt på mudderbund.
„Hvem har hevet bundproppen op?“ sagde jeg spøgende til en fisker der var ved at ordne sit grej. Han svarede tørt: „Det er ebbe. Her vil være højvande klokken 14.30.“ Sådan blev jeg præsenteret for Fundy, der har jordens største tidevandsforskel.
Fundy-bugten, der munder ud i det nordlige Atlanterhav, ligger imellem Canadas kystprovinser Nova Scotia og New Brunswick. En landtange deler det inderste af bugten i to mindre bugter, nemlig Minas-bassinet og Chignecto-bugten. Det er her Fundy for alvor ’spiller med musklerne’ og viser flodhøjder på omkring femten meter.
Hvad der forårsager tidevandet
Tidevandet skyller ind, og trækker sig tilbage igen: flod, og så ebbe. Ved Fundy, som ved de fleste atlanterhavskyster, gentager dette sig to gange hver månedag eller -periode på 24 timer og 50 minutter. Dag efter dag fortsætter denne endeløse cyklus som den har gjort det lige siden Noas dage. Hvorfor? Hvad forårsager denne regelmæssige skiften mellem ebbe og flod?
Svaret ligger egentlig i tyngdeloven. Både solen og månen øver en kraftig tiltrækning på jorden og dens oceaner. Den umådelig store afstand til solen gør imidlertid at solens tiltrækningskraft bliver langt mindre end månens. Ligesom afstanden mellem jorden og disse himmellegemer varierer fra dag til dag, således varierer deres tiltrækningskraft også. Fordi månens deklination nord eller syd for jordens ækvator hele tiden forandrer sig, øver det indflydelse på hvornår tidevandet indtræffer i de forskellige egne af jorden. Dette elementære er imidlertid langtfra hele forklaringen på tidevandet; videnskabsmænd kan anføre en lang række medvirkende faktorer, som dog hovedsagelig er af lokal geografisk karakter.
Men hvorfor oplever Fundy-bugten flod og ebbe to gange hver månedag? Jo, tyngdekraften påvirker både jorden og vandet, men da vandmasserne jo er flydende påvirkes de mere end jordmassen. Det bliver højvande på et givet geografisk sted når der er gået et bestemt tidsrum fra månen har passeret stedets meridian, for månen trækker jordens vandmasser bort fra jordmassen så der bliver højvande på den side af jorden der vender mod månen. Men på den stik modsatte side af jorden sker der også en mærkbar forøgelse af vandmængden. Man kan på en måde sige at her trækkes jorden indad og væk fra vandet, så dette sted også får højvande.
Men læg mærke til at det ikke er alle jordens kyststrækninger der ligesom Fundy har dobbelt højvande (to gange hvert månedøgn). Selv om det er det mest almindelige, er der spredte steder på jorden der har enkelt højvande (en gang hvert månedøgn). Forklaringen på dette er ikke så ligetil, men oceanografer regner med at de forskellige tidevandskræfter og lokale geografiske forhold sammen med andre kræfter kan ophæve hinanden.
Forskellen mellem højvande og lavvande kaldes flodhøjde. Flodhøjden når sit maksimum omkring fuldmåne og nymåne. Det giver springflod fordi solen, månen og jorden står på linje, og derfor øver solen og månen den største, samlede tiltrækningskraft på jordens vandmasser. I månens første og sidste kvarter er der nipflod eller laveste flod. Grunden er at månens vinkelafstand fra solen er blevet 90 grader, så den samlede tiltrækningskraft er blevet halveret. Ved Economy Point i Minas-bassinet har man registreret en springflod på over seksten meter, mens nipfloden kommer op på omkring syv meter, hvilket i sig selv er en anselig højde.
Undertiden sker det at disse jordens pulsslag bliver virkelig kraftige, nemlig når en stærk vind eller storm fra havet forøger højvandet. Sådan en kombineret storm- og tidevandsbølge kan anrette store ødelæggelser.
Hvorfor tidevandet ved Fundy er så enestående
Men hvorfor er tidevandsforskellen meget større ved Fundy end andre steder på jorden? Hvis man ser på kortet får man en del af svaret.
De nærliggende amerikanske stater Maine, New Hampshire og Massachusetts har en buet kystlinje, der danner ligesom en stor skovl som fører vandet ind i den tragtformede Fundy-bugt. Når tidevandsbølgen går ind i Fundy-bugten bliver dens kraft forøget fordi den smalle bugt med den skrånende bund presser vandmasserne mere og mere sammen. Resultatet: vandets jævne stigning bliver til en vandflod der styrter sig ind i bunden af bugten. Det er forklaringen på den store tidevandsforskel der er langs hele Fundy-bugten. St. Marys bugt, der ligger ved Fundy-bugtens munding, har registreret en flodhøjde på 6,7 meter, mens Chignecto-bugten og Minas-bassinet har nået så fantastiske flodhøjder som henholdsvis 14 meter og 16 meter.
Fundy-bugtens tidevand påvirkes også af det der kaldes resonans. Det kan enkelt illustreres ved at man bringer uro i en vandbeholder — vandet begynder at gynge eller vugge, og ofte skvulper det ud over kanten. Havene har mange af den slags naturlige beholdere eller bassiner, og et af dem er Fundy-bassinet. Disse bassiner har hver sit svingningstal der afhænger af havbassinets længde og dybde. Fundy-bugtens tidevand skyller frem og tilbage to gange om dagen (hver gang der er gået 12 timer og 25 minutter), og bugtens længde er kun en lille smule for kort til at vandet kan komme til at svinge i takt med månens og solens påvirkninger. Det er en af hovedårsagerne til at Fundy-bugtens tidevand når højder som ikke ses andre steder, når det skyller mod den inderste del af bugten.
Tidevandsbølger
Stilheden på kajen blev helt afbrudt af fiskeren: „Hvis du vil se bølgen, må du hellere passe tiden.“ Det havde jeg næsten glemt. Den der besøger Fundy må ikke gå glip af at se tidevandsbølgen. Der udgives endog tidstabeller til dem der gerne vil se dette naturfænomen.
Der dannes en slags brænding når tidevandet med alle sine kræfter skyller ind og støder sammen med strømmen fra en udmundende flod. Mellem flodbredderne dannes der en mur af vand der tilsyneladende kæmper sig op mod strømmen. Det skal bemærkes at det ikke er alle floder der kan fremvise dette under, men det er for det meste forbundet med forholdsvis lavt vand og pludselige stigninger i flodsengens hældningsgrad.
Flere af Fundys floder giver denne opvisning. Nogle får kun ganske små bølger, mens andre får meget højere bølger. I byen Moncton, der ligger toogtredive kilometer fra Chignecto-bugten inde i landet, standser turisterne regelmæssigt op for at se den omkring en meter høje bølge på Petitcodiac-floden. Selv om Fundys tidevandsbølger er meget imponerende, er de dog for intet at regne i forhold til dem i Fuchun-floden i Kina og Amazonas i Sydamerika. På Amazonas kan man se noget der ligner et vandfald, godt halvanden kilometer bredt og op til fem meter højt, der bevæger sig op mod strømmen hurtigere end tyve kilometer i timen. Ja, jordens tidevand er virkelig en meget stor kraft at kæmpe med.
Hvordan man lever med tidevandet
I århundreder har livet ved kysten rettet sig ind efter „tidevandsuret“. Fiskekuttere, fragtskibe og flådefartøjer berøres af tidevandet. Nova Scotias skibsværfter, som i sejlskibenes tid havde meget travlt, indrettede sig efter tidevandet. Det samme gør skibsfarten i Fundy i det tyvende århundrede.
Ebbe og flod bestemmer stadig farten for de mange fiskere langs Fundys kyst. En af de metoder der benyttes er fiskegårde, ruser der består af høje pæle som er forbundet med net, så tidevandet faktisk selv sørger for fiskeriet. Når det er højvande kan man kun se det øverste af pælene over vandet. Når tidevandet synker, bliver fiskene efterladt i nettene. Lige så snart det er blevet lavvande, kører fiskeren over mudderet og ud til fiskegården med sin vogn for at samle sine fisk. Der er hele tiden store flokke af sultne havmåger som prøver at få fat i fiskerens fangst. Men der er en mere alvorlig grund til at han skal skynde sig: højvandet er under fremrykning, og det er ikke kræsent med hvem eller hvad det indfanger.
At udnytte tidevandet som energikilde er ikke nogen ny idé. Den første vandpumpestation i London havde et tidevandsdrevet vandhjul, der var indbygget i Old London Bridge. I Hamburg havde man stadig i 1880 et tidevandsdrevet anlæg til udpumpning af spildevand. Og tidevandet ved Fundy har også været udnyttet, for eksempel til drift af vandmøller. I Maine benyttede man så sent som for tyve år siden et tidevandsdrevet savværk.
Men at udnytte Fundys kraft i den store stil er noget helt andet. I dette århundrede har man foretaget mange undersøgelser for at finde ud af om det kunne lade sig gøre. Det mest omfattende forsøg har man gjort i Passamaquoddy-bugten, der ligger på grænsen mellem New Brunswick og Maine. I ingen af tilfældene havde man det nødvendige til at udnytte den urolige gigant. Man manglede samarbejdsvilje, teknisk kunnen og penge.
Et nyt syn på tidevandet ved Fundy
Og nu er man igen meget interesseret i Fundy. Man ser med nye øjne på tidevandet i denne bugt. Hvorfor?
Gennem tekniske eksperimenter er man nået dertil at udnyttelsen af vandkraften ligger inden for mulighedernes grænse og ikke blot er en ønskedrøm. Internationale undersøgelser er kommet så langt at man har kunnet bygge to tidevandskraftværker. Det ene er et lille forsøgsprojekt i Kislaya-bugten, der ligger næsten tusind kilometer nord for Murmansk i U.S.S.R. Det andet er et fuldt udbygget kraftværk over floden Rance i Frankrig, hvis årlige elproduktion i øjeblikket er på omkring 544 millioner kilowatttimer. „Det kan altså lade sig gøre!“ siger teknikerne, der nu er ivrige efter at prøve kræfter med giganten Fundy.
Endvidere er man på vej til at løse et grundlæggende problem ved udnyttelsen af tidevandskraften. Indtil for nylig var energiproduktionen fuldstændig afhængig af tidevandets naturlige rytme, og derfor faldt den selvfølgelig ikke sammen med de perioder hvor man havde brug for energien. Produktionen af nye typer turbinegeneratorer og nye ideer til at sikre en mere ensartet daglig produktion, har givet et nyt syn på tidevandets praktiske anvendelse.
Måske er energikrisen en af hovedårsagerne til at der er kommet gang i planerne med Fundys tidevand. Nært forbundet med dette er den voksende bekymring for forureningen. Tidevandskraften er en helt „ren“ kraftkilde, uden de kendte problemer med forurening af luft, jord eller vand. Desuden er tidevandskraften ikke begrænset ligesom mineralforekomsterne, men er lige så driftsikker som det uophørlige tidevand.
Der er altså et behov for energi; i tidevandet er der energi til rådighed; og selv de største og mest komplicerede tekniske problemer skulle nu være til at løse. Hvad har hindret udnyttelsen af Fundys tidevand? Penge. Projektet hindres faktisk af at det ikke kan finansieres på grund af de umådelig store anlægsudgifter, de høje rentesatser og den stigende inflation. I en verdensordning der i høj grad styres af hvad der er økonomisk fordelagtigt, vil det måske vise sig at selviske interesser hindrer udnyttelsen af Fundy-bugtens vældige tidevand.
[Ramme på side 11]
Havbunden
Havbunden kan ikke sammenlignes med en uendelig, flad slette. Oceanografer har derimod sammenlignet den med månens overflade. I de fleste af verdenshavene er der undersøiske højderygge af bjergformationer. Der har Skaberen skjult bjerge som er højere end Mount Everest.
Der er også lange, smalle dale eller „grave“ i havbunden. Challenger-dybet i Marianergraven i Stillehavet er det dybeste sted man kender. Det er så dybt at hvis man forestillede sig bjerget Mount Everest sat derned, ville det være dækket af mere end halvanden kilometer vand!
Når man har svømmet ved en kyst og lagt mærke til at der er tang, har man måske forestillet sig at hele havbunden var dækket af tang og søgræs. Men det er den ikke. Det er begrænset hvor dybt nede tangen kan gro, for den livsvigtige fotosyntese kræver sollys. Så tangen vokser kun i strandkanten, og er blot én af de mange livsformer der findes på havbunden.
[Kort på side 8]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
New Brunswick
Chignecto Bay
Passamaquoddy Bay
Maine
N.H.
Atlantic Ocean
Bay of Fundy
Nova Scotia
Minas Basin
St. Mary’s Bay