Hvad skal man gøre når der er mangel på fyringsolie?
MANGELEN på fyringsolie har været følelig for alle i vinter. Olien er blevet dyrere, og forbruget skal sættes ned. Uanset hvilke økonomiske og politiske grunde der ligger bag, har alle brug for at vide hvad de kan gøre for at holde varmen.
Det ideelle er naturligvis at bo i et hus der er så perfekt isoleret at det holder den kolde luft ude og kun lader ganske lidt af varmen fra de dyre oliedråber slippe ud. Imidlertid er der mange der ikke har ret megen indflydelse på hvor godt deres bolig er isoleret; det gælder for eksempel mange der bor i lejlighed eller et lejet hus. Hvis det er Deres tilfælde, hvordan kan De så få det maksimale udbytte af fyringsolien?
Brændselsbesparende ændringer i huset
For at kunne holde den kolde luft ude må man finde alle utætheder i huset. Derved kan man undertiden spare mere brændsel end ved isolering. Bladet Popular Mechanics oplyser: „Varm luft der slipper ud eller kold luft der trænger ind kan betyde at mellem 15 og 30 procent af de penge De betaler for brændsel, er smidt lige ud ad vinduet.“ De synes måske at Deres hus er fuldstændig tæt, men har De gået det efter? Her er en måde hvorpå De kan finde eventuelle utætheder: Tænd et stearinlys og før det langsomt rundt langs kanten af lukkede vinduer og yderdøre og andre steder hvor der kan forekomme utætheder. Hvis flammen blafrer, tyder det på at der er en læk.
Forsatsruder, termoruder og andre former for dobbelte vinduer er gode til at forhindre træk, og det bedste er måske at få en glarmester til at gå vinduerne efter og tætne dem med kantlister hvor det er nødvendigt. Men der findes også mere enkle løsninger.
Til tætning kan man købe strimler af skumgummi — de er lette at sætte på og koster ikke ret meget. Er der brug for nyt kit rundt om vinduesruderne? Det gamle kit tørrer efterhånden ind og smuldrer, så der kan komme træk ind ved kanterne af ruderne. Bredt klæbebånd kan lukke vinduerne helt tæt. Hvis man foretrækker det kan man også sætte et stort stykke klart plastic eller vinyl op sådan at det dækker hele vinduet.
Tykke, måske forede, gardiner kan medvirke til at holde varmen indenfor i stuen; de forhindrer varmen i at søge hen mod de kolde ruder, hvor den vil gå tabt. Det er naturligvis bedst at trække gardinerne fra når solen skinner gennem et vindue, så man udnytter solens varme. Pas også på at gardiner, portierer og møbler ikke forhindrer varmen i at cirkulere frit ud fra varmekanaler eller radiatorer.
Så er der dørene, som naturligvis også kan være utætte. En gummiliste på undersiden af døren kan medvirke til at standse trækken. Utætheder kan også forekomme rundt omkring kaminer eller ventilatorer der er bygget ind gennem en mur. Undersøg også om der er utæt langs med panelerne ved gulvet. Hvis det viser sig at være tilfældet, må man gå i gang med at kitte eller på anden vis stoppe utæthederne.
Husk også at det varme vand kræver meget brændsel, uanset om det opvarmes af et oliefyr eller for eksempel af en vandvarmer i køkkenet eller badeværelset. Har De en varmtvandshane der drypper? Man har anslået at en dråbe i sekundet bliver til næsten 2500 liter på et år. Alt dette vand bliver opvarmet, men aldrig brugt. De kan spare brændstof ved at få vandhanen ordnet. En anden måde hvorpå De kan få størst mulig gavn af det varme vand, er ved at vente med at vaske tøj i vaskemaskinen indtil der er tøj nok til at fylde maskinen helt.
Har De overvejet om der er andre muligheder for opvarmning i Deres hjem? I nogle huse er der en kamin som familien for længe siden er holdt op med at bruge, måske fordi den somme tider sendte røg ud i lokalet. Nogle få ændringer er sandsynligvis nok til at gøre kaminen brugbar igen. Røgen kan skyldes at det trækker fra en dør i nærheden, og sod kan skyldes at der bruges forkert brændsel. Hvis familien selv kan hugge brænde, kan kaminen måske være en besparende erstatning eller et tilskud når der skal spares på olien.
Dette er kun én side af sagen. Der er andre råd der kan hjælpe en til at holde varmen i en tid hvor der er mangel på brændstof.
Brændselsbesparende ændringer i dagliglivet
Ens daglige vaner og levevis kan være sådan at man bruger mere brændsel end nødvendigt. Hvorfor ikke undersøge om det forholder sig sådan? Først kan man for eksempel spørge: Fyrer jeg op i hele huset? I nogle dele af verden er det, selv i herskabelige huse, sædvane at man kun opvarmer et eller to lokaler. Derved sparer man brændstof.
Er varmen i Deres hus termostatreguleret? Hvis det er tilfældet kunne De måske gøre det til en vane at indstille på en lidt lavere temperatur end tidligere. For hver grad man nedsætter temperaturen kan man spare helt op til 6-8 procent af sit brændselsforbrug. Inden længe begynder De måske ligefrem at foretrække den lidt køligere temperatur. Mange læger er enige om at en temperatur på 19-20 grader er langt sundere at opholde sig i end en temperatur på 24-26 grader. I en varm stue er luften desuden ofte meget tør, hvilket en del mennesker finder ubehageligt.
Selv om temperaturen ikke er automatisk reguleret, kan man godt følge et lignende princip: Man kan spare brændsel ved at nedsætte temperaturen lidt. For eksempel behøver man ikke altid at have lukket op for en radiator i køkkenet mens man laver mad. Og hvis De kun skal opholde Dem i et lokale i kort tid, hvorfor så vente med at lukke for varmen til De går? Nogle få minutters opvarmning er sædvanligvis nok til at temperaturen er behagelig mens De er i det pågældende rum.
En hensigtsmæssig påklædning medvirker naturligvis til at man kan føle sig godt tilpas og holde sig sund, selv om temperaturen er lidt lavere. Man kan vænne sig til at gå med en trøje eller sweater. I forbindelse med at holde varmen er det bedre at have flere lag tøj på end blot et enkelt lag meget tykt tøj; to tynde undertrøjer holder bedre på kropsvarmen end én tyk. Og når man går til ro om aftenen er det måske heller ingen dårlig idé at trække i nathue og natsokker.
Lige så vigtig som en god påklædning er en nærende kost. En proteinrig kost forøger stofskiftet, hvilket blandt andet eskimoerne er eksempler på; og med et forøget stofskifte kan man lettere klare sig i kulden. Der findes ikke alene protein i kød, men også i bønner, linser og andre fødemidler. Og det siger sig selv at varme drikke som kaffe, te, kakao, bouillon og lignende også hjælper en til at holde varmen.
Måske bliver det nødvendigt at gentage mange gange for børnene at der skal spares på varmen. Men det er sikkert umagen værd at lære dem at døre og vinduer skal lukkes helt, sådan at varmen ikke lukkes ud.
Desuden kan man holde varmen ved altid at være optaget af forskellige gøremål, for eksempel at sy, lave mad, skrive breve eller reparere et eller andet i huset. Det kan hjælpe en til helt at glemme temperaturen og det ubehag der trods alt kan være forbundet med den nedsatte varme.
Der er også noget andet som især kristne kan gøre for at spare brændsel: De kan dele. I en nødsituation kan ældre eller nogle som bor alene måske flytte ind hos en familie og bo der midlertidigt.
Lad Dem ikke gå på af at mangelen på brændsel kræver særlige forholdsregler. Bliv ikke irritabel, men benyt situationen som en lejlighed til at opdyrke gudfrygtige egenskaber som kærlighed, langmodighed, venlighed og selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) Ved at anvende nogle praktiske forslag — og ved at tænke på at vinteren trods alt også får en ende — kan man klare sig og have det forholdsvis behageligt, selv om der er mangel på fyringsolie.