Hvordan kan De hjælpe Deres børn?
HVORDAN kan De hjælpe Deres børn til at vokse op som ansvarsbevidste, moralsk retskafne mennesker? Hvad kan De gøre for at forberede dem til at modstå det pres i retning af oprør, vold, narkotikamisbrug, umoralitet og andet som de konfronteres med både i skolen og andre steder? Hvordan kan De hjælpe Deres børn til at opnå størst mulig gavn af undervisningen til trods for de vanskeligheder der er?
Overvej en iagttagelse af dr. Lee Salk og Rita Kramer i bogen How to Raise a Human Being (om børneopdragelse): „For at blive i stand til at lære [senere i livet], bør [et barn] allerede have udviklet både tillid og selvbeherskelse, forståelsen af at det er umagen værd at behage andre, og evnen til at lade være med at handle efter enhver tilskyndelse.“ Tidlig oplæring hjemme er således af livsvigtig betydning for børnene.
Vigtigt at begynde tidligt
Ingen ved mere om børneopdragelse end Jehova Gud. I Ordsprogene 22:6 vejleder hans ord: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ Denne „vej“ er beskrevet i Bibelen.
Med Bibelen kan børnene hjælpes til at lære Gud at kende. Dette kan have en gavnlig virkning på dem, for det er ved at lære om Guds fremragende egenskaber og alt hvad han har gjort for menneskeheden at mennesker kan få kærlighed til ham og et oprigtigt ønske om at opnå hans godkendelse. Hvad enten forældre sørger for en sådan gavnlig oplæring eller ej, så vil deres børns tankegang og vaner tage form. Det vidner om klogskab og kærlig omsorg når forældrene lige fra børnene er helt små lærer dem om Jehovas veje.
Det er velkendt at unge menneskers ligegyldighed for en stor del kommer af at de ikke kan se nogen virkelig hensigt med livet. Og hvem er det der burde besvare deres spørgsmål om dette? Forældrene. Uden tvivl er der nogle der prøver; de bestræber sig for at give dem gode normer at leve efter. Men når børn lærer at de fleste mennesker, ofte også deres forældre, giver sig af med uærlighed og umoralitet, forkaster de hyppigt de idealer som de ganske enkelt regner for at høre til ’en anden generation’. Man behøver noget mere end en personlig mening for at undervise sine børn effektivt. Bibelen opfylder dette behov fordi den stammer fra menneskeslægtens Skaber, han som er livets kilde. — 2 Tim. 3:16, 17.
Naturligvis vil man ikke være i stand til at hjælpe sine børn med Bibelens ord hvis man personligt ikke tror på Gud eller på Bibelen. Børn lader sig ikke narre. Hvis man giver dem besked om at gøre en ting men selv gør det modsatte, vil børnene hurtigt opdage hykleriet. Forældre har derfor et tungt ansvar. Hvis De ønsker at beskytte Deres børn imod den egoistiske materialistiske ånd som så mange unge har i dag, må De oplære dem i gudfrygtige principper både ved ord og ved eksempel.
Betydningen af tugt
For at børn skal kunne klare livets pres er tugt livsvigtig. Bibelen siger om Gud: „[Jehova] tugter den, han elsker.“ (Hebr. 12:6) Bibelen erklærer også: „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ — Ordsp. 13:24.
Er dette en gammeldags måde at betragte tingene på? Skal man betragte tugt hjemme og i skolen som noget unødig strengt? Dr. Norman Henchey fra McGill-universitetet skriver: „Vore dages visdom hævder at tugt er et indgreb i friheden, at kun ved at give frihed kan vi lære andre at være frie. . . . Men erfaring og sund fornuft siger noget andet. . . . Løssluppenhed er ikke den kilde hvorfra vi opnår selvbeherskelse.“
Ved at give børnene bestemt og konsekvent tugt når det er påkrævet, viser De dem at De virkelig holder af dem. Det er næsten sådan at unge higer efter tugt og ofte vil opføre sig dårligt hvis de ikke modtager den. Forfatterne Salk og Kramer skriver:
„Børn føler sig sikrere og er mere produktive i et miljø med en vis struktur eller ramme; dette er blevet påvist ved forskning og bekræftet ved kliniske erfaringer. En atmosfære af fuldstændig frihed synes at føre til en følelse af usikkerhed og forskellige former for provokerende opførsel for at ’prøve hvor langt man kan gå’.“
Tugt, anvendt i kærlighed, vil hjælpe Deres børn på mange måder. De vil føle sig meget mere trygge rent følelsesmæssigt. De vil ikke blive frustrerede senere i livet når tingene til tider ikke går efter deres hoved. Og tugt vil hjælpe Deres børn til at få respekt for myndighed fra første færd. Men tugt er ikke slet og ret det samme som straf.
„Formaning“
Bibelen viser i Efeserbrevet 6:4 hvad der må ledsage tugt: „I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ Denne „formaning“ indebærer mere end blot at tale til Deres børns forstand ved at lære dem noget om Gud. Theological Dictionary of the New Testament har denne kommentar vedrørende verbalformen af det græske ord der her er gengivet med „formaning“:
„[Det] beskriver en indvirkning på vilje og indstilling, og det forudsætter en modstand der skal overvindes. Det søger at korrigere sindet, at få det i orden der er forkert, at forbedre den åndelige holdning. . . . Det betyder ikke ’at straffe’, men gennem ordet . . . at appellere til den moralske samvittighed og få mennesker til at angre og skamme sig, så at straf er overflødig.“
Forældre må derfor gøre mere end at give deres børn oplysninger. De må gøre en ihærdig indsats for at sikre sig at rette principper når ned i deres børns hjerter, at de unge accepterer at det er sandheden de lærer. (Ordsp. 4:23; Matt. 15:19; Luk. 6:45) På denne måde oplærer forældrene ikke blot deres børns sind, men også deres „vilje og indstilling“, i retfærdighed.
Hvordan kan forældre klare dette — at opdrage deres børn på en sådan måde at de virkelig ønsker at adlyde? De må tale hyppigt med deres børn om Gud og de ophøjede principper for livsførelse som hans ord indeholder. (5 Mos. 6:6, 7) Hovedansvaret for dette hviler på faderen. Hvornår kan dette gøres?
Måltiderne giver familien en udmærket anledning til at tale afslappet sammen. Her kan forældrene få at vide hvad deres børn kommer ud for i skolen og hvordan de ser på den usunde holdning der er fremherskende blandt ungdommen i dag. Forældre vil opdage at nogle problemer kan klares blot ved en kort drøftelse. Men visse emner kan kræve en længere drøftelse for at forme børnenes tankegang i den rigtige retning. Hvordan kan forældre gribe dette an?
Tusinder af forældre over hele jorden har fundet det gavnligt at holde et ugentligt bibelstudium med hele familien. Dette hjælper familiemedlemmerne til at styrke deres forhold til Jehova Gud og deres indbyrdes sammenhold. Mange forældre finder det klogt lejlighedsvis at afpasse det stof der behandles ved deres bibelstudium efter familiemedlemmernes særlige behov.
Det kan for eksempel være at børnenes skolekammerater er helt ligeglade med deres skolearbejde, eller med arbejde i almindelighed. Hvis det er tilfældet kan familien sammen læse sådanne skriftsteder som Andet Tessalonikerbrev 3:10, Efeserbrevet 4:28 og Kolossenserbrevet 3:23, der opfordrer til flittigt arbejde. Til sammenligning kan man læse Ordsprogene 10:4; 21:25 og 24:33, 34, hvor dovenskab fordømmes af Gud. Fremhæv at det er Guds ord De læser og at det gælder både barnet og Dem selv.
Hvis De ønsker at Deres børn skal blive flittige og arbejdsomme, må De også gøre Deres del ved at give dem noget nyttigt at gøre hjemme allerede mens de er små. Bogen How to Raise a Human Being siger:
„Det er af vital betydning at forældre på dette trin af barnets udvikling mærker sig at barnet skal lære at gøre tingene selv, skønt det kan give forældrene mere ulejlighed lige i øjeblikket. . . . Kliniske vidnesbyrd tyder på at mange børn der senere viser stor uselvstændighed og uvilje til selv at gøre noget, er kommet ind på dette ved at forældre har haft en tendens til konstant at gøre tingene for dem.“
Er Deres børn stillet over for et fordærvet moralsk klima i skolen? Bibelen indeholder mange oplysninger der viser Guds syn på kønsmoral. For eksempel befaler Guds ord: „Fly utugt!“ Endvidere: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge [indbefattende grådighed efter seksuel fornøjelse] bør end ikke nævnes iblandt jer.“ (1 Kor. 6:18; Ef. 5:3) „Utugt“ omfatter alle seksuelle forhold (indbefattende homoseksualitet) uden for ægteskabet. Første Korinterbrev 7:9 opfordrer ugifte der måtte have udviklet en stærk lidenskab for nogen af det modsatte køn, til at gifte sig: „Men kan de ikke leve afholdende, så lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af begær.“ Læs disse oplysninger sammen med Deres børn og drøft så hvordan de genspejler Guds kærlige interesse for sine tjeneres velfærd. Vis dem at dette er en beskyttelse imod uønsket graviditet, kønssygdomme og den slags følelsesmæssige konflikter der har ført mange unge ud i selvmord.
Nogle kan godt se at dette er en værdifuld måde at hjælpe børn på, men siger alligevel: „Det kunne jeg aldrig gøre. Jeg kender ikke Bibelen godt nok.“ Hvordan klarer Jehovas vidner egentlig dette? De er almindelige mennesker; nogle af dem har kun studeret Bibelen i ganske få år.
De anvender læsestof der er fremstillet af Vagttårnets selskab med dette for øje. Noget af dette er skrevet specielt for små børn. Andet stof er bestemt for større børn. Der behandles emner som narkotikamisbrug, spiritisme, respekt for andres person og ejendom, betydningen af sanddruhed, og mange andre emner. Alt dette stof er baseret på den vejledning der findes i Guds ord, og det er bestemt til at forældre skal læse og drøfte det med deres børn. Denne form for oplysning hjælper deres børn til at få et sundt syn på livet, og samtidig lærer de at læse godt og erhverve sig gode læsevaner. Hvis De er interesseret i at sørge for en sådan hjælp til Deres børn, vil Jehovas vidner være glade for at hjælpe Dem uden vederlag.
Der er imidlertid noget andet børn behøver foruden den rette oplæring. Hvad er det?
Opbyggende samvær
Der er farlige situationer som unge kommer ud for på grund af andre elevers voldsomme og lovløse aktiviteter. Disse vanskeligheder kan ikke helt undgås. Men det er godt at indse at det meste af det der kan føre til fysisk overlast for et barn finder sted uden for klasseværelset. Forældre kan gøre meget i retning af at beskytte deres børn ved at holde en sådan kontakt med lovløse børn nede på et minimum. Hvordan?
Først og fremmest ved at forvisse sig om at deres hjem er et sted børnene har lyst til at vende tilbage til efter skoletid, i stedet for at hænge i skolegården eller på gaderne. Hvordan er situationen i Deres familie? Når Deres børn kommer hjem fra skole, er De der så for at byde dem velkommen, og er De villig til at tilbringe tid sammen med dem? Føler de sig velkomne — eller i vejen for Dem? Alt efter hvordan De løser problemer der opstår, forstår Deres børn så at De er klar over de former for pres de står over for, og at De virkelig ønsker at hjælpe dem? Eller kunne de måske slutte at de helst ikke skal tale om deres vanskeligheder, hvis de ikke ønsker at blive skældt ud? Lægger De vægt på at familien foretager sig noget interessant sammen og virkelig glæder sig over at være sammen? Et sundt hjemmeliv er en væsentlig faktor med hensyn til beskyttelse af børnene.
Naturligvis kan unge også lide at komme sammen med andre på deres egen alder. Hvor kan De finde den slags samvær der virkelig vil opbygge Deres børn? Jehovas vidner finder dette blandt de unge mennesker de lærer at kende i deres rigssale. Disse unge mennesker opdyrker respekt for Jehova Gud og hans ord. De overværer de kristne møder sammen med deres forældre, medvirker frivilligt og efter eget ønske, og modtager endda uden vederlag oplæring i at holde små foredrag om bibelske emner for tilhørerne. Hvordan virker oplæring og samvær af denne art på deres liv?
For ikke længe siden modtog et af Jehovas vidner dette lille brev fra sin datters skolelærer: „Det sker ikke ofte at en lærer kan skrive et brev som dette, men Deres lille pige er nok den høfligste og mest velopdragne unge dame jeg nogen sinde har mødt her eller noget andet sted.“ Og vedrørende teenagere og forældre blandt Jehovas vidner, sagde Albuquerque Tribune: „Politiet har ingen problemer med at Jehovas vidners teenagere deltager i slagsmål, hærværk og tyveri. Jehovas vidners børn adlyder deres forældre. Jehovas vidner giver ikke afkald på deres stilling som forældre. De styrer deres børn bestemt og kærligt. De forventer ikke at lærere og politi skal gøre deres arbejde for dem.“
Kunne De tænke Dem at De selv og Deres børn havde en sådan omgangskreds? Hvorfor så ikke finde ud af hvor Jehovas vidners nærmeste rigssal er og gå til nogle af møderne sammen med dem? De vil blive budt hjertelig velkommen.
Aldrig før er unge mennesker blevet bombarderet med så mange usunde påvirkninger. Forældre bærer ansvaret for at hjælpe deres børn til at modstå disse påvirkninger, og det kan de bedst gøre ved at give agt på Guds ords råd: „Opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ For at gøre dette må forældre selv foretage et omhyggeligt studium af Bibelen og vise ved deres personlige opførsel at de virkelig tror på den. Vil De skuldre Deres ansvar og give denne hjælp til Deres børn? — Ef. 6:4.