Et usædvanligt byggeprogram — udført af frivillige
„JEG har aldrig set nogen arbejde så ihærdigt. Hvad man end sætter dem til, gør de langt mere end de skal, uden at springe over hvor gærdet er lavest.“ Hvad var det der fik en ingeniør fra sundhedsmyndighederne i Orange amt i staten New York til at udtale sig sådan? Han var ved at kigge på en bygning med et grundareal på størrelse med en fodboldbane, og det allermeste af arbejdet blev udført af frivillige.
Byggearbejdet i Monroe, i staten New York, var et led i et usædvanligt byggeprogram som har stået på i ti år i De forenede Stater, Canada og andre lande. Grupper på flere hundrede mennesker af forskellige racer og nationaliteter har frivilligt ofret tid, kræfter og midler på opførelsen af rummelige stævnehaller.
Opførelsen af disse stævnehaller, der ofte er så store at de kan rumme mere end 2000 siddepladser, har vakt opmærksomhed. Hvem er bygherrerne? Hvad skal hallerne bruges til? Hvordan er det muligt at skaffe tilstrækkelige midler og frivillige hjælpere til et sådant projekt?
Hvorfor bygge stævnehaller?
Hallerne opføres af Jehovas kristne vidner, og der er en særlig grund til at de går i gang med det. I De forenede Stater er der nu cirka 530.000 Jehovas vidner. De 7117 menigheder er fordelt på 271 „kredse“. Ud over at alle menighederne afholder fem ugentlige møder i deres rigssale, kommer hver „kreds“ (cirka 20 menigheder) to gange om året sammen ved et to-dages stævne, hvis særlige bibelprogram tager sigte på de behov der gør sig gældende i de forskellige kredse.
I tidligere tider holdtes disse sammenkomster i lejede lokaler, for eksempel i skoleaulaer, idrætshaller eller andre forsamlingslokaler. Men siden den første stævnehal blev indviet i New York i 1965, har Jehovas Vidner mange steder arbejdet på at skaffe deres egne lokaler. Der er nu femten stævnehaller i De forenede Stater, tre i Canada og nogle stykker i andre lande. Hvad var det der gav stødet til at Jehovas Vidner ville have deres egne stævnehaller?
En vigtig grund er den høje leje der måtte betales for offentlige lokaler. Ud over at skulle betale for selve afbenyttelsen af bygningen har det ofte været nødvendigt at betale for kontrollører og faguddannede folk der skulle passe sceneapparatur og højttaleranlæg. Et weekendstævne kunne således beløbe sig til mellem 7000 og 20.000 kroner.
Et Jehovas vidne fra Winnipeg, Canada, forklarer endnu et problem der kan opstå når man lejer et lokale:
„Undertiden kunne det være umuligt at få en kontrakt på en skoleaula tidligere end en måned før stævnets afholdelse. Og hver eneste kontrakt indeholdt en passus om at hvis aulaen skulle benyttes af skolen, havde den fortrinsret. Det er hændt at lejemålet for en af aftenerne er blevet opsagt i sidste øjeblik, og så måtte vi i huj og hast skaffe et andet lokale for denne ene aften og flytte tilbage den følgende formiddag.“
Dertil kommer at skoleaulaerne som regel ikke havde siddepladser nok. Mange måtte opholde sig i andre lokaler i bygningen og affinde sig med blot at lytte til programmet over højttaleren eller følge programmet over et sluttet TV-kredsløb. Disse og andre vanskeligheder gjorde det nærliggende for Jehovas Vidner mange steder at bruge deres penge til at opføre deres egne bygninger.
En god begyndelse
Det er ikke en „elite“-gruppe der træffer bestemmelse om at en stævnehal skal bygges, mens andre må affinde sig med det og være med til at betale. Jehovas Vidner konstaterer først om der er så mange menigheder i området at der bliver en forsvarlig udnyttelsesgrad. Hvis det er tilfældet skriver man til alle menighederne for at sikre sig om man virkelig ønsker en stævnehal og er villige til at støtte bestræbelserne for at tilvejebringe den. Dernæst skal man tage stilling til om man skal opføre en ny bygning eller man skal ombygge en allerede eksisterende hal. Lokale forhold og omstændigheder spiller ind på denne afgørelse.
I Cleveland blev der nedsat et udvalg som havde til opgave at finde en grund hvorpå der kunne opføres en ny bygning, og udvalget forklarer: „Et egnet sted der opfyldte de betingelser som vi måtte stille, var vanskeligt at finde. Da vi så omsider fandt en grund, løb vi ind i byggezoneproblemer. Så faldt vore øjne på et teater. Købsprisen lå godt inden for den afstukne beløbsramme, og det var centralt beliggende.“ Jehovas Vidner købte teateret, ombyggede det, og det danner nu en smuk ramme om kristne stævner.
Jehovas Vidner fra Detroit, der også ombyggede et teater til stævnehal, peger på endnu en fordel: „Det bød ikke på større vanskeligheder at nå frem til en overkommelig købspris for disse lokaler. Eftersom de er belagt med høje skatter og ofte står ubenyttede hen bliver de som oftest en tung byrde at bære for ejerne.“
Menighederne i egnen omkring San Fernando Valley i Californien erhvervede en usædvanlig bygning til deres stævnehal, nemlig den der tidligere var kendt som Valley Music Theater. Bygherrerne benyttede i sin tid jordflytningsmateriel til at omdanne en jordvold til en kæmpemæssig kuppel. Oven på den udspændte man ståldragere og støbte med jernarmeret beton. Da betonen var størknet gravede man al jorden væk, og tilbage stod der en moderne kuppelbygning som har en diameter på 61 meter og når en højde af lige ved 20 meter i centrum. I hallens midte er anbragt en drejescene som omgives af 2654 kunstlæderbeklædte stole af samme type som anvendes i moderne teatre. Desuden er der en „satellit“-bygning med kontorer samt en spisesal til 500 mennesker. Indretningen af denne California Valley Circuit Assembly Hall har beløbet sig til en brøkdel af hvad det ville koste at opføre en tilsvarende ny bygning på stedet.
Som regel er det også hurtigere at ombygge end at nybygge. Denne stævnehal i Californien stod klar to måneder efter at den var købt. Vidnerne i Chicago skriver om det ombyggede teater: „Fra købet var i orden indtil stævnehallen stod klar gik der kun to og en halv måned.“
Andre steder har de bygninger man kunne få til købs været alt for trange, uden muligheder for spiselokaler eller parkeringspladser, eller de har frembudt andre problemer. I Baltimore-Washington-området var man således på udkig efter et teater, men ingen af dem man kunne købe var centralt beliggende eller også lå de ikke i de mest rolige og fredelige kvarterer. Derfor påtog Jehovas Vidner sig her at opføre en ny bygning af præfabrikeret stål i Crownsville i Maryland. Hallen har 1406 siddepladser. Forhallen og spiseafdelingen er indrettet med forhæng således at tilhørere kan søge herind når selve salen er fyldt — og alligevel se og høre hvad der foregår på podiet.
Foræringer i form af penge og materialer
Men hvordan kan man skaffe de midler der skal til for at klare et sådant projekt? Dette er noget af det mest forbavsende ved opførelsen af Jehovas Vidners stævnehaller. I en rapport udarbejdet i tilslutning til den 4270 kvadratmeter store stævnehal i den sydlige del af Ontario hedder det:
„Vor bygning vil blive finansieret ved hjælp at bidrag og rentefri lån fra Jehovas Vidner selv. Firs procent af midlerne stammer fra bidrag, hovedsagelig beskedne beløb fra vidner med en beskeden indtægt. Vi har ikke foretaget indsamlinger, afholdt bankospil, ikke slået på stortromme for sagen. Vi har blot forklaret hvor meget vi skulle bruge. Vi takker Gud for denne gavmildhedens ånd.“
Også ved opførelsen af en stævnehal i Crownsville mærkede man en tilsvarende gavmildhed. Formanden for byggeudvalget forklarer:
„Vi skrev til de 110 menigheder det gjaldt og spurgte hvor meget de var villige til at bidrage med. Man kan forestille sig vor overraskelse da vi modtog tre gange så meget som vi havde brug for, og vi følte at dette var en tilkendegivelse af at Jehova Gud billigede planerne. Således kunne vi fuldføre vor bygning uden at benytte os af låneinstitutionerne.“
Der sparedes også mange penge ved at man var villig til selv at fremstille det nødvendige udstyr i stedet for at købe det. Ombygningen af en dansehal i Saint Luc i den sydlige del af Montreal til en kristen stævnehal er et eksempel herpå:
„For at løse vort køleproblem byggede et af Jehovas vidner der er uddannet på dette felt, sammen med flere ufaglærte, fire store fryse- og kølerum. De kostede, alt i alt, under 7000 kroner. Vi regner med at de ville have kostet fra femten til tyve gange så meget hvis en udenforstående skulle have bygget dem.“
Det hændte også at vi fik materialer forærende. I rapporten over opførelsen af en ny hal i byen London i Ohio hedder det:
„Et stort teater i midten af byen Columbus skulle nedlægges. Herfra skænkede en broder os 1000 behagelige stole. Fra et hospital der skulle nedrives hentede vi gratis to store dampkedler i meget fin stand. Desuden fik vi et helt køkken i rustfrit stål med meget anvendeligt tilbehør forærende.“
Mens opførelsen af stævnehallen i Monroe, New York, stod på, var der en mand der blev så betaget af det han så at han den følgende uge forærede os materialer til en værdi af 35.000 kroner. Derpå skænkede et stort firma os materialer til en værdi af over 84.000 kroner og sendte senere nogle af sine repræsentanter hen for at beundre hvad de frivillige arbejdere havde præsteret. Desuden sparede vi 350.000 kroner ved at betale regningerne til tiden.
Den smukke stævnehal i Monroe er så stor som en fodboldbane og ligger omgivet af skov. Fra de syv parkeringspladser kommer man ad tre stenbroer op til hovedindgangen. Fra forhallen, der er beklædt med valnøddetræ og hvor fontænens bassin tillige tjener som dåbsbassin, kommer man ind i selve salen, der rummer 2248 teaterstole anbragt i buede rækker i skiftevis blåt og grønt. Spisesektionen har 720 siddepladser og er adskilt fra selve salen med en glasvæg med blåt forhæng.
En god ryg, et villigt hjerte — alt på frivillighedens basis
Det der forbavser iagttagere mest er de store skarer frivillige der kommer for at tage del i byggearbejdet. Under opførelsen af stævnehallen i Monroe var der 192 menigheder der sendte frivillige. Hvide, farvede samt puertorikanere, folk af alle aldre og fra alle samfundslag, arbejdede enigt og fredeligt sammen og tiltalte hinanden som „broder“ og „søster“. I nogle weekender var der så mange som 800 frivillige der arbejdede sammen. En udenforstående udtalte: „Det her må være Jehovas organisation. Ellers ville det hele have endt i én stor forvirring.“
I en rapport over byggearbejdet i Saint Luc hedder det:
„Det var ikke nødvendigt at hente hjælp udefra til det store ombygningsarbejde. Mange havde deres verdslige arbejde i byen og kom efter arbejdstids ophør direkte til stævnehallen, hvor de ikke sjældent blev til langt ud på natten. På den måde kunne vi afholde vores første stævne mindre end syv uger efter at vi var kommet i besiddelse af bygningen.“
Vidnerne i Winnipeg, der glædede sig til at afholde deres første stævne i deres ombyggede teater i januar 1972, skriver:
„Da vi nærmede os december 1971 kunne brødrene se at der var en masse arbejde der endnu skulle gøres inden indvielsesdagen. Derfor var der mange som arbejdede hele deres tid på hallen, selv om nogle daglig måtte tilbagelægge fra 80 til 200 kilometer. Alle masede på. Og arbejdet blev fuldført til tiden.“
En lignende ånd mærkede man da der skulle opføres en hal i Yuba City i Californien. Man har anslået at bygningen ville have kostet omkring syv millioner kroner hvis den skulle have været opført af et byggefirma. Men Jehovas Vidner kunne fuldføre den for mindre end en tredjedel af dette beløb. Hvordan kunne det lade sig gøre? Et medlem af byggeudvalget forklarer:
„Vi havde gennemsnitlig 250 frivillige i arbejde hver dag. I weekenderne kunne arbejdsstyrken vokse til 500. Det hændte at nogle af dem arbejdede hele døgnet rundt for at holde de satte tidsfrister. Og vore søstre sørgede ikke alene for nærende måltider til arbejderne hver dag, men undslog sig ikke for at tage fat på det manuelle arbejde, svinge en skovl, en rive, en hammer eller en kost.“
En sådan gavmildhed med tid og kræfter kan virke smittende. En broder spurgte en dag sin nærmeste arbejdsfælle hvilken menighed han hørte til, hvorefter vedkommende svarede: „Ja, ser du, jeg er jo ikke et af Jehovas vidner; jeg bor lige her ved siden af, og jeg kom bare herhen for at arbejde og nyde samværet. I har det så dejligt sammen. Jeg ville bare være med i det!“
Da en kvindelig journalist fra Independent Herald fra Yuba City kom for at få et interview udbrød hun: „Jeg er helt benovet over at I kan opføre så stor en bygning med frivillig hjælp. Henne i vores kirke begyndte vi at male kirken for mere end et år siden, og der er endnu ikke nogen der har meldt sig til at færdiggøre arbejdet.“
Den store indsats der blev gjort i Yuba City blev belønnet med en smuk stævnehal i spansk stil. Hallen har 2400 siddepladser og indeholder desuden en rigssal, et konferenceværelse og en rummelig spiseafdeling. Bygningens facade, der vender ud imod et kaskadespringvand, brydes af tre store buer der fremhæves af de spanske lygter.
Vanskeligheder der skulle overvindes
Det er ikke så ligetil at opføre en stævnehal. Der kan melde sig vanskeligheder som synes uoverstigelige. Men beslutsomhed, tålmodighed og ihærdighed rydder hindringer af vejen.
Byggeudvalget for stævnehallen i Yuba City fortæller hvordan de løste et problem der uventet opstod: „En lørdag gik mur-pudsemaskinen i stykker. Brødrene sammenkaldte så nogle hjælpere, og næste dag pudsede de det hele i hånden.“
Da man byggede stævnehallen i Monroe, New York, var der en broder som optrådte med opfindsomhed og rådsnarhed: „Da der gik en pakning på en uundværlig maskine og en ny ikke var ved hånden, var der en maskinarbejder blandt brødrene der tog sin sko af, skar en pakning ud af den og sikrede at maskinen kørte hele dagen.“
Opstod der juridiske problemer viste Jehovas Vidner en beslutsom villighed til at efterkomme loven, således at de kunne ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’, også selv om det var ensbetydende med et større arbejde end beregnet. (Mark. 12:17) Lederen af byggearbejdet i Natick, i Massachusetts, fortæller: „Der opstod problemer da vi søgte at overholde de meget strenge brandvedtægter. Men i stedet for at lave en masse vrøvl over den fordyrelse det ville medføre at tilvejebringe den nødvendige brandbeskyttelse, ændrede vi tegningerne indtil de kunne godkendes. Myndighederne udtrykte deres glæde over det og blev efterhånden mere forstående og samarbejdsvillige.“
Stævnehallerne til gavn for alle
De stævnehaller som Jehovas Vidner har opført kan blive til glæde og nytte for alle i området. Ikke så meget fordi de pryder omgivelserne, eller fordi de frivillige har arbejdet ivrigt og ihærdigt, men fordi alle kan have glæde og nytte af det der foregår i dem når de er færdige.
Kunne De tænke Dem at vide hvad Gud vil gøre ved de nuværende verdensforhold? hvad der menes med Guds „nye orden“, og hvordan De kan gøre Dem rede til at leve der? hvordan det lader sig gøre at kristne lever enigt side om side på trods af verdens pres? Programmet ved Jehovas Vidners kredsstævner giver svarene på disse spørgsmål fra Guds ord, der danner grundlaget for den undervisning som tager sigte på at hjælpe gamle såvel som unge.
Findes der en af Jehovas Vidners rigssale i nærheden af hvor De bor? Hvorfor ikke gå derhen og få gavn af den bibelundervisning som gives der? De vil træffe mennesker der virkelig elsker Jehova Gud og som søger at ære ham ved at leve efter principperne i hans inspirerede ord, Bibelen. De vil være glade for uden vederlag at hjælpe Dem til at gøre det samme.
[Illustration på side 16]
Jehovas Vidners stævnehal i det sydlige Ontario, Canada
[Illustration på side 17]
Jehovas Vidners stævnehal i Monroe, New York
[Illustration på side 18]
Frivillige i gang med arbejdet på stævnehallen i Yuba City, Californien