Forsøg på at klare befolkningsproblemet

DER har længe været velmenende mennesker og organisationer som har arbejdet med programmer der skulle lindre de problemer den voksende befolkning medfører. Mange „løsninger“ er blevet prøvet — både landbrugsmæssige, økonomiske og politiske løsninger.

Men som i de fleste andre tilfælde hvor en „kur“ rettes mod symptomerne i stedet for årsagen til en sygdom, har resultaterne været skuffende. De fleste programmer har enten haft meget ringe succes, eller er blevet direkte fiaskoer — eller har måske endda gjort forholdene værre end de var. Ved at betragte nogle af disse „løsninger“ vil man forstå hvorfor.

Gratis uddeling af føde

Den voksende befolkning kan undvære mange ting, men ikke mad. I mange år har de store frugtbare sletter i Nordamerika været en slags reservekornlager for de sultende lande. Når høsten slog fejl i de lande der levede på et eksistensminimum, kunne de altid regne med at de kornrige lande ville sende dem nogle millioner tons af deres overskud, så de kunne klare sig.

Men nu er overskuddet næsten forsvundet. Det meddeles at fødereserverne i verden er mindre end de har været i mange år. Om der vil være mad nok til det kommende år afhænger af vejret i dette års vækstsæson. „Verden er i farlig grad blevet afhængig af den samtidige produktion og dermed af vejrforholdene,“ siger generaldirektøren for FNs Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation, A. H. Boerma.

Hvis det sætter ind med dårligt vejr, skal man så regne med at folk vil dele ud af deres i forvejen nedskårne fødeforsyning for at hjælpe dem der sulter? Eller: I dag hvor fødeproduktionen er så stærkt afhængig af energi, vil folk da give afkald på noget af deres energiforbrug for at hjælpe andre? Som det for nylig hed i en leder i New York Times: „De velstående amerikanere kan snart blive stillet over for valget mellem at forbruge energi på landevejene og i luftkonditionerede lokaler, eller tillade at der produceres føde til store befolkningsgrupper i Afrika og Asien.“ — 25. marts 1974.

Landbrugsmæssig selvforsyning

Programmer der skulle hjælpe de fattige lande til med tiden at brødføde sig selv, er blevet igangsat med store fanfarer. I motiveringen for at tildele dr. Norman Borlaug Nobels fredspris i 1970 fik denne mand æren for „et teknologisk gennembrud der gør det muligt at afskaffe sult i udviklingslandene i løbet af nogle få år“. Dr. Borlaug sagde imidlertid selv om sin „grønne revolution“ at den ’ikke var løsningen’. Den kunne kun udsætte fødevarekrisen, mens landene stadig arbejdede på at holde befolkningstallet under kontrol. „Hvis verdensbefolkningen fortsat vokser i samme tempo, vil vi udslette vores art,“ sagde han.

Nu begynder resultaterne at vise sig. Blandt andet kræver denne teknologi store mængder energi (der stadig bliver dyrere og dyrere), kunstgødning og insektdræbende midler. Resultatet bliver et langt større udbytte for de rige landmænd end for de fattige, som ofte ikke har råd til at skaffe disse ting. De velstående kan derefter købe de fattige landbrugeres jord, hvorved arbejdsløsheden forværres.

Netop af disse grunde hedder det i en rapport om de store bestræbelser som et enkelt land har udfoldet for at anvende den grønne revolutions teknologi: „Det mislykkes for dem. Deres optimistiske planer og programmer har kun skabt større menneskelige lidelser og giver løfte om mere af samme slags.“ — Natural History, januar 1974.

Økonomisk udvikling

Andre bestræbelser går ud på at nedsætte hastigheden for befolkningstilvæksten, fremfor at prøve at skaffe mad til alle dem der fødes. Generelt har de rige industrilande lave fødselstal; nogle af dem nærmer sig endda det højt priste mål: en befolkningstilvækst på nul. Indbyggerne er tilsyneladende rent naturligt tilbøjelige til at ønske færre børn, som de kan give des større omsorg. I de mindre udviklede lande der har en stor landbefolkning, bliver børn derimod betragtet som et udtryk for velstand. Forældre vil gerne have mange børn, der kan hjælpe dem med landbrugsarbejdet og udgøre en slags „social sikring“, idet de kan tage sig af deres forældre når de bliver gamle.

Derfor er der gennemsnitlig næsten dobbelt så mange børn i hver familie i disse lande som i industrilandene. Desuden „vil folk have seks børn eller flere, fordi de ved at to eller tre af dem vil dø,“ siger en embedsmand fra Bangladesh. Undersøgelser viser i øvrigt også at de familier der mister nogle børn, ofte „overkompenserer“ ved at få flere overlevende børn end dem der ikke mister nogen børn.

Mange drager derfor den slutning at løsningen på befolkningsproblemet ligger i økonomisk udvikling og industrialisering, sammen med fornødne indgreb til at holde børnene i live, så forældrene ikke „overkompenserer“. The Encyclopædia Britannica siger imidlertid at „den alt for hurtige befolkningstilvækst medfører et overvældende stort behov for [økonomiske] investeringer . . . blot for at holde trit med de ekstra munde der skal mættes, de nye indbyggere der skal have klæder og husly“. På den måde bliver der kun ganske lidt eller slet intet tilovers til forbedring af levestandarden. — Bd. 14, s. 823.

I erkendelse af dette er de fleste eksperter nu enige om at der simpelt hen ikke er tilstrækkeligt med tid, energi og andre ressourcer til at de fattige lande kan udvikles så meget at fødselstallene begynder at falde af sig selv. Selv om en sådan udvikling kunne opnås, ville der gå mindst en generation før virkningerne ville begynde at blive mærkbare. Derfor siger eksperterne at befolkningstilvæksten må skæres ned først, før der kan opnås resultater med en økonomisk udvikling. Dermed er vi inde på spørgsmålet om —

Fødselskontrol

Mange mener at ethvert befolkningsprogram der skal have nogen mulighed for at lykkes, må indbefatte en eller anden form for fødselskontrol. Derfor giver nogle lande store penge ud på familieplanlægningsprogrammer og skærer ned på deres hjælp på andre områder. Hvilke udsigter er der for denne „løsning“? Udsigterne tyder på at resultatet bliver en skuffelse.

De „radikale“ midler til fødselsbegrænsning, såsom svangerskabsafbrydelse og sterilisation, er behæftet med bivirkninger af moralsk ødelæggende karakter. I Japan blev svangerskabsafbrydelse lovligt i 1948. Professor T. S. Ueno fra Nihon-universitetet i Tokyo siger: „Vi kan nu sige at loven er dårlig.“ Uhæmmet seksuel udfoldelse og manglende respekt for de ufødte børns liv er nogle af de moralske problemer han anfører. „Abort er blevet en erstatning for svangerskabsforebyggelse,“ som det fremgår af de 1,5 millioner indgreb der blev foretaget i 1972. Han mener at når livet agtes så ringe, kunne det næste skridt blive at man fratog folk livet når de havde nået en bestemt alder!

Indien, der måske har verdens ældste familieplanlægningsprogram, har for nylig nedsat sit mål for hvor langt fødselstallet skal være skåret ned i 1980, med 40 procent! Mange, både blandt befolkningen og dens ledere, modarbejder de programmer som deres egen og andre landes regeringer sætter i gang.

Selviske interesser afholder mange fra at gå ind for familieplanlægning. De ønsker måske at netop deres race, tro eller sproggruppe skal bevare sin talmæssige overlegenhed, for at kunne vinde eller fastholde den politiske magt, samtidig med at de gerne så nedskæringer i andre befolkningsgrupper. I et stort latinamerikansk land har man for nylig skåret ned på fødselsbegrænsningen, i håb om at befolkningen kan være fordoblet inden århundredskiftet. Som grunde har været anført ønsket om større national magt og frygt for nabolande med en stor befolkning.

Den katolske kirke har længe, ved hjælp af religiøse dogmer, stillet sig i vejen for „kunstige“ former for fødselskontrol, med det resultat at den i forvejen store befolkning af fattige katolikker er vokset kolossalt. The Encyclopædia Britannica giver følgende sammenfatning:

„Det nytter ikke at nægte at kunstig befolkningskontrol modvirkes af stærke moralske hæmninger og tabuer. . . . selv de mest optimistiske programmer for befolkningskontrol kan kun håbe at opnå en ganske lille reduktion i tilvækstprocenten ved slutningen af det 20. århundrede.“ — Bd. 18, s. 54.

„En ganske lille reduktion“ om femogtyve år — lyder det for Dem som om det er „løsningen“?

„Enig“ aktion?

De fiaskoer der har mødt alle de førnævnte „løsninger“, understreger over for verdens ledere at den voksende befolkning er et verdensproblem. Den stærke afhængighed der gør sig gældende imellem landene i dag, betyder at intet land længere kan handle uden hensyn til internationale konsekvenser. Flere og flere ledere opfordrer til at der over hele verden gøres en samlet indsats for at løse befolkningsproblemerne. De forenede Nationer har således erklæret 1974 for at være et „verdensbefolkningsår“, med en verdenskonference om befolkningsproblemet i august.

Det forventes at mødet vil vedtage en „international handlingsplan“. Bliver den så bindende? En iagttager bemærker at handlingsplanen „mere passende kunne kaldes et forslag“, som vil skitsere nogle forholdsregler landene „måtte ønske“ at tage i den situation de befinder sig i. „Det lyder til at være en temmelig tynd medicin,“ bemærker skribenten, i betragtning af at situationen forværres så hurtigt. — Science, 1. marts 1974, s. 833.

Alternativet til en beslutsom, verdensomspændende indsats er, sådan som mange ser det, en række svære trængsler der kan bane vej for diktatorisk kontrol med befolkning og ressourcer, og tab af individets frihed. De forudser tvangsindgreb som abort, sterilisering, ja selv sådanne ting som genetisk manipulering, og eliminering af de svage. Hvem kunne tænke sig at få påtvunget en sådan „løsning“? Findes der en bedre løsning?

[Illustration på side 8]

Forsøgene på at overvinde verdens befolkningsproblemer ender i fiasko hvis „kurene“ behandler symptomerne i stedet for årsagen