Behøver man at tro på udviklingslæren?

I DE senere år har nogle stater og skolekommissioner i De forenede Stater rejst indvendinger imod at man fremholder udviklingslæren som en kendsgerning i de offentlige skoler. Californien er en af disse stater.

Californien har en undervisningskommission som bestemmer hvad der skal med i de offentlige skolers lærebøger, og denne kommission modtager anbefalinger fra grupper af sagkyndige inden for forskellige områder. En af disse grupper er den rådgivende komité for undervisning i naturlære og biologi. Denne komité forelagde på et tidspunkt en ramme for undervisningen i naturlære og biologi i Californiens offentlige skoler.

Komiteen anbefalede at udviklingslæren ikke skulle fremholdes som en teori, men som en kendsgerning. Undervisningskommissionen var imidlertid af en anden mening. Den besluttede at udviklingslæren kun skulle fremføres som en teori. Den bestemte også at skabelse skulle nævnes i lærebøgerne som en anden, ikke uvidenskabelig forklaring på livets oprindelse.

Den rådgivende komité reagerede heftigt og sagde faktisk: ’Der er ingen diskussion om at udviklingen er en kendsgerning. Vi ser eksempler på det hver eneste dag. Intet fornuftigt menneske betvivler det. Udviklingen er lige så meget en kendsgerning som tyngdekraften og atomerne!’ Et medlem af komiteen sammenlignede endog troen på en skabelse med overtro som astrologi, eller forestillingen om at månen er lavet af en grøn ost eller at storken kommer med de små børn.

Imidlertid er der mange som betvivler gyldigheden af udviklingslæren. En der aldrig har betragtet de „beviser“ der fremsættes til støtte for udviklingslæren som afgørende, besluttede at interviewe folk der tror på en evolution. Her følger hans redegørelse, med et referat af nogle af hans samtaler med tilhængere af udviklingslæren.

Hvorfor tror mange på den?

„Jeg tror på en udvikling,“ sagde en herre til mig, „fordi videnskaben grundigt har undersøgt emnet og enstemmigt accepterer den som en kendsgerning.“

„De har stor tillid til videnskabsmændene,“ bemærkede jeg.

„Deres resultater taler for deres pålidelighed, ikke sandt?“ svarede han.

Hans begrundelse for at tro på evolutionslæren blev gentaget af mange andre. Jeg opdagede at de fleste der tror på udviklingslæren gør det fordi de har fået at vide at alle intelligente mennesker tror på den.

En tydeligvis veluddannet kvinde i fyrrerne udfordrede mig med dette spørgsmål: „Hvilke forudsætninger har De for at betvivle hvad professionelle videnskabsmænd har fundet frem til?“

„Lad mig først sige,“ svarede jeg, „at videnskabsmændene er uenige indbyrdes. De strides om hvornår det skete, hvorfor det skete, hvordan det skete, hvor hurtigt det skete, og endog om det i det hele taget skete!“

„Og,“ fortsatte jeg, „for at besvare Deres spørgsmål om mine forudsætninger, vil jeg gerne spørge: Hvilke forudsætninger har en dommer der skal dømme i en sag vedrørende medicinske spørgsmål som han ikke er uddannet i? Hvis han er intelligent og objektiv, lytter han til de sagkyndiges argumenter for og imod, og afsiger derefter sin kendelse på grundlag af deres vidnesbyrd. På hvilken anden måde kan man træffe en afgørelse vedrørende forskellige kundskabsområder i denne specialiseringens tidsalder?“

„Men emnet evolution er så kompliceret,“ indvendte hun.

Jeg svarede: „Theodosius Dobzhansky [en videnskabsmand der går ind for udviklingslæren] siger at meget af det videnskabsmændene beskæftiger sig med, overstiger almindelige lægfolks fatteevne, men at dette ikke gælder evolutionslæren. Han siger at den er et spørgsmål om elementær biologi. Og George Gaylord Simpson [en anden fremtrædende evolutionist] hævder at det er umoralsk at have en blind tro, hvad enten det gælder et religiøst lærepunkt eller en videnskabelig teori. Han siger også at det er et menneskes ansvar at efterprøve specialisternes resultater, og derefter træffe sin egen afgørelse, og at man ikke behøver at være biolog for at vurdere vidnesbyrdene i forbindelse med udviklingslæren.“

„Alt for mange,“ sluttede jeg, „accepterer blot andres meninger og gentager deres synspunkter ligesom papegøjer, i stedet for at give sig tid til at undersøge kendsgerningerne.“

Da hun ikke sagde noget, tilføjede jeg: „De ville blive forbavset hvis De vidste hvor mange der tror på udviklingslæren faktisk uden at kende noget til sagen.“

Skræmmekampagne og „hjernevask“

Før jeg gik fra hus til hus for at undersøge hvorfor folk tror på udviklingslæren, læste jeg omkring tyve bøger skrevet af evolutionister. Før dette havde jeg i årevis efter min tid på universitetet bestræbt mig for at holde mig à jour med den videnskabelige forskning på dette felt; men nu undersøgte jeg specielt fremtrædende evolutionisters nyeste værker.

Mens jeg læste, forbløffede det mig at se den form for „åndelig vold“ eller „hjernevask“ de anvendte. Følgende korte sammendrag fra tolv bøger af elleve forskellige evolutionister giver et eksempel herpå:

’Udviklingslæren er almindeligt anerkendt af videnskabsmænd som er kompetente til at bedømme vidnesbyrdene. Den anerkendes af alle ansvarlige videnskabsmænd. Alle ansete biologer er enige om at udviklingen er en fastslået kendsgerning. Intet oplyst menneske i dag benægter at vi stammer fra fiskene. Det er ikke længere noget tvivlsspørgsmål.

Vidnesbyrdene er overvældende. Der kræves ingen yderligere beviser af den der har frigjort sig for gamle illusioner og fordomme.’

Dette er hvad alle disse evolutionsskribenter er enige om. Men når påstandene er så flotte, så dogmatiske, bliver man mistænksom. Jeg fik uvilkårligt det indtryk at evolutionisterne søger at feje al modstand og alle spørgsmål til side med en spærreild af skræmmende talekunst.

Hvorfor stemple den der betvivler en teori som inkompetent, uoplyst, som ’fange af gamle illusioner og fordomme’? Ville videnskabsmænd der virkelig er i besiddelse af kendsgerningerne nedværdige sig til en sådan uvidenskabelig, urimelig taktik?

Det er sandt at denne „psykologiske krigsførelse“, denne „hjernevask“, omvender nogle til evolutionstroen. Men disse proselytter er sædvanligvis forsvarsløse når de står over for dem der modsætter sig at få armen vredet om og beder om beviser.

Intet svar

For eksempel spurgte jeg en intelligent kvinde i et fornemt kvarter: „Hvorfor tror De på evolutionslæren?“

„Fordi jeg ser beviser hele tiden,“ sagde hun og foretog en håndbevægelse ud mod haven. Men da jeg spurgte efter nærmere detaljer begyndte hun at rødme, så jeg trak mig taktfuldt tilbage.

Ved en anden dør sagde den ældre mand der lukkede op da jeg ringede på, at vi tilpasser os til omgivelserne, og at disse tilpasninger ophobes over mange generationer og til sidst fører til nye livsformer.

„Denne tanke accepteres ikke i dag,“ sagde jeg. „Vores solbrændthed går ikke videre til vores børn, heller ikke de svulmende muskler vi udvikler ved vægtløftning, eller den viden om elektroteknik vi tilegner os gennem studium og erfaring. For mange år siden mente evolutionisten Lamarck sådan. Det gjorde Darwin også. Men evolutionisterne i dag ved at sådanne erhvervede egenskaber ikke nedarves.“

„Hvordan kunne udviklingen ellers foregå?“ parerede han.

„De må vide,“ svarede jeg, „at for at få dette pæne billede frem, må evolutionisterne udelade mange fossiler. De udvælger kun dem der støtter deres teori, og forudsætter som givet at de har forbindelse med hinanden.“

„De forenkler blot for at undgå forvirring,“ sagde den studerende.

Jeg svarede: „For at undgå forvirring skjuler de vidnesbyrdene, og når de forenkler, overforenkler de i en sådan grad at det bliver til forfalskning.“

Det er netop hvad Simpson siger: at ’overforenklingen af hestefossilernes vidnesbyrd faktisk er en forfalskning’. Og naturforskeren I. Sanderson skriver:

„Dette pæne, tiltalende evolutionsbillede med en gradvis fremadskridende rækkefølge af ændret tandbygning, tab af tæer, øget størrelse, og forlængelse af mellemfod og ankel, er nu desværre kommet under alvorlig mistanke.

Så mange sidegrene er blevet bragt for lyset og så mange mellemformer mangler helt at vi nu kun kan sige at den klassiske beskrivelse ikke er andet end et grundrids af de sandsynlige trin som udviklingen af nutidens hest har fulgt.“

Imidlertid er fossilerne stadig evolutionens „hovedpine“. Som Simpson siger: „De mest direkte vidnesbyrd om at udviklingslæren er sand må, når det kommer til stykket, gives af fossilerne.“

Tavse vedrørende livets oprindelse

Imidlertid svigter fossilerne fuldstændigt med hensyn til at fortælle os at livet udviklede sig på den måde videnskabsmændene hævder. Kendsgerningerne, beviserne, mangler.

Problemet er ikke nyt for evolutionisterne. For mere end hundrede år siden eksisterede problemet for Charles Darwin, den moderne evolutionslæres „fader“. Han løste problemet i den afsluttende sætning i sin Arternes Oprindelse ved at tilskrive Gud livets oprindelse, idet han sagde at livet „af Skaberen oprindelig er bleven nogle faa eller en enkelt Form indblæst“.

Årtier gik. Men beviserne udeblev. Senere indrømmede A. C. Seward at fossilerne „intet fortæller om livets oprindelse“. Og selv den dag i dag er situationen den samme. Ganske vist lyder der nu og da sensationelle meldinger fra journalister som hungrer efter en overskrift om at man er lige ved at skabe liv i laboratoriet. Men selv om dette skete, ville det kun vise at der må være en Skaber, at liv ikke opstår af sig selv.

Det er en kendsgerning at fossilerne stadig er fuldstændig tavse vedrørende den formodede udvikling af de mikroskopiske livsformer. En lærebog indrømmer: „Vi ved stadig kun lidt om protozoernes [de encellede organismers] udvikling.“

Pludselig tilsynekomst af komplicerede livsformer

De første vidnesbyrd fra fossilerne der har nogen vægt, findes i de klippelag geologerne kalder de kambriske lag. De før-kambriske lag er uforandrede umindelige tider tilbage. Men i disse ældre lag er formodede fossiler en sjældenhed. Ja, deres gyldighed bliver heftigt diskuteret mellem videnskabsmænd indbyrdes.

Men i de kambriske klippelag vælder fossilerne frem i pludselig overflod, i stor variation, yderst specialiserede og meget komplicerede. Evolutionisternes hovedvidne, der i lange tider har været tavst — i hvert fald på de fleste punkter — bliver pludselig til et sludrechatol! Jeg må spørge mig selv: „Havde det betændelse i strubehovedet i hele den forudgående tid, eller var det fordi det ikke havde noget at fortælle?“ Jeg tænker på Simpson, der omtaler denne pludselige tilsynekomst af myriader af fossiler som „dette store mysterium i livets historie“.

Men lad os blot indrømme evolutionisterne den „spontane opståen“ af livet som de ikke kan fastslå ved fossilernes vidnesbyrd, ej heller gøre efter i laboratorierne. Lad os indrømme dem den første gnist af liv som de ikke kan spore. Lad os også indrømme dem de fantastiske fremskridt fra det første mikroskopiske liv til det pludselige væld af tusinder og atter tusinder af yderst specialiserede livsformer i de kambriske klippelag. Hvis alt dette bliver indrømmet dem, kan de så betragte fossilernes vidnesbyrd og i det mindste få nogle svar på hvordan senere livsformer kunne antages at udvikle sig?

At landplanterne blev til, fremgår tydeligt af fossilernes vidnesbyrd. Alligevel afslører fossilerne absolut ingen „primitive“ typer som kunne være stamfædre til dem. Som en sagkyndig har fremført, må evolutionisterne simpelt hen tro på at disse formodede stamfædre har eksisteret.

Der findes heller ikke fossiler af „primitive“ insekter. Insekterne viser sig pludseligt, højt „udviklede“, og i stort tal, som en ren „eksplosion“ af insektliv i komplicerede former. Alligevel får vi at vide at de må have udviklet sig i millioner af år før dette tidspunkt. Men hvad er grundlaget for at sige dette?

Der er intet grundlag for denne påstand — intet. Der findes ingen fossiler af alle disse formodede overgangsformer. Som 1974-udgaven af Encyclopædia Britannica bekræfter: „Fossilernes vidnesbyrd giver ingen oplysninger om insekternes oprindelse.“ Og den eneste grund til at der gives så lang tid til udviklingen af insekterne, er at evolutionsteorien kræver det. Derfor er evolutionsforkæmperne imødekommende og stiller tiden til rådighed.

Hvirveldyrene

Fortæller hovedvidnet, fossilerne, os noget mere om hvirveldyrenes opståen?

Nej, fossilerne er igen mærkværdigt tavse — mærkværdigt, det vil sige set fra evolutionisternes synspunkt. For eksempel dukkede fisken simpelt hen op. Evolutionisterne kan ikke engang blive enige om hvem der er stamfader til den. Ifølge deres teorier er der fra den første formodede fisk til det første virkelige fossil af en fisk et hul på omkring et hundrede millioner år. Hvorfor hundrede millioner? Fordi man er kommet til det resultat at evolutionen behøver så megen tid til at „udvikle“ et hvirveldyr.

Men hvilke fossiler har man fundet af hvirveldyrenes stamfædre i hele denne lange tid? Atter svarer 1974-udgaven af Encyclopædia Britannica: „Fossilrester giver imidlertid ingen oplysning om hvirveldyrenes oprindelse.“ De dukkede simpelt hen op, pludseligt, i stor mangfoldighed, og i meget komplicerede former.

Lad os imidlertid overse denne tavshed på hundrede millioner år. Fra fisk kom amfibier, siger man. Men heller ikke dette afgørende punkt taler fossilerne om. Endog den fristende lungefisk bliver kasseret som et led mellem fisk og amfibier.

Dernæst kom, ifølge evolutionsteorien, de æglæggende krybdyr. Hvad siger hovedvidnet om deres forfædre? I bogen The Reptiles (Krybdyrene) læser vi: „Et af de skuffende træk ved fossilernes vidnesbyrd om hvirveldyrenes historie, er at de viser så lidt om udviklingen af krybdyr i deres tidligste tid, da ægget med skal udviklede sig.“

Fossilerne siger heller ikke noget om at nogle krybdyr millioner af år senere blev til pattedyr og at andre blev til fugle, sådan som evolutionisterne hævder. Simpson indrømmer at både vedrørende pattedyr og fugle er fossilernes oplysninger ’magre’ i den periode på 75.000.000 år hvori de store forandringer efter sigende fandt sted.

Til sidst et hurtigt overblik over fossilernes vidnesbyrd vedrørende pattedyrenes og menneskets udvikling: „Fossilerne afslører desværre meget lidt om de skabninger vi betragter som de første virkelige pattedyr.“ (The Mammals, side 37) „Desværre er fossilernes vidnesbyrd, der kunne sætte os i stand til at spore menneskeabernes tilsynekomst, stadig håbløst ufuldstændige. . . . Desværre forbliver de tidlige stadier af menneskets udviklingsproces hen ad dets egen individuelle linje et totalt mysterium.“ (The Primates, siderne 15, 177) „Endog denne relativt nye historie [fra menneskeabelignende skabninger frem til mennesket] gennemhulles af usikkerhed; de sagkyndige er ofte uenige, både om de fundamentale ting og om detaljer.“ — Mankind Evolving, side 168.

Vidnesbyrdene går imod evolution

Det er ubestrideligt at den påståede evolution af alle disse hovedgrupper af livsformer er fuld af huller, huller som skaber tvivl. Gang på gang er historien den samme: fossilerne er tavse vedrørende stamfædrene. Hvis det drejede sig om nogle få tilfælde, kunne det være forståeligt. Men denne tavshed gør sig gældende i forbindelse med alle hovedgrupper af dyre- og planteliv.

Selv Darwin beklagede sig for længe siden over de huller der er i fossilernes vidnesbyrd. Ja, han sagde ligefrem at de frembød gode grunde til at forkaste hans teori. Men han forsvarede sin stilling ved at anklage sit eget hovedvidne. Han hævdede at fossilernes vidnesbyrd var blevet ændret i tidens løb, var ufuldstændige, og at mange levende organismer simpelt hen ikke efterlod fossiler, især ikke dem uden hårde dele. Mange i dag støtter sig til de samme undskyldninger.

Sandheden er dog at der findes mange uberørte klippelag. Og der er mange fossiler af ’bløde dele’, for eksempel hud, orme, vandmænd og fjer. Hvorfor er fossilernes vidnesbyrd desuden så fyldige med hensyn til „færdige“ livsformer, og så mangelfulde når det gælder „overgangsformerne“?

Jeg er tvunget til at slutte at kun få vidnesbyrd taler så overbevisende imod udviklingslæren som fossilernes.

Forklarer mutationer evolutionen?

Det hævdes at mutationer bevidner en udvikling. Men gør de det? Deres sag blev ført energisk af en af mine bekendte.

Før jeg refererer vores samtale, vil jeg lige nævne en vane han har der ligner holdningen ’kun de dumme tror ikke på evolutionslæren’. Han har biologi som hovedfag og er lige blevet færdig med college. Hans tale er stærkt spækket med sådanne afskrækkende ord som homozygot, heterozygot, overkipning, haploid, diploid, polyploid, mitose, meiose, desoxyribonukleinsyre og den slags.

Det var tydeligt at det gav ham en vis tilfredsstillelse at bruge sådanne ’fine’ ord, og at han brugte dem til at tyrannisere med, åndelig talt. Imidlertid beviser et skræmmende ordforråd ikke en teori. Hvis det udretter noget, gør det teorien mere mistænkelig.

Gavnlige — eller skadelige?

„Mutationer forårsager ændringer i det genetiske materiale der bestemmer hvad der nedarves,“ fortalte han mig, og tilføjede: „Naturlig udvælgelse bevarer de gavnlige mutationer, og efterhånden som de ophober sig over mange generationer udvikler der sig nye arter.“

„Men,“ sagde jeg, „mutationer er som bekendt blinde, planløse, tilfældige ændringer i det genetiske materiale. Kan sådanne tilfældige ændringer virkelig forbedre yderst komplicerede strukturer med en forbløffende indviklet opbygning?“

Han svarede: „Det er sandt at de fleste mutationer er skadelige, men en sjælden gang forekommer der en som er gavnlig.“ Så brugte han en illustration der findes i nogle bøger om udviklingslæren: „Det er som at kaste sten på en bil. Det meste af tiden vil man gøre skade, men sten nummer en million kunne ramme karburatoren helt rigtigt og forbedre justeringen. Det er den måde mutationer virker på.“

Jeg spekulerede på om jeg ville synes om at blive ramt af en million sten blot for at få én tvivlsom forbedring i min krop. Derfor sagde jeg til ham: „Men når sten nummer en million ’forbedrer’ karburatoren, vil de 999.999 foregående have knust køleren, ødelagt batteriet, revet ledningsnettet løs, slået tændrørene i stykker, splintret forruden, smadret instrumenterne og ramponeret karosseriet og benzintanken.“ Den næste million sten ville sandsynligvis også knuse karburatoren!

„Nej,“ indvendte han, „dér kommer den naturlige udvælgelse ind i billedet. Den ville eliminere de skadelige mutationer.“

„Det vil evolutionisterne gerne tro,“ sagde jeg, „men de ved bedre. De fleste mutationer er vigende og ophobes i en genpulje. De dukker gentagne gange op i fremtidige generationer og lemlæster eller dræber organismerne. Det er denne akkumulerende genetiske byrde som efter mange arvelighedsforskeres mening er årsag til at vi degenererer, ældes og dør. Ja, de frygter for at den skubber mennesket hen imod et biologisk ’tusmørke.’“

„Det er en kendsgerning,“ fortsatte jeg, „at der i nogle bøger bruges adskillige sider på at opregne de arvelige sygdomme og misdannelser der forårsages af mutationer som den naturlige udvælgelse undlader at eliminere. Nogle af dem er sukkersyge, anæmi, farveblindhed, blødersygdom, døvstumhed, albinisme, klumpfod, hareskår, dværgvækst, grøn stær, evnesvaghed . . .“

„Men . . .“

Jeg standsede ham. „Før du siger noget, så er der et punkt mere vedrørende din sammenligning med at kaste sten på bilen.“

Intet nyt, men blot variationer

Jeg fortsatte: „Selv om vi gik med til at en sten ved et tilfælde kunne justere karburatoren, så ville den aldrig lave en ny karburator. Den ville aldrig omdanne en tokammers karburator til en firekammers, eller til en med direkte brændstofindsprøjtning. Mutationer kan forandre den gamle, men de kan ikke skabe en ny. Hvad var du ved at sige?“

„At der findes eksempler på gode mutationer. Man kan faktisk iagttage at der finder en udvikling sted.“

Han anførte tre tilfælde. Det ene var den engelske birkemåler. Han sagde at der er en mørk varietet af denne sommerfugl som tiltager i antal i industribyer. Den mørkere form hviler på røgsværtede træstammer og er derfor ikke så synlig for fuglene. Et andet tilfælde var nogle muterede fluer som er immune over for DDT og overlever når alle andre fluer bliver dræbt. Og endelig nævnte han nogle bakterier der har mutanter som er modstandsdygtige over for antibiotika, og fra disse få overlevende udspringer modstandsdygtige bakteriesamfund.

Men de mørke birkemålere bliver ikke kun flere i byerne men også i landdistrikterne, hvor træstammerne ikke bliver sværtet af røg fra industrien. Den mørke varietet er simpelt hen mere hårdfør, bedre i stand til at overleve under de nuværende omstændigheder. Og den er stadig en sommerfugl.

Det er sandt at de muterede fluer og bakterier overlever. Men de er ikke så frugtbare og lever ikke så længe som de der ikke er muterede. Mutanterne er genetisk set „krøblinge“, „vanskabninger“, så at sige. Selv om en eller anden ejendommelighed hos dem sætter dem i stand til at overleve, bliver de så forbedret? Dukker der en ny livsform op?

En der er døv kan udholde støjen fra en stor lufthavn, mens hans normalt hørende naboer flytter. En der har fået fødderne amputeret frygter ikke fodsvamp, mens andre tager deres forholdsregler. Men den døve og den der har mistet fødderne er ikke forbedrede organismer. Det er de muterede fluer og bakterier heller ikke.

Min ven ser ikke eksempler på en udvikling når han ser sådanne mutationer. Han ser kun variationer inden for en familie af levende organismer. Det er alt hvad den kvinde ser som sagde at hun troede på evolutionen fordi den foregik i hendes egen have. Det er alt hvad formanden for Californiens rådgivende komité for undervisning i naturlære og biologi ser når han hævder at evolutionen er en kendsgerning fordi ’man ser eksempler på den hver eneste dag’.

Grænser for variationsmulighederne

Det er letsindigt at tro at variationer i en sommerfugls farve kan bevise at mennesker har udviklet sig fra fisk. Dét er simpelt hen atter en gang løs udviklingssnak. Der er konstant variation hos levende organismer, men variationerne ændrer ikke organismerne til nye livsformer.

Vil rosenbusken nogen sinde forandres til et egetræ, simpelt hen fordi der er så mange varieteter af roser? Nej, den bliver ved med at være rose.

Engang kunne højdespringere blot springe 1,80 meter, men nu godt og vel 2,10 meter. Betyder det at de fortsat kan forbedre rekorderne, indtil fremtidige sportsudøvere springer over ti kilometer i højden?

Løbere har forbedret deres tider, og nu klares en engelsk mil på mindre end fire minutter. Beviser det at løbere en dag vil være i stand til at løbe distancen på mindre end fire sekunder?

Ingen vil vel hævde at sådanne forbedringer fortsat kan gøres. Og det er ganske givet at hvilke begrænsede forbedringer der end gøres, så bliver sportsmændene ikke derved forvandlet til andre skabninger. Man kan heller ikke slutte at fordi fluer er modstandsdygtige over for gift, vil de fortsætte med at forandre sig til de bliver til ørne. Og sommerfugle vil ikke fortsat ændre farve indtil de med tiden bliver til flyveøgler.

Tingene har deres grænser. Der er en grænse for fart. Der er en grænse for kulde. Og hvis vi accepterer hvad fossilernes vidnesbyrd råber ud, ved vi at der også er grænser for variationsmulighederne. Alle livsformer kan ændre sig, men de bliver altid inden for deres egen art. De forandrer sig ikke til noget andet.

Flere fejlslutninger

En anden interessant samtale havde jeg efter en demonstration jeg overværede på et universitet. Demonstrationen havde at gøre med det såkaldte kulstof-14-ur, og professoren der ledede demonstrationen nævnte hvor længe menneskene har været på jorden og henviste til udviklingslæren.

Da professoren blev spurgt hvad han byggede sin tro på udviklingslæren på, sagde han: „Ser De, man kan opstille hovedskaller fra fisk og frem til mennesket, og ligheden af naboerne i denne række er slående. Ligheden kan næppe være tilfældig, men vidner om at hver enkelt kom fra de foregående.“

„Gjorde de virkelig det?“ spurgte jeg, eftersom det for mig lignede en fejlslutning, en fejlagtig opfattelse.

Han så desorienteret ud, idet han ikke havde forstået mit spørgsmål, så jeg uddybede det nærmere: „Har dyrene i denne række virkelig udviklet sig i denne rækkefølge? Jeg har set den pågældende række hovedskaller på forskellige museer fremført som bevis på evolution, men det oplyses sædvanligvis at udviklingen ikke er foregået i denne rækkefølge i virkeligheden.“

„Åh, ja, det passer,“ sagde professoren. „Det er kun en illustration af ligheden mellem forskellige grupper.“

Lighed beviser intet

Så spurgte jeg: „Illustrerer det så ikke at lighed — i stedet for at bevise en udvikling — ikke nødvendigvis vidner om afstamning overhovedet?“

Han smilede. Jeg var hans gæst, og han var en flink vært.

„For mig ser det ud til,“ fortsatte jeg, „at tilhængerne af evolutionslæren er meget lunefulde. De bruger lighed som bevis for evolution når det passer til deres teorier, men afviser lighed som et bevis når det peger i modsat retning, For eksempel har blækspruttens øje forbløffende lighed med menneskets øje. Dog hævder ingen tilhænger af udviklingslæren at de er i familie.“

„Endvidere,“ tilføjede jeg, „er fisk og insekter ikke beslægtede, men alligevel er der typer af begge der har ensartede lysorganer. Ubeslægtede lampretter, myg og igler producerer alle et antikoagulerende stof som forhindrer at deres ofres blod størkner. Ubeslægtede flagermus og delfiner har ensartede radarsystemer. Ubeslægtede fisk og insekter har bifokale øjne så de samtidig kan se både i luften og under vandet.“

Jeg fortsatte: „Ubeslægtede organismer har mekanismer og instinkter tilfælles med hensyn til vinterdvale, træk eller vandring, evnen til at ’spille død’, brug af giftbrod eller gifttænder, samt fremdrift efter jetprincippet. For at acceptere udviklingslæren må man tro at disse forbløffende ting, som blind tilfældighed har svært ved at skabe blot én gang, skulle være opstået særskilt mange gange ved blinde, tilfældige mutationer i de mange ubeslægtede organismer. Chancen for at det kan være sket blot én gang er mikroskopisk. Men tilhængerne af udviklingslæren hævder at det er sket atter og atter, og så tilfældigt. Matematikere ville ubestrideligt vende tommelfingrene nedad med hensyn til den slags chancer!“

„De tager vældigt på vej,“ sagde professoren. Vi lo begge.

„Jeg har ikke noget imod at drøfte evolution som en teori,“ svarede jeg. „Det der irriterer mig er evolutionistens dogmatiske holdning, hans arrogance og autoritetstyranni, at han stempler andre som uvidende hvis de ikke går med på hans ideer.“

„Videnskabsmænd er kun mennesker,“ svarede han. „De har deres personlige fortolkninger, og ofte går de videre end kendsgerningerne berettiger til.“

Ikke sand videnskab, men videnskabeligt opspind

Hans ord mindede mig om en indrømmelse af Dunn og Dobzhansky i bogen Heredity, Race and Society: „Ligesom alle andre bukker videnskabsmænd ofte under for fristelsen til at bevise et særligt synspunkt eller til at underbygge nogle forudfattede meninger.“

Sullivan har sagt i The Limitations of Science at videnskabsmænd ikke „konsekvent fortæller sandheden eller prøver på det, selv når det gælder deres videnskab. Det er bekendt at de har løjet, dog ikke for at tjene videnskaben, men sædvanligvis [deres egne] religiøse eller antireligiøse fordomme.“

Evolutionisterne har også en særlig evne til hurtigt at overvinde afgørende problemer med deres luftige spekulationer. Uden bevis omtaler man forbløffende forvandlinger fra den ene komplicerede livsform til den anden som en kendsgerning, i samme stil som en der skriver eventyr.

Med en bevægelse med tryllestaven får tilhængeren af udviklingslæren et skæl til at blive til en fjer, eller måske et hår. En finne bliver til et ben, der på en eller anden måde forsvinder hos en slange, men derefter bliver til en vinge på en fugl, en hov på en hest, en klo på en kat, en hånd på et menneske. Sådanne „forklaringer“ er videnskabeligt opspind af højeste karat.

Kvælstofholdigt affaldsstof der først blev udskilt som ammoniak af fisk, udskilles som urinstof hos amfibier, men forvandles derefter til urinsyre hos krybdyr, og så tilbage, til urinstof hos pattedyr. Pattedyrene antages at have omdannet svedkirtler til bryster der producerede mælk, og de begyndte at føde levende unger der — ved endnu et tilfælde, på nøjagtig samme tidspunkt — udviklede det instinkt at die ved brysterne!

Til tider følte jeg at sådanne forklaringer ikke blev anført i fuldt alvor. Det må være deres spøg, mente jeg. Men det er deres alvor! De spøger ikke! De accepterer videnskabeligt opspind som sand videnskab.

Der er ikke noget mærkeligt i at deres bøger er fulde af ’kunne have været’, ’kunne være sket’, ’kunne måske være sket’, der efter en stund og efter megen gentagelse bliver til ’har været’, ’er sket’. Muligheder bliver til sandsynligheder, der så bliver til vished. Formodninger udvikler sig til dogmer. Spekulationer bliver til konklusioner. Højtravende sprog udvikler sig til „beviser“.

Alt dette er forræderi mod den sande videnskabelige metode. Men ved hjælp af denne hjernevask skaber man en blind tro på udviklingslæren. Samtidig skaber man den arrogance og ’vi alene vide’-indstilling der er nødvendig for at fastholde det der ikke kan bevises. Flotte erklæringer bruges som en kølle imod de ikke-troende og tilfredsstiller måske endog udviklingslærens præsteskab, dem der gør sig til talsmænd for læren.

Men mange forældre med skolesøgende børn stilles ikke tilfreds af sådan noget videnskabeligt opspind. Hjemme lærer disse forældre måske deres børn om skabelsen, mens lærerne i skolen docerer en evolution. Én ting er sikker: Den ene part lyver!

Hvis evolution kun blev doceret som teori i skolen, og skabelse blev anerkendt som et alternativ der har videnskabelig støtte, så ville modsigelsen i barnets sind blive mindre. Men evolutionisterne kæmper med næb og kløer imod indførelsen af enhver anden idé end deres egen. Videnskabsmænd og pædagoger som er tilhængere af udviklingslæren prøver at knuse opfattelser der ikke støtter deres forudfattede meninger. Hvor de engang insisterede på retten til at undervise i evolutionsteorien, prøver de nu på at forhindre at der bliver undervist i noget som helst andet.

Tilhængerne af udviklingslæren nægter også at se deres dilemma i øjnene, og det er et alvorligt dilemma: Fossilernes vidnesbyrd viser at evolution er en utilstrækkelig forklaring på den pludselige tilsynekomst af komplicerede livsformer. Direkte skabelse passer nøjagtigt til vidnesbyrdene, men denne forklaring er rent følelsesmæssigt uacceptabel for evolutionisterne. De kan simpelt hen ikke kapere den tanke at de kunne have uret, at der kunne være en skaber, en magt der står over deres egne hjerner, en der har frembragt de levende organismer på sin egen måde.

Resultatet er at evolutionisterne, i stedet for at være reelle, almindeligvis drager fossilernes vidnesbyrd i tvivl. De tyr til øgenavne og fornærmelser over for dem der ikke kan acceptere deres historier. Og de sammenligner troen på skabelsen med den opfattelse at det er storken der kommer med de små børn. Som et middelalderligt religiøst hierarki erklærer de ex cathedra (med „ufejlbar“ myndighed) at evolution er en kendsgerning, og enhver der ikke vil antage deres tro støder de ud i uvidenhedens mørke.

Evolutionslæren er for dens talsmænd en hellig ko. Men hellige køer må vige når sandheden trænger frem. Som en hammer vil sandheden til sidst knuse de falske ideer man længe har set op til som noget helligt. — Indsendt.

[Illustration på side 12]

Med hensyn til menneskeabernes tilsynekomst siger udviklingslærens tilhængere at ’fossilernes vidnesbyrd er håbløst ufuldstændige’

[Illustration på side 15]

Evolutionisterne sammenligner mutationer med det at kaste sten på en bil; sten nummer en million vil måske ramme karburatoren og forbedre justeringen