Deres sind fik ny drivkraft
VERDEN som har vendt Gud ryggen og er under Djævelens indflydelse, kendetegnes af en fremherskende indstilling eller tilbøjelighed som ikke harmonerer med retfærdige principper. Men når enkeltpersoner indser hvor utilfredsstillende deres liv i virkeligheden er, og erkender at det er bedre at følge Bibelens principper, begynder de at forandre deres liv, idet deres sind bliver præget af en ny fremherskende indstilling, en ny ånd eller drivkraft. — Ef. 4:17-24.
En forhenværende spiller og marihuanaryger har oplevet dette. Han fortæller:
„Førhen tilbragte jeg en stor del af min tid med at spille på væddeløbsbanen i Narragansett på Rhode Island. Når jeg havde spillet min ugeløn bort, lånte jeg penge af mine arbejdskammerater og tog ud på væddeløbsbanen igen. Selv om jeg fik en god løn for mit arbejde, blev min gæld til sidst så stor at jeg måtte erklære mig konkurs. På dette tidspunkt tilbragte jeg aftenerne med at ryge marihuana sammen med min kone. Jeg gik også ofte på bar og drak mig fuld, og jeg stjal fra det stormagasin hvor jeg arbejdede.
I november 1973 fik min kone besøg af to af Jehovas vidner. Hun troede på udviklingsteorien, så de kom tilbage en uge efter med en bog som hed ’Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse?’ Da de efter en uges forløb igen besøgte min kone, havde hun læst hele bogen, og nu troede hun ikke længere på udviklingsteorien. Hun aftalte med de to Jehovas vidner at de skulle komme og studere Bibelen med hende.
Da de første gang kom for at studere var jeg blevet hjemme fra arbejde fordi jeg havde en meget kraftig hovedpine. Uden at de to forkyndere vidste det, fulgte jeg med i drøftelsen inde fra soveværelset. Jeg havde tidligere sagt til min kone at Jehovas vidner ikke var rigtig kloge, men da jeg havde lyttet et stykke tid kunne jeg ikke lade være med at komme frem og spørge om jeg måtte være med. Efter to timers samtale besluttede vi at holde studiet om aftenen, sådan at jeg kunne være med. Dette skete sidst i december.
I begyndelsen af februar var vi holdt op med at ryge marihuana. Vi havde lært hvad Bibelen siger om stoffer, og vi ønskede at bringe vort liv i harmoni med dens høje standard. Jeg spurgte nu parret som studerede med os om hvornår jeg kunne blive døbt. Med Jehovas hjælp var jeg i stand til at gøre gode fremskridt både i kundskab om sandheden og i at leve efter den. Jeg blev døbt den 5. juli ved et af Jehovas vidners stævner som blev holdt netop på det sted hvor jeg før plejede at lægge mine penge, på væddeløbsbanen i Narragansett.“
En mand som forlod militæret efter femogtredive års tjeneste, fortæller hvordan hans nationalistiske indstilling fuldstændig ændredes:
„I 1962 blev min søn et af Jehovas vidner. Da det kom mig for øre var jeg overbevist om at han var blevet hjernevasket, og det fortalte jeg ham direkte, selv om jeg ikke vidste noget om Jehovas vidner. Min indstilling var baseret på det jeg havde hørt fra andre religiøse retninger. Da min søn og svigerdatter imidlertid ikke ville deltage i de sædvanlige familiefester, som for eksempel julen, fik jeg den opfattelse at de ønskede at bryde med familien.
Min søn og hans hustru flyttede nu til Texas, og jeg fortsatte med at leve som jeg plejede. Efterhånden som tiden gik begyndte jeg dog at føle at livet forsvandt mellem hænderne på mig. Jeg husker at jeg engang sagde til min kone at livet måtte have mere indhold end det vi havde fundet, nemlig at spille golf og passe haven. Da min søn og svigerdatter for to år siden kom på besøg, begyndte jeg for første gang at drøfte religiøse spørgsmål med ham. Jeg fortalte ham min mening om Jehovas vidner og opdagede at jeg på mange punkter havde taget fejl. Han spurgte mig om jeg troede på Gud. ’Naturligvis,’ svarede jeg. Han spurgte om jeg troede at Bibelen var Guds ord, og det sagde jeg at jeg gjorde. Vi havde en længere samtale, og han gav mig noget bibelsk læsestof.
Han vendte tilbage til Texas, og i løbet af det næste års tid læste jeg de bøger som han havde givet mig. Bortset fra en enkelt ting kunne jeg acceptere alt hvad jeg læste. Problemet var Bibelens syn på nationalisme.
Jeg blev dog ved med at læse Bibelen og Jehovas vidners bøger. Da min søn et år senere kom på besøg var jeg kommet så langt at jeg havde indset at jeg ikke længere kunne have noget med nationalistisk patriotisme at gøre hvis jeg skulle leve efter Bibelen. Jeg bøjede mig for Guds syn på sagen. Da jeg traf denne afgørelse besluttede jeg mig til at blive et af Jehovas vidner.“
Selv de mest indgroede holdninger eller vaner kan altså ændres, og man kan give sin tilværelse et meningsfyldt indhold ved at bringe den i harmoni med Guds vilje.