Missionærer bringer godt nyt til hidtil urørte områder

DEN 57. KLASSE på Vagttårnets bibelskole Gilead bestod af kun femogtyve elever. Alligevel blev deres afslutningshøjtidelighed søndag den 8. september i Queens i New York overværet af henved 2000 slægtninge og venner. Hvorfor blev der vist så stor interesse for en så lille gruppe?

Fordi der er udført et mægtigt arbejde af de mere end 5000 missionærer som er blevet uddannet på Gilead og udsendt derfra siden skolen blev oprettet i 1943. De har været medvirkende til i stor målestok at udvide Jehovas vidners virksomhed, især ved at forkynde i nye, fjerntliggende områder.

Før der blev udsendt missionærer fra skolen var der mange lande i Sydamerika, Asien og Afrika og hundreder af øer hvor der slet ingen Jehovas vidner var. Som et eksempel på den frugt missionærarbejdet har båret, er der nu i blot fem af disse sydamerikanske lande mere end 30.000 aktive Jehovas vidner.

Det gode arbejde som de udsendte missionærer har udført, blev fremhævet af skolens lærere og andre talere ved afslutningshøjtideligheden. N. H. Knorr, skolens præsident, pegede opmuntrende på at missionærerne, ved at forkynde den gode nyhed trofast, „samarbejder med Gud“. — 2 Kor. 6:1.

Den gode nyhed frembringer ægte kristne

En missionærs arbejde er at være evangelieforkynder, det vil sige at være budbringer af den gode nyhed om Guds rige ved Jesus Kristus. Det er virkelig en god nyhed, for den fortæller om den regering der vil styre jorden i tusind år for at bringe sundhed, liv og fuldkommenhed til menneskeheden. — Åb. 20:4-6; 21:3, 4.

Denne sande gode nyhed frembringer ægte kristne — ikke „riskristne“, som man kalder dem der i bytte for mad overlader deres børn til kristenhedens missionsstiftelser for at de skal opdrage dem. De der hører den sande gode nyhed, modtager åndelig næring. De kommer til erkendelse af at de er købt med Jesu Kristi blod. (1 Pet. 1:18, 19) Ofte har de levet et nedværdigende liv i urenhed og afgudsdyrkelse før de nu begynder at føre et rent liv i ærlighed og gudsfrygt og fortæller den gode nyhed videre til andre. — Kol. 3:5-10.

Hjem og opgaver

Missionærer der sendes ud af Jehovas vidners styrende råd, kommer til at bo på et missionærhjem hvor de får deres måltider og en lille kontant godtgørelse. De bruger 150 timer eller mere hver måned til at forkynde den gode nyhed fra hus til hus og til vederlagsfrit at studere Bibelen med dem der nærer ønske om at kende Gud og hans hensigter. De forventer ikke at folk skal komme til dem eller tjene dem. De tjener folk.

Nogle steder får missionærerne til opgave at styrke allerede eksisterende menigheder. Andre sendes ud som rejsende tjenere. Men det er ved at drage til nye distrikter hvor den gode nyhed endnu ikke er blevet forkyndt, at deres ønske om at tjene andre bliver hårdest prøvet. — Rom. 15:20, 21.

Forkyndelse i Mikronesien

Et missionærægtepar som blev sendt til en mikronesisk øgruppe, har haft oplevelser der illustrerer hvordan missionærarbejde kan være. Deres erfaringer viser også at Gud står bag dette evangeliearbejde.

Da de ankom til deres bestemmelsessted fandt de et hus de kunne leje som ’missionærhjem’. Der var ingen moderne bekvemmeligheder — kun benzinlamper og et komfur, regnvand opsamlet i store olietønder til drikkevand, et udendørs toilet, og én ugentlig postgang. De i troperne så almindelige skadedyr krævede stadig brug af fælder, sprøjtemidler og moskitonet.

Der fandtes ingen lærebog til det sprog de skulle lære, og ingen ordbøger. Det var imidlertid en glæde for dem at opdage at De kristne græske Skrifter (eller „Det nye Testamente“) og Salmerne var oversat til hovedsproget.

Ved at forkynde fra hytte til hytte, ved at fremholde korte prædikener som de havde skrevet ned, og ved folks hjælp, lærte de gradvis sproget. Det gjorde et gunstigt indtryk på folk at „udlændinge“ kom og besøgte dem i deres hjem. Det var de ikke vant til fra kristenhedens stedlige missionærers side.

De mest primitive livsvilkår sammen med farer på havet og på land når de besøgte de forskellige øer var disse missionærers lod, men de blev rigt belønnet. De begyndte i 1965, og i 1968 havde de oprettet en menighed. Der blev bygget en dejlig rigssal af træ fra junglen og sand fra strandbredden. I 1971 var menigheden stærk nok til at klare sig selv og sørge for de omliggende øer, så missionærerne modtog en ny distriktstildeling. I 1973 var der over hundrede som deltog i proklamationen af den gode nyhed på denne øgruppe der består af to klippeøer og otte små atoller spredt ud over 420 kvadratkilometer i Stillehavet.

Andre missionærers oplevelser er lige så forskelligartede som de mange lande de virker i. En missionær på De vestindiske Øer besøgte en lille ø. Der var intet hotel eller gæstgiveri. Efter megen søgen fandt han dog et tomt værelse og en feltseng. I en lille butik købte han noget ost, nogle kiks og lidt te. Til morgenmad fik han så ost, kiks og te, til middag ost, kiks og, til en forandring, en kølig drik. (Øen havde ingen elektricitet, kun petroleumsdrevne køleskabe.) Som aftensmad gik han tilbage til ost, kiks og te.

Selv om øens indbyggere bekendte sig til den kristne tro, var de ret reserverede over for missionæren. Han besluttede da under sin forkyndelse fra hus til hus at læse Hebræerbrevet 13:2 for mange af de kvinder han traf hjemme. Det lyder: „Glem ikke gæstfriheden; for ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.“ Missionæren bemærkede at dette skriftsted syntes at gøre stærkt indtryk på dem.

I resten af den uge missionæren opholdt sig på øen, kom en del af beboerne til hans opholdssted medbringende mad, mere end han kunne spise. Disse oprigtige mennesker ønskede ikke at deres tro skulle regnes for hyklerisk.

På en anden lille ø var indbyggerne anderledes indstillet. De værdsatte åndelig føde og indså deres behov for den. De lyttede velvilligt til missionæren. I løbet af hans tre dages ophold modtog de meget bibelsk læsestof og tegnede desuden treogtyve abonnementer på Vagttårnet og Vågn op! Det betød at de regelmæssigt kunne få gode bibelske oplysninger indtil missionærens næste besøg.

Ved hjælp af missionærernes gode arbejde opfyldes det der siges: „De til hvem intet var fortalt om [Kristus], skal se, og de som ikke har hørt, skal forstå.“ — Rom. 15:21.

[Illustration på side 18]

Vagttårnets bibelskole Gileads 57. klasse

Fra venstre til højre: Forreste række: M. Davies, L. Davis, J. Moy, D. Cairns, S. Wentworth, R. Alderson, H. Lange, G. Wierutsch.

Anden række: D. Parczany, W. Davis, G. Tewolde, L. Candee, J. Wentworth, P. Alderson, B. Krenicki, H. Wierutsch.

Tredje række: P. Lange, R. Pijanowski, J. Krenicki, A. Faller, J. Cairns, E. Davies, J. Burton, T. Knaack, R. Grafton.