Vort fantastiske sind
„MARIANNE, hvor har du lagt hjulet til min fiskestang?“
„På den øverste hylde i skabet i garagen,“ svarer lystfiskerens kone uden tøven. Det er seks måneder siden hun lagde hjulet bort, men alligevel er hun straks i stand til at svare, som om hun havde tænkt på det hver dag lige siden, og oplysningen lå hende lige for.
Hvert eneste sekund hun i disse seks måneder har været vågen, er hendes nervesystem — uden at hun har tænkt over det — blevet bombarderet med utallige impulser fra synet, hørelsen, følesansen, og så videre. Ifølge forskningen har otte hundrede millioner af disse impulser været så vigtige at de er nået igennem til hendes højere hjernecenter. Men på trods af den kolossale mængde oplysninger som sindet rummer, var hun straks i stand til at finde frem til den hun skulle bruge og omsætte den i tale. Mens dette skete blev hendes hjerne stadig bombarderet med millioner af sanseindtryk, og samtidig dirigerede den hende mens hun tilberedte mandens aftensmad. Alt sammen skete det med den største lethed, det var blot et spørgsmål om rutine.
Det er umuligt at beskrive de mange forskellige funktioner der foregik i hendes hjerne mens hun foretog sig alt dette. Hvordan var det muligt? Hvad foregik der i hendes hjerne? Videnskabsmænd kender forklaringen på nogle af disse processer, men de ved faktisk intet om hvordan hukommelsen kan arbejde med en sådan hastighed og præcision. Lad os tage hjernen, sindets redskab, nærmere i øjesyn.
Menneskets hjerne
Menneskets hjerne vejer gennemsnitlig omkring halvandet kilo. Størrelsen varierer fra menneske til menneske, men den gamle teori om at det er hjernens størrelse der bestemmer intelligensen har intet på sig. Det er også en misforståelse at man kun bruger en lille procentdel af hjernen; der lader ikke til at være nogen del af hjernen som aldrig bliver brugt. Det betyder imidlertid ikke at vi altid fuldt ud udnytter vor hjernekapacitet. Spørgsmålet er hvor godt vi udnytter hjernen ved at opøve vort sind, og ved at opbevare nyttige oplysninger i vor hukommelse.
Hjernen består af bløde, geléagtige væv. Den er omgivet af hjerneskallen og beskyttende hinder, og værnes mod stød af hjerne- og rygmarvsvæsken, en plasma som udskilles af visse blodkar. Gennem store pulsårer forsynes hjernen med mere blod end noget andet af legemets organer, for den forbruger omtrent en fjerdedel af al den ilt som legemet optager. Hjernen er uhyre effektiv; en forsker har sagt at der i en halv jordnød er energi nok til en hel times koncentreret hjernearbejde.
Hjernen består af mange dele der hver har sin særlige funktion, som de udfører i indbyrdes harmoni. Den del af hjernen vi hovedsagelig vil beskæftige os med er den øverste del, som fortrinsvis består af storhjernen og hjernebarken, et ydre lag af grå væv; men man må naturligvis ikke se bort fra de andre dele af hjernen når man betragter sindets funktioner.
Indlæring
Vi begynder allerede at lære som spæde. Bortset fra det mest elementære må et spædbarn lære næsten alt. Man kan sammenligne et spædbarns hjerne med et landevejskort hvor de vigtigste veje er antydet, men alle bivejene mangler. Sindets funktioner gives i arv ved undfangelsen, men de må udbygges ved at barnet indsamler oplysningsdata om en verden der er det fuldstændig fremmed.
Hvordan foregår indlæringsprocessen? Hvordan kunne lystfiskerens hustru for eksempel huske hvor fiskehjulet lå og genkalde sig det senere?
Forskerne er fremkommet med forskellige forklaringer. En af dem går ud på at indlæring, der jo indbefatter hukommelse, ikke øger hjernecellernes antal, men stimulerer nervetrådene til at udvikle forgreninger som ad kemisk-elektrisk vej kan kommunikere med andre hjerneceller; men som vi senere skal se kan der også forekomme andre forandringer. Mental vækst forudsætter derfor at man bruger sin hjerne. En hjerneneuron (nervecelle) må bruges; hvis den ikke bliver brugt ’visner’ den på samme måde som en muskel man ikke bruger. Dermed være ikke sagt at den dør fuldstændig så at den ikke kan bruges mere, men hvis man ikke bruger sin hjerne kræver det større arbejde at lære noget nyt. Hjernen vil være underudviklet fordi den mangler de nødvendige ’forbindelser’.
En forsømt hjerne kan sammenlignes med et bibliotek der mangler bøger; den mangler oplysningsdata. Med en sådan hjerne er man ikke udrustet til at møde livets udfordringer. På den anden side kan en der kommer fra et kriminelt miljø have fyldt sit sind med forkerte ting. Han er måske meget dreven på områder der giver ham „succes“ i forbryderverdenen, men mangler ærlighed, barmhjertighed og kærlighed. Og hvis man fylder sit hjerte og sind med had og misundelse, hvad andet kan man da vise udadtil end had og misundelse? Hvis man altid tænker i negative baner og kun ser andres mangler og fejl, har man så at sige fjernet alle de gavnlige „bøger“ fra sit „hukommelsesbibliotek“, og tilbage er kun de „bøger“ der nærer ens had og kritiske indstilling. Sådanne mennesker er måske meget dygtige til at skabe ufred, retfærdiggøre sig selv og lignende, men det var bedre om de forandrede sig og begyndte at udvikle en særlig interesse for andre, og for de gode ting i deres omgivelser.
Alt dette understreger vigtigheden af at vi med vort sind koncentrerer os om gavnlige ting, om virkelig at lære noget. Når man beskæftiger sit sind med ligegyldigheder vil sindet ’gå i tomgang’. Man forsømmer sit sind og spilder sin tid. Bibelen opfordrer os derfor til at vi med vort sind koncentrerer os om nyttige ting. (Fil. 4:8) Apostelen Peter skrev til de kristne: „Det er nemlig nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig dyrkelse af afguder.“ — 1 Pet. 4:3.
Nogle unddrager sig mental virksomhed med undskyldningen: „Jeg er blevet for gammel til at lære.“ Men det er ikke sandt. Det har vist sig at evnen til at lære ikke svækkes før man er sidst i fyrrerne, og mange bevarer den livet igennem.
Hvordan kan det da være at ældre mennesker ofte er længere om at besvare spørgsmål og ikke reagerer så hurtigt som unge? Det er ikke altid fordi deres nervesystem arbejder langsommere; det kan også skyldes at de er blevet mere konservative og forsigtige. De tøver når de skal træffe et valg under pres, de har større erfaring, og ofte større viden, og har derfor flere data at vælge imellem. Mens unge mennesker til tider er tilbøjelige til at drage forhastede slutninger, er de ældres slutninger ofte mere gennemtænkte og har større dybde. Dette gælder især hvis de har opøvet deres sind fra ungdommen af.
Hvor meget kan vor hukommelse rumme?
Vor hukommelse har en uhyre kapacitet. Den indeholder utallige millioner af data som har betydning for os, og endnu flere som er forholdsvis betydningsløse. De ti milliarder celler som hjernebarken består af ville derfor ikke være nok hvis hver eneste hjernecelle kun indeholdt én oplysning vedrørende en idé eller et billede. Alle cellerne ville i så fald være optaget på en uge som følge af det stadige bombardement af oplysninger som hjernen udsættes for fra de forskellige sanseorganer, især fra øjnene.
Hjernen indeholder imidlertid tusind trillioner (det vil sige et ettal efterfulgt af enogtyve nuller) proteinmolekyler. Hvert eneste af disse molekyler kan undergå en mængde strukturforandringer og derefter beholde sin nye struktur. Måske svarer hver strukturændring til et hukommelsesindtryk. Efterhånden som disse molekyler slides op laver de en genpart af sig selv, således at det nye molekyle ligner det gamle. Men det er ikke alt. Efterhånden som hukommelsen udvides forøges antallet af nervetråde mellem hjernecellerne, og ved disse nye kontakter opstår der millioner af nye kombinationer. Hjernen kan derved rumme en uendelig mængde hukommelsesdata, så mange at vi ikke kan fatte det. Derudover synes der at eksistere ukendte faktorer som øger kapaciteten endnu mere.
Lad os illustrere hvordan blot den ene af disse faktorer, nemlig de forskellige kombinationsmuligheder af hjernebarkens ti milliarder celler, kan fremkalde et ufattelig højt tal. I et spil bridge med fire spillere der hver har tretten kort, er der mere end 635.000.000.000 kombinationsmuligheder. Men dette er ingenting i forhold til hjernens milliarder af milliarder af kombinationsmuligheder.
Den måde hjernen synes at opbevare sine hukommelsesdata på er også med til at øge vor mentale kapacitet. Når vi betragter et eller andet, for eksempel et bjerglandskab, arkiveres det ikke i vor hjerne som et fuldstændigt billede. Det opløses i småbidder som danner en elektrisk eller kemisk kode, en slags ’kodet mosaik’. Når vi derefter ser på noget andet, ligner nogle af delene i det ene billede måske nogle af delene i det andet. Denne sammenligning støtter hukommelsen og gør det muligt for sindet at ’eksperimentere’ ved at arbejde med lighederne og kontrasterne. Det sammenligner måske størrelse, form, farve, dele af samtaler, bibelcitater, ideer og principper. Denne proces styrker og udvider hukommelsen. Den danner også grundlaget for forestillingsevnen, for argumentation, og for at vi kan nå frem til nye ideer og slutninger. Sindet udfører ikke denne proces mekanisk eller møjsommeligt; det er en proces som vi finder meget behagelig.
George Leonard, som er forfatter til bogen Education and Ecstasy, har i sin forundring over de utrolige muligheder som ligger i hjernecellernes samvirke sagt: „En hjerne som består af sådanne neuroner kan øjensynlig aldrig blive ’fyldt’.“ Nogle forskere hævder at alt hvad man har set, hørt eller oplevet, på en eller anden måde findes et eller andet sted i vor hukommelse. Andre siger at man kasserer eller glemmer omkring 90 procent, nemlig uvæsentlige ting, ting som man tilfældigvis har set en enkelt gang, eller som man betragter som uvigtige. Øjet rettes måske mod en bygning; det opfanger alle detaljerne, alle vinduerne, navnene på forretningerne, og så videre. Men sindet gør intet forsøg på at opbevare alle disse detaljer. Og dog udfører hjernen og sindet undertiden bedrifter der tyder på at det ikke glemmer. Man genkalder sig måske en forretning i en lille by som man engang kørte igennem på en ferietur. Man ser det hele for sig, forretningen og en bil der står foran, og det på trods af at billedet ikke fangede ens interesse dengang man var på stedet.
Når sindet opbevarer indtryk er det ikke blot med det formål at virke som et stort lager af oplysninger, men hovedsagelig med henblik på fremtidig anvendelse. I sin bog The Human Brain har John Pfeiffer sagt: „Ordet ’opbevare’ er for vagt. Hjernen er et dynamisk system af celler. Den bliver ved med at anvende og genanvende sine hukommelsesspor samtidig med at den modtager nye oplysninger eller prøver nye kombinationer. De abstraktioner den danner, hjælper os blandt andet til at fremkomme med forudsigelser.“ Forudsigelser om vejret, forretningsprognoser, forudseenhed i dagligdags gøremål, som for eksempel køb af tøj, er baseret på det vi husker fra i går, sidste måned eller sidste år.
Lad os engang betragte et eksempel på hvordan hukommelsen ikke blot er et kartotek over indtrufne begivenheder, men tjener vort nuværende og øjeblikkelige behov. De går ind i et stormagasin fordi De mangler et eller andet, en rulle rød sytråd for eksempel. De leder kun efter sytråd og lægger ikke mærke til de andre varer der ligger på hylderne. Men nogle dage efter får De brug for noget andet, nemlig en skoletaske til Deres barn. De kommer i tanker om at De så en i stormagasinet, eller De husker at De så et skilt med påskriften „Skoletasker“, som De dog ikke hæftede Dem særligt ved. De husker måske ikke nøjagtigt hvor i forretningen det var, og lagde heller ikke mærke til de andre varer der stod deromkring. Men nu har der meldt sig et behov, og Deres hukommelse fortæller Dem straks hvor De har set den genstand De mangler. Oplysningen var i Deres hukommelse, og den meldte sig så snart det blev nødvendigt. Hvis behovet ikke var opstået ville oplysningen aldrig være blevet hentet frem fra Deres ’hukommelseskartotek’.
Hvor stabil er hukommelsen?
Vores hukommelse betyder så meget for os at det ville være en katastrofe hvis den blev ødelagt. Det ville fjerne grundlaget for store dele af vor personlighed. Men i hjernen findes der en ukendt ’sikkerhedsfaktor’ som almindeligvis forhindrer at noget sådant sker. De fleste mennesker som har lidt af hukommelsestab efter en ulykke eller som følge af kvæstelser, glemmer som regel kun det der er sket for nylig. Bogen The Human Brain, som vi allerede har henvist til, citerer en artikel som stod at læse i New York Times for nogle år siden. Det var dengang Jack Sharkey søgte at opnå verdensmesterskabet i sværvægtsboksning. Han og hans manager spadserede forbi Yankee Stadium, og Sharkey bemærkede:
„Himmelen ser ikke godt ud. Bare det ikke bliver regnvejr, jeg vil helst ikke have min kamp udsat.“
„Hvilken kamp?“ spurgte manageren.
„Sig mig, er du min manager eller ikke?“ svarede Sharkey. „Jeg håber ikke det kommer som en overraskelse, men jeg skal kæmpe mod Jack Dempsey i aften på dette her stadion.“
„Det er måske en nyhed for dig, men din kamp med Dempsey er overstået; han slog dig ud i syvende omgang.“
Bogen fortsætter:
„Fuldstændigt hukommelsestab i forbindelse med bestemte begivenheder forekommer ofte når hjernebarken i tindingelapperne [som ligger bag tindingerne i hver side at hovedet] beskadiges. Når dette sker danner der sig ingen hukommelsesspor. Sharkey var helt klar over hvad han gjorde under kampen. Han kunne genkende sin manager og fulgte hans råd. Han kæmpede godt, han var ved sine sansers fulde brug, og hans hukommelse virkede som den skulle. Men hans hjerne ’arkiverede’ ikke de øjeblikkelige begivenheder; med andre ord, de øjeblikkelige begivenheder fremkaldte kun midlertidige hukommelsesspor ved cirkulerende strømme i nervecellernes kredsløb. Da bokseren blev slået ud standsede disse cirkulerende strømme, og selv om han bevarede tidligere begivenheder i sin hukommelse blev der en lakune, et ’hul’ i hans fortid, som dækkede det tidsrum hvori kampen var foregået.“
Dette tilfælde viser at hukommelsesspor som lige har dannet sig, de såkaldte ’midlertidige’ hukommelsesspor, kan viskes ud. Man kender kun få tilfælde hvor folk har mistet deres tidligere og mere permanente hukommelse, og for det meste er den vendt tilbage senere. Hukommelsens placering i hjernen er omgivet med mystik. Hvis man stimulerer et bestemt sted af et menneskes hjerne med elektrisk strøm, kan vedkommende genkalde sig en oplevelse han eller hun har haft for mange år siden, til mindste detalje. Men mærkværdigvis vil en hjerneskade på nøjagtig samme sted ikke slette oplevelsen af hukommelsen. Man har set eksempler på at folk har lidt alvorlig hjerneskade uden at det i væsentlig grad har haft indflydelse på deres permanente hukommelse. Det har vist sig at selv om dyr får frakoblet halvdelen af deres hjerne, vil det ikke have nogen videre indflydelse på det de har lært. Det ser ud til at hukommelsen ikke er begrænset til en bestemt del af hjernen, men har alternative spor, en slags ’tredimensionel’ udstrækning. Dette tjener som en beskyttelse for vor hukommelse.
Det er vigtigt at huske at sindet ikke arbejder på egen hånd. Hele kroppen er med. Alle legemets organer er indbyrdes i forbindelse med hinanden, og er afhængige af hinanden. Dette harmonerer med Bibelens påstand om at mennesket er en enhed, en sjæl. (1 Mos. 2:7, NW; 1 Kor. 12:14-20) Hvert eneste af vore organer har indflydelse på vor personlighed. Hjernen modtager sine oplysninger fra sanserne, og sanserne bidrager til hjernens funktioner. De samarbejder også med de signaler som hjernen sender ud, og uden dem ville vi ikke have megen gavn af vor hjerne. Når man for eksempel tager en fersken, sender øjet oplysninger til sindet om håndens position, hastighed og retning og sørger hele tiden for at de nødvendige korrektioner foretages. Følesansen fortæller sindet når fingrene rører ved ferskenen og regulerer samtidig fingrenes tryk så at det er stærkt nok til at holde den fast uden dog at være så kraftigt at frugten tager skade. Samtidig sættes der gang i produktionen af spyt og andre fordøjelsesvæsker ved forventningen om snart at skulle spise den.
At udvikle sindet med henblik på liv og lykke
Hvilke faktorer spiller ind når man skal udvikle sit sind? Sproget er en vigtig faktor. Det letter vor hukommelse og hjælper os til at genkalde os det vi har lært. Selve hjernens opbygning viser at sproget spiller en vigtig rolle. Hvordan det? Den del af hjernen som kontrollerer ansigtsudtrykket, og især mundens, tungens og læbernes bevægelser, er usædvanlig stor. Sproget hjælper sindet til at opmagasinere store mængder koncentrerede oplysninger. Ord er i virkeligheden ’kodede’ oplysningsdata. Tænk blot på alle de betydningsnuancer og tankeassociationer som kan dannes af ordet „hus“.
Vi kan derfor udvikle vort sind ved at forbedre vort sprog. Ved at bruge et godt sprog med udtryksfulde ord og undgå vulgære og frivole udtryk, kan vi opbygge en hukommelse som senere kan gavne os. — Ef. 4:29; Kol. 3:8, 9.
Det er dog vor egen indstilling der spiller den største rolle i udviklingen af vort sind. Det er i stor udstrækning vor indstilling der bestemmer hvilke ting vi vil føre ind i vor permanente hukommelse. Hvis vi hovedsagelig sværmer for det som adspreder sindet, vil vort mentale stade måske aldrig nå højere end et tolvårs barns. Vor hukommelse vil mangle de oplysninger man behøver for at kunne ræsonnere sig frem til vigtige afgørelser i livets fundamentale spørgsmål. Hvis vor interesse og opmærksomhed mest drejer sig om ligegyldige eller endog uværdige ting, vil hukommelsen blive fyldt med „skarn“, og den vil ikke kunne give os andet end skarn.
Ved at repetere gode eller dårlige samtaler eller handlinger udvikler man en ’ånd’ eller fremherskende sindsindstilling i enten den ene eller den anden retning. Men selv om vi har forsømt vort sind eller ladet det dvæle ved forkerte ting, behøver vi ikke at miste modet. Uanset vor alder er det ikke for sent at rette det forsømte. Apostelen Paulus sagde at vi kan ’gøres nye i vort sinds drivkraft’, og iføre os en ny personlighed. (Ef. 4:23, 24) Ved et oprigtigt studium af Guds ord, Bibelen, kan vi søge hjælp hos Gud. Ved at tænke på og anvende de ting man lærer der, kan man vække og styrke sine åndsevner og give livet lykke og indhold.
Dette fører os ind på en anden af sindets egenskaber, den åndelige eller religiøse side af det menneskelige sind, eller behovet for at stå i forbindelse med Gud. Videnskaben har ganske vist ikke været i stand til at kortlægge denne funktion, men mange erkender at den eksisterer. Sindet er i virkeligheden blevet skabt med denne evne. (1 Mos. 1:26) Alle mennesker har en tilbøjelighed til at tilbede; end ikke ved ateistiske regeringers ihærdige forsøg har denne trang kunnet undertvinges. Vi kan ikke blive lykkelige hvis trangen ikke tilfredsstilles. Jesus Kristus gentog engang Guds ord til fortidens Israel: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund,“ og: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — Matt. 4:4; Luk. 4:8; 5 Mos. 6:13; 8:3; 10:20.
Et sind som ikke beskæftiger sig med det åndelige fungerer derfor ikke helt efter hensigten. Hvis man bruger sindet forkert vil det gå ud over hele personen. (Jak. 1:13-15) Men vi kan forny vort sind så det virker efter Skaberens hensigt. (Rom. 12:2) Når vi gør det vil vi opnå sand tilfredshed i livet.
[Diagram på side 14]
Den ene side af hjernen. Det område af hjernen som kontrollerer munden, tungen og hænderne er forholdsvis stort
FOD BEN
KROP
HÅND
ØJE NÆSE
MUND TUNGE
[Illustrationer på side 15]
Hukommelsen optager alt hvad et menneske dvæler ved. Hvad ville De foretrække at lade Dem lede af?
[Illustration på side 17]
Når vi betragter en genstand, „ser“ vores hjerne den ikke som en helhed. Tusinder af nerveceller i øjets nethinde sender oplysningerne til hjernen som små kodede „bits“ eller stykker af en mosaik.