Orkanen Fifi hærger Honduras
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I HONDURAS
„I MÅ hjælpe os! Det er frygteligt hvad der sker her! I kan simpelt hen ikke forestille jer det!“
Denne indtrængende bøn kom fra en radioamatør på Honduras’ nordkyst. Og han havde ret. Skønt det måske lyder overdrevet, er det sandt at enhver beskrivelse af katastrofen blegner ved siden af den grusomme virkelighed. Regeringen erklærede Honduras i „national katastrofetilstand“.
Det var den værste katastrofe i Honduras’ historie. Myndighederne anslår at mellem 8000 og 10.000 mennesker mistede livet. Omkring 100.000 blev hjemløse, og yderligere en halv million led andre tab. Bondegårde, kvæg og størstedelen af de økonomisk vigtige afgrøder blev tilintetgjort. Landeveje, jernbanelinjer og broer blev ødelagt så samfærdselen blev lammet.
En mand pegede på det sted hvor hans hus havde ligget, sammen med hundreder af andre huse. Området var nu et bredt flodleje, og man kunne ikke se det mindste spor af nogen af husene! Udtørrede flodlejer var pludselig blevet til rivende strømme der var flere hundrede meter brede. Da uvejret var overstået fandt man døde mennesker så langt som ni kilometer fra hvor de havde boet. Man gravede biler frem der lå under næsten en meter mudder. Det var ikke ualmindeligt at huse som var blevet stående, nu var halvt fyldt med sand og mudder.
Hvilke kræfter var det der forårsagede sådanne ødelæggelser?
Det trækker op til uvejr
Om eftermiddagen tirsdag den 17. september udsendte det civile luftfartskontors radio først en advarsel om at orkanen Fifi nærmede sig Honduras’ kyst ved Det caraibiske Hav. Men det vakte ikke særlig bekymring. I september måned er der ofte orkaner, og man er glad for de oversvømmelser de forårsager, eftersom de plejer at være moderate og efterlader et frugtbart jordlag der gavner landbruget.
Men onsdag den 18. omkring klokken 16 begyndte de nordlige byer i Honduras at mærke Fifis rasen. I stedet for at bevæge sig hurtigt frem langs nordkysten og ind i Guatemala, blev Fifi hæmmet på sin vej af lavtryksområder langs Stillehavskysten. Det resulterede i stærke regnskyl og store oversvømmelser langs Stillehavskysten. Men de virkelige katastrofeområder lå i det nordlige Honduras.
Om torsdagen bevægede orkanen sig endelig videre ind i Guatemala, og løjede efterhånden af i Mexico om fredagen. I mellemtiden var der faldet halvtreds centimeter regn i visse dele af det nordlige Honduras.
Uvejret oprørte også havet og hævede vandstanden. Som følge heraf kunne vandet ikke løbe bort fra floderne, der var opsvulmede af regnen, og de gik over deres bredder og anrettede store ødelæggelser i byerne.
Den nedbør der faldt i bjergene forårsagede endnu større skader. Vandstrømmen var som kæmpemæssige kløer der rev og gravede i bjergsiderne og sendte tonsvis af mudder, sand, plantevækst og kampesten ned i de lavereliggende områder. Alt dette fyldte floderne og dæmmede op for vandet. Når så en forhindring brød sammen, eller vandet brød igennem et andet sted, var det som en rivende strøm der førte flere millioner tons klippestykker, mudder og træer med sig. Disse ødelæggende floder var ofte flere hundrede meter brede, og hvis der lå landsbyer eller huse i vejen blev de ikke bare oversvømmet; de blev simpelt hen skyllet bort.
Pludselig rædsel
De rivende vandmasser gjorde ofte større skade end orkanens hylende vind og styrtende regn. Lige før daggry om fredagen væltede en lavine af kampesten, træstammer, jord og vand ned fra de omliggende bjergskråninger og ødelagde byen Choloma. „Da vi vågnede stod vandet os allerede til livet,“ fortæller en ung pige. „Vi klatrede op på taget, men det brød sammen, og tre af mine små søstre blev skyllet bort.“ Det var der tusinder andre der også blev. Ifølge et skøn var der alene i Choloma 2800 som mistede livet.
Omkring seksten kilometer syd for Choloma ligger San Pedro Sula, den næststørste by i Honduras, med et indbyggertal på godt 150.000. Et øjenvidne fra denne by fortæller: „I de tidlige dagtimer passerede Fifis øje omkring halvtreds kilometer nord for os. Oversvømmelserne var omfattende. Det eneste man kunne se i miles omkreds, og helt hen til de stejle bjerge i nærheden, var vand. Folk blev grebet af panik og skyndte sig til højereliggende landsbyer i nærheden. Men mange blev knust af gigantiske bjergskred eller druknede i de frådende vandstrømme.“
La Ceiba var en at de første byer der mærkede orkanens rasen da den hvirvlede frem langs Honduras’ kyst. Det var frygtindgydende, især for de små børn. En lille pige på otte år hvis moder regelmæssigt tager hende med til bibelske møder i Jehovas vidners rigssal, fortæller om hvad hun oplevede:
„Da orkanen kom var min far ikke hjemme, og vi var bange, for vi havde aldrig før oplevet en orkan. Men mor forklarede at orkaner bare er noget der sker med vejret, og at det ikke, som nogle siger, er Gud der er vred på menneskene.
Vi gik op ovenpå, fordi mor sagde at vi var sikrere deroppe. Men selv dér nåede vandet os næsten. Så blev min storesøster og jeg enige om at det bedste vi kunne gøre, var at tage bogen Vi lytter til den store Lærer og læse nogle beretninger fra Bibelen højt så mor også kunne høre med.
Vi valgte kapitel 14, det der fortæller om hvordan Jesus fik havet til at lægge sig. Vi kiggede særlig på det billede der forestiller at han går på vandet for at komme ud og hjælpe disciplene i båden da de var bange på grund af uvejret. Det fik os til at føle os meget bedre tilpas, fordi vi havde tillid til Jehova og til Jesus.
Næste aften var orkanen stadig voldsom, og da læste vi igen i bogen. Denne gang studerede vi kapitlet om bøn. Vi spurgte mor om hun ville bede en bøn for os alle, og vi bad meget den nat. Mor sagde at vi også var en hjælp for hende, fordi det glædede hende at se at vi stolede på Jehova.“
Der var imidlertid mange som ikke var så heldige. De der havde mistet alt, stimlede sammen i flygtningecentre. Ifølge hjælpeorganisationerne var 75 procent af flygtningene børn under syv år. Det var ofte fortvivlende at se på.
Der var drenge som havde set deres søstre dø. Der var forældre som havde mistet deres børn, og børn som havde mistet deres forældre. Fortvivlelsen stod præget i deres ansigter. Hele den nordøstlige del af Honduras var blevet hærget af orkanen.
Forbavsende redninger
I visse områder er det bemærkelsesværdigt at der i det hele taget var nogen som overlevede. I Omoa anslår myndighederne for eksempel at 80 procent af byen blev udslettet. Jehovas vidners rigssal, hvor mange havde søgt tilflugt, blev oversvømmet af over en meter sand og vand. Men alle som var der, overlevede ved at klatre op på tagspærene, hvor vandet ikke nåede dem. Et af Jehovas vidner i byen, en heltidsforkynder, fortæller:
„Midt om natten, da jeg så at det var ved at blive faretruende, var min første tanke: Hvordan kan jeg hjælpe mine kristne brødre? Jeg stod hurtigt op og gik ud.
Jeg kunne se at vandet var ved at blive en rivende strøm lige foran mig. Det var umuligt at komme videre, men det lykkedes mig at klatre op på en mur der endnu ikke stod under vand. Jeg kunne kun se meget lidt i mørket og den heftige regn. Og det frygtelige brøl fra vandet der brusede af sted, fyldt med murbrokker og andet, druknede skrigene fra dem der blev ført bort af den stærke strøm.
Det lokale rådhus, som var fyldt med mennesker der havde søgt tilflugt, blev snart skyllet bort, ligesom de fleste andre huse i byen. Nu indså jeg at jeg ikke ville være i stand til at hjælpe nogen, og at jeg måske heller ikke selv ville overleve.
Det var meget vanskeligt at vide hvad jeg skulle gøre i den situation jeg var i. Skulle jeg springe ud i det frådende vand og forsøge at svømme i sikkerhed? Eller skulle jeg blive på muren indtil strømmen rev mig med? Hvor højt ville vandet stige?
De brusende vandmasser medførte træer, klippestykker og murbrokker der virkede som rambukke der hamrede imod muren, som om de gjorde et bevidst forsøg på at ødelægge mit eneste tilflugtssted. Hver gang jeg mærkede et bump mod muren bankede mit hjerte, og jeg spekulerede på hvor længe muren kunne holde til denne hårde medfart — især fordi jeg vidste at så mange andre mure nu flød af sted med vandstrømmen. Er dette det sidste stød? Hvor mange flere stød kan den modstå?
Pludselig så jeg et eller andet stort komme imod mig. I begyndelsen var det vanskeligt at se hvad det var i mørket, men efterhånden som det kom nærmere så jeg hvad det var — et hus der styrede lige imod min mur! Med ringe håb om at overleve kravlede jeg hen på den fjerneste ende af muren og bad Jehova om styrke og hjælp. Jeg var besluttet på at acceptere alt hvad Jehova tillod. Til min forbløffelse og glæde snurrede huset rundt og strejfede kun lige muren.
Jeg var nu mere taknemmelig end nogen sinde for at være i live, og ved daggry klyngede jeg mig stadig til muren og takkede Jehova for min redning. Men jeg var bedrøvet ved tanken om alle dem der havde været mindre heldige, og som havde mistet livet. I hele området var der kun meget lidt tilbage. Alt var øde og forladt.
Min sorg blev endnu større da jeg kom til at tænke på at jeg måtte være det eneste Jehovas vidne i byen der stadig var i live. Men da jeg nåede frem til rigssalen og så de andre dér og fik at vide at alle havde overlevet, kan I sikkert forestille jer at jeg fik tårer i øjnene af glæde!“
Der var mange som blev reddet på forbløffende måde når oversvømmelserne ødelagde nogle steder men ikke andre. I San Pedro Sula, for eksempel, blev omkring tredive huse kun fem gader fra rigssalen skyllet bort. I et andet tilfælde blev en lille landsby i området ødelagt og mange døde, men en dreng blev fundet i live i et træ i nærheden.
Efterhånden som vandet nærmede sig deres tilflugtssted, gjorde fire familier af Jehovas vidner i San Pedro Sula sig klar til at flygte højere op i floddalen til Sapotal, en nærliggende landsby, i en stor diesellastvogn og to varebiler. En nabo der var ved at samle sine værdigenstande sammen, spærrede imidlertid vejen for dem, og de blev ti minutter forsinket. I mellemtiden blev den landevej de var på vej imod, forvandlet til en rivende strøm der medførte træstammer og store sten. Hvis de var fortsat, ville de næsten med sikkerhed være blevet dræbt! De er taknemmelige for at de, som følge af at de blev sinket, reddede livet.
Omsorg for andre
Under de frygtelige oversvømmelser i sådanne byer som for eksempel Choloma, overlevede folk ofte som følge af at andre hjalp dem. Et at Jehovas vidner dér i byen hvis hjem er bygget på pæle godt en meter over jorden, fortæller:
„Da jeg så at min nabo og alle hendes børn var i fare, råbte jeg til hende om at komme over til mig, hvor der var mere sikkert. Men hun lod til at være besluttet på at blive hvor hun var. Jeg bandt derfor et reb omkring mig og fastgjorde den anden ende sikkert til huset. Så kravlede jeg gennem pigtrådshegnet og kæmpede mig gennem vandet hen til hendes hus. Med familiens samtykke tog jeg børnene med, og det lykkedes os at nå tilbage i sikkerhed. Senere besluttede også resten af familien, efter at have overvejet sagen, at komme over til mig. Tidligere havde de ikke været venligt stemt over for Jehovas vidner, men nu ændrede de indstilling, for de havde aldrig forestillet sig at vi ville vove livet for at redde dem.
Til sidst var der omkring 200 som havde søgt tilflugt i mit hjem. Jeg stod ude på verandaen og så hvordan vandet førte alt muligt med sig. Men det mest forfærdende syn var de døde mennesker. Jeg vidste at det ville være farligt hvis disse lig kom op på verandaen eller ind i huset så de spærrede for vandets frie løb. Jeg fik derfor fat på en stang og stod ude ved kanten af verandaen og skubbede ligene væk når de flød forbi.
Jeg havde gode muligheder for at forklare Bibelens sandheder angående de dødes tilstand — at de er uden bevidsthed og ikke på nogen måde lider pine. (Præd. 9:5, 10) Jeg fortalte også om det håb Bibelen giver om en opstandelse fra de døde, og at de som dør nu, har udsigt til igen at blive forenet med deres kære i Guds nye orden. — Apg. 24:15; 2 Pet. 3:13.“
En heltidsforkynder blandt Jehovas vidner søgte også at hjælpe andre, og han havde nogle sindsoprivende oplevelser i den forbindelse. Han fortæller:
„Vi hørte advarslerne i radioen omkring klokken 22, men vi troede faktisk ikke at orkanen ville gøre større skade så langt inde i landet. Men omkring klokken tre om morgenen kom oversvømmelsen med sådan en fart og kraft at mange mennesker i de områder der lå nærmere floden, bogstavelig talt blev skyllet ud af sengen; andre blev ført bort med strømmen med hus og det hele.
På det tidspunkt da jeg vågnede stod vandet allerede i en højde af knap en meter, og det steg omkring tredive centimeter i timen. Strømmen havde allerede revet et stykke af hegnet foran vores hus. Jeg tog vores to børn under armene og bar dem hen til et højereliggende område. Men min kone, hvis helbred er dårligt, var for svag til at kæmpe imod den rivende strøm. Hun begyndte at gå tilbage, men faldt. En mand i nærheden kunne se at hun var i fare, og kom hende til hjælp. Imidlertid havde han ikke kræfter nok, men det lykkedes ham at forhindre at hun gik under. Da jeg havde fået børnene i sikkerhed gik jeg tilbage og hjalp dem begge derover hvor jeg havde efterladt børnene.
Så begyndte vi at gå videre, for jeg vidste at vi ikke ville være sikre ret længe der hvor vi var nu. Det var ved at blive dag, men det var stadig vanskeligt at se noget. Vi snublede af sted, trådte ned i grøfter og gik i vand til halsen. Endelig kom vi til en bro der stadig var passabel selv om den stod under vand og stykker af den havde revet sig løs. Da vi alle var kommet over i sikkerhed, tog jeg af sted for at se hvordan det gik med andre Jehovas vidner.
Der stod næsten en meter vand på vejen, så jeg gik langs jernbanelinjen. Snart hørte jeg nogen skrige, og da jeg kiggede mig omkring så jeg en familie der sad hjælpeløse på taget af deres hus. Jeg kunne simpelt hen ikke bare gå forbi og lade dem sidde der, så jeg gik hen for at se hvad jeg kunne gøre. Så snart jeg trådte væk fra jernbanesporet var vandstrømmen så stærk at fødderne blev slået væk under mig og jeg drev lige ind gennem lågen foran huset og over et pigtrådshegn som rev mine bukser slemt. Min jakke sad fast i pigtråden og blev helt viklet ind i den.
Det lykkedes mig til sidst at krænge jakken af, og vandet slyngede mig lige ind i et træ. Jeg greb fast omkring træet med begge arme og holdt fast af alle livsens kræfter. Da jeg var kommet mere til mig selv igen, blev der kastet et reb over til mig, som jeg bandt omkring to træer. Familien bestod af syv medlemmer, og alle undtagen bedstemoderen var oppe på taget. Huset hældede i en meget faretruende vinkel, og det så ud som om det kunne styrte sammen når det skulle være. Jeg fik børnene der over hvor rebet var bundet til træerne, og de klatrede op i et af træerne. Det var lidt vanskeligere at få bedstemoderen ud, men til sidst lykkedes det for mig. Da den sidste var ude af huset og oppe i træerne, faldt huset sammen.
Vi følte os imidlertid ikke særlig sikre oppe i disse træer, for der var andre dér som havde samme hensigt som os — nemlig at finde sikkerhed et højereliggende sted. Det var giftslanger. Jeg hørte senere om en mand der havde søgt tilflugt i et træ, blot for at dø af et slangebid i halsen. Heldigvis kom vi ikke ud for sådan noget.
Endelig, efter et par timers forløb, begyndte vandet at synke. Vi hjalp hinanden ned fra træerne, og jeg gik videre for at se hvordan mine trosfæller havde det. Heldigvis havde alle i nabolaget det godt. Men så tog vi af sted sammen med nogle venner for at finde ud af hvordan det gik med nogle som boede i et område der hedder Guayabal. Dér fik vi et forfærdeligt chok — der var ikke andet at se end en bred flod hvor bjælker og murbrokker og huse drev med strømmen. Jeg var virkelig bekymret for den broder som boede der. Men der var intet vi kunne gøre, så vi gik videre for at se om vi kunne hjælpe andre.
Efter at vi hele dagen havde hjulpet forskellige, aftalte vi at holde et møde næste dag klokken 14. Da mødet begyndte var der stadig nogle som vi ikke vidste hvor var, men da vi var halvvejs igennem mødet begyndte resten at komme, en efter en. Da mødet var forbi var alle der, og de var alle uskadte. Hvor var vi lykkelige over at se hinanden!
Der havde boet brødre i de hårdest ramte områder, så vi var virkelig overraskede og taknemmelige over at se at de stadig var i live. Ingen bekymrede sig om at deres huse eller ejendele var gået tabt. Vi var blot glade for at være sammen og i live. Vi var så bevægede at vi kun med nød og næppe klarede os igennem den afsluttende sang; alle græd. Vi takkede Jehova i bøn af vort hjertes inderste. Vi kom virkelig til at forstå hvad det vil sige at sætte sin lid til Jehova og stole på hans beskyttelse.“
Der boede skønsmæssigt 1600 Jehovas vidner i det område som blev berørt af orkanen. Det er bemærkelsesværdigt at ikke en eneste af dem blev dræbt, selv om mange boede de hårdest ramte steder, som for eksempel i Choloma, Omoa, San Pedro Sula og deromkring.
Hjælpeforanstaltninger
Fra femogtredive lande i hele verden fik Honduras hjælp i form af mad, tøj, medicin, telte, tæpper, penge og andet. Bogstavelig talt hundreder af tons af hjælpeforsyninger blev sendt til orkanens ofre med skib og fly og blev fordelt gennem myndighederne.
Jehovas vidner havde også en stor andel i hjælpearbejdet. Allerede torsdag den 19. september, før uvejret var forbi, tog tre repræsentanter fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Tegucigalpa til San Pedro Sula for at undersøge hvordan situationen var. Samme dag begyndte Jehovas vidner i Tegucigalpa at bidrage med madvarer, tøj, medicin, køkkentøj, sengetøj og penge til hjælp for dem der boede i de ramte områder. Nogle som hørte om Jehovas vidners hjælpeprogram, ydede også bidrag. Lørdag morgen havde man travlt på afdelingskontoret med at sortere, pakke og læsse forsyningerne på lastbiler så det meste kunne blive bragt ned til de nødstedte kristne brødre ved nordkysten. Der blev også sendt noget tøj ud til Stillehavskysten, hvor der var færre som trængte til noget.
Den første dag blev næsten seks tons forsyninger som de lokale venner havde leveret, sendt af sted, og senere blev der sendt flere tons af sted. Indtil disse forsyninger nåede frem til de hårdt ramte områder, gjorde de lokale Jehovas vidner disse steder sig alle mulige anstrengelser for at komme i forbindelse med hver eneste broder og søster og tage sig af dem. Selv de der blev holdt bibelstudium med, blev fundet og hjulpet. I nogle områder tog det op til fem dage før man fandt frem til alle og vidste hvordan de havde det.
Om torsdagen, endnu før det værste var overstået i Choloma, gik seksten Jehovas vidner dertil fra San Pedro Sula, bærende pakker med fødevarer og tøj på skuldrene. Det meste af vejen vadede de gennem vand der somme tider gik dem til livet, og de måtte vige uden om slanger og døde mennesker. Senere kom der oprydningshold på op til fyrre mand fra San Pedro Sula. De medbragte selv skovle og andre redskaber til at grave mudder og slam ud af husene og rigssalene med. Nogle arbejdede i selve San Pedro Sula, andre i Choloma og nærliggende byer.
Der var også Jehovas vidner i mange andre lande som ydede hjælp. Fra hvert eneste land i Mellemamerika blev der rettet forespørgsel om hvad brødrene i Honduras manglede, og derpå fandt man frem til den mest praktiske måde at sende forsyningerne på. En ladning på ti tons mad og tøj ankom med skib fra Belize kun fem dage efter orkanen. Jehovas vidner lossede selv skibet i havnen i Puerto Cortés. Skibe og fly med mange tons forsyninger blev sendt af sted fra Miami og New Orleans. Staben på Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York bidrog personligt med godt fire tons tøj og sengelinned. Desuden var der Jehovas vidner mange steder i verden som spontant sendte pengebidrag, og hovedkontoret sendte penge til afdelingskontoret i Honduras til indkøb af forsyninger og som en hjælp til at de der havde mistet hus og hjem kunne få deres hus genopført.
Fra rigssalene blev forsyningerne fordelt til de nødstedte Jehovas vidner. De fik så rigeligt at de til gengæld var i stand til at hjælpe slægtninge, naboer og bekendte med mad og tøj. På denne måde var det muligt for dem at vise deres medmennesker kærlighed og gavmildhed, og således efterligne Jehova Gud, der viser alle slags mennesker en sådan omsorg. — Matt. 5:45.
Orkanen Fifi viste endnu en gang hvor magtesløse vi mennesker er over for naturkræfterne. Og den viste også noget andet: at de der nærer kærlighed til deres medmennesker vil komme dem til hjælp, selv med fare for deres eget liv.
[Kort på side 11]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Mexicanske Golf
MEXICO
Stillehavet
Caraibiske Hav
BELIZE
GUATEMALA
EL SALVADOR
HONDURAS
San Pedro Sula
Tegucigalpa
NICARAGUA
COSTA RICA
PANAMA
[Kort]
Puerto Cortés
Omoa
La Ceiba
Choloma
0 km 100