Åbent brev til katolske præster
„’Hvilken gavn gør vi?’ I adskillige år har mange katolske præster stillet sig selv dette spørgsmål, og nu piner det også mange protestantiske ordets tjenere.“ — Le Monde, 3. maj 1973.
Nages De af den samme tvivl? Føler De at De er ude af kontakt med befolkningen, dens problemer og behov? Føler De Dem tilskyndet til at tage verdsligt deltidsarbejde og blot tjene som præst på deltidsbasis, eller til endog at tage heltidsarbejde, så De kan leve sammen med befolkningen, på dens vilkår, for at kunne forkynde evangeliet for den „indefra“? Ser De med skepsis på cølibatkravet?
Mange føler åbenbart en sådan tvivl, for hvert år er der hundreder af katolske præster som forlader deres tjeneste. Og det drejer sig ikke udelukkende om unge nyordinerede præster som ønsker at kunne gifte sig. Hvert år er der en hel del gejstlige „veteraner“ som opgiver deres embede.
For eksempel havde halvdelen af de næsten 200 franske præster der i 1971 gik tilbage til det civile liv, været ordineret i over ti år. Det var ikke unge mennesker som var ude af stand til at holde deres løfte om cølibat. Det var modne mænd der havde haft masser af tid til at tænke sig om før de opgav deres kald.
Hvad fik disse præster til at træffe en så drastisk afgørelse? Føler De Dem fristet til at gøre det samme?
Har præstegerningen en fremtid?
Da De blev præst, var det uden tvivl ud fra et oprigtigt ønske om at tjene Gud og Deres medmennesker. De var villig til at bringe et stort personligt offer for at nå dette ideal. Det blev Deres livskald. Men nu hører De fremtrædende mænd inden for Deres egen kirke udtrykke tvivl om præsteordningens fremtid, ja endog om den romersk-katolske kirkes fremtid.
I en veldokumenteret rapport vedrørende præstetjenesten har monsignore François Frétellière, vicebiskop i Bordeaux, erklæret: „Vi har talt om en blindgyde. Lad os indrømme at som tingenes tilstand er, synes kirken ikke at være særlig attraktiv. Antallet af unge mænd og kvinder som er villige til helt at hellige sig dens tjeneste, bliver mindre år for år . . . For mange af vore samtidige repræsenterer kirken, sådan som den lever for tiden, ikke nogen lysets og håbets stråle i vor tids verden.“
Kunne dét være en af grundene til at mange katolske præster føler sig skuffet? Kan man forvente at en præst fortsætter dag efter dag, måned efter måned, år efter år, i en kirke der ikke længere er sikker på sit budskab til menneskeheden, en kirke der ’ikke repræsenterer en lysets og håbets stråle i verden’? Er der noget mærkeligt i at mange katolske præster kommer til den slutning at præstegerningen ikke byder på nogen fremtid hvad angår det at udføre en nyttig kristen tjeneste?
At dette ikke er et indbildt problem, bekræftes af biskoppen af Orléans, der frimodigt har sagt: „Vi må indrømme at for et voksende antal præster er en bestemt måde at udføre tjenesten på uden værdi i dag. Vi må høre på disse præster når de alvorligt og oprigtigt fortæller os at deres pligter ikke længere har nogen mening for dem. . . . Når deres gerning drages i tvivl, når en bestemt sindstilstand ikke længere findes, og når forsøget på at skabe nye former for tjeneste inden for den nuværende pastorale ramme støder på meget store vanskeligheder, er vi bedre i stand til at forstå hvorfor unge præster forlader præstegerningen; de føler simpelt hen at de befinder sig i en blindgyde.“
At dømme efter de tusind eller flere breve som biskoppen modtog efter at denne erklæring vedrørende præstetjenesten var blevet offentliggjort, er mange katolske præster temmelig nedslåede. De fleste af brevene kom fra præster som kunne tilslutte sig biskoppens analyse af den katolske præstegerning. Mange af dem udtrykte rådvildhed og bitterhed mens de, som én skrev, kæmper videre „lænket til de døde kroppe i deres sogne“.
Føler De også sådan? Spekulerer De på hvilken gavn De gør? Har Deres pligter som præst ’ikke længere nogen mening for Dem’? Har De fornemmelsen af at De er „i en blindgyde“?
Hvorfor situationen er opstået
En væsentlig årsag til den nuværende krise inden for præsteordningen er den traditionelle katolske opfattelse af præstetjenesten. Den klassiske romerske tro er baseret på et hierarkisk præstesystem, og på en uoverstigelig kløft mellem gejstlighed og lægfolk, en kløft som gøres endnu større ved det ubibelske krav om gejstligt cølibat.
Imidlertid har katolske teologer i de senere år udtrykt tvivl om korrektheden af dette traditionelle syn på den kristne tjeneste. Den franske dominikanerteolog Hervé-Marie Legrand skriver: „Ordet hierarki findes ikke i Bibelen.“ „At opdele tjenesten mellem gejstlighed og lægfolk . . . har ingen dogmatisk begrundelse.“ „Forbindelsen mellem præstetjenesten og cølibatet er speciel for den latinske kirke, ikke for den katolske [almindelige] kirke.“ — Vocation, oktober 1973.
En afhandling der er offentliggjort i Tyskland på grundlag af rapporter fra en gruppe kendte katolske teologer, deriblandt Hans Küng, fremhæver følgende punkter: „1. Apostolsk succession bør ikke anses for uomgængelig nødvendig for en gyldig tjeneste; 2. At tilskrive ordinationen værdi af sakramente er et spørgsmål om udtryksmåde; 3. Kirkelig tjeneste kan ydes enten på heltids- eller deltidsbasis; 4. Den kan udøves på et midlertidigt eller et permanent grundlag; 5. Den kan udøves af enten mænd eller kvinder, gifte eller ugifte.“ — La Croix, 8. februar 1973.
Hvad enten disse punkter er rigtige eller forkerte, beviser selve det at de bringes på bane af lærde katolske teologer, at romerkirkens lære om præstetjenesten hverken er ubestridelig eller ubestridt. Det gejstlige kvartalsblad Vocation bemærker: „Der er ingen tvivl om at den nuværende doktrinære usikkerhed med hensyn til præstetjenesten også er blevet en af årsagerne til krisen, på grund af dens psykologiske virkninger, både individuelt og kollektivt.“
Hvis selve det hierarkiske præstebegreb er usikkert og ’ikke findes i Bibelen’, er der ikke noget at sige til at så mange katolske præster er kommet i tvivl vedrørende deres livskald, og at så få unge drages til præstegerningen i denne tid.
Præster erkender at der er noget galt
Både præster og prælater er i stigende grad opmærksomme på at der er noget i vejen med den katolske præsteordning. Dette problem var et af de to hovedtemaer ved de franske biskoppers plenarforsamling i 1972, der blev afholdt i Lourdes. Henri Fesquet, der kommenterer religiøst nyhedsstof, skrev imidlertid bagefter: „Debatten om præstetjenesten faldt til jorden . . . biskopperne var lammede af frygt for at skade ideen om præsteordningen som den er defineret [ikke i Bibelen, men] af kirkemødet i Trent, Det andet Vatikankoncil og Rom-synoden i 1971.“
Under overskriften „Debatten om morgendagens præsteskab — en fiasko“ skrev Fesquet også: „Det er ikke så mærkeligt at de katolske præsteseminarier kommer til at stå tomme, når praktisk talt ingen synes i stand til at udtrykke nøjagtigt hvad en præst er og hvad gavn han gør.“ — Le Monde, 1. november 1972; 29.-30. oktober 1972.
Situationen blev ikke bedre det følgende år. Omkring to tusind præster gav op og vendte tilbage til det civile liv. Lige før de franske biskoppers plenarforsamling i 1973 rejste samme nyhedskommentator følgende spørgsmål:
„Har biskopperne ændret holdning i det forløbne år? . . . Er biskopperne villige til at drage de nødvendige konklusioner på grundlag af de nuværende [kirke]institutioners ubestridelige svigten? . . . Det kan ikke nægtes at før Rom beslutter sig til at ordinere gifte mænd . . . er det vanskeligt at se hvordan den nuværende situation kan tøs op.“ — Le Monde, 2. november 1973.
Og kardinal Marty, ærkebiskop i Paris, erklærede: „Det er nu, ikke om tyve år, vi må finde frem til den rette definition af præstetjenesten.“
Men der fremkom ingen ny definition, og de forsamlede biskopper sluttede med en officiel erklæring der fra forskellig side blev betegnet som „kryptisk“, „negativ“, „beklagelig“ og som en „indrømmelse af hjælpeløshed“. Det er ikke så mærkeligt at et jesuitisk månedsblad indrømmede at „mange præster synes at være modløse, nedslåede“, og at monsignore Raymond Bouchex, vicebiskop for Aix-en-Provence, gik så vidt som til at tale om „præster, hvoraf en del ikke længere ved hvad gavn de gør, og som spekulerer på om de ikke er de sidste af arten og om kirken ikke er på vej ind i en blindgyde“. — Etudes, januar 1974.
I mere positiv retning skrev teologen Legrand: „Vi har set de alvorlige ulemper ved den ukloge brug af ordningen med præsteskab og lægfolk. Da det nu forholder sig sådan, hvor store ulemper ville der så være ved at forlade denne teologiske opfattelse af den kristne tjeneste og vende tilbage til den nytestamentlige opfattelse?“
En tilfredsstillende løsning
Dette forslag minder Dem måske om at forordningen Presbyterorum Ordinis, som blev fremsat af Det andet Vatikankoncil, erklærer at præster først og fremmest bør „lære . . . Guds ord“, og at det er vigtigt at alle præster „altid samarbejder i sandhedens tjeneste“. De ved måske også at den franske filosof Jean Guitton engang har udtalt: „Vi bør være absolut villige til at forlade vores religion hvis den viser sig at være noget som helst andet end sandheden.“
Så hvis De er gået ind til præstegerningen med et oprigtigt ønske om at tjene Gud og Deres medmennesker, og De nu føler at det er håbløst og at De er kommet ind i en blindgyde, hvorfor så ikke undersøge den katolske lære vedrørende præstedømmet og mange andre punkter, i lyset af Guds ord Bibelen? For at kunne „vende tilbage til den nytestamentlige opfattelse“ af den kristne tjeneste, må man først upartisk studere De kristne græske Skrifter og se hvordan de første kristne var organiseret og hvordan de udførte deres tjeneste.
For at være en sand „Guds ords tjener“ er det også nødvendigt at man kun fremholder dogmer som er i harmoni med de inspirerede ord i Bibelen som et hele. Foretag en ærlig undersøgelse af hvad Bibelen lærer om sådanne emner som menneskesjælen, skærsilden, helvede, treenigheden, Mariadyrkelse og cølibat. Hvis De, efter en objektiv, uhildet undersøgelse, skulle opdage at den katolske lære vedrørende disse punkter „viser sig at være noget som helst andet end sandheden“, vil De da være ’absolut villig til at forlade Deres religion’, ja for den sags skyld alle former for falsk religion, der i Bibelen kollektivt omtales som „Babylon den Store“? — Åb. 18:1-8.
Da vil De ligne de talrige jødiske præster der efter pinsefesten i år 33 erkendte at jødedommen var på vej ind i en blindgyde, og som forlod den og blev kristne. Bibelen fortæller: „Og Guds ord havde fremgang, og disciplenes antal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen.“ — Apg. 6:7, da. aut.
Dette krævede stor ydmyghed af dem. De var uden tvivl særdeles veluddannede, vel oplærte i jødernes traditioner. Dog var de ydmyge nok til at lære kristendommens sandheder af nogle som deres overordnede i hierarkiet betragtede som „ulærde mænd og lægfolk“. — Apg. 4:13, da. aut.
Også De har tilbragt mange år med at studere oldtidssprog, filosofi, kirkehistorie, patristik, liturgi og Den hellige Skrift. Denne højere uddannelse kan have givet Dem en følelse af intellektuel overlegenhed, en følelse der er blevet meget karakteristisk for gejstligheden, både den protestantiske og den katolske. Så det store spørgsmål for Dem er: Vil De være ydmyg nok til at lade bibeloplærte kristne, der af kirkens overordnede gejstlige betragtes som „ulærde mænd og lægfolk“, hjælpe Dem med at opdage den virkelige kristendoms sandheder i Bibelen? (Jak. 4:4-10) Vil De være villig til at følge de præsters eksempel der i apostlenes dage „adlød troen“?
De kunne måske føle Dem fristet til helt at forlade tjenesten og søge tilfredsstillelse ved at gå i gang med en eller anden form for verdslig beskæftigelse. Men ville det virkelig løse Deres problem? Efter at De har viet så mange år til en religiøs tjeneste, mon en verdslig beskæftigelse da virkelig vil kunne udfylde det tomrum der opstår?
Hvorfor ikke lære hvordan De kan blive en sand kristen ordets tjener, enten som gift eller ugift? Da vil De ikke længere være i tvivl om hvorvidt De gør gavn. De vil på ingen måde føle at De er ude af kontakt med befolkningen, dens problemer og behov, men tværtimod være i direkte kontakt med den mens De lærer at forkynde den gode nyhed om Guds rige på samme måde som Kristus og hans apostle gjorde. (Matt. 9:35-38; 10:7-14; Apg. 5:42) Dette vil bringe Dem virkelig tilfredsstillelse og vil opfylde det dybtfølte ønske De havde da De gik ind til præstegerningen, ønsket om at tjene Gud og Deres medmennesker.
Idet vi oprigtigt ønsker at hjælpe Dem, vil vi opfordre Dem til at komme i Jehovas vidners lokale rigssal, eller skrive til udgiverne af dette blad.
Med venlig hilsen
Jehovas vidner