Hvad siger Bibelen?

Er cølibat et krav til kristne ordets tjenere?

CØLIBAT betyder, hvis man skal være helt præcis, blot at være ugift. Ifølge The New Encyclopædia Britannica bliver dette udtryk imidlertid „i regelen anvendt i forbindelse med den pågældendes tilhørsforhold til en religiøs orden eller hans rolle som religiøs embedsmand eller specialist“. Udtrykket „cølibat“ bruges i forbindelse med „dem for hvem den ugifte stand er resultatet af et helligt løfte, en villighed til at give afkald på noget eller en personlig overbevisning om at den vil være at foretrække på grund af ens religiøse position eller stærke religiøse engagement“.

Fra tid til anden har visse fremtrædende religioner haft cølibat som et krav til deres præster. Men ingen anden religion i kristenheden har som katolicismen haft cølibatet som kendemærke. I dag er cølibatet i den katolske kirke et meget kontroversielt spørgsmål. The Wilson Quarterly har bemærket at „den ene undersøgelse efter den anden i de sidste årtier har vist at tvungent cølibat, som har været et krav til katolske præster siden det 12. århundrede, er en af hovedårsagerne til kirkens problemer med at rekruttere nye præster og beholde dem man allerede har“. Ifølge sociologen Richard A. Schoenherr „har historiens stærke vidnesbyrd og de sociale forandringer vendt sig imod den katolske kirkes krav om at dens præster skal leve i cølibat“. Hvad siger Bibelen om cølibat?

Ægteskab eller ugift stand?

I historiens løb har utallige gudfrygtige mænd og kvinder fra mange forskellige religioner valgt at leve i cølibat. Hvorfor? I mange tilfælde fordi de mente at det kødelige, det materielle, var „det ondes rod“. Denne holdning førte til den antagelse at åndelig renhed kun er mulig ved fuldstændig seksuel afholdenhed. Det siger Bibelen imidlertid ikke. Ifølge den er ægteskabet en hellig og ubesmittet gave fra Gud. Skabelsesberetningen i Første Mosebog omtaler ægteskabet som noget „godt“ i Guds øjne, bestemt ikke som noget der hindrer et åndeligt rent forhold til Gud. — 1 Mosebog 1:26-28, 31; 2:18, 22-24; se også Ordsprogene 5:15-19.

Apostelen Peter og andre af Guds godkendte tjenere der havde myndighed i det første århundredes kristne menighed, var gift. (Mattæus 8:14; Apostelgerninger 18:2; 21:8, 9; 1 Korinther 9:5) Dette fremgår klart af apostelen Paulus’ vejledning til Timoteus angående udnævnelse af ældste eller „biskopper“ i menigheden. Han skriver: „En biskop må være dadelfri, én hustrus mand.“ (Kursiveret af os; 1 Timoteus 3:2, Revised Standard Version, katolsk udgave) Bemærk at der ikke er den ringeste antydning af at det på nogen måde var upassende for „en biskop“ at være gift. Paulus skrev ganske enkelt at „en biskop“ ikke måtte være polygamist. Hvis han var gift, måtte han kun have én hustru. The Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature af McClintock og Strong konkluderer: „Ingen passage i Det Nye Testamente kan fortolkes som et forbud mod at gejstlige gifter sig på de vilkår evangelierne angiver.“

Skønt den ægteskabelige ordning agtes højt i Bibelen, fordømmer den på ingen måde den ugifte stand såfremt der er tale om et frit valg. Bibelen anbefaler den endda som eftertragtelsesværdig for nogle. (1 Korinther 7:7, 8) Jesus Kristus gav udtryk for at nogle mænd og kvinder bevidst ville vælge den ugifte stand. (Mattæus 19:12) Af hvilken grund? Ikke fordi de mener at der er noget urent ved ægteskabet som kunne bremse deres åndelige udvikling. De vælger simpelt hen denne livsform for at kunne koncentrere sig om at gøre Guds vilje på et tidspunkt hvor det efter deres opfattelse haster.

Hvordan opstod det tvungne cølibat?

I århundrederne efter Jesu tid ændrede forholdene sig imidlertid. I de første tre hundrede år efter vor tidsregning „fandtes der både gifte og ugifte præster,“ forklarer forfatteren David Rice, en dominikanermunk som forlod præstegerningen for at gifte sig. I den følgende periode begyndte de der kaldte sig kristne, at lade sig påvirke af hvad én religionsskribent har beskrevet som „en kombination af græske og bibelske tanker“ der førte til et fordrejet syn på ægteskabet og det seksuelle.

Der var selvfølgelig stadig nogle der valgte den ugifte stand blot „for at opnå fuldstændig frihed til at hellige sig tjenesten for Guds rige“. Andre, derimod, blev snarere motiveret af de hedenske filosofiske opfattelser de havde antaget. The New Encyclopædia Britannica siger: „Den opfattelse at kønslig omgang var besmittende og uforenelig med hellighed trængte igennem [i den navnkristne kirke] som den vigtigste begrundelse for at leve i cølibat.“

I det fjerde århundrede, siger David Rice, „forbød kirken en gift præst at have seksuelt samkvem natten før den katolske messe skulle afholdes“. Da kirken indførte en daglig afholdelse af messen, betød det at præsterne permanent måtte være seksuelt afholdende. Med tiden blev det helt forbudt præster at indgå ægteskab. På den måde blev cølibatet påtvunget enhver der ønskede at blive præst i kirken.

Apostelen Paulus havde advaret om en sådan udvikling. Han skrev: „Ånden har udtrykkeligt sagt at der i de sidste tider vil være nogle som falder fra troen og lytter til bedrageriske ånder og lærdomme der kommer fra djævlene . . . De vil sige at ægteskab er forbudt.“ — 1 Timoteus 4:1, 3, The Jerusalem Bible.

„Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger,“ sagde Jesus Kristus. (Mattæus 11:19) Det tåbelige i at afvige fra Guds normer fremgår også af „gerningerne“ eller konsekvenserne. David Rice har interviewet mange præster rundt omkring i verden angående tvungent cølibat. Nogle af dem han har talt med, har sagt: „Man forbliver i præsteembedet og prøver at hjælpe folk så godt man formår, og benytter sig diskret af hengivne, beundrende kvinders villighed til at stille sig til rådighed for én seksuelt.“

David Rice bemærker, idet han citerer Mattæus 7:20: „’I skal kende dem på deres frugter,’ sagde Jesus.“ Derefter kommenterer han den tragedie som tvungent cølibat har ført til: „Frugterne af det tvungne cølibat er tusinder af mænd der lever et dobbeltliv, tusinder af kvinder der har fået ødelagt deres liv, tusinder af børn der bliver fornægtet af deres præsteviede fædre, for slet ikke at tale om de følelsesmæssige kvaler præsterne selv går igennem af den grund.“

Et ærefuldt ægteskab er en gave fra Gud. Tvungent cølibat har vist sig at være åndeligt nedbrydende. Et frivilligt valg af den ugifte stand har derimod, skønt det ikke er en betingelse for hellighed eller frelse, vist sig at være en glædebringende og åndeligt tilfredsstillende livsform for nogle. — Mattæus 19:12.

[Kildeangivelse på side 16]

Life