Kidnapning — menneskeliv på spil!
ALDRIG indser man så klart hvor værdifuldt et enkelt menneskeliv er, som når en er blevet kidnappet. Slægtninge, venner, somme tider hele nationer, bliver besat af angst for gidselets liv. Der breder sig en følelse af magtesløshed, vrede og nederlag. Der gøres heroiske bestræbelser for at efterkomme kidnappernes krav. Penge mister næsten deres betydning i sammenligning med værdien af dette ene menneskeliv.
En ledende artikel i New York Times gav udtryk for det almindelige synspunkt: „Så længe ofrenes liv er i fare går bestræbelserne for at redde dem forud for alt andet. . . . Man må først og fremmest forsøge at redde de uskyldige menneskers liv.“ Derfor holder myndighederne sig i almindelighed i baggrunden for ikke at bringe de vanskelige forhandlinger om løsladelse i fare. Og hvilken lettelse og glæde hvis offeret løslades uskadt!
I løbet af de sidste få år er verden blevet kastet ind i det nogle kalder „kidnappernes tidsalder“. Kidnapninger og deres mere moderne sidestykke — gidseldramaer — florerer pludselig i hele verden. Argentinas første kidnapning i femogtredive år fandt sted i 1968. Der var to i 1969. Men i 1973 lå gennemsnittet på omkring ti om ugen! De udbetalte løsepenge udgjorde over 50 millioner dollars det år. En enkelt bortført amerikansk forretningsmand indbragte dem der havde fanget ham mere end 14 millioner dollars.
„Der er næsten kun én industri der er i fremgang“ på Italiens hjemsøgte økonomiske marked, „og det er kidnapning,“ skriver bladet Time ironisk. Faktisk er det sådan at „kidnapning er blevet en meget indbringende industri,“ siger et medlem af Italiens parlament. „I løbet af de sidste fem år har kidnappere tilranet sig 24,5 millioner dollars, deraf ikke mindre end 8 millioner dollars alene i 1974.“
Andre lande rundt om på hele jorden har oplevet en voldsom stigning i antallet af kidnapninger og gidseldramaer inden for deres landegrænser; men problemet er også internationalt. Bortførere slår nu til næsten overalt i verden. Hvorfor bruger de sådanne metoder?
Hvorfor kidnapninger?
Noget som mange landes myndigheder længe har frygtet, er nu sket. Skuffede politiske grupper der søger at vinde gehør for deres sag har opdaget at kidnapninger og gidseldramaer er ideelle politiske våben. De har fundet ud af at når visse menneskers liv er i fare er der næsten ikke den ting familien eller myndighederne ikke vil gøre for at frelse dem. Moderne kommunikationsmidler gør disse hændelser til verdensbegivenheder som utallige millioner ser på fjernsynsskærmen. Verdens opmærksomhed bliver derved henledt på bortførerens sag på en langt mere effektiv måde end ved aldrig så mange mindre iøjnefaldende bestræbelser.
Det der er vigtigst for yderliggående politiske grupper er at det lader til at virke. De mener at jo mere opsigtsvækkende handlingen er, jo større sandsynlighed er der for at verden vil diskutere deres klagepunkter og øve pres på deres politiske modstandere. Nyhedsmedierne sørger for at sagen bliver kendt. Når én gruppe har heldet med sig ansporer det lignende grupper i andre lande til at bruge de samme metoder. „Når en iøjnefaldende terrorvirksomhed lykkes,“ skriver Long Island Sunday Press, „er det næsten sikkert at den bliver gentaget, og en kædereaktion er sat i gang.“
Når politiske opportunister har heldet med sig ser almindelige forbrydere en chance for på en let måde at komme til penge ved at benytte den samme metode. „Vi har ikke udbetalt penge til en bankrøver i de sidste to år,“ siger en forsikringsmand i Buenos Aires. „Bankrøverne er gået over til kidnapning.“
For at bremse denne tendens mener mange at man ikke skulle give kidnapninger så megen offentlig omtale. „Den offentlige omtale bevirker blot at den samme idé undfanges i et eller andet [vanvittigt] menneskes hjerne,“ siger en amerikansk politibetjent. Den kendsgerning at sådanne begivenheder ofte kommer i bølger efter et meget omtalt tilfælde, synes at bekræfte dette. Men andre frygter hvad det kan medføre hvis man på nogen måde begrænser pressefriheden. „Undertrykkelse af nyhederne, selv de mest chokerende, er tyranniets tjenerinde,“ skriver redaktøren for U.S. News & World Report.
Nogle har endog foreslået at man gjorde det til en forbrydelse at efterkomme en kidnappers krav om løsepenge. „Familien eller andre der betaler en løsesum gør simpelt hen opmærksom på at det betaler sig at kidnappe folk,“ erklærer en fremtrædende amerikansk regeringsrådgiver. „De inddrager dermed uforvarende utallige andre uskyldige i sådanne terrorhandlinger.“
Men andre siger: Overvej konsekvenserne af en sådan bestemmelse. Ville ofrenes bekymrede slægtninge i det hele taget underrette politiet hvis der fandtes en sådan lov? Ville de ikke føle sig fristet til at klare sagen selv for at redde dem de holder af, og holde myndighederne helt udenfor? På den måde, mener nogle, ville bestræbelserne for at håndhæve loven blive hindret endnu mere.
„Belejringsstemning“
Regeringernes manglende evne til at dæmme op for det stigende antal kriminelle og politiske kidnapninger, har skabt en atmosfære af frygt blandt de foretrukne ofre — de rige, de ledende erhvervsfolk og de der er ansat ved udenlandske ambassader. Kidnappere har opdaget at en højtstående direktørs firma er en slags „stedfortrædende familie“ der kan tvinges til at betale endog større løsepenge end en velhavende persons egen familie.
Men de fortsætter også med at plyndre de lokale velhavere. „De millionærfamilier der er de førende i det lokale selskabsliv“ i Monterrey i Mexico „præges af belejringsstemning,“ fortæller New York Times. De har „ganske stille trukket sig tilbage fra selskabslivet“. De har ændret deres faste vaner. Potentielle ofre er ikke længere fri til at komme og gå som de vil. Deres daglige program må varieres, de må benytte forskellige ruter når de skal på arbejde — de må gøre alt for at undgå de faste vaner som kidnappere er på udkig efter. Det siges at nogle velstående mennesker i Norditalien sender deres børn i skole i nabolandet Schweiz, idet de håber at de vil være i sikkerhed der.
Nogle steder gøres hjemmet til en fæstning med splintfrit glas for vinduerne, pigtråd oven på muren der omgiver huset, projektørbelysning om natten og bevæbnede vagter der patruljerer omkring huset. Bilerne pansres så de bliver skudsikre. Mange ansætter livvagter med de nyeste automatiske våben. En amerikansk forretningsmand i Argentina siger: „Frygten overskygger alt. Jeg bruger mere tid på min sikkerhed end jeg gør på [forretningen].“ En anden siger: „Det koster mit firma 5000 dollars om måneden blot at beskytte mig og min familie.“
Bortset fra de direkte udgifter til betaling af løsepenge medfører risikoen for kidnapninger og gidseldramaer altså enorme omkostninger til sikkerhedsforanstaltninger. Private firmaer der stiller bodyguards og andre former for beskyttelse til rådighed rapporterer at deres virksomheder har fremgang over hele verden. Tegningen af kidnapningsforsikringer har taget et vældigt opsving. Det forlyder at et kendt internationalt selskab tilbyder en police på 1 million dollars for omkring 500 dollars om året hvis forsikringstageren betaler de første 2500 dollars af løsesummen. Det er klart at folk som er forsikrede ville være foretrukne ofre for kidnappere hvis det ikke var fordi navnene holdes strengt fortrolige.
Der er stor efterspørgsel efter hunde der har fået en særlig oplæring, ’anti-kidnap-hunde’. En italiensk kennelejer der oplærer vagthunde til at dræbe, siger: „Jeg har allerede solgt trænede schæferhunde til højtstående virksomhedsledere, industrifyrster, skuespillere og professionelle sportsmænd, og efterspørgselen er stadig stigende.“ Hundene, der koster fra 1600 til 4800 dollars, oplæres til at angribe enhver der overfalder deres herre. De kan dræbe angriberen hvis de ikke bliver standset, siger træneren. Et californisk firma har solgt hundreder af vagthunde til 2500 dollars stykket.
Men er man virkelig i sikkerhed selv om man har truffet alle sådanne forholdsregler? En politibetjent der var sat til at arbejde med en meget omtalt kidnapning i De forenede Stater, kom med denne nøgterne kommentar: „Man må gøre sig klart at hvis nogen virkelig har sat sig for at kidnappe en person, så er der ikke nogen der kan gøre ret meget for at forhindre det.“
Noget lignende sagde en amerikansk diplomat der blev kidnappet i Mexico og løsladt efter at kidnappernes krav var blevet efterkommet. Han gav eleverne ved the American Graduate School of International Management dette råd: „En mængde mennesker har spurgt om det ville hjælpe at bære skydevåben og så videre. Jeg synes det er tåbeligt og latterligt. Man bliver så fuldstændig overmandet og afvæbnet at det ikke ville være en til nogen nytte.“
Politiske aktivister synes at være besluttede på at bruge dette meget magtfulde våben som kidnapning er til det yderste. En talsmand for et internationalt sikkerhedsbureau forudsiger at hans profession vil blive en af de vigtigste i fremtiden: „Aldrig før i menneskets historie har vi set sådanne former for vold som de dyriske handlinger vi vil komme til at se i vort eget samfund.“ Menneskeheden mærker sandelig „den tiltagende lovløshed“ som Bibelen forudsiger skulle kendetegne „de sidste dage“ for denne mislykkede verdensomspændende „tingenes ordning“. — Matt. 24:3, 12; 2 Tim. 3:1.
Et ligevægtigt syn på livet
Der er noget andet der er værd at tænke over: Synes De ikke det er mærkeligt at folk er så forfærdede over at ofrene i kidnapnings- og gidseldramaer trues på livet, mens utallige andre mennesker som daglig trues med døden næsten ikke bemærkes?
Tænk på de millioner der sulter i dette øjeblik — hvad gør deres liv mindre værd? Aborter udslukker til stadighed adskillige unge liv; mangfoldige mennesker bliver ikke blot kidnappet men myrdet hver dag rundt om på jorden. Og hvad med de millioner der allerede er blevet dræbt og de der nu bliver dræbt i vor generations krige? Disse menneskeliv går tabt næsten uden at nogen fortrækker en mine.
Politik, lovløshed og selviske moralske hensyn har ført til at man ikke regner menneskeliv for noget, mens, paradoksalt nok, trusler mod visse menneskers liv vækker en frygtelig opstandelse. Der er blevet sagt: „Folk ville give millioner for at redde et enkelt menneskeliv, men meget lidt for at redde millioner af menneskeliv!“ Afslører sådanne skæve værdier ikke at der er noget helt galt ved den verdensomspændende tingenes ordning der har frembragt dem?
Det er grunden til at kun den fuldstændige verdensomvæltning som Gud har lovet, kan gengive menneskeheden et ligevægtigt syn på livet. Denne forandring må nødvendigvis være så gennemgribende at der, som Bibelen siger, bagefter vil være „en ny jord“, et nyt menneskesamfund under nye regeringsformer, når „den tidligere jord“ og dens lave vurdering af livet vil være forsvundet. Så vil mennesker have samme indstilling til livets værdi som den store Livgiver, og det ønske vi længe har næret vil være opfyldt — „døden skal ikke være mere“. — Åb. 21:1-5; 2 Pet. 3:13.