Kidnapning — kommercialiseret terror

„EN KIDNAPNING kan ikke sammenlignes med en berigelsesforbrydelse. Det er en lusket, grusom og følelseskold behandling af samfundets mest grundlæggende enhed, nemlig familien,“ siger Mark Bles i sin bog The Kidnap Business. En kidnapning udsætter offerets familie for et stort følelsesmæssigt pres. Minut efter minut, time efter time, svinger de mellem håb og fortvivlelse mens de kæmper med følelser af skyld, had og hjælpeløshed. Mareridtet kan fortsætte i dagevis, ugevis, månedsvis eller årevis.

I deres hensynsløse jagt på penge udnytter kidnapperne den naturlige familiefølelse. En gruppe kidnappere tvang deres offer til at skrive følgende i et åbent brev til pressen: „Jeg beder pressen om at offentliggøre dette. Hvis jeg ikke vender tilbage, vil skylden ikke kun ligge hos mine kidnappere, men også hos min familie som viser at de sætter penge højere end mig.“ Som et middel til at få løsepenge har italienske kidnappere skåret legemsdele af deres gidsler og sendt dem til vedkommendes slægtninge eller til tv-stationer. En mexicansk kidnapper torterede endda sine ofre mens han forhandlede med deres familie over telefonen.

Andre kidnappere forsøger at indynde sig hos deres ofre. I Filippinerne blev en forretningsmand kidnappet og spærret inde på et luksushotel i Manila, hvor hans fangevogtere gav ham spiritus og underholdt ham med prostituerede indtil løsepengene var betalt. Som regel tages der dog meget lidt hensyn til gidslernes fysiske og hygiejniske behov. Mange bliver brutalt mishandlet. I alle tilfælde gennemgår ofrene den frygtelige oplevelse at de ikke aner hvad de kan vente sig.

Behandlingen af traumet

Selv efter at ofrene er blevet løsladt, kan de lide af langvarige følelsesmæssige traumer. En svensk sygeplejerske som blev kidnappet i Somalia, siger: „Der er én ting der er vigtigere end noget andet. Man skal tale med sine venner og sin familie om det der er sket, og søge professionel hjælp hvis man føler behov for det.“

Behandlere har udviklet en metode til at hjælpe sådanne ofre. Med professionel hjælp analyserer ofrene deres oplevelser i flere korte seancer før de mødes med familien og vender tilbage til en normal tilværelse. „Behandling der gives umiddelbart efter begivenheden, mindsker risikoen for varige skader,“ siger Rigmor Gillberg, der er ekspert i krisehjælp ved Røde Kors.

Andre konsekvenser

Ofrene og deres familier er ikke de eneste der berøres af kidnapning. Frygten for kidnapning kan skade turismen og have en negativ indvirkning på investeringer. Det skaber også usikkerhed i samfundet. Inden for nogle få måneder i 1997 flyttede seks internationale selskaber fra Filippinerne på grund af faren for kidnapning. En filippinsk kvinde der arbejder for en forening mod kriminalitet, siger: „Vores liv er et mareridt.“

I en artikel i The Arizona Republic stod der: „Blandt mexicanske topchefer grænser frygten for kidnapning til hysteri, og det med rette.“ Ifølge det brasilianske tidsskrift Veja er monstrene i brasilianske børns mareridt blevet erstattet af kidnappere og røvere. I Taiwan er kidnapningsforebyggelse et skolefag, og i USA har man installeret overvågningskameraer i børnehaver for at undgå kidnapning.

Gode tider for sikkerhedsbureauer

Stigningen i antallet af kidnapninger og de vanskelige problemer de resulterer i, er en indbringende forretning for private sikkerhedsbureauer. I den brasilianske by Rio de Janeiro er der over 500 af sådanne bureauer, med en samlet omsætning på 1,8 milliarder dollars.

Et stigende antal internationale sikkerhedsbureauer tilbyder undervisning i kidnapningsforebyggelse, udgiver oplysninger om farlige områder og forhandler om løsepenge. De rådgiver familier og firmaer, underviser dem i kidnappernes metoder og hjælper dem til at klare det psykiske pres. Nogle bureauer forsøger endog at fange kidnapperne og få løsepengene tilbage efter at gidselet er blevet løsladt. Men deres ydelser er ikke gratis.

Trods denne indsats foregår der i mange lande flere og flere kidnapninger. Om situationen i Latinamerika siger Richard Johnson, der er vicepræsident for forsikringsselskabet Seitlin & Company: „Alt tyder på at antallet af kidnapninger vil stige.“

Årsagerne

Eksperter peger på forskellige årsager til den senere tids bølge af kidnapninger. En af dem er den fortvivlende økonomiske situation der er i visse områder. En nødhjælpsarbejder i byen Náltjik i Rusland siger: „Den mest effektive måde at skaffe penge på er ved at bruge det famøse middel som hedder kidnapning.“ Det siges at kidnapning bruges i nogle af de tidligere Sovjetrepublikker til at finansiere lokale krigsherrers private hære.

Flere mennesker end nogen sinde før rejser i forretningsøjemed eller som turister, hvilket åbner nye muligheder for kidnappere der er ude efter flere ofre. Antallet af udlændinge der er blevet kidnappet, er fordoblet de sidste fem år. Mellem 1991 og 1997 blev turister i cirka 26 lande kidnappet.

Hvor kommer alle disse kidnappere fra? Nogle steder er der sket en nedtrapning af militære stridigheder som har medført at tidligere soldater er blevet arbejdsløse og står uden penge. De har alle de færdigheder der skal til for at gå ind i denne indbringende branche.

På grund af brugen af mere effektive forholdsregler mod bankrøveri og fremstød mod narkohandelen er nogle gået over til at tjene deres penge ved kidnapning. Mike Ackerman, en ekspert i kidnapning, siger: „I takt med at man i alle samfund gør det vanskeligere at begå berigelsesforbrydelser, sker der flere forbrydelser mod mennesker.“ Den megen omtale af store løsepenge kan også friste nogle til at blive kidnappere.

Andre motiver

De fleste kidnappere er kun ude efter folks penge. Kidnapperes krav om løsepenge kan variere fra nogle få hundrede dollars til 60 millioner dollars, hvilket var det rekordbeløb der blev betalt for en byggematador i Hongkong som alligevel ikke blev løsladt.

Nogle har brugt kidnapning som et middel til at få medieomtale, mad, medicin, radioer og biler eller nye skoler, veje og hospitaler. En forretningsmand der blev kidnappet i Asien, blev løsladt efter at kidnapperne fik basketballtøj og basketbolde. Visse grupper bruger også kidnapning til at skræmme udenlandske investorer og turister, med det formål at standse udnyttelsen af landbrugsjorden og naturressourcerne.

Det skorter altså hverken på motiver, midler, potentielle kidnappere eller ofre. Men findes der lige så mange løsninger på dette problem? Hvilke løsninger kunne der være tale om, og er det løsninger der duer? Inden vi besvarer disse spørgsmål, vil vi se på nogle dybereliggende årsager til den stærkt voksende kidnapningsindustri.

[Ramme på side 5]

Hvis man bliver kidnappet

I tilfælde af kidnapning kan følgende råd fra nogle der har forsket i emnet, måske hjælpe:

● Vær samarbejdsvillig, ikke genstridig. Fjendtligsindede gidsler får ofte en hårdere behandling og er i særlig fare for at blive dræbt eller straffet.

● Bliv ikke grebet af panik. Husk at de fleste ofre overlever en kidnapning.

● Udtænk et system til at holde regnskab med tiden.

● Forsøg at få en eller anden form for fast rutine.

● Få motion, også selv om dine muligheder for at bevæge dig er begrænsede.

● Vær opmærksom; prøv at huske detaljer, lyde og lugte. Læg mærke til detaljer ved dine kidnappere.

● Prøv om muligt at småsnakke med kidnapperne for at etablere kontakt. Hvis kidnapperne lærer dig at kende som person, vil de være mindre tilbøjelige til at volde dig skade eller dræbe dig.

● Gør på en høflig måde dine kidnappere opmærksomme på dine behov.

● Prøv aldrig at forhandle om de forlangte løsepenge.

● Hvis en befrielsesaktion går i gang, skal du smide dig ned og vente passivt mens aktionen står på.

[Ramme på side 6]

Kidnapningsforsikring — et kontroversielt spørgsmål

En anden branche der har oplevet et stort opsving i forbindelse med det øgede antal kidnapninger, er forsikringsbranchen. Lloyd’s of London har i 1990’erne haft en årlig stigning på 50 procent i tegningen af kidnapningsforsikringer. Flere og flere virksomheder tilbyder nu den slags forsikringer. Forsikringen dækker assistance af en kidnapningsforhandler, betalingen af løsepenge og undertiden professionel hjælp til at få løsepengene tilbage. Spørgsmålet om kidnapningsforsikring er imidlertid meget omdiskuteret.

Modstanderne hævder at sådanne forsikringer kommercialiserer forbrydelsen, og at det er umoralsk at profitere på kidnapning. De siger også at forsikrede personer kan være tilbøjelige til at tage mindre hensyn til deres egen sikkerhed, og at forsikringen gør det lettere for kidnapperne at øve pengeafpresning, hvilket virker fremmende på denne form for kriminalitet. Nogle frygter endog at sådanne forsikringer vil få folk til at arrangere deres egen kidnapning for at modtage forsikringspengene. I Colombia, Italien og Tyskland er det ikke tilladt at tegne kidnapningsforsikring.

Fortalerne peger på at kidnapningsforsikringer, som alle andre forsikringer, betyder at mange betaler for dét nogle få mister. De fremfører at en forsikring giver en vis tryghedsfølelse, eftersom den sætter familier og virksomheder i stand til at betale for hjælp fra professionelle som kan lette den spændte situation, forhandle om en lavere løsesum og gøre det lettere at fange kidnapperne.

[Ramme på side 7]

Stockholm-syndromet

I 1974 tog kidnapningen af Patty Hearst, datteren af bladkongen Randolph A. Hearst, en overraskende vending da hun sluttede sig til sine kidnappere og tog del i væbnet røveri sammen med dem. Et andet eksempel er en kidnappet spansk fodboldspiller der tilgav sine kidnappere og ønskede dem alt godt.

I begyndelsen af 1970’erne blev dette fænomen kaldt Stockholm-syndromet på grund af et gidseldrama der fandt sted i 1973 i en bank i Stockholm. Ved den lejlighed fik gidslerne et særligt venskab med deres vogtere. Ifølge bogen Criminal Behavior kan et sådant forhold tjene som beskyttelse for den kidnappede. „Jo mere offeret og vogteren lærer hinanden at kende, jo mere sympati vil de ofte nære for hinanden. Dette fænomen tyder på at forbryderen efter et stykke tid vil være mindre tilbøjelig til at volde gidselet skade.“

En britisk pige der blev kidnappet i Tjetjenien og voldtaget, siger: „Jeg tror at det var da vagten lærte os personligt at kende, at han indså at det var forkert at voldtage mig. Han holdt op med at voldtage mig og gav mig en undskyldning.“

[Illustration på side 4]

En kidnapning er en af de mest nerveopslidende og smertelige oplevelser en familie kan komme ud for

[Illustration på side 5]

Ofrene behøver trøst

[Illustration på side 7]

Som regel tages der meget lidt hensyn til gidslernes fysiske og hygiejniske behov