Hvor sikre er penge i banken?

UDTRYKKET „så sikkert som penge i banken“ betød engang at den omtalte genstand eller investering blev anset for at være helt sikker. Man brugte denne sammenligning fordi man regnede med at banken var et sikkert sted at anbringe sine penge.

Men tiderne har skiftet. I dag er der mange mennesker der har deres tvivl om hvorvidt det nu er så sikkert at sætte penge i banken. Og deres indstilling er ikke ubegrundet; finanseksperterne har nemlig også deres tvivl.

En overskrift i The Wall Street Journal lød: „Voksende bekymring for det vestlige banksystems stabilitet.“ Artiklen bemærkede at mange banker i vestens industrialiserede lande har problemer. Deres økonomiske stilling er blevet forringet. Et stadig større antal økonomer mener at bankernes tilstand i øjeblikket er den værste siden den store depression som begyndte i 1929.

Flere bankkrak for nylig er kommet som et chok. I oktober 1974 blev Franklin National Bank i New York erklæret insolvent. Den havde været U.S.A.s tyvende største bank, og det var det største bankkrak i landets historie. Flere andre banker måtte lukke samme år. I Tyskland krakkede fire banker, blandt andet den største privatejede bank, I. D. Herstatt. Flere andre europæiske banker måtte lukke, mens andre berettede om store tab. Stadig flere banker blev presset til det yderste af deres ressourcer.

Disse problemer minder om den vanskelige tid under depressionen. Dengang var der tale om bankkrak verden over; i De forenede Stater lukkede omkring halvdelen af bankerne, 4000 banker alene i 1933. De fleste af dem blev aldrig åbnet igen.

Kunne det ske igen? Er bankerne på vej mod en ny katastrofe? Hvor sikre er de i øjeblikket?

Voksende bekymring

Bankerne er direkte afhængige af den almindelige økonomiske situation. De genspejler derfor økonomiens sundhedstilstand og den kurs den tager.

Alting viser at verdensøkonomien, især for den vestlige verdens og Japans vedkommende, befinder sig i en meget dårlig tilstand. Aldrig før har så mange lande haft så store økonomiske vanskeligheder på samme tid.

Den franske præsident Valéry Giscard d’Estaing gav udtryk for manges følelser da han advarede om at verden befinder sig midt i en omfattende økonomisk krise og at „alle kurver peger på en katastrofe“. Land efter land er ramt af løbsk inflation, pengemangel, nedgang i arbejdernes realindkomst, kronisk arbejdsløshed og fattigdom.

Udviklingen begyndte at tage denne retning for flere årtier siden; men situationen blev betydeligt forværret da oliepriserne for nylig blev firdoblet, og næsten hvert eneste olieimporterende land har måttet sætte sig i gæld for at kunne klare de stigende oliepriser.

Efter at adskillige europæiske banker måtte lukke og andre, blandt andet en schweizisk bank, havde lidt svære tab, skrev The Wall Street Journal: „Systemet er sygt,“ og tilføjede:

„Selv ikke det berømmelige schweiziske banksystem er usårligt. Så kan man i det hele taget kalde noget sikkert i dag? . . .

Aldrig har så mange uberegnelige faktorer truet markedet og de elementer som bestemmer markedets bevægelser. . . .

Når selv den største schweiziske bank bliver snydt i en handel med fremmed valuta, kunne man vel spørge: Hvor er verden på vej hen? Pessimisterne har allerede et svar parat på dette spørgsmål.“

Hvorfor har bankerne problemer?

Hvorfor har så mange banker problemer? Hvorfor er nogle af de største banker krakket? Af stort set samme grund som når andre forretningsforetagender og privatpersoner går fallit. Den slags sker når udgifterne vokser hurtigere end indkomsten. Når dette fortsætter går man fallit.

Bankernes udgifter indbefatter poster som renter til indlånere, lønninger og understøttelse til ansatte, og udgifter på fast ejendom. Nogle banker har på det sidste påtaget sig en anden voksende udgift; de har selv taget lån for at kunne låne ud til andre. Men de udgifter (i form af renter) som bankerne pådrager sig ved at låne penge er usædvanlig høje.

I løbet af 1974, under lavkonjunkturen, blev bankerne også ramt på andre måder. Nogle gav for mange lån med stor risiko. Når låntagerne, som følge af de dårlige markedsforhold, ikke kunne tilbagebetale pengene på det aftalte tidspunkt, eller overhovedet ikke, var det bankerne der led tab. De banker som havde anbragt deres penge i fonds eller obligationer led tab når disse tabte i værdi. Andre banker led svære tab ved spekulation, ved at gætte forkert i forbindelse med valutamarkedets bevægelser hvor kurserne flyder i forhold til hinanden.

I løbet af året led mange banker yderligere tab fordi folk hævede deres penge. Mange banker mistede betydelige beløb på grund af folks nervøsitet, eller fordi folk hævede penge for at investere i mere rentable foretagender. Dette medførte at bankerne ikke havde tilstrækkeligt med penge til udlån mod renter, og dette gik ud over bankernes indtægter.

Af forskellige grunde er der således sket et opsving i bankernes udgifter, og i mange tilfælde har indtægterne ikke kunnet følge med. Ressourcerne måtte strækkes til det yderste, og for nogle banker resulterede det altså i at ballonen sprang.

Bankernes store problemer i 1974 har forårsaget en del bekymring. Man er blandt andet bekymret over at problemerne kunne overrumple så mange autoriteter. Business Week bemærker: „Nu er der så de gensidige beskyldninger og spørgsmålene om hvordan ikke blot bankerne men også de myndigheder som regulerer økonomien, kunne gætte forkert så mange gange i de forløbne ti år.“ Dette forretningstidsskrift bemærkede endvidere:

„Taget under ét er systemet [det amerikanske banksystem] i større vanskeligheder nu end nogen sinde siden 1930rne; et uhyggeligt antal banker har optaget for mange lån og givet for mange lån, har spredt sig over for stort et felt og har haft for lille en kapital. . . .

Der vil sikkert komme en hidtil ukendt bølge af banksammenslutninger og konsolideringer når de mindre fisk bringer sig i sikkerhed, og der vil uden tvivl forekomme flere bankkrak.“

Den egentlige årsag

Hvad er årsagen til denne økonomiske usikkerhed? Der er naturligvis flere årsager, men en af disse må fremhæves fremfor de andre. Denne årsag er gang på gang blevet fremhævet af økonomer som en hovedårsag til problemerne. Det er for megen gæld.

I flere årtier har folk, forretningsforetagender og regeringer brugt flere penge end de tjente. De har måttet tage stadig flere lån for at kunne klare sig. Deres ønsker er vokset hurtigere end deres evne til at betale, og for at klare sig har de måttet tage flere lån.

Men før eller senere må lånene betales tilbage, og hvis indtægterne ikke stiger tilstrækkeligt kan gælden ikke betales. Og hvis man ikke kan låne flere penge fordi kreditorerne mister tilliden til ens økonomi, går man fallit. Dette sker i øjeblikket for flere og flere enkeltpersoner, forretningsforetagender og endog for banker. I bogen The Coming Credit Collapse skriver investeringseksperten Alexander Paris:

„Man kan i virkeligheden tilskrive alle de økonomiske sygdomstegn en enkelt fundamental årsag. De kan alle spores tilbage til en lang række tilfælde af voksende gæld, som hurtigt nærmer sig sin afsluttende fase. . . .

I hele efterkrigstiden [efter 1945] er mængden af ubetalt gæld vokset med en hastighed der i gennemsnit konstant har været to til tre gange større end væksten i landets evne til at producere varer og yde tjenesteydelser. Og denne hastighed er vokset yderligere i de senere år. . . .

Denne tendens i kreditten har resulteret i en voksende, men kunstig, efterspørgsel som ved sine umiddelbare og sekundære virkninger har været årsag til de fleste af de økonomiske og finansielle problemer som folk der investerer i dag, stilles over for.“

Business Week har også henledt opmærksomheden på denne egentlige grund med ordene:

„De forenede Stater, såvel som den øvrige del af verden, er i en sørgelig forfatning i dag. Amerikanerne har sat sig i for stor gæld fordi de regnede med at velstanden ville fortsætte, så nu søger de desperat efter en løsning på problemer som der ikke findes nogen patentløsning på. . . .

Man mistede kontrollen over verdens største økonomiske systemer lang tid forinden [før den kolossale stigning i olieprisen] . . . og alt hvad oliekrisen har gjort er at fremskynde den uundgåelige regnskabets time.“

Gældens omfang

Og gældens omfang er virkelig enormt. I løbet af 1974 nåede De forenede Staters gæld op på over to og en halv billion dollars. Det er mere end den samlede værdi af et helt års tjenesteydelser og produktion. Denne gæld var fordelt mellem firmaer, som skyldte omkring en billion dollars, forbundsregeringen, som skyldte omkring 500 milliarder dollars, de enkelte stater og kommuner, hvis gæld var på omkring 200 milliarder dollars, forbrugerne, som skyldte omkring 200 milliarder dollars, og gæld på pantebreve, som var på omkring 600 milliarder dollars.

I øjeblikket er firmaernes gæld femten gange så stor som deres avance når skatten er betalt, det vil sige dobbelt så stor som i 1955. De enkelte familiers gæld svarer til 93 procent af indkomsten når de faste udgifter er betalt, hvilket vil sige en kraftig forøgelse i de seneste år. Hele landets pengebeholdning svarer således til kun en brøkdel af dets samlede gæld.

Man regner med at hele verdens gæld er på over 10 billioner dollars, og det er usandsynligt at den nogen sinde vil blive betalt. Det er en tendens som har gennemsyret hver afkrog af økonomien, i så høj grad at det ville skade lige så meget som inflationen hvis folk ville nøjes med at købe for de penge de har tjent. Hvorfor det?

Hvis man holdt op med at låne og hvis man betalte for det man købte ville folk ikke købe så meget, og det ville forretningsverdenen og regeringerne heller ikke; man måtte derfor skære drastisk ned i produktionen. Mange mennesker ville blive arbejdsløse, og det industrialiserede samfund, som har affolket landdistrikterne og koncentreret folk i byerne, ville ikke kunne klare sådan et chok.

Den vestlige verdens „velstand“ er blevet opbygget på lånte penge. Den er ikke ægte. Tiden er nu kommet da gildet skal betales, men man har ingen penge at betale med. Denne side af problemet bekymrer verdens ledende mænd. Så mange mennesker, firmaer og regeringer står på fallittens rand at selv nogle få tilfælde kunne starte en kædereaktion der ville få den vestlige verdens økonomi til at synke i knæ. New York Times har sagt: „Presset fra de kraftigt stigende oliepriser, sammen med den løbske inflation og det stigende underskud på betalingsbalancen, har fået regeringer overalt i verden til at vakle.“

Hvordan det påvirker bankerne

Med så stor en kronisk gæld kunne større tilfælde af fallit være meget farlige for bankverdenen. Business Week har bemærket at mange „aktieselskaber er syge — og deres sygdom skyldes hovedsagelig at de ikke kan klare sig uden lån“. Også forbrugerne og de fleste regeringer er „syge“ på grund af gæld.

Enhver bank ved at hvis blot nogle få større kunder der har lånt penge ikke kan betale deres gæld, vil banken komme i store vanskeligheder. Hvis flere forretningsforetagender og enkeltpersoner ikke er i stand til at betale deres gæld på grund af økonomiske vanskeligheder, kan regeringerne ikke på nogen måde træde hjælpende til, eftersom de fleste regeringer også er ramt af gæld — og for det meste er det bankerne de skylder penge.

I 1947 forsikrede det amerikanske statsstyrede selskab FDIC (Federal Deposit Insurance Corporation) for eksempel indlån i banker på op til 20.000 dollars, men senere samme år blev grænsen hævet til 40.000 dollars. Dette forsikringsselskab havde imidlertid kun en reserve på 5¹/₂ milliard dollars, mens de indlån som det „forsikrede“, næsten beløb sig til 470 milliarder dollars. Åbenbart ville selv nogle få bankkrak være nok til at dette forsikringsselskab gik fallit.

Men bankerne kan i stor udstrækning takke sig selv for deres nuværende vanskeligheder. Investeringseksperten Alexander Paris bemærker: „Bankerne har villigt deltaget i den økonomiske forringelse der er sket i efterkrigstiden, både i De forenede Stater og i den øvrige del af verden.“ Han bemærker at banksystemets økonomiske sundhed „på alle områder har været udsat for stadig forringelse i hele efterkrigstiden, og alle tidligere grænser for hvad der blev anset for passende er blevet overskredet i ønsket om at øge avancen“.

Det kommende sammenbrud

Betyder det at bankerne snart vil krakke? Autoriteterne fremhæver at regeringerne kan gøre meget for at hindre dette, i det mindste for en tid, og uden tvivl kan der gøres noget for at afhjælpe situationen midlertidigt.

Det er blevet foreslået at regeringerne pumper flere penge ind i bankerne; men dette ville øge gælden og fremme inflationen. Regnskabets time ville blive udsat, men afregningen ville blive værre. Som en finansekspert siger: „Det ville ikke helbrede systemet. Det er det samme som at give en fuld mand en drink for at gøre ham ædru.“

Der er mange som siger at myndighederne simpelt hen ikke vil tillade bankerne at bryde sammen. Men hvis det er tilfældet, hvorfor har de da ikke forhindret at situationen er blevet så desperat som den er? Hvis de havde haft en løsning på problemerne ville verdensøkonomien allerede nu have været stabil, sikker og blomstrende i stedet for at være på sammenbruddets rand. Husk også at „autoriteterne“ få uger før den store depression påstod at den var en umulighed.

I den vestlige verdens „frie“ økonomiske systemer udgør begivenhederne en selvstændig magtfaktor. De kan ikke altid kontrolleres. Det fremgår tydeligt af den kendsgerning at der før har været depressioner og kriser i disse lande. I denne forbindelse siger Hyman Minsky, der er professor i økonomi ved Washingtons universitet:

„Der er større sandsynlighed for en alvorlig økonomisk krise nu end nogen sinde siden 1930rne.

Ifølge den vedtagne visdom kan et økonomisk sammenbrud og en alvorlig depression ikke indtræffe igen, fordi forbundsregeringens reserver og regeringen selv vil forhindre det.

Men i vor tids økonomiske miljø har myndighederne ikke megen magt. Det de gør for at bremse inflationen kan meget vel udløse en økonomisk krise, og det de gør for at forhindre en krise og bremse arbejdsløsheden virker fremmende på inflationen. . . .

I løbet af efterkrigstiden er sikkerhedsmargenen blevet betydelig mindre, og når sikkerhedsmargenen er smal bliver det økonomiske system ustabilt. En fallit kan føre flere med sig, og mange tilfælde af fallit, især blandt pengeinstitutter, bliver en økonomisk krise. . . . Historiens store depressioner er kommet i kølvandet på økonomiske kriser.“

Andre økonomer kalder dette „dominoteorien“; nogle få store foretagender går fallit og udløser en kædereaktion. The Wall Street Journal beskriver det således:

„Selv nogle af de praktiske mænd som til daglig er beskæftiget i forretningslivet, indrømmer at de frygter det værste. . . .

Ifølge dominoteorien i dens mest absolutte udformning ville et enkelt større bankkrak være nok til at svække de af verdens banker der havde penge i klemme og foranledige at folk i panik ville hæve så store beløb at også disse banker ville vakle.

Det indledende sammenbrud kunne udløses af hvad som helst lige fra tab som følge af spekulation i fremmed valuta til en stor låntagers fallit, for eksempel en regering som plages af de stigende udgifter på olieimporten, eller et aktieselskab som er ramt af inflation og lavkonjunktur.“

Franz Ulrich, der er administrerende direktør ved Deutsche Bank i Düsseldorf, siger således: „Til tider kan jeg ikke frigøre mig for følelsen af at en sådan dag ikke er langt borte.“ Og Guido Carli, som i fjorten år har været direktør for Den italienske Bank, siger: „Verden kan ikke fortsætte sådan i det uendelige. Vi må acceptere lavkonjunkturens følger. Det vil begynde i de svagere lande som Italien og brede sig til de stærkere. Hele det pengesystem og det handelssystem, som vi har opbygget siden anden verdenskrig, vil falde fra hinanden.“ Som en finansekspert sagde til en journalist fra New York: „Det gamle system er færdigt.“

Skribenten Ray Vicker fra The Wall Street Journal konkluderer derfor: „Der findes ingen sikker havn, uanset hvor man vil søge efter den.“

Vil det sige at man skulle hæve de penge man har i banken? Hvad man ønsker at gøre med sine midler er ens egen sag, men er de andre steder hvor man kunne opbevare sine penge, mere sikre? Husk at pengene ofte i sig selv bliver værdiløse når der indtræffer et økonomisk sammenbrud.

Nærmer vi os et økonomisk sammenbrud? Ja, og det vil blive et fuldstændigt sammenbrud. Intet lands penge vil være sikre. Det gælder uanset hvor de befinder sig, i en bank, i en boks, i en kagedåse, i papirer eller skjult under madrassen.

Hvordan kan vi være sikre på det? Fordi Guds ord gennem de bibelske profetier fortæller os at selv de regeringer som har udstedt pengene vil bryde sammen og knuses fuldstændigt. (Dan. 2:44) Ja, Bibelen viser at ikke engang kostbare metaller vil kunne yde nogen beskyttelse når dommen over denne selviske verden eksekveres: „Deres sølv kaster de ud på gaden, deres guld regnes for snavs; deres sølv og guld kan ikke redde dem på [Jehovas] vredes dag.“ — Ez. 7:19; Zef. 1:18.

Dette vil bane vej for en fuldstændig ny verdensordning, som vil være Guds værk. I denne nye tingenes ordning vil den nuværende forskel mellem ussel fattigdom og grænseløs rigdom være borte. Depression og inflation vil høre fortiden til. Alle jordens økonomiske forhold vil blive retfærdigt administreret af Guds himmelske regering, den regering som Jesus Kristus lærte sine disciple at bede om. — Matt. 6:9, 10.