Er dine penge sikre i banken?
’TIDLIGT mandag morgen begyndte de at stille sig i kø. De trodsede det kolde vejr og udsigten til fem timers ventetid. Bankfolk, økonomer og politikere havde forsikret at der ikke var grund til uro, hvilket kun øgede panikstemningen. Over hele landet, ja, i det meste af verden, blev banker belejret af skarer af mennesker der alle stillede samme krav: VI VIL HAVE VORES PENGE!’
Ordene er opdigtede, men kunne en nyhed af denne art en dag i nær fremtid blive til virkelighed? For nylig citerede The Wall Street Journal økonomen Alan Greenspan for at sige at „sandsynligheden for et farligt banksammenbrud er større end den har været i de sidste halvtreds år“. Hvorfor står det sådan til?
Hvor er pengene blevet af?
Du hører måske til dem der for nylig har lånt penge i banken, og husker hvor omhyggelig og forsigtig banken var før den sagde ja. Forbavsende nok er bankerne ikke altid så forsigtige når det drejer sig om store beløb. Mexico, der har store olieforekomster, fik for eksempel med lethed et lån på cirka 57 milliarder dollars. Derefter kom der en verdensomspændende rentestigning, og oliepriserne faldt. Mexico kom på fallittens rand. Der indtraf en mindre panik blandt bankinvestorer da der bredte sig et rygte om at Mexico måske ikke ville kunne honorere de store lån. Hurtigt traf man nødforanstaltninger for at kunne tilføre landet endnu flere penge. En krise blev afværget, men også andre lande, for eksempel Polen og Brasilien, har stort besvær med at betale deres enorme gæld.
Dertil kommer milliarder af kroner som er investeret i erhvervslivet. I nogle lande var det før i tiden skik at store foretagender finansierede deres drift ved salg af obligationer (en form for langfristede lån) til offentligheden. Men da renterne steg, solgte investorerne deres obligationer og flyttede deres penge til mere givtige områder. Firmaerne blev henvist til mere kortfristede banklån med højere renter. Og bankerne kunne til gengæld miste en formue hvis disse firmaer gik fallit. Et eksempel på dette er det amerikanske Drysdale Government Securities Corporation, der for nylig gik fallit, hvilket viser hvor sårbare bankerne er — de mistede 285 millioner dollars!
Er bankerne som dominobrikker?
Nogle økonomer frygter at disse faktorer tilsammen kan fremkalde en slags domino-effekt: hvis den ene falder, falder de alle. Antag at et land kommer ud for statsbankerot, eller nogle store firmaer går fallit. En eller to større banker kunne samtidig gå fallit. Dette kunne gøre indlånere i andre banker bekymrede, så de begyndte at hæve deres penge. Hvis panikken bredte sig, kunne resultatet blive en voldsom likviditetskrise, eftersom bankerne kun har en begrænset kontantbeholdning. Bankerne ville komme i desperat kontantmangel. Kædereaktionen kunne brede sig til et verdensomspændende økonomisk sammenbrud!
Bankfolk siger imidlertid at noget sådant er utænkeligt. David Rockefeller, tidligere formand for Chase Manhattan Bank, hævdede for nylig i et interview at banksystemet er „meget velfunderet“. Ganske vist „har bankerne mange indbyrdes forretninger, så der er stor afhængighed dem imellem“. Han fandt det imidlertid „højst usandsynligt“ at hele verdens banksystem skulle falde sammen som følge af en sådan domino-effekt. Men da banksystemerne er totalt afhængige af offentlighedens tillid, forstår man selvfølgelig hvorfor deres ledere udtrykker sig så optimistisk.
’Men et land vil da ikke tillade at en af dets store banker går fallit,’ indvender du måske. Tænk så på hvad der skete i Italien. Sammenbruddet af Banco Ambrosiano fik stor omtale på grund af bankers nære forbindelser til Vatikanet. Da den skandaleombruste bank kom i vanskeligheder, nægtede den italienske centralbank at støtte den, til mange europæiske bankfolks forskrækkelse. Mange føler at dette nu på farlig vis vil danne skole.
„Fred og sikkerhed“ i finansverdenen?
Den 10. oktober 1982 stod der i The New York Times at „folk fra finansverdenen forudsiger at frygten for et internationalt økonomisk sammenbrud til sidst vil drive parterne til forståelse“. Under krisen i trediverne gik det dog anderledes. Nationerne undgik ethvert samarbejde og søgte i stedet at „beskytte sig selv mod det langvarige uvejr i verdensøkonomien uden hensyn til deres handlingers eventuelle skadevirkning på andre lande“. Intet tyder på at landene i mellemtiden er blevet mere uselviske. For eksempel har inflationsramte lande ofte ladet deres renteniveau stige, skønt det har været ødelæggende for fattigere lande.
Bibelen forudsiger imidlertid at fremtrædende folk på et tidspunkt om ikke så længe vil erklære at „fred og sikkerhed“ er i sigte. (1 Tessaloniker 5:3) Det vil vise sig om en sammenlappet løsning af de økonomiske problemer i verden spiller nogen rolle i den forbindelse. Men hvordan kan man i mellemtiden gribe de økonomiske problemer an?