Livet som matador — hvor tilfredsstillende er det?
En der realiserede sin drøm om at blive matador, fortæller sin egen historie.
I NÆSTEN tyve år havde jeg drømt om at blive matador, og nu var øjeblikket omsider kommet. Det var den 2. april 1967, i Alcalá de Henares, Madrid.
Da jeg forlod hotellet blev jeg mødt af en stor skare venner og tilhængere som ønskede at være sammen med mig denne betydningsfulde dag. Denne eftermiddag skulle jeg, ved den ceremoni der kaldes alternativa, tildeles titlen matador de toros, den højeste professionelle rang inden for tyrefægtning.
De der førte mig frem var seniormatador Curro Romero, der var ceremoniens gudfader, og som officielt vidne den berømte matador El Cordobés, Manuel Benitez. Efter at jeg kort var blevet budt velkommen i denne eksklusive kreds af professionelle fik jeg overrakt det der almindeligvis kaldes los trastos de matar, fagets værktøj. Det vil sige kården og muletaen, den lille kappe der bruges til at narre tyren med.
Derpå blev jeg omfavnet af de to erfarne matadorer. Og til sidst mødte jeg tyren. Jeg bestod prøven. Nu ventede der mig en lovende karriere. Endelig havde jeg opnået det jeg så længe havde stilet efter.
Et tidligt ønske om at blive matador
Som dreng var jeg bidt af tyrefægtning. Jeg plejede at sidde i døren til den lokale frisørsalon blot for at høre mændene snakke om det. Dengang talte man endnu om en af de berømteste tyrefægtere der nogen sinde har levet, Manolete (Manuel Rodriguez), der blev dræbt af en tyr i 1947.
Jeg havde øvet mig på tyrefægtning i nogen tid, men uden rigtige dyr. Så fik jeg en chance. Det var i december 1958, da jeg kun var femten år gammel.
Nogle ældre venner ville om natten tage ud til en kvægfold for at øve sig. Jeg overtalte dem til at tage mig med. Med noget besvær fik de skilt en vild ko ud fra flokken. Derefter skiftedes vi alle fire til at „fægte“ med den. Da vi var færdige diskuterede vi hvem af os der havde været bedst. En af de andre sagde at det havde jeg. Det forbavsede mig, for jeg havde ingen idé om hvad der var godt eller dårligt i forbindelse med tyrefægtning. Fra da af tog mine ældre venner mig med til deres natlige tyrefægtninger, og jeg fik en masse erfaring.
En nat strejfede en ko mig med sit ene horn og flængede mit ansigt fra mundvigen ned til hagen. Den eneste læge jeg havde var min kammerat, som hældte aguardiente, en billig cognac, i såret. Det var første gang jeg mistede blod, og jeg anså det for en ære. Men hvordan ville jeg reagere næste gang? Ville jeg være bange for at møde en tyr i en arena med publikum på?
Mens jeg grundede over sådanne spørgsmål blev jeg blot endnu mere besluttet på at blive en berømt matador.
Jeg styrer mod målet
Min fader gjorde alt for at hindre mig. Han slog mig og nægtede mig mad. Når han opdagede at jeg var borte om natten, låste han døren så jeg kom til at tilbringe resten af natten på gaden. Da jeg var omkring seksten besluttede jeg mig derfor til at løbe hjemmefra sammen med to kammerater der også ville være matadorer.
Vi tog til Salamanca i den nordlige del af landet, omkring 700 kilometer fra mit hjem i Palma del Rio. Vi rejste som blinde passagerer med godstog, vi frøs og sultede, men vi klarede os ved at tigge mad på gårdene og somme tider ved at stjæle kyllinger. Nu og da tænkte jeg på at rejse hjem igen, men tanken om glansen og æren ved at være matador fik mig til at fortsætte.
En dag hørte vi at der skulle være en tyrefægtning i Ciudad Rodrigo i provinsen Salamanca. Dér er tyrene så store at kun ganske få er villige til at vove livet i arenaen. Men mit ønske om at blive matador var så stort at jeg ikke bekymrede mig om faren. Jeg tænkte kun på at blive berømt.
Ved denne lejlighed fik jeg, på grund af mit vovemod, nogle penge, nok til at jeg kunne komme til Madrid. Dér kom jeg, med nogle slægtninges hjælp, på en tyrefægterskole. Jeg var der i tre måneder for at øve mig på det der kaldes salón-tyrefægtning, og for at forbedre min stil.
Min første egentlige kamp
Nu var jeg novillero, det vil sige novice. For at nå mit mål og blive fuldt uddannet matador måtte jeg have erfaring og optræde for publikum.
Endelig oprandt dagen da jeg for første gang kæmpede i en egentlig tyrefægtning og havde mit navn på plakaterne. Det var i 1963, i min hjemby Palma del Rio i provinsen Córdoba. Det var byens helgenfest der blev fejret, og som det er skik og brug i de fleste byer omfattede festen to tyrefægtninger.
I arenaen var jeg så opsat på at vinde at jeg er sikker på at mit raseri var større end tyrens. Og jeg vandt virkelig — jeg fik tildelt såvel ørerne som halen af tyren, den største belønning, samt retten til at vende tilbage næste dag. Også anden gang gik det godt. Alle tiljublede mig og sagde at jeg ville blive en god torero eller matador.
En forretningsmand ønskede at repræsentere mig som min manager. Min fader havde ændret indstilling og var ikke længere imod at jeg blev matador, for nu så han de økonomiske fordele. Hos en notarius gav han mig frihed og overdrog mig til manageren, idet jeg stadig var mindreårig. Min moder var imidlertid imod det, på grund af faren.
Videre mod målet
Min manager var en stor hjælp for mig i begyndelsen, idet han arrangerede nogle kampe som jeg havde brug for med unge tyre. Det gav mig lejlighed til at udvikle mig og blive bedre. Men så holdt jeg op med at gøre fremskridt, for min manager var amatør i faget og kunne ikke hjælpe mig til at nå op på den standard en fuldt udlært matador må have. Min kontrakt med ham gjaldt for fem år, og den eneste måde jeg kunne komme videre på var ved at købe mig fri, og det gjorde jeg. Jeg måtte afstå en stor sum penge, men jeg blev i det mindste fri til at fortsætte min karriere.
Med en ny manager fik jeg kontrakt på en kamp i Bilbao, som har en af de betydeligste og største tyrefægtningsarenaer i Spanien. Det viste sig at blive en vigtig kamp i min professionelle karriere.
Under mit arbejde med kappen fik tyrens ene horn fat i kappen og spiddede den til jorden. Uden kappen til at narre tyren med, var jeg forsvarsløs. Jeg kunne være løbet i sikkerhed med æren i behold, men uerfaren som jeg var, og fordi jeg gerne ville gøre succes, blev jeg stående. Jeg sparkede efter tyrens hoved, men et af dens horn fik fat i mit venstre lår og gennemborede det næsten.
Blodet flød. Publikum ville givetvis acceptere at jeg fortrak. Et øjeblik var jeg ubeslutsom. Men ønsket om at sejre og komme videre mod mit mål — at blive en fuldt udlært matador — viste sig at være stærkere end smerten i benet. Jeg spurgte efter en ny kappe, og til trods for at arenaens ledere søgte at standse mig, mødte jeg igen tyren. Jeg begyndte at føle mig svag.
Selv om tilskuerne ikke ønsker at se en tragedie, gribes de dog af spænding og forventning når faren for matadoren er stor. På trods af kvæstelsen gjorde jeg arbejdet med kappen færdigt og dræbte tyren. Under folkets jubel og hyldest gik jeg æresrunde i arenaen, og blev bagefter bragt til skadestuen. Efter at have fået førstehjælp blev jeg overført til det særlige hospital for tyrefægtere i Madrid.
Aviserne bragte referater af kampen, så folk med interesse for tyrefægtning blev opmærksomme på mig. Der blev også vist et billede af hvordan jeg, med gennemboret lår, kæmpede med tyren. Jeg blev berømt og fik engagementer til at kæmpe i de bedste arenaer i Spanien og Sydfrankrig. Således nåede jeg endelig mit mål og tog alternativa den 2. april 1967.
Tilfreds med at være matador?
Jeg begyndte nu at få op til 15.000 kroner for hver corrida eller tyrefægtning. Men efter at jeg havde betalt min cuadrilla eller gruppe af assistenter, samt rejseudgifter, fortæring, hotelregninger og 10 procent til min manager, blev der ofte mindre end 10 procent tilbage til mig selv. Jeg samlede mig ikke de rigdomme jeg havde set frem til; faktisk brugte jeg mere end jeg tjente idet jeg regnede med at tjene mere næste sæson.
En tid syntes jeg det var vidunderligt at være matador — det gav mig berømmelse, hyldest og smiger. Men efterhånden begyndte jeg at indse at folk mere var venner af matadoren end af mig selv personligt. De kunne lide at sole sig i den glans og ære der tilfaldt den sejrrige matador og at blive set sammen med ham. Efter gode kampe var hotellet fuldt af „venner“; der blev arrangeret fester til ære for mig. Men når det gik skævt i arenaen, glimrede disse „venner“ ved deres fraværelse.
Desuden fandt jeg ud af at al tyrefægtning blev styret af et lille antal stærke mænd. Nogle få empresarios sad på de store tyrefægtningsarenaer, og om man fik kontrakt på at kæmpe i dem eller ej, afhang mere af ens forbindelser end af ens dygtighed. Og journalisterne skrev som regel ikke om en matadors triumfer i arenaen medmindre de fik deres „drikkepenge“ i forvejen.
Og så var det næsten uundgåeligt at blive stanget. Det gjorde naturligvis ondt rent bogstaveligt, men det gjorde også ondt i tegnebogen, for sæsonen varer kun få måneder, og når man blev stanget kunne man blive ukampdygtig i fjorten dage til en måned eller endnu længere. Jeg blev stanget syv gange, og efterhånden kom arrene på min krop til at ligne vejene på et landkort.
Lidt efter lidt erkendte jeg at livet som matador ikke var helt som jeg havde forestillet mig. Men det var dog noget andet der fik mig til at tvivle på værdien af det liv jeg førte.
Matadoren og det religiøse
Religionen er nært forbundet med tyrefægtning. Før hver kamp går matadorerne som regel ind i en lille helligdom fyldt med helgenbilleder for at bede; mange har et transportabelt alter med rundt. Jeg husker at jeg ved en lejlighed som sædvanlig bad foran mit alter før jeg skulle i arenaen, men da jeg kom tilbage opdagede jeg at der var gået ild i det! Hvis jeg var kommet bare et øjeblik senere, ville hele værelset være udbrændt. Det fik mig til at tænke. Hvis mine helgenbilleder ikke kunne redde sig selv, hvordan kunne de så beskytte mig under en tyrefægtning? Tvivlen nagede mig.
Ved en anden lejlighed, hvor jeg optrådte i Frankrig, gik jeg til skrifte, som jeg også plejede. Vi var flere der ventede, og vi var forbavsede og skuffede over at præsten ikke kom ud og betjente os. Da han så hørte at jeg var der, kom han ud og betjente mig, men ignorerede de ydmyge mennesker der havde ventet længe på ham. Sådanne hændelser begyndte at svække min tro på den katolske kirke. Men jeg troede på Gud og havde respekt for Bibelen. Ja, jeg kunne lide at læse i Bibelen.
Engang stillede jeg en præst nogle spørgsmål angående Bibelen og forklarede at jeg gerne ville forstå den. Men det frarådede han mig; han sagde at Bibelen kun var for teologerne og at jeg ville blive vanvittig af at læse den. Det bedrøvede mig og svækkede min tro på kirken endnu mere.
Noget bedre at leve for
Omkring denne tid — det var i efteråret 1968 — bankede det en dag på døren mens min kone og jeg sad og spiste morgenmad. Min kone lukkede op, og udenfor stod to kvinder som begyndte at tale med os om Bibelen. På hvert eneste spørgsmål jeg stillede, svarede de ud fra Bibelen. Jeg undrede mig meget; sådan ville jeg gerne kunne bruge Bibelen. Da jeg læste de skrifter jeg fik af dem, indså jeg at det var her jeg kunne få den bibelkundskab jeg så gerne ville have. Snart havde vi et regelmæssigt bibelstudium i vort hjem.
Netop ved den tid blev jeg opfordret til at deltage i en tyrefægtning som led i en religiøs fest på en kvægfarm. Biskoppen af Sevilla var til stede, og jeg lagde mærke til hvordan han nød det hele. Men af en eller anden grund følte jeg mig ikke hjemme.
I løbet af min karriere må jeg have dræbt omkring 240 tyre. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med, når jeg så andre matadorer kæmpe med en tyr der blødte og led meget, at føle medynk med dyret. Efterhånden som jeg kom mere ind i Bibelens lære indså jeg at tyrefægtning ikke er et håndværk for sande kristne. Tyrefægtningen i forbindelse med den religiøse fest på kvægfarmen blev min sidste.
Efterhånden som jeg lærte at Gud vil skabe en retfærdig ny verdensordning og jeg begyndte at værdsætte denne hensigt fra Guds side, fik jeg også et stærkere ønske om at tjene ham. (2 Pet. 3:13) Det blev min hovedinteresse. Og eftersom Gud ifølge Bibelen ønsker at alle skal høre om hans nye ordning, begyndte jeg at fortælle andre om den. — Matt. 24:14.
Mange blev overraskede og glade når jeg ringede på hos dem. De var ivrige efter at tale med mig om tyrefægtning. Men hver gang benyttede jeg lejligheden til at forklare at der findes noget som er langt bedre end tyrefægtning — nemlig at kende og tjene den store Skaber. Jeg har selv erfaret det. — Indsendt.