Vi var de tyrefægtende „hekse“

TYRENE var meget store. De må hver have vejet omkring et halvt ton. Mine to søstre og jeg kæmpede normalt mod unge tyre, men denne gang var det fuldvoksne dyr med frygtindgydende horn. Vi kunne selvfølgelig have nægtet at kæmpe mod dem, men hvordan ville tilskuerne mon have reageret? De havde betalt for at komme ind og se Las Meigas (Heksene) kæmpe mod disse tyre, og vi ville derfor ikke skuffe dem. Vi gik tøvende ind i tyrefægterarenaen.

Du spekulerer måske på hvorfor tre søstre var blevet tyrefægtere. Det var ikke for at vise at kvinder er lige så gode som mænd til dette. Det var udelukkende af økonomiske årsager at vi gik ind i denne mandsdominerede verden.

Som teenagere forlod vi vores hjemby i det nordvestlige Spanien og tog til Madrid, hvor vi håbede på at finde et job. Men da der ikke viste sig noget fulgte vi et råd fra en ven der tidligere havde været torero og besluttede os for at „prøve lykken med tyrene“. Vi kaldte os selv Las Meigas, da det var et navn der let kunne identificere os med vores oprindelsessted i Spanien, og også fordi vi håbede på at kunne forhekse tyrene. Efter kun to års hård læretid blev vi for alvor tyrefægtere.

Farer og død

Vi kæmpede som regel mod de unge to-treårige tyre, der ikke er så aggressive og stærke. Det er dog ikke ensbetydende med at det er ganske ufarligt, for de er som regel hurtige og meget adrætte. Vi var imidlertid heldige; rent bortset fra en brækket ankel, nogle grimme hudafskrabninger og en skade i benet, slap vi uden alvorlige kvæstelser. Selv da vi mødte de store, voksne tyre, kunne vi forlade arenaen uskadte.

I tyrefægtersæsonen kæmpede vi ofte mod fire tyre om formiddagen og fire om eftermiddagen. Med tiden blev det næsten lige så let for os at slå en tyr ihjel som at rede vore senge. I løbet af en periode på otte år kæmpede vi mod og dræbte omkring 1500 tyre i arenaer rundt omkring i Spanien, Portugal og Frankrig. Vort mål var at få en kontrakt i Sydamerika, hvor der var virkelig store penge at tjene, nok til at kunne købe en ranch og avle tyre til tyrefægterarenaerne.

Selv om det var behovet for at tjene penge der fik os til at begynde, blev hoveddrivkraften snart efter et ønske om spænding, berømmelse og rigdom. Trods farerne nød vi det! Sandt nok hørte vi indimellem om en tyrefægters død, og det påvirkede os nogle få dage, idet det mindede os om de farer der er forbundet med denne beskæftigelse. Men angsten forsvandt hurtigt. Når vi gik ind i arenaen sagde vi altid: „Lad kampen begynde!“ i stedet for at ønske hinanden held og lykke.

En anden slags kamp

I 1984 skete der noget som fik os, mine søstre Milagros, Elda og mig, til at ændre vore livsmål og i høj grad vor levevis. Vi begyndte alle tre at studere Bibelen med Jehovas Vidner, og vi blev begejstrede over det vi lærte om Guds rige og om det fremtidige paradis som Gud har lovet. Men så stod vi over for at skulle træffe et svært valg. Var vores job i overensstemmelse med det vi lærte?

Til slut var der to ting som overbeviste os om at vi ikke kunne fortsætte som tyrefægtere. For det første lagde vi mærke til den atmosfære der var ved arenaerne. Tilskuernes fanatisme mindede meget om den der var i et romersk cirkus. Var det passende omgivelser for kristne kvinder?

Det andet problem havde at gøre med Guds beskyttelse. De tyrefægtere der er katolikker søger næsten alle beskyttelse hos deres yndlingsmadonna eller -helgen. Jeg har endog set nogle have et transportabelt alter stillet op på deres hotelværelse, som de så kan bede ved idet de stoler på at det vil frelse dem fra at komme til skade i arenaen. Vi blev imidlertid klar over at vi ikke kunne bede Jehova om beskyttelse når vi forsætligt var onde ved dyr og satte vort liv på spil for at tjene penge og tilfredsstille tilskuerne. Vi besluttede derfor at holde op med tyrefægtning.

Lige så snart vi havde truffet denne beslutning fik vi tilbudt den længe ventede kontrakt i Sydamerika! Muligheden for at tjene mange penge var inden for rækkevidde. Vi stod imidlertid fast på vores beslutning, og den 3. oktober 1985 optrådte vi for sidste gang som „Heksene“. Omkring et års tid senere blev vi døbt, og nu bestræber vi os for at ’kæmpe troens gode kamp’. — 1 Timoteus 6:12.

Vi arbejder stadig sammen, men nu er det i en restaurant og ikke i en arena. Vi er meget lykkelige fordi vi har fundet noget der er bedre end berømmelse og rigdom — et godt forhold til den almægtige Gud og et sikkert håb for fremtiden. Vi ser frem til det tidspunkt hvor det vil være muligt at kæle med vilde tyre i Guds nye verden. Til den tid vil hverken mennesker eller dyr „volde skade eller forårsage ødelæggelse . . . for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. (Esajas 11:9) — Fortalt af Pilar Vila Cao.