Kirkerne rammes af pengesorger

I DISSE økonomisk stramme tider bruger folk som regel kun penge på ting de virkelig har brug for. Føler de noget behov i forbindelse med kirkerne? Statistikker viser at kirker i alle dele af verden får mindre og mindre ind i form af bidrag. I lande hvor kirkerne ikke er statsstøttede, som for eksempel i De forenede Stater, kan dette være en alvorlig sag for dem. Resultatet er blevet at mange kirker og andre religiøse organisationer er kommet ud for hårde økonomiske prøvelser.

For nu at se nærmere på de amerikanske kirkers pengesorger, så er der sket en procentvis nedgang i det beløb amerikanerne giver som bidrag til deres religiøse organisationer. I 1964 fik kirkerne næsten 50 procent af alt hvad der blev givet til „velgørende formål“. I 1973 fik de kun cirka 41 procent, svarende til 10 milliarder dollars. Forholdet var det samme i 1974. Dette er en betragtelig nedgang.

Mens kirkernes indtægter daler, så stiger deres udgifter til gengæld. Fra det katolske ærkebispedømme i San Francisco i Californien meldes det at for hver ekstra dollar der er modtaget i de seneste år, har man måttet give fem dollars ud på grund af stigende omkostninger. Og fra Liverpool i England lyder en meddelelse: „Kollekterne kan ikke holde trit med de stigende omkostninger.“

Pengesorgernes virkning

Den pavelige statssekretær kardinal Jean Villot har advaret om at der måske vil blive skåret ned på staben ved Vatikanet på grund af de stigende udgifter. Stramningen har allerede nu givet sig udslag i højere priser i Vatikanets supermarked og på dets benzintank. Vatikanets økonomiske status blev bestemt ikke bedre i 1974 da det mistede omkring 350 millioner kroner i forbindelse med Sindona-skandalen i den italienske bankverden.

Også mange protestantiske kirker er kommet i klemme fordi bidragene falder og priserne stiger. Calvary-baptistkirken i Denver måtte i 1974 indgive konkursbegæring; Thomas Road-baptistkirken i Lynchburg i Virginia blev simpelt hen overtaget af sine kreditorer, og Rex Humbards „Cathedral of Tomorrow“ i Akron i Ohio undgik med nød og næppe at gå fallit.

Det kendte evangeliske blad Christianity Today skrev for nylig på en lederplads: „For første gang i ti år har Det amerikanske Bibelselskab udsendt en kraftig appel om økonomisk støtte seks uger før årets slutning . . . Religious Heritage of America har meldt at det vil nedskære sine udgifter for at kunne forblive solvent. Billy Graham har annonceret planer om nedskæring.“

I almindelighed er kirkernes administrationscentre hårdere ramt end de lokale kirker. Hvorfor? Fordi de lokale kirker beholder alt hvad de kan for at være i stand til at klare deres egne udgifter, så der bliver mindre tilovers som de kan indsende til „moderkirkerne“.

Også jødiske synagoger må nu spekulere på hvad de kan gøre for at komme ud af deres pengesorger. „Vore menigheder gennemgår en yderst vanskelig tid,“ siger rabbiner Bernard Ducoff, som er præsident for rabbinerrådet for det nordlige Californien og leder af det jødiske uddannelsesråd. Han tilføjer: „Mange af dem har betydelige underskud. De har fundet det nødvendigt at skære ned på antallet af medarbejdere og appellere om flere bidrag.“

De enkelte præster kan også mærke de økonomiske problemer. En årelang undersøgelse som De amerikanske kirkers Nationalråds bureau for kirkeledelse har foretaget blandt nitten protestantiske trossamfund, viser at 22 procent af sognepræsterne har verdslig beskæftigelse ved siden af. Det er en forøgelse på 15 procent på ti år. Og 45 procent af hustruerne har nu et job, hvilket er dobbelt så mange som for ti år siden.

Ikke bare et spørgsmål om penge

Men er kirkernes pengemangel kun et udslag af de økonomisk dårlige tider? Nej, det ser ud til at der er meget mere der spiller ind.

For eksempel anvender forbrugerne, på trods af økonomiske problemer, flere og flere penge på underholdning og fritidsinteresser. Med andre ord: Folk har penge nok til at more sig for, til at gøre det de gerne vil — men ikke til deres kirker. Ifølge ugebladet Business Week sagde Orville Slutzky, som driver et vintersportscenter i nærheden af New York, på et tidspunkt i påskeferien, idet han betragtede mængden af turister: „Mange af disse mennesker er måske arbejdsløse, men de får understøttelse, og de bruger pengene på at more sig.“ Også filmindustrien lever i bedste velgående.

Men hvad er det så der ligger til grund for kirkernes pengemangel?

Tilsyneladende finder flertallet af kirkegængere ikke at det er særlig vigtigt at afse penge til deres kirke!

Det ser ud til at mange nærer denne opfattelse fordi de har mistet respekten for kirkerne, og som følge heraf har kirkerne mistet deres tag i hjorden. Det katolske blad Commonweal indrømmer: „Når paven taler, taler han til en stadig mindre flok. . . . Han bliver ignoreret . . . for en stor del fordi pavestolen ikke længere anses for at være en betydningsfuld moralsk faktor.“

I mange menneskers øjne adskiller kirken sig ikke længere fra andre institutioner i verden. Når politikerne har kaldt til krig, har kirkerne gjort det samme. Da „den frie moral“ blev populær, opfordrede kirkerne til at følge den. Når „videnskaben“ kritiserer Bibelen, stemmer præsterne i. Deraf har folk sluttet at der egentlig ikke er nogen forskel mellem kirkerne og resten af verden.

Betoning af penge

Dertil kommer kirkernes stærke betoning af penge. Kirkerne har gang efter gang prøvet at skaffe flere penge ved hjælp af lotterier og spil. I modstrid med Bibelens lære har de lagt stor vægt på at indsamle penge, og dette har fået mange til at vende dem ryggen.

For eksempel er det i nogle trossamfund almindeligt at betale tiende. Det er rigtigt at Gud i fortiden, under den lov han gav det gamle Israel gennem Moses, krævede at hans folk skulle give mindst en tiendedel af deres indtægter til levitterne, som tjente ved helligdommen. Men dette krav ophørte med Jesu Kristi død og opstandelse. (Kol. 2:14) Bibelen viser at bidrag i den sande kristne menighed skal givet efter hvad den enkelte „har besluttet i sit hjerte“, og ikke „tvungent“. — 2 Kor. 9:6, 7.

Imidlertid har præsten Robert Schuller fra Garden Grove Community Church i Californien udtalt: „Vi tror at de der betaler tiende af et oprigtigt hjerte, vil få enestående økonomiske velsignelser . . . fordi de trofast har bidraget til Guds arbejde.“ Og John Durkee, som underviser kirkelige grupper i „effektiv ledelse“, siger at „vejen til et liv i overflod i tider som disse er at betale tiende og derigennem nå frem til velstand“. Han tilføjer: „De der giver og forpligter sig til at give, kommer aldrig til at få modgang eller økonomiske problemer.“

Hugh McNatt fra Miami i Florida er ikke af samme mening. Han har sagsøgt sin kirke med den begrundelse at ’Gud har ikke belønnet mig for 800 dollars i betalt tiende’. Han hævder at han, trods præstens forsikringer, ’hverken fik velsignelse eller belønning i løbet af de tre år der er gået siden han gav sit bidrag’.

Hvor findes den åndelige føde?

Der er endnu en årsag til de økonomiske problemer, og den har at gøre med selve læren. Der er en voksende erkendelse blandt offentligheden af at kirkerne ikke har givet deres medlemmer sande åndelige goder.

Uden tvivl er dette grunden til at mange religiøse aviser og tidsskrifter er gået ind i løbet af de seneste måneder. Bladet The Christian Century siger: „Det er en kendsgerning at i den protestantiske verden i Amerika er den religiøse avis næsten uddød.“

Men findes der et trossamfund som ikke lægger hovedvægten på det materielle? Findes der bøger og blade som hjælper deres læsere til at blive forkerte vaner, handlinger og opfattelser kvit, og som virkelig kan hjælpe en til at opnå et gudfrygtigt sind?

Vi vil gerne henvise til noget der allerede i 1879 stod at læse i det andet nummer af bladet Vagttårnet (som dengang udkom på engelsk under navnet Zion’s Watch Tower):

„’Zion’s Watch Tower’ har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte. Når Han der siger: ’Mit er sølvet, og mit er guldet’ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi tage det som et tegn på at tiden er inde til at lade bladet gå ind.“

Det omtalte nummer af bladet kostede 5 cents. I U.S.A. koster Vagttårnet stadig 5 cents — skønt omkostningerne ved fremstillingen og forsendelsen i dag er langt højere end dengang. Bladet er vokset fra et oplag på nogle få tusind til næsten ti millioner eksemplarer to gange om måneden. Tyder dette ikke på at bladet opfylder et behov? Jo, det har lagt vægten på de åndelige værdier, ikke de materielle.

I de mere end seksoghalvfems år Vagttårnet har eksisteret, har det altid anbefalet Jehova Guds høje principper, som fremsættes i Bibelen. Mange har læst Vagttårnet i årtier. De sætter pris på at bladet leder opmærksomheden hen på Bibelen. Dette blads læsere kan naturligvis, ligesom alle andre mennesker, komme ud for økonomiske problemer. Men i Jehovas vidners lokale menighed vil de i hvert fald ikke blive bedt om at betale tiende eller en anden fast procentdel af deres indkomst. Dér vil de heller ikke blive udsat for ubehagelige og ubibelske indsamlingsmetoder. I rigssalen er der simpelt hen en bidragsbøsse hvor de der har lyst til det, kan lægge et bidrag til støtte af menighedens arbejde. Hvad angår Vagttårnsselskabet, så driver det ingen kampagner for at få penge; de bidrag det modtager, er indsendt på fuldstændig frivillig basis.

De sorger kirkerne oplever er altså ikke bare et resultat af nutidens økonomiske problemer. Ser det ikke snarere ud til at de har mistet folks støtte fordi de ikke længere lægger vægt på åndelige rigdomme, men i højere grad på materielle? Hvorfor støtte disse kirker? Vi vil opfordre Dem til at slutte Dem til det folk som nyder sande og varige åndelige goder.