Hvad siger Bibelen?

Har man lov at gribe til selvforsvar?

I MANGE dele af verden stiger vold og kriminalitet. Især i de større byer føler mange sig ikke engang sikre i deres eget hjem. Hvad nu hvis man bliver truet på livet? Skal man ’vende den anden kind til’?

Jesus Kristus talte ganske vist om at ’vende den anden kind til’. Men var det alvorlige trusler på livet han talte om? Han sagde: „Modstå ikke den der er ond; men uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.“ (Matt. 5:39) En lussing er ofte ment som en fornærmelse der skal provokere til kamp. Hvis den kristne ikke gør gengæld når han hånes i ord eller handling, kan han måske undgå flere ubehageligheder. Bibelen siger: „Mildt svar stiller vrede.“ — Ordsp. 15:1.

Situationen er imidlertid helt anderledes når man trues med legemsbeskadigelse. I sin lov til Israel viste Jehova Gud at man har lov til at forsvare sig. For eksempel sagde Loven om en tyv der brød ind i et hus om natten: „Hvis en tyv gribes på fersk gerning ved et natligt indbrud og bliver slået ihjel, da bliver der ikke tale om blodskyld.“ (2 Mos. 22:2) Om natten ville det være meget svært at afgøre den ubudnes hensigter. For at beskytte sig mod mulige skader havde husets ejer ret til at tildele ham svære slag. Og hvis disse slag var dødbringende blev han kendt fri for blodskyld.

Det er naturligt for os mennesker at vi søger at afværge skader på legemet. Hvis en genstand bliver slynget imod os, prøver vi instinktivt at komme væk eller i det mindste at beskytte hovedet. Det er det samme hvis et familiemedlem — hustru eller barn — bliver angrebet; da vil en mand instinktivt gøre alt hvad han kan for at hjælpe, selv om det måske vil koste ham livet. Sådanne handlinger er også i harmoni med det Jesus Kristus gjorde da han ofrede sit liv for menigheden. — Ef. 5:25.

Hvis man selv eller et medlem af ens familie kommer til at stå ansigt til ansigt med en mand eller kvinde der bærer våben, hvad kan man så gøre? I den udstrækning tiden og de menneskelige evner tillader det, må man vurdere situationen og prøve at bedømme om vedkommende kun ønsker penge eller andre værdigenstande, eller er besluttet på at volde legemlig skade. Det vil bestemt være dumdristigt at sætte livet på spil i et forsøg på at beskytte forgængelige materielle ejendele. Hvis man afleverer penge eller andre værdigenstande uden at gøre modstand vil truslen på livet ofte bortfalde. Moseloven betragtede også et menneske som blodskyldigt hvis det tog en tyvs liv om dagen. (2 Mos. 22:3) Hvorfor? Åbenbart fordi man om dagen kunne se hvordan tyven så ud og anmelde ham. Da Moseloven viser hvordan Gud ser på det spørgsmål, kan vi forstå at en kristen ikke kan hævde at handle i selvforsvar hvis der i realiteten kun er tale om at forsvare nogle ejendele over for en genkendelig forbryder.

På den anden side kan det være helt klart at den der er bevæbnet ønsker at dræbe. Hvad så?

Hvis der er mulighed for at flygte kan man foretrække det. I Bibelen er der flere eksempler på at nogle valgte at flygte, deriblandt Jesus. Engang tog nogle jøder sten op for at kaste dem på ham; men Jesus skjulte sig og gik ud af templet’. (Joh. 8:59) Om en anden lejlighed læser vi: „Så prøvede de igen at pågribe ham; men han kom uden for deres rækkevidde.“ — Joh. 10:39.

Hvis det ikke er muligt at flygte kan man måske prøve at tale angriberen til fornuft. Men til andre tider vil man miste kostbar tid hvis vedkommende er fast besluttet på at øve vold. Måske har man kun den udvej at bruge det der er for hånden til at forsvare sig selv eller andre med. Det kan resultere i at angriberen får et dødeligt slag. Den der således handler i selvforsvar pådrager sig ifølge Bibelen ikke blodskyld.

I betragtning af den stigende lovløshed har nogle kristne tænkt på om de skulle anskaffe sig et våben for at beskytte sig ved et eventuelt angreb. Man ved at Jesu apostle havde mindst to sværd. (Luk. 22:38) Det var ikke noget usædvanligt, for jøderne på den tid var underlagt Moseloven der tillod væbnet kamp. Et sværd var også af værdi hvis man skulle værge sig mod vilde dyr; og det kunne tjene nyttige og fredelige formål, ligesom en økse eller en stor kniv.

Men som begivenhederne den 14. nisan år 33 e.v.t. viste, ønskede Jesus Kristus ikke at hans jødiske disciple brugte sværd under omstændigheder der kunne provokere til væbnet modstand mod landets myndigheder. Da Peter for eksempel brugte et af sværdene mod de folk der var kommet for at arrestere hans herre, sagde Jesus: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Matt. 26:52) I dette tilfælde handlede Peter ikke i selvforsvar; han gjorde modstand mod myndighederne og endog mod Guds vilje. Det var pøbelens hensigt at arrestere Jesus og bringe ham for rådet.

Det er godt at huske at vi ikke kan forberede os på alt det der kan ske. Den kristne er derfor forstandig når han ikke bekymrer sig for meget om sine materielle behov og sin sikkerhed. Jesus Kristus gav dette råd: „Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på.“ (Matt. 6:25) Jesus sagde ikke at man ikke skulle arbejde for at skaffe det nødvendige til livets opretholdelse, men han understregede at man ikke skulle vise det overdreven interesse. På samme måde er det rigtigt at sikre sin personlige sikkerhed, men det er noget helt andet hvis det bliver årsag til overdreven ængstelse.

En kristen skulle derfor alvorligt overveje de mulige farer der er ved at skaffe sig et dødbringende våben, for eksempel en pistol, til selvforsvar. Ikke sjældent har let adgang til et skydevåben sammen med panik eller ubesindighed ført til unødvendige dødsfald. Der var en fyrreårig mand i Arkansas, U.S.A., som ladede sit haglgevær for første gang i fire år. Da der var sket mange tyverier i området var han besluttet på at beskytte sin ejendom. Tidligt næste morgen syntes han at høre en tyv der listede rundt uden for huset. Han fik fat i sit gevær og fyrede det af ved hoveddøren. Så tændte han lyset. Dér i døråbningen lå hans trettenårige datter — død.

Før man køber et dødbringende våben bør man betragte begge sider af sagen — den ene mulige fare i forhold til den anden. Man må afgøre hvad der er forbundet med den største risiko. Og naturligvis bør man i alle tilfælde følge de love staten har fastsat i forbindelse med køb og besiddelse af våben.

Af det foregående er det indlysende at Bibelen giver et menneske ret til at forsvare sig selv eller andre mod legemlig skade. Men den giver ingen bemyndigelse til væbnet konflikt eller til at tage menneskeliv i et forsøg på om dagen at beskytte materielle ejendele.