Den kristnes syn på selvforsvar

I EN verden der er fyldt med forbrydelser og vold bliver spørgsmålet om hvordan man kan beskytte sit liv og sin ejendom mere og mere aktuelt.

Det er et problem som alle må tage stilling til. Hvis man samtidig er et af Jehovas vidner har man også et andet problem at kæmpe med i denne forbindelse: Den modstand man møder fordi man er tro mod Jehova Gud.

For at afgøre hvordan man skal stille sig til spørgsmålet om selvforsvar, vender den kristne der har indviet sig til at gøre Jehovas vilje, sig til den højeste visdomskilde, Guds ord. Gennem et studium af Bibelen hjælpes han til at forstå de love og principper han må lade sig lede af. — 2 Tim. 3:16, 17.

Betyder det at den kristne, ifølge den lov Gud gav fortidens Israel, skal gengælde sår med sår og skramme med skramme, fordi der står sådan i Bibelen? (2 Mos. 21:24, 25) Nej, for kristne er ikke under denne lov. Efter Jesu Kristi død blev Moseloven og dens bestemmelser sat ud af kraft. Den blev efterfulgt af noget bedre, den kristne tingenes ordning. Apostelen Paulus viste at Jesus er „mellemmand for en bedre pagt“, og at han „dermed [har] erklæret, at den første er forældet“. (Hebr. 8:6, 13) Paulus sagde også: „I er jo ikke under lov, men under nåde.“ (Rom. 6:14) I de tilfælde hvor et kristent påbud hviler på et princip som også lå til grund for et af Moselovens bud, kan det naturligvis være værdifuldt at lægge mærke til hvordan man dengang greb sagen an i disse særlige tilfælde.

„Du skal elske din næste som dig selv“

Jesus sagde: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:39) På samme måde som man skal elske sin næste skal man også elske sig selv. Det betyder at man bør have omsorg for sit sind og legeme. Den kristne vil derfor ikke unødigt udsætte sit liv for fare, for det ville ikke være til ære for Gud. Eftersom den kristne har indviet sig til at gøre Guds vilje bør han beskytte sit liv så han kan tjene sin Skaber. — Rom. 12:1.

Jesus udsatte sig ikke for unødig fare. Ved en lejlighed blev de der lyttede til ham „fulde af harme, og de stod op og drev ham ud af byen og førte ham hen til randen af det bjerg, deres by var bygget på; dér ville de styrte ham ned“. Prøvede Jesus at slippe bort? Ja. Beretningen siger: „Men han gik sin vej midt imellem dem og drog bort.“ Under postyret var Jesus i stand til at bringe sig i sikkerhed. — Luk. 4:28-30.

Også apostelen Paulus elskede livet og passede godt på sig selv. Han flygtede mange gange fra farlige situationer. (Ap. G. 9:23-25; 14:5, 6) Selv da han befandt sig i myndighedernes varetægt arbejdede han på at blive løsladt ved at appellere til kejseren. — Ap. G. 25:11.

Det var Jesus der fremholdt det princip som gælder i disse tilfælde, for han sagde: „Når de forfølger jer i én by, så flygt til en anden.“ (Matt. 10:23) Den kristne må altså søge at undgå vanskeligheder når det er muligt. Så vil der ikke blive noget problem med hensyn til hvordan man skal forsvare sig.

Hvordan man undgår vanskeligheder

Det samme princip gælder også når man ikke bliver forfulgt for sin tros skyld. Lad os for eksempel antage at vi bor i en by hvor der ofte forekommer optøjer eller andre uroligheder. Hvad skal vi gøre? Vi kan vælge at flygte fra farerne. Hvordan? Det er måske ikke altid muligt at forlade området, men vi kan trække os tilbage til et sikkert sted inden døre og forblive der indtil faren er forbi. Som Ordsprogene 26:17 siger: „Den griber en hund i øret, som blander sig i uvedkommende strid.“ Den der følger dette råd bliver ikke indblandet i de uroligheder der forekommer i denne onde tingenes ordning. Han kommer dem ikke nær, ikke engang af nysgerrighed, men undgår dem når som helst det er muligt. Dette tjener som en beskyttelse for ham.

Det er klogt at prøve om man kan undgå at komme i en situation hvor man kan blive nødt til at forsvare sig. Lad os for eksempel sige at man møder en stridslysten person enten på gaden, på sin arbejdsplads, eller når man benytter et offentligt transportmiddel. Det princip man må følge når man står over for en sådan fjendtlig person lyder: Bær ikke mere ved til bålet. „Er der intet brænde, går ilden ud.“ (Ordsp. 26:20) „Mildt svar stiller vrede.“ (Ordsp. 15:1) Ved at tale i en venlig og mild tone kan man måske få den ophidsede persons vrede til at lægge sig, og undgå vanskeligheder.

Hvad nu hvis et sådant mildt svar ikke ændrer den andens fjendtlige holdning? Ordsprogene 17:14 siger: „Hold derfor inde [gå din vej, NW], før strid bryder løs.“ Ligesom det er klogt at flygte fra forfølgelse når dette kan lade sig gøre, vil den kristne, når som helst det er muligt, fjerne sig fra urimelige personer for at undgå vanskeligheder.

At undgå vanskeligheder betyder også at man ikke unødigt løber en risiko når man færdes ude. Man må være forsigtig når man færdes i farlige kvarterer, især om aftenen og natten. Det kan endog blive nødvendigt at skifte arbejde hvis ens nuværende job kræver at man kommer sent hjem og man må gennem farlige kvarterer. Dersom man følger de kristne principper kan det være en hjælp til at undgå vanskeligheder.

Når ens liv trues

Der findes imidlertid tilfælde hvor man ikke kan undgå vanskeligheder. Selv ved højlys dag kan man blive antastet af en bevæbnet røver. Hvad kan man gøre? Man kan eventuelt prøve at ræsonnere med røveren, måske forklare — hvis man er et af Jehovas vidner — at man er en kristen ordets tjener. Dette har mange gange resulteret i at kristne har fået lov til at være i fred.

Men hvad nu hvis dette ikke er tilstrækkeligt, og røveren er fast besluttet på at få ens penge? Ja, hvad er vigtigst, pengene eller livet? Man kan tjene Jehova uden de penge man har i tegnebogen, men ikke uden livet. Så svaret er indlysende. Livet er det vigtigste. Det er derfor meget uklogt at udsætte sit liv for fare blot for penges skyld. Eftersom mange røvere i dag ikke tøver med at bruge vold hvis deres offer gør modstand, er det praktisk visdom at lade dem få pengene.

Det samme gælder hvis en tyv trænger ind i ens hjem. Hvis han er bevæbnet får man måske ingen mulighed for at tilkalde politiet. Tyven er måske blot ude efter penge eller andre materielle ting. Modstand kunne medføre at familiens medlemmer led overlast eller blev dræbt, så det ville være uklogt at prøve at optræde som „helt“ for at forsvare materielle ting. Familiens sikkerhed kommer først.

Men hvad nu hvis man antastes af en voldsperson der begynder at angribe en? Så vil det muligvis ikke være nok blot at ræsonnere med vedkommende og fredeligt give ham sine materielle ejendele. I denne farlige situation er den kristne berettiget til at beskytte sig. Hvis man ikke kan slippe bort, kan man afværge slagene og forsvare sig og gøre hvad man kan for at overmande angriberen. Hvis der er flere eller mange angribere er det dog indlysende at selv et sådant forsvar kan være utilstrækkeligt.

Når man slår fra sig i selvforsvar kan man naturligvis komme til at gøre angriberen fortræd, ja måske oven i købet dræbe ham. Dette bør dog ikke være tilsigtet. En kristen der uforsætligt kommer til at dræbe en der overfalder ham, bør forstå at det er noget meget alvorligt der er sket. I erkendelse af at han kan have pådraget sig blodskyld for det der er sket, selv om det var uforsætligt, bør han ydmygt gå til Gud i bøn og søge hans tilgivelse gennem Kristus Jesus.

Hvad kan man gøre dersom ens familie eller åndelige brødre og søstre udsættes for fysisk overlast i ens nærværelse? Hvis der ikke er andre måder at få hjælp på, kan man gøre så megen modstand som muligt. Dette kan være livsfarligt, men som Jesus sagde: „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.“ (Joh. 15:13) Det kan, alt afhængigt af omstændighederne, vise sig hensigtsmæssigt at tilkalde hjælp i stedet for at prøve selv at klare situationen. Hvis en stor skare mennesker angriber ens familie eller kristne brødre kan det være bedst at få politiets hjælp dersom dette er muligt. Omstændighederne må derfor være afgørende for hvad man vælger at gøre. Det er endog muligt at den samme situation kan klares på forskellig måde af forskellige mennesker. Den enkelte må selv afgøre hvilken handlemåde det er bedst at følge, afhængigt af det kendskab han har til den øjeblikkelige situation.

Voldtægtsforsøg

Hvad skal en kristen kvinde gøre dersom hun, trods alle forholdsregler, antastes af en voldtægtsforbryder? Hvad skal hun gøre dersom hun ikke kan afskrække ham ved at ræsonnere med ham eller ved at påkalde Jehovas navn? Som kristen er hun forpligtet til at gøre modstand. Denne modstand indbefatter at hun skriger og laver så meget spektakel som muligt i et forsøg på at afskrække voldsmanden og tilkalde hjælp. Hvis hun stadig angribes og ikke kan rive sig løs og flygte, har hun ret til, om nødvendigt, endog at gøre sin angriber fortræd. Det er bydende nødvendigt at gøre modstand, for det voldtægtsforbryderen er ude efter er ikke penge men hendes dyd. Her er det et spørgsmål om hendes integritet over for Jehovas love. Det ville derfor på ingen måde være rigtigt at give efter, for det ville være at samtykke i utugt. — 1 Tess. 4:3.

Det princip man her må følge omtales i Femte Mosebog, kapitel 22. Der siges her: „Når en mand inde i byen træffer en jomfru, der er trolovet med en anden, og har samleje med hende, skal I føre dem begge ud til byens port og stene dem til døde.“ Hvorfor sagde Loven at pigen skulle dø? Det hedder videre: „Pigen, fordi hun ikke skreg om hjælp i byen.“ Hvis hun ikke gjorde forsøg på at skrige, ansås hun for at have indvilliget i utugt. Men hvis kvinden skreg og gjorde modstand og alligevel blev overmandet, var hun ikke meddelagtig: „Den trolovede pige skreg, men ingen kom hende til hjælp.“ — 5 Mos. 22:23-27.

Ville det være anderledes dersom manden var bevæbnet og truede med at dræbe en hvis man ikke gav efter? Nej, Bibelen siger klart at kristne har pligt til at „fly utugt“. (1 Kor. 6:18) Det er sandt at man i dette tilfælde kan miste livet. Men man har heller ingen garanti for at voldtægtsforbryderen, dersom man ydmygt giver efter, alligevel ikke dræber en for at undgå senere at blive genkendt.

Kristne kvinder gør klogt i at gøre alt hvad de kan for at undgå at blive et bytte for voldtægtsforbrydere. Bevidstheden om at denne generations moral er lavere end nogen sinde, bør få dem til at træffe alle forholdsregler. Undgå at færdes alene på farlige steder efter mørkets frembrud. Som Prædikeren 4:12 siger: „Når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod ham; tretvundet snor brister ikke i hast.“ Man bør også tænke på hvordan man klæder sig. Hvis en kvinde følger den udfordrende, vovede mode der nu er så fremherskende, antyder hun at hun er en kvinde med dårlig moral, og dermed indbyder hun til vanskeligheder.

Alligevel kan det ske at en kristen kvinde, trods alle forholdsregler og modstand, bliver overfaldet af en eller flere forbrydere og voldtaget. Dette er for ikke så længe siden sket i den afrikanske stat Malawi. Mange kristne kvinder blev voldtaget af pøbelsværme af ondsindede, dyriske mænd, især unge mænd. Det drejede sig om religiøs forfølgelse. Disse kvinder blev overfaldet fordi de nægtede at deltage i politisk virksomhed, hvilket ville have betydet at de brød deres integritet over for Jehova. Til trods for deres, deres mænds og andre kristne brødres modstand blev de alle overmandet af deres talmæssigt overlegne angribere. Men ved at gøre modstand, selv under sådanne omstændigheder, viser kristne mænd og kvinder hvor de står i dette spørgsmål.

Under sådanne omstændigheder må kristne gøre en stor indsats for at bevare ligevægten og ikke gribe til vold for at gøre gengæld efter et sådant overfald, med den tanke at det er det samme som selvforsvar. Det er korrekt at søge sin ret med alle juridiske midler, men det er ikke kristent at prøve at hævne sig efter overfaldet. „Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde,“ siger Jehova. (Rom. 12:19; 5 Mos. 32:35) Tænk på at Jehova fuldt ud er klar over den overlast hans tjenere har lidt. Bør vi mene at den store retfærdighedens Gud ikke til sin tid vil kræve menneskene til regnskab? Vi kan være forvissede om at Jehova snart vil tilintetgøre alle forhærdede, onde mennesker.

Vi kan også være sikre på at Jehova vil belønne dem der bevarer deres integritet, med evigt liv i hans nye tingenes ordning. Der vil de opnå et fuldkomment helbred, både fysisk og mentalt, og enhver fortræd som disse kristne har været udsat for, fordi de bevarede deres integritet over for Guds love, vil med tiden blive udvisket af deres hukommelse. Gud vil sørge for at de lidelser hans folk har været udsat for, bliver opvejet, så den forfærdelige død de har lidt i de romerske arenaer og i de tyske koncentrationslejre, eller de ydmygelser de er blevet udsat for af dyriske mennesker, som for eksempel i Malawi, ikke vil blive husket. „Det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ (Es. 65:17) Det er altid gavnligt at huske at Jesus sagde: „Sælges ikke fem spurve for et par skilling? og ikke én af dem er glemt hos Gud; ja, endog alle jeres hovedhår er talt; frygt ikke, I er mere værd end mange spurve.“ — Luk. 12:6, 7.

Skal man bruge våben?

Sådanne overfald på Jehovas tjenere får nogle til at spekulere på om de skal udruste sig med våben som revolvere og geværer for at beskytte sig selv og deres familie.

Det er sandt at der til tider blev brugt kødelige våben i fortidens Israel. Men som tidligere nævnt er de kristne ikke under Lovpagten. De er under den bedre kristne tingenes ordning, især under kærlighedens lov. (Joh. 13:34, 35) De har ’smedet deres sværd til plovjern og deres spyd til vingårdsknive’. (Es. 2:4) Hvordan skulle de da kunne gøre det modsatte og udruste sig med våben, og stadig betragte sig som kristne?

Kunne en kristen der bar våben for at beskytte sig, ikke let komme til at dræbe en uskyldig person og pådrage sig blodskyld over for Jehova? Synet af et skydevåben har desuden i nogle tilfælde fået røvere til at bruge deres våben og tage offerets liv. Hvis offeret ikke havde taget våben frem ville han måske blot være blevet bestjålet og ikke dræbt. I mange tilfælde har det at have et gevær i huset ikke været en beskyttelse for familien, men har resulteret i død når geværet er gået af ved et uheld, for eksempel når børn har leget med det.

Udrustede Jesus sig med våben da han regnede med at blive angrebet? Gjorde hans efterfølgere? Det fremgår klart af Andet Korinterbrev 11:23-27 at apostelen Paulus ofte befandt sig i farefulde situationer. Men følte han at det var nødvendigt at medføre et dødbringende våben for at beskytte sig selv eller den unge Timoteus, der rejste med ham? Kan vi forestille os apostlene eller Jesus forkynde kærlighedens ophøjede lov og samtidig udføre deres tjeneste bevæbnede med sværd og lanser?

Den eneste begivenhed hvorom det berettes at Jesu efterfølgere havde våben, indtraf før de på Pinsedagen fik den hellige ånd. Det var den aften Jesus blev pågrebet i Getsemane have. Hvorfor havde disciplene våben med? Fordi Jesus havde sagt de skulle! (Luk. 22:38-38) Hvorfor? For at Jesus på en magtfuld måde kunne vise at han, dersom han havde ønsket at gribe til kødelige våben i selvforsvar, kunne have gjort det. Men han gjorde det ikke! I stedet for irettesatte han ham der brugte sit våben, idet han sagde: „Alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.“ (Matt. 26:51, 52) Her viste Jesus altså blandt andet at han ikke ville søge at forsvare sig ved hjælp af sådanne dødbringende våben. Som Paulus senere sagde: „Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige [kødelige, fodnoten].“ — 2 Kor. 10:4.

Dette princip at man ikke bærer våben for at forsvare sig, tjener i virkeligheden i mange tilfælde som en beskyttelse. Hvordan det? Fordi der, hvis man tog sin tilflugt til dødbringende våben i den hensigt at forsvare forfulgte kristne, højst sandsynligt ville ske langt større skade end hvis man ikke brugte dem. Dersom Guds tjenere begyndte at bære våben og skyde på deres angribere når de blev forfulgt, ville de højst sandsynligt nedkalde politiets eller regeringstroppernes vrede over sig. Der ville sandsynligvis blive dræbt langt flere kristne end hvis de ikke bar våben. Og hvis kristne, som for eksempel de kristne i Malawi, havde været bevæbnet, ville nabolandene, som for eksempel Mozambique, sikkert ikke have givet dem adgang som fredsommelige flygtninge.

Men hvordan forholder det sig med at lære sådanne former for selvforsvar som boksning, karate og judo? Ved hjælp af sådanne færdigheder kan en mand dræbe en anden med sine bare næver, hvilket er grunden til at mange betragter hænderne på mænd der har lært at bruge dem på denne måde, som dødbringende våben. Da Jesus blev angrebet tog han ikke sin tilflugt til farlige karateslag, lige så lidt som han prøvede at kaste sine modstandere om på ryggen med et judogreb. Jesus og hans efterfølgere brugte ikke tiden til at lære hvordan de skulle kæmpe med kødelige våben. Bibelen siger formanende: „En Herrens træl behøver ikke at strides, man må være mild mod alle, . . . han må lægge bånd på sig selv når han lider ondt.“ (2 Tim. 2:24, NW) Husk også at den der øver sig i fysisk selvforsvar er langt mere tilbøjelig til at gribe til vold i vanskelige situationer end til at gøre hvad han kan for at undgå vold. Nej, sådanne forberedelser er i modstrid med ånden i Romerbrevet 12:18 (NW), hvor det hedder: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“

Hav det evige liv for øje

En kristen gør hvad han kan for personligt at forsvare sig selv og sin familie i overensstemmelse med de kristne principper. Men han forstår også at hans nuværende liv ikke er så betydningsfuldt at han vil gå på kompromis med hensyn til Jehovas love for at søge at redde dette liv. Lydighed mod Jehova og et evigt liv i hans nye tingenes ordning er langt, langt vigtigere.

Det allervigtigste i disse „sidste dage“ er at man bevarer sin integritet over for Jehova og ikke for enhver pris hænger ved det nuværende liv. At gå på kompromis med hensyn til Guds love for nu at redde sit liv ville i virkeligheden koste én livet, for Jesus sagde: „Den, som vil frelse sit liv, skal miste det.“ Han tilføjede: „Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?“ Hvis vi derimod ikke går på kompromis, men bevarer vor integritet over for Jehova, vil disse ord af Jesus gælde os: „Den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det.“ — Matt. 16:24-26.

Hvis man altid holder sig Jehova og det evige liv for øje vil man kunne bevare sin integritet. Selv når modstand eller forfølgelse truer én, vil man modigt stræbe efter det der behager Gud: „Thi da er man under nåden, om man, bunden til Gud i sin samvittighed, finder sig i genvordigheder, selv om man lider med urette. Thi hvad ros fortjener det, om I tålmodigt finder jer i at blive slået, når I forsynder jer? Men finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde.“ — 1 Pet. 2:19, 20.

Stå derfor fast. Bliv stærk i troen. Hav tillid til at Jehova vil give styrke til at modstå enhver form for modstand eller forfølgelse der kommer. „Kast din byrde på [Jehova], så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i evighed rokkes.“ (Sl. 55:23) Hvis man er kristen behøver man ikke at leve i stadig frygt for at blive overfaldet eller forfulgt. Man kan tillidsfuldt se fremtiden i møde mens man stræber efter at følge en kristen adfærd, i bevidstheden om at Jehova vil styrke og støtte én når der kommer vanskelige tider.

Samtidig kan man glæde sig over at vide at Jehova meget snart vil vise sin magt over for denne onde tingenes ordning og tilintetgøre alle dem der gør andre fortræd. Da vil han ganske bestemt belønne dem der bevarer deres integritet: „Thi retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“ — Ordsp. 2:21, 22.

[Illustration på side 403]

Modstand indbefatter at man skriger og laver så meget spektakel som muligt