Er Bibelen realistisk?
HVIS en rettesnor skal være realistisk, må den ikke alene være fri for falske forestillinger, den må også have nogle fornuftige råd angående vore forhold og problemer. Lad os i den forbindelse sammenligne menneskers tanker og forudsigelser med hvad Bibelen siger om fremtiden.
På trods af udsigterne til stadig inflation, arbejdsløshed og talrige internationale problemer, mener mange at forholdene vil blive bedre. De mener at der vil komme langsigtede løsninger på de politiske uoverensstemmelser, de racemæssige og nationalistiske stridigheder, fødevaremangelen og energikrisen. De tror at verden står på tærskelen til fred og sikkerhed.
Om fremtiden for et land som De forenede Stater har et kendt amerikansk blad udtrykt den opfattelse at „alt i alt er der gode udsigter for U.S.A., idet landet træder ind i en periode med fred. . . . Historien lader os forstå at scenen nu er ved at blive gjort klar til økonomisk vækst, lysere tider for landet. U.S.A. er før kommet styrket ud af vanskeligheder, og vil gøre det igen.“
Om udsigterne for verden som helhed skriver George W. Shepherd jun. i tidsskriftet The Christian Century: „I den virkelige verden . . . kan freden opbygges, smertefuldt, og kun på grundlag af internationale aftaler og med fuld anerkendelse af de fleste landes rettigheder og interesser, især den tredje verdens. Den eneste ramme vi har hvori en sådan aftale overhovedet kan fungere, er De forenede Nationer. Derfor ser vi en genoplivning af dette organ, samtidig med at der udfoldes nye fredsbestræbelser.“
Men hvad gør verdenslederne for at underbygge folks håb om de nuværende systemers beståen eller om en bedre verden? Fremsætter de ikke blot de samme løfter som ledende mænd har gjort i århundreder? Har ikke alle historiens verdensmagter gjort opmærksom på deres magt og herlighed for at få folk til at tro at de var verdens håb? Men hvor er deres magt og herlighed nu? Hører vi ikke de samme udtalelser i dag? Og selv om mange har mistet troen på deres ledere, så tror de — fordi de ikke har noget bedre at håbe på — at der en dag vil komme en som kan bringe orden i forholdene. Men er det realistisk?
Et eksempel på menneskers forudsigelser om denne verdens fremtid har vi i en udtalelse af nu afdøde Walter Lippmann, som citeret i The World Book Encyclopedia: „Hvis vi søger under overfladen vil vi se at noget man kunne kalde Den store Revolution er undervejs, og at vi må sætte vor lid til at denne Store Revolution vil indføre den fred og stabilitet som det universelle samfund til sidst kan blomstre under.
. . . Hvad er Den store Revolution? Det er en radikal ændring i menneskenes forhold. Det er et produkt af menneskets øgede viden, dets viden om hvordan de materielle livsbetingelser på jorden kan beherskes.“
Der er imidlertid også nogle der kun betragter sådanne „profetier“ som en drøm. I tidsskriftet U.S. News & World Report for den 5. maj 1975 stod der: „Nu om stunder hører man mindre og mindre tale om ’en ny verdensorden’. Det er næppe overraskende. Jorden synes i stigende grad at være opdelt i regionale grupper, ofte rivaliserende, sjældent samarbejdende. Selv disse ser ud til at være i større og større vanskeligheder, splittet af nationalisme, utrygge.“
Er Bibelens syn realistisk?
Derimod er Bibelens syn og de råd den giver, hverken forvirrende eller svingende. Den viser hvorfor menneskers planer slår fejl og hvorfor hvert nyt tiår fører værre problemer med sig. Som Guds inspirerede ord fortæller den os at menneskehedens nød skyldes den ufuldkommenhed vi alle er underlagt. (Rom. 5:12) Bibelen siger: ’Det står ikke til en mand at vandre og styre sine fjed.’ (Jer. 10:23) Bibelen oplyser også at Guds vejledning kunne være til hjælp allerede nu, i denne ufuldkomne verden, hvis man ville følge den. (Ordsp. 2:6-9) Men de fleste, og især verdens ledende mænd, nægter at følge Bibelens principper, og som følge heraf høster de splid og fordærv. Hvorfor? Først og fremmest fordi de ønsker at holde fast ved deres suverænitet uafhængigt af Gud. De vil ikke anerkende Gud som den øverste rådgiver og konge. — Apg. 4:24-26; Åb. 17:12-14.
Ja, Bibelen trænger på realistisk måde ind til kernen i menneskehedens problemer. Den giver en sandfærdig betragtning af de nuværende forhold og grunden til at de eksisterer. Men hvad med fremtiden? Profeterer Bibelen at hele menneskeheden vil gå til grunde på en „dommedag“, eller giver den et mere opmuntrende fremtidshåb?
Et realistisk syn på fremtiden?
For at finde svaret kan vi betragte den profeti Jesus udtalte efter at hans disciple havde spurgt: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Matt. 24:3) Under inspiration gav Jesus en nøjagtig beskrivelse af vor tid: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Alt dette er en begyndelse til veer.“ — Matt. 24:7, 8.
Den nuværende generation har set opfyldelsen af denne profeti, siden 1914. Markerede dette år ikke „en begyndelse til veer“ som var anderledes end tidligere krige og tilfælde af hungersnød? I sin bog „1914“ siger James Cameron: „I året 1914 kom verden, sådan som vi kendte og accepterede den, til en afslutning. I langt højere grad end noget andet år både før og siden blev dette det tyvende århundredes skilletegn.“
Hvorfor forholder det sig sådan? Fordi de krige vi har set i dette slægtled ikke har været almindelige krige. De er med rette blevet kaldt „verdenskrige“. Desuden sagde Jesus at der ville være „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind“, og at folk ville ’besvime af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord’. Disse og mange andre ting som Jesus profeterede om i Mattæus-evangeliet, kapitel 24, Markus-evangeliet, kapitel 13, og Lukas-evangeliet, kapitlerne 17 og 21, opfyldes nu; de karakteriserer i særlig grad den nuværende generations levetid. Jesus forudsagde også at „denne generation [som oplevede dette] skal afgjort ikke forsvinde før alt sker“. — Luk. 21:32.
Hvad er det han kalder „alt“ og som skal finde sted inden for én generations levetid? Det er blandt andet afslutningen på den nuværende, menneskeskabte tingenes ordning — ikke den bogstavelige jord med alle de mennesker der lever på den. Det vil betyde udfrielse fra de fordærvede, undertrykkende og forurenede forhold som menneskeheden befinder sig under. Jesus sagde til dem der ønsker at gøre det rette og som i tro ser hen til Bibelen: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ (Luk. 21:28) Bibelen forudsiger altså ikke en grufuld „dommedag“ hvor alt skal gå under; den giver lyse udsigter for dem der længes efter retfærdighed og fred. Den har kun mørke udsigter for dem der selvisk klynger sig til den fejlslagne tingenes ordnings fordærv og som nægter at anerkende Guds suverænitet. — 2 Tess. 1:6-8.
Foruden disse vidnesbyrd — angsten blandt nationerne, verdensledernes frygt for det der kommer over jorden, og den stigende kriminalitet, forurening og umoralitet foruden faren for en krig med kernevåben — hvilke andre beviser har vi så for at enden for den nuværende tingenes ordning er nær? Hvordan kan vi vide at det ikke vil vare ret meget længere, eller at det ikke vil blive udskudt til engang om mange hundrede år, som nogle siger?
Den sidste verdensmagt eksisterer nu
Bibelen indeholder en beretning, dels i form af samtidsbeskrivelser og dels i form af profetier, om syv verdensmagter der skulle fremstå i løbet af menneskehedens historie. Der er ikke tale om små, ubetydelige magter, men magter som hver på sin tid havde den største indflydelse. På det tidspunkt hvor de eksisterede var de hver for sig nummer ét blandt nationerne, en magt som alle de andre måtte regne med. Det drejer sig om Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland, Rom og den verdensmagt der tilsammen udgøres af England og Amerika. Daniels bog i Bibelen gav en nøjagtig omtale af de magter der eksisterede på Daniels egen tid, nemlig Babylon og Medo-Persien, og den forudsagde de tre følgende. Profetien kaldte den medo-persiske og den græske verdensmagt ved navn og beskrev de to følgende. Hvad sagde Daniels profeti om dem?
I det syn Daniel fik fra Gud så han fire store dyr som repræsenterede „konger“. (Dan. 7:17) De symbolske dyr var en løve (Babylon), en bjørn (Medo-Persien) og en panter (Grækenland), efterfulgt af et frygtindgydende dyr som var forskelligt fra de andre, og som havde jerntænder og ti horn. Fra dette dyr skød en anden „konge“ frem, et lille horn, der voksede sig stort og talte store ord. Det sidste horn skulle dømmes og fratages sin magt, ikke af endnu en verdensmagt, men direkte af den almægtige Gud. Dette frygtelige dyr var den romerske verdensmagt, og hornet der skød frem var den syvende verdensmagt, som skulle blive den sidste på jorden. Det er den anglo-amerikanske verdensmagt, England og Amerika tilsammen. — Dan. 7:2-12; jævnfør Daniel 8:20-22.
Hvis vi virkelig befinder os i den sidste tid for denne tingenes ordning, så er det en yderst kritisk og betydningsfuld tid vi lever på. Det betyder at vi lever på den tid hvor det messianske rige vil overtage herredømmet over jorden. For at vi skulle have tilstrækkeligt med beviser og ikke behøve at tvivle, har Gud, i Bibelens sidste bog, givet os fuld forsikring om at Daniels profeti er sandfærdig og at Messias’ tusindårige retfærdsstyre over jorden er nær. Apostelen Johannes, som levede under den sjette verdensmagt, romerriget, nedskrev en beretning om de syner Gud gav ham. Han skrev blandt andet: „Der er syv konger: de fem er faldet [før Johannes’ tid], den ene er der [romerriget], den anden er endnu ikke kommet, men når han kommer, skal han forblive en kort tid.“ — Åb. 17:10.
Den del af den syvende verdensmagt som udgøres af Amerika, har kun bestået i 200 år — en kort periode i verdenshistorien. Som en yderligere understregning af afslutningens nærhed taler Johannes også om en OTTENDE konge. Men denne konge skulle kun have kort levetid, han skulle ’stamme fra de syv’ og eksistere samtidig med den syvende verdensmagt. Denne „konge“ skulle være en verdensalliance, sammensat af træk fra de syv andre verdensmagter. Han „går bort til ødelæggelse“ sammen med den syvende verdensmagt. Ifølge Bibelen skulle der altså ikke eksistere nogen verdensmagt efter den syvende. Med den er det forbi. — Åb. 17:11.
Er Bibelen da realistisk når den forudsiger verdensforholdene nøjagtig som vi ser dem i dag, når den sætter os i stand til at fastslå hvor vi befinder os på tidens strøm — når den hjælper os til at se at udfrielsen er nær? Bibelen er ligefrem og ærlig i sin beskrivelse af verdensmagterne. Og den viser os at menneskers bestræbelser ikke kan føre til en løsning af verdens problemer og give glæde og lykke til alle. Bibelen er også realistisk når den siger at menneskers proklamation af „Fred og sikkerhed“ blot er en falsk trøst, som vil gå umiddelbart forud for ødelæggelsen af dette menneskeskabte system. — 1 Tess. 5:3.
Ja, Bibelen er mere realistisk end de løfter man hører fra politikere, økonomiske eksperter og endda fra præster. Den viser hvorfor verden har sine nuværende problemer og hvad der ligger forude. Men kan den give praktisk vejledning om dagliglivet, vejledning som vil være en hjælp allerede nu? Lad os undersøge sagen.