Et løfte som rækker videre

NÅR man præsenteres for noget nyt, vil man ofte spørge: ’Hvordan vil det gavne mig nu?’ Det er kun naturligt at ønske det gode gennemført med det samme. Men vi kan heller ikke overse fremtiden. En rettesnor for vor livsførelse vil afgjort mangle noget hvis den ikke fremholder et håb, hvis den ikke peger på et fremtidsmål. For uanset hvad vi har nu, så vil vor daglige livsførelse i høj grad bære præg af vort syn på fremtiden.

Bibelen fremholder netop et godt fremtidshåb, et glimrende mål at stile imod. Efter at have levet næsten tredive år efter de kristne principper, skrev apostelen Paulus: „Gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Tim. 4:8.

I den foregående artikel har du læst om forskellige mennesker som har opnået fordele nu fordi de har ændret levevis. Var det sådan at disse mennesker blot besluttede at forandre deres tilværelse og så førte deres beslutning igennem? Nej. De indså ganske vist at det de foretog sig, ikke var godt eller ikke gav dem den tilfredshed de ønskede, og de ville gerne gøre en forandring, men de vidste ikke hvad de skulle gøre og heller ikke hvordan de skulle gøre det. Nogle af dem havde lagt mærke til Jehovas vidner og set at de var glade og lykkelige og havde forandret deres liv til det bedre. Men de var ikke selv — i egen kraft — i stand til at foretage de samme forandringer. De måtte studere Bibelen og lære Guds hensigt med menneskeheden at kende. De måtte have hjælp fra Gud og fra andre kristne for at indse hvorfor de måtte lave om på deres tilværelse og for at erkende at Gud ville hjælpe dem med det. De lærte at dette virkelig ville gavne dem selv og deres familie. De behøvede noget at leve for, en hensigt i livet, og de lærte at denne hensigt måtte være i overensstemmelse med Guds hensigt.

Ja, disse oprigtige mennesker nåede til den erkendelse at det de måtte gøre for at få en bedre tilværelse nu, var at lære at leve sådan som det fra begyndelsen har været Skaberens mening — nemlig at leve i fred med familie og medmennesker og at frygte og tjene Gud, som er den eneste der kan lede en ad den rette vej. Bibelen siger: „Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“ (Mika 6:8) De lærte også at gudhengivenheden indeholder et løfte for ’det liv som skal komme’.

Et godt helbred — en betingelse for lykke

Hvad må vi have for til fulde at kunne glæde os over et kommende liv? Det første man tænker på, er sikkert et godt helbred. Uden et godt helbred kan man ikke virkelig nyde livet. Hvordan vil dette behov blive dækket i ’det liv som skal komme’?

Bibelen forsikrer os om at menneskene vil opnå et godt helbred når Guds rige har overtaget magten over hele jorden. Allerede nu vil lydighed mod Guds bud og principper hjælpe en til at undgå meget stress og mange sygdomme som nedbryder helbredet. Bibelens gode indhold „er liv for dem, der finder det, helse for alt deres kød“. (Ordsp. 4:22) Bibelens lære er „sunde ord“, ikke alene i åndelig forstand, men også fysisk, eftersom åndelig sundhed er en forudsætning for fysisk sundhed. — 2 Tim. 1:13; 4:3.

Men for at vi kan opnå en fuldkommen livskraft og sundhed, må vi direkte helbredes legemligt. En ret livsførelse vil ikke i sig selv være nok. Der skal mere til. Hvordan vil en sådan helbredelse finde sted?

Vi mennesker kan ikke helbrede os selv, for vi har fået ufuldkommenheden i arv. (Sl. 51:7) Vi gør alle noget som ikke er rigtigt, navnlig når vi er under pres. Det skyldes at vi alle er syndere — også de der ikke ønsker at gøre noget forkert. Det ord Bibelen bruger for „at synde“ betyder egentlig „at ramme ved siden af målet“. Vi kan ikke løfte os selv op ved vore egne støvlestropper. Intet menneske kan heller redde et andet, for vi hænger alle fast i det samme dynd; vi er alle underlagt ufuldkommenheden der til sidst ender med døden. Salmisten skrev at uanset hvordan mennesker er stillet — om de er rige, vise eller mægtige — kan „ikke én af dem . . . på nogen måde løskøbe selv en broder eller give Gud en løsesum for ham; . . . så han kunne fortsætte med at leve for evigt og ikke se graven“. — Sl. 49:6-9, NW.

Hjælpen må derfor komme fra Gud. Sygdom forbindes i Bibelen med synd, og helbredelse sættes i forbindelse med tilgivelse. Kong David indså hvilken situation menneskeheden står i, og han skrev til Israel: „Min sjæl, lov [Jehova], og glem ikke alle hans velgerninger! Han, som tilgiver alle dine misgerninger og læger alle dine sygdomme.“ (Sl. 103:2, 3; jævnfør Lukas 5:18-25.) Vi må vente på hans hjælp hvis vi ønsker at leve i fuldkommen sundhed. Hvornår finder denne lægedom sted? Under hans søns, Jesu Kristi, tusindårige herredømme. Alt tyder på at dette herredømme meget snart vil begynde. — Matt. 24:32-34.

Dette er i sandhed noget at se frem til — et virkeligt mål at stile imod — en stærk tilskyndelse til at lære Guds vilje at kende og at følge den. Men, vil du måske spørge, hvilken garanti har vi for at Gud vil gøre dette for os? Lad os se hvordan Bibelen giver os et solidt grundlag for troen ved nøje at forklare hvor omhyggeligt Gud har sørget for at menneskeheden kan læges og genrejses.

Hvordan Gud har sørget for at menneskeheden kan læges

Ligesom en fader elsker sine børn, elsker Jehova Gud det han har skabt. Jesus sagde, mens han var på jorden: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Denne søn havde været sammen med sin Fader i himmelen endog før jorden blev skabt. (Joh. 1:1; Åb. 3:14) Mens han var på jorden hentydede han til sin førmenneskelige tilværelse da han sagde til Gud i bøn: „Herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.“ — Joh 17:5.

Tænk på hvad Gud ofrede ved at sende sin søn til jorden idet han overførte hans liv til en jødisk piges moderskød for at han kunne blive født som et menneske og leve sammen med ufuldkomne, syndige mennesker! Og tænk på hvilken lydighed Guds søn lagde for dagen og hvilken kærlighed han viste Gud ved at give afkald på sin himmelske tilværelse for at komme ned til jorden og blive behandlet værre end en træl og til sidst lide en forsmædelig død. (1 Pet. 2:21-25) Om dette skrev apostelen Paulus: „Skønt han var i Guds skikkelse, . . . tænkte [han ikke] på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ — Fil. 2:6-8.

Hvorfor var det nødvendigt at han døde for at menneskeheden kunne blive udfriet fra døden? Jo, han var ikke menneskeslægtens fader, han var ikke dens overhoved, han ejede den ikke. Det gjorde Jehova Gud. Hvis Gud skulle fastholde sit eget retfærdige suveræne styre over universet kunne han ikke overse synden eller se gennem fingre med den. Han kunne ikke, som så mange regeringer og dommere gør i dag, lade forbryderne „slippe“ og således svække folkets moralske støbning. Der måtte erlægges et offer, en betaling der kunne gøre det ud for en løsesum. Denne sum skulle være et fuldkomment menneskeliv, svarende til det fuldkomne menneskeliv som vores stamfader Adam forspildte ved at synde. Adams synd bevirkede at hans efterkommere ufrivilligt blev solgt til trældom under synd og død. (Rom. 7:14; 8:20) Da Jesus Kristus blev et menneske var han i besiddelse af den nødvendige genløsningsbetaling, og han betalte prisen. Han købte menneskeslægten. Han måtte således blive en anden eller „sidste Adam“, med juridisk ret som deres livgiver. (1 Kor. 15:45) På denne måde blev retfærdighedens krav opfyldt. Gud udøvede sit herredømme med fuldkommen retfærdighed mens han samtidig viste barmhjertighed og skabte en udvej for den hjælpeløse menneskehed. — Rom. 3:23-26.

Jesus Kristus er nu menneskehedens genløser. Hvert eneste medlem af menneskeslægten tilhører nu ham og vil blive behandlet i overensstemmelse med Guds vilje. For Kristus, som har købt alle mennesker med sit eget livsblod, er vi alle dyrebare. Selv om en måske føler sig ringe og ubetydelig, er hans liv meget værdifuldt i Kristi øjne. Kristus vil ikke tillade at nogen ubegrundet går glip af livet. Vi kan derfor være sikre på at han under sit herredømme vil tage sig af os på samme måde som en venlig og kærlig fader. (1 Pet. 1:18, 19; jævnfør Lukas 15:4-10.) Vi behøver altså ikke tvivle det mindste på at vi vil få en retfærdig og barmhjertig hjælp, og blandt andet blive helbredt for alle vore sygdomme, hvis vi anerkender og følger Guds almengyldige principper om at elske og adlyde ham og elske vore medmennesker. — Matt. 22:37-40; Rom. 13:8-10.

Hvordan ved vi at Kristus kan gøre dette? Først og fremmest fordi han lever igen, eftersom han er blevet oprejst af sin Fader, Jehova Gud. (Apg. 2:32) Og ikke alene ejer han menneskeslægten idet han har købt den, men han har også magt til at gøre alt hvad der er nødvendigt for den — hvilket han ikke havde mens han endnu var på jorden. Apostelen Paulus skriver: „Netop derfor [på grund af hans lydighed til døden] ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden.“ — Fil. 2:9, 10.

Kristi opstandelse er altså et grundlag for troen — en garanti for at han vil hjælpe os. Ja, det er tilmed en garanti for at de der er „under jorden“, de der ligger døde i deres grave, vil få en opstandelse. (Apg. 17:31) Uanset om deres tidligere livsførelse har været god eller slet, vil de få lejlighed til at lære genløsningsforanstaltningen at kende og at tage imod den og lægge lydighed for dagen under Rigets retfærdige styre. (Apg. 24:15) De kan nå frem til fuldkommenheden og, ligesom resten af den lydige menneskehed, blive medlemmer af Guds familie. — Rom. 8:21.

En retfærdig „ny jord“

Vi fatter måske ikke fuldt ud hvad det vil sige at blive Guds børn. Imidlertid finder vi i Bibelen tilstrækkeligt med oplysninger som kan give os et glimt af hvor storslået det vil blive. Tænk at leve på en jord hvor der hverken er forurening, sygdom, kriminalitet, had, raceuro eller krige. Forestil dig hvordan det vil være at nyde jordens skønne natur i fulde drag — majestætiske bjerge, kølige, friske skove, blomstrende haver, glitrende vandløb og uforurenede verdenshave. Sådan, forsikrer Bibelen, vil vort varige hjem blive.

Men i endnu højere grad vil man glæde sig over menneskene til den tid — sunde, glade, genrejste som de er til fuldkommenhed på sind, hjerte og legeme. For at være lykkelig må man have et arbejde at udføre, både for sindet og for legemet. Det betyder at det jordiske paradis ikke vil være uden udfordringer — skønt enhver form for bekymring og pres naturligvis vil høre fortiden til.

Mænd og kvinder vil efterkomme den befaling der oprindelig blev givet til menneskene, men som endnu ikke er blevet gennemført. De vil ’gøre sig til herre’ over jorden og herske over alle dyrene, både på landjorden, i havet og i luften. I denne forbindelse vil de komme ud for opgaver som både vil stille krav til deres evner og udvikle deres opfindsomhed.

Dyre- og planteavl vil sikkert optage mange. Det vil være en fornøjelse at kunne bruge sine evner og talenter til gavn for andre. Jorden vil være som et vældigt videnskabeligt laboratorium med et væld af hemmeligheder, nok til at holde menneskene beskæftiget med studium og forskning til evig tid. Hver eneste opdagelse vil åbne nye døre, nye perspektiver, til menneskehedens gavn. Således vil Jehova Gud, den uudtømmelige kilde til energi og visdom, for evigt beskæftige menneskene med glædebringende opgaver. (Es. 40:28, 29) Livet vil virkelig have en mening, og intet vil true sikkerheden og kaste en dyster skygge over tilværelsen til den tid. Om tidligere tiders ubehageligheder siger Guds ord: „Det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ — Es. 65:17.

Alt dette er ikke blot ønskedrømme. Løfterne herom findes nedfældet i Bibelen, bogen fra „Gud, der ikke kan lyve“. (Tit. 1:2; Hebr. 6:18) Da Jesus var på jorden gav han fuld sikkerhed for at han både kan og vil helbrede menneskeheden og velsigne den. (Mark. 1:40, 41) Han foretog utallige helbredelser af alle slags sygdomme. Og i stedet for at være afhængig af den enkeltes tro gjorde han det i egen kraft, drevet af kærlighed. Hans undergerninger virkede med det samme. Der skulle ikke først foregå en langvarig behandling med lægemidler eller diæter, og der var ikke noget med hospitalsindlæggelser og operationer. De syge blev fuldstændig raske, i stand til at arbejde. — Joh. 5:9.

Jesus oprejste også nogle fra de døde — i ét tilfælde endog til trods for at den dødes legeme var begyndt at gå i opløsning. (Joh. 11:38-44; Luk. 7:11-17; Matt. 9:18-26) Alle som han helbredte eller oprejste, døde imidlertid senere. De opnåede ikke legemlig fuldkommenhed. Hvorfor ikke? Fordi tiden endnu ikke var inde til at Kristi rige skulle overtage magten og fjerne den nuværende tingenes ordning. Den nuværende ordning må først afskaffes, for den udgør en hindring for fred, sundhed, sikkerhed og et lykkeligt familieliv. Som med en jernstav vil Kristi rige rydde denne ordning af vejen i den største trængsel verden har oplevet. (Matt. 24:21) Når denne tingenes ordning med sin undertrykkelse og uretfærdighed fjernes fra skuepladsen, er vejen banet for det retfærdige herredømme som aldrig vil ophøre. De der virkelig lever i overensstemmelse med Bibelens vejledning, vil overleve. (Åb. 7:9, 14, 15) Vi bør derfor ikke frygte denne begivenhed, men se hen til den som en befrielse. — 1 Joh. 2:17.

Som Bibelens sidste kapitler fortæller, vil ’floden med livets vand’ da begynde at vælde frem til menneskeheden. Ved at drikke af dette „vand“, som symboliserer Guds livgivende foranstaltning gennem Kristus, og spise af frugten på „træerne“ langs flodens bredder og gøre brug af „bladene“ som er „til lægedom for nationerne“, vil indbyggerne i det jordiske paradis blive hævet op til fuldkommenhed. (Åb. 22:1, 2; 7:15-17) Gennem denne ordning vil Gud „tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet“. — Åb. 21:3, 4.

Selv den bedste, lykkeligste, mest produktive tilværelse man kan leve nu, vil ikke nær kunne måle sig med livet i Guds nye orden. Til den tid vil livet ikke blot vare halvfjerds år, ikke blot hundrede eller tusind år, men evigt. Vi må i sandhed sige at gudhengivenhed i dag også tager sigte på fremtiden, „idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (1 Tim. 4:8) Kun en almægtig, alvis og kærlig Skaber kan stille os sådanne ting i udsigt. Jehova Gud og hans søn ser med forventning frem til den tid da dette vil blive til virkelighed. Tilskynder denne viden om Guds gode hensigt med menneskeheden dig til at bringe dit liv i overensstemmelse med Bibelen, den rettesnor Gud har tilvejebragt? I så fald kan også du med forventning se frem til de tusind år hvor Guds rige vil herske over jorden.

„Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ — Åb. 7:9, 10.

[Illustration på side 21]

Gud garanterer for at hele jorden vil blive et paradis. Tilskynder dette os ikke til at lære Guds vilje og hensigt at kende?