Hvorfor taber man kampen mod lovløsheden?
Læs hvad en erfaren betjent mener
INGEN byer er så lovløse som New York. Et af de sidste år blev der myrdet flere mennesker her, nemlig 1669, end der er blevet dræbt under næsten syv års kampe i Nordirland!
Som politibetjent i New York i over fjorten år har jeg set hvordan ethvert forsøg på at dæmme op for denne lovløshed er slået fejl. Staten New Yorks offentlige anklager, Maurice Nadjari, havde ret da han sagde: „Vi er ikke længere i stand til at sikre befolkningen imod forbrydelser.“
Hver dag er der hundreder af newyorkere som enten bliver myrdet, overfaldet, voldtaget eller udplyndret — der bliver anmeldt en alvorlig forbrydelse næsten hvert minut. En overskrift i New York Times som omtalte stigningen i kriminaliteten i løbet af de første måneder af 1975 i forhold til de samme måneder i 1974, lød sådan: „ALVORLIGE FORBRYDELSER STEGET MED 21,3% I BYEN.“ Det er ikke så sært at newyorkerne i mange bydele ikke tør vove sig ud — ja faktisk er fanger i deres eget hjem.
Er det politiets skyld?
I deres bekymring og bitterhed — som er forståelig — er der mange som dadler politiet. Vi får skyld for at være for dumme til at opklare forbrydelserne, eller for dovne. Det er den almindelige mening at vi plejer at tage imod bestikkelse, sådan som filmen Serpico gav det udseende af. Mange siger at vi har en overlegen indstilling, at vi føler os hævet over loven, hvilket kommer til udtryk i at vi ikke selv holder de love som vi har pligt til at håndhæve. Andre beskylder os for at være ufølsomme over for befolkningen, og for at behandle mistænkte forbrydere brutalt.
Selv om der måske er noget sandt i visse af disse anklager, synes jeg at de i det store og hele giver et uretfærdigt billede af politiet. Politiets arbejde er af en sådan art at det let bliver misforstået fra befolkningens side. Det vil derfor ikke være retfærdigt at danne sig en mening uden at høre vores side af sagen. Hvis man vil lytte til hvad vi har at sige, tror jeg at man ikke blot vil få et indblik i grunden til den stigende lovløshed, men også vil forstå hvilke skuffelser og hvilket pres politiet kommer ud for.
Et realistisk syn på politiet
Nogle siger at en af hovedårsagerne til at forbrydelserne florerer, er at der er korruption inden for politiet. De henviser måske til en rapport i avisen om at enoghalvtreds betjente i New York fik overdraget „tabte“ tegnebøger og blev bedt om at indlevere dem, og at femten af dem stak pengene i tegnebogen til sig. (New York Times, 17. november 1973) Prøv imidlertid at se sagen i det rette perspektiv.
Da man senere gjorde et lignende forsøg med tilfældige newyorkere, var der toogfyrre af halvtreds som uærligt beholdt pengene. Politifolkene genspejler altså blot standarden i det samfund de er en del af, ikke sandt? Og med hensyn til bestikkelse, er det da ikke folk selv der tilbyder politiet pengene?
Jeg forsøger ikke at retfærdiggøre politiets uærlige handlinger. Men det er godt at se dem i den rette sammenhæng. Det er sandt at der findes nogen korruption. Men gør vi politifolk ikke også en hel del for at hindre forbrydelser? Er folk ikke i almindelighed mere tilbøjelige til at være lovlydige når de ser at vi er i nærheden?
Tænk på hvad der skete i Montreal i Canada i 1969 da 3700 betjente strejkede. Lovløsheden tog til i en sådan grad at regeringslederne sagde at byen var „truet af anarki“. Og, tro mig, det ville være værre i New York. Hvis politiet nedlagde arbejdet her, ville borgerne gøre klogest i at barrikadere sig i deres hjem. Det ville være umuligt at leve i byen!
Hvad politiet kommer ud for
For at anskueliggøre de skuffelser politiet ofte kommer ud for i deres forsøg på at bekæmpe kriminaliteten, vil jeg fortælle følgende: En af mine kolleger pågreb for kort tid siden en tolvårig og en trettenårig der havde seksuel forbindelse med hinanden på den øverste trappeafsats i en bygning der var under opførelse. Han tog pigen med hjem til hendes forældre. Men moderen bad ham om at passe sine egne sager, og sagde til ham: „Hun er voksen nu; hun kan gøre det hvornår hun vil.“ Sådan en oplevelse får en betjent til at føle sig hjælpeløs. Jeg tror at den moderne eftergivenhed, det at alt kan tillades, bidrager til den voksende lovløshed.
I fattige kvarterer føler befolkningen ofte at politiet repræsenterer den del af samfundet som har holdt dem nede og skubbet dem ud i rendestenen. Vi betragtes derfor oftere som en trussel end som en hjælp i disse områder. Når vi for eksempel går ind i et kvarter for at arrestere en narkotikasælger, kæmper naboerne for narkotikasælgeren og imod os. Denne negative indstilling til politiet, tror jeg, er endnu en medvirkende årsag til den stigende lovløshed.
Jeg husker et tilfælde i Bedford-Stuyvesant-kvarteret i Brooklyn. Et par fyre havde stjålet en bil og forsøgte at slippe væk. Vi forfulgte dem, og de havde et sammenstød hvorved bilen blev ødelagt. Vi trængte dem op i en krog og stod nu med pistolerne fremme mens de stod med ansigtet ind mod muren. Men før vi så os om, var der strømmet en hel mængde mennesker til, og de begyndte at true os. Jeg kan love Dem for at lyden af sirenerne fra de politibiler der kom os til hjælp, var som musik i mine ører.
Man må selv have befundet sig i en sådan situation for at kunne forstå den kvalmende følelse af angst. Jeg ved at nogle er tilbøjelige til at kritisere politiet for at gribe for hurtigt til revolveren, og for at bruge magt uden grund. Men det er let at kritisere når man er i sikkerhed. Kritikerne ville mene noget andet, tror jeg, hvis de selv stod ansigt til ansigt med bevæbnede forbrydere.
Forholdene er forfærdende! Der bliver dræbt næsten én betjent om måneden her i byen! Antallet af forbrydelser er næsten utroligt — en kollega sagde forleden dag til mig at én patruljevogn havde måttet tage sig af fem røverier i løbet af en enkelt vagt, mest røverier på apoteker.
Selv mord er blevet en rutinesag, og politifolk bliver ofte hærdede over for det. Betjent John Flores, der gør tjeneste i det lovløse 73. distrikt i Brownsville, gav et billede af hvordan sagen stiller sig da han fortalte om en patruljetur hvor han havde haft så travlt at han, da han var ved at spise en sandwich, opdagede at han ikke engang havde nået at få vasket blodet fra en myrdet af sine hænder.
Beboerne i disse områder bliver også hærdede. I et andet tilfælde havde en mand myrdet sin kone. De havde tolv børn, og mens undersøgelserne stod på legede flere af dem tagfat rundt om huset som om intet var hændt!
Men hvorfor taber vi kampen imod lovløsheden? Ligger fejlen i den uddannelse politiet får?
Oplæres til at kæmpe mod forbryderne
I 1961, da jeg var fireogtyve år gammel, gik jeg på politiskole i New York. Vi havde også fysisk træning, nemlig calisthenics, judo og brug af skydevåben. I klasseværelset blev vi undervist i kriminologi, og vi lærte hvad det indebærer at foretage en arrestation. Det er andet og mere end blot at sige: „De er arresteret!“ Jeg lærte hvad der sker efter at en person er blevet ført til arresten, hvordan han får taget fingeraftryk, bliver fotograferet og på andre måder forberedt til at møde i retten. Jeg lærte også hvilke beviser der er nødvendige for at få en arrestation stadfæstet af retten.
Efter omkring fem måneders undervisning tog vi eksamen, og jeg fik tildelt 66. distrikt i Borough Park i Brooklyn. Der gik jeg min runde, og af og til kørte jeg patruljevogn. Det var tilfredsstillende at hjælpe folk med at klare forskellige problemer, og at yde førstehjælp og andre former for bistand.
Men jeg kunne ikke fordrage at give trafikbøder, fordi det satte folk i så dårligt humør. Så ved månedens slutning havde jeg som regel ikke skrevet det ventede antal bøder. Så var jeg nødt til at notere folk for såkaldte „grænsetilfælde“ — for eksempel for ikke at standse helt op ved fuldt stop, eller for at køre over ved et lyssignal når lyset skiftede. Det gjorde mig ilde tilpas.
Jeg glemmer aldrig den første arrestation jeg foretog. Jeg standsede en bilist der kørte uden kørekort, og han tilbød mig 100 dollars for at lade ham slippe. Men jeg arresterede ham og tog ham med på stationen.
Jeg har foretaget hundreder af arrestationer siden da, men grunden til at jeg især husker den første, er at den førte til mit første møde for retten, hvor jeg så de kaotiske forhold som råder dér. Virkeligheden var helt anderledes end det indtryk den teoretiske uddannelse havde givet mig. Men jeg fik snart kendskab til andre chokerende kendsgerninger som var helt i modstrid med den udmærkede politiuddannelse jeg havde fået.
Hvordan det i virkeligheden var
Jeg havde kun været i korpset i kort tid da jeg blev klar over at mange betjente tog imod bestikkelse. Det var almindeligt kendt at nogle tog rundt og indkasserede „beskyttelsespenge“ fra spillere og andre af underverdenens folk.
Så kom Knapp-kommissionens efterforskning af korruptionen inden for politiet. For cirka fire år siden rettede den søgelyset mod korruptionen, og siden den tid er betjente blevet dømt og sat i fængsel! Desuden blev det gensidige fortielsessystem brudt — mange betjente begyndte at indberette tilfælde af korruption. Derfor bredte frygten sig; mange betjente var bange for at blive angivet af deres kolleger, og dette bidrog til at der blev renset ud.
Der blev sat en antikorruptionskampagne i gang inden for korpset. Der er for eksempel blevet opsat plakater på stationerne som oplyser at en betjent har mulighed for efter tyve år i tjenesten og tyve år på pension at have tjent 500.000 dollars, og som tilskynder betjentene til ikke at sætte alt dette på spil ved at tage imod bestikkelse. Vi får en god løn nu, og jeg tvivler på at der er ret mange som vil risikere at miste den ved at tage imod nogen form for bestikkelse eller „beskyttelsespenge“.
Det vil dog ikke sige at alle betjente er blevet ærlige i bund og grund. En pensioneret souschef har formodentlig ret i sin udtalelse om visse betjente som har været korrupte: „De ser muligheden for at tjene penge nu, og de vejer pengene imod risikoen.“ Det ser ud til at man må sørge for at risikoen stadig er stor, for en politirapport understregede for nylig at frygten for at blive opdaget er grunden til de forbedrede forhold.
Men jeg kan mærke at befolkningen stadig mener at de fleste betjente er korrupte; folk har mistet tilliden til os på grund af vores tidligere væremåde. At nogle betjente stadig føler sig hævet over loven, medvirker til at folk har dette syn på os.
Dette tab af befolkningens tillid — hvilket resulterer i manglende samarbejdsvilje og endda i had fra en stor del af befolkningens side — tror jeg er en af de vigtigste årsager til at vi taber kampen imod lovløsheden.
Opklaring af sager
Jeg ville gerne avancere inden for afdelingen, og den 18. maj 1962 skete der noget frygteligt som gjorde det muligt — to detektiver fra kriminalpolitiet i Brooklyn, de hed Fallon og Finnegan, blev myrdet i en tobaksforretning i mit distrikt, kun nogle få gader fra det sted hvor jeg var på det tidspunkt. Dengang var mord på politibetjente noget usædvanligt, og der blev tilkaldt detektiver fra hele byen for at arbejde på sagen.
Den nat mordet fandt sted fik jeg en oplysning fra en fortrolig kilde som rystede mig — jeg fik at vide hvem den ene af morderne var! Jeg tog straks hen på politistationen og indberettede oplysningen. Lige på stedet blev jeg udpeget til at hjælpe i sagen. Samme nat kunne vi fastslå at en af de mistænkte var impliceret i dobbeltmordet. Senere blev han arresteret og dømt.
Som følge af min andel i arbejdet blev jeg anbefalet til detektivarbejde inden for kriminalpolitiet, og i foråret 1963 gennemgik jeg uddannelsen til detektiv på politiskolen. Bagefter blev jeg, som det var skik og brug, ansat i ungdomsafdelingen, en slags junior-detektivkorps der tog sig af sager på steder hvor unge mennesker kommer sammen, som for eksempel på bowlingbaner, i billardsaloner og på skoler. Men siden 1966 har jeg udført almindeligt detektivarbejde.
De undersøgelser der foretages i de fleste sager er for intet at regne i sammenligning med dem der blev foretaget i Fallon og Finnegan mordsagen, hvor snesevis af detektiver og specialuddannede teknikere gjorde en samlet indsats. I betragtning af at der daglig bliver anmeldt mere end 1000 alvorlige forbrydelser, er der i de fleste sager simpelt hen ikke tid til at foretage tilstrækkelig mange efterforskninger.
Men når der er tid, kan det ske at der bliver foretaget en gennemgribende efterforskning. Man finder frem til vidner til forbrydelsen, og man foretager en grundig undersøgelse for at finde spor der kan føre til opklaring af sagen. Fingeraftryk er et yderst værdifuldt bevismateriale; men jeg tror at dette er et område hvor mange detektiver kommer til kort. De undlader at benytte sig af de videnskabelige metoder vi har til rådighed til opklaring af forbrydelser, enten på grund af manglende interesse eller fordi de ikke er overbevist om disse metoders værdi.
På grund af den voldsomme bølge af forbrydelser er efterforskningen brudt sammen — kun én ud af fem alvorlige forbrydelser opklares, og det virkelige tal er sandsynligvis meget lavere. Som følge heraf er befolkningens tillid til politiet blevet svækket. Skuffelse og selviskhed er følelser der bliver mere og mere udbredt, hvilket får flere mennesker til at begå forbrydelser.
Mange betjente mener dog at der er en endnu vigtigere grund til at vi taber kampen.
Hvorfor det kan siges at forbrydelser betaler sig
Rent ud sagt er grunden den at FORBRYDELSER BETALER SIG. Det er hvad kendsgerningerne viser. For eksempel sagde James S. Campbell, der har været rådgiver ved en kommission nedsat af præsidenten til undersøgelse af lovløsheden: „Forbrydelser betaler sig virkelig.“ Han bemærkede at „chancerne var 99 mod 1 for at man kunne begå en alvorlig forbrydelse uden at komme i fængsel for det“. Men i byen New York er forbryderens chance for at undgå straf, endnu større.
Et af de senere år blev der for eksempel arresteret 97.000 for alvorlige forbrydelser, men kun 900 af de tiltalte blev stillet for retten og dømt for deres lovovertrædelse! Langt størstedelen af de arresterede slår man en handel af med. Det foregår på den måde at forbryderne indvilliger i at erklære sig skyldige i en mindre alvorlig forseelse end den de virkelig har begået, hvilket som regel medfører at de får en betinget dom. Forbryderen går med andre ord fri. Han får ingen straf! Selv otte ud af ti mordsager afgøres på denne måde. I sådanne tilfælde får morderen som regel en mild dom, og snart er han atter på fri fod så han kan gentage sin forbrydelse.
Jeg kunne give mange eksempler som jeg selv har oplevet, på at vort retssystem blot er som en svingdør der hurtigt fører forbryderne ind og ud. Men lad mig blot fortælle om ét tilfælde. I 1970 dræbte en mand som havde en lang kriminel fortid, ubarmhjertigt en forsvarsløs gammel mand der ejede en vinhandel. Og dog fik denne koldblodige morder lov til at erklære sig skyldig i uagtsomt manddrab og blev kun idømt fem års fængsel, hvilket sandsynligvis betyder at han kun sad to-tre år. Men det var en af de mest afskyelige sager jeg nogen sinde har foretaget undersøgelser i!
Hvorfor bliver sager som disse ikke behandlet grundigt nok så der kan blive givet en ordentlig straf? Dommer David Ross forklarer: „Vi har alt for meget at lave, og det ville koste millioner [af dollars] at behandle alle de sager der er.“ Desuden er fængslerne allerede fulde, og omkostningerne ved at bygge nye kan komme op på så meget som 40.000 dollars pr. fange. Selv nu koster det omkring 10.000 dollars om året at have en fange indespærret i et almindeligt fængsel. Det er altså ikke alene for dyrt at bringe forbryderne for retten, men også meget dyrt at holde dem bag lås og slå.
Som følge heraf får folk mod til at begå flere forbrydelser; de kan se at forbrydelser betaler sig. Ja, somme tider ler de endda ad os når vi arresterer dem, fordi de ved at de ikke har noget at frygte. Så forstår man måske bedre hvorfor politiet ofte udfolder så lidt energi i deres forsøg på at pågribe forbrydere? De bliver som regel ikke straffet alligevel. En mand i Washington, D.C., blev for eksempel arresteret syvoghalvtreds gange i løbet af fem år før han blev straffet.
Det er en trist situation; som New Yorks tidligere politidirektør Patrick Murphy har sagt: „Politiet er blot den mest synlige del af et forfaldent system til bekæmpelse af lovløsheden, et system uden system, hvori anklagere og domstole også kommer til kort.“
Det er rigtigt, som der har stået i en lederartikel i New York Times om retsvæsenet: „Kort sagt ligner det et ’system’ der hele tiden truer med at bryde sammen under sin egen vægt; det fungerer på en måde der mere tager sigte på at undgå dette sammenbrud end på at håndhæve retfærdighed eller beskytte befolkningen.“ — 7. februar 1975.
Det er befolkningen der lider mest under disse forhold, især de der bliver ofre for forbrydelser. Der er praktisk taget ingen som tænker på at hjælpe dem, eller på at give dem erstatning for deres tab. Og skal de møde som vidner i retten må de gøre det på egen bekostning; måske må de endda tage fri fra arbejde for at komme, og det eneste de kan gøre sig håb om er at forbryderen vil blive straffet. Men da det efterhånden er temmelig få af forbryderne der bliver straffet, er det også færre og færre af forbrydernes ofre der har lyst til at møde op, og for at sige det rent ud kan jeg godt forstå dem. En kvinde i Philadelphia måtte gå til retten femogfyrre gange før den mand der havde udplyndret hende blev dømt!
Kan problemet løses?
For nogen tid siden blev jeg stillet over for den tanke at forbryderne skulle have lov at arbejde indtil de havde erstattet det de havde stjålet eller ødelagt. Denne tanke stammer fra Bibelen. Ifølge Guds lov til israelitterne skulle en mand der stjal en okse erstatte den med fem okser! (2 Mos. 22:1-4) Det er egentlig meget logisk! Hvis forbryderne, eller, i tilfælde af helt unge lovovertrædere, deres forældre, skulle yde deres ofre erstatning, ville der ske langt færre forbrydelser.
Det er også nødvendigt at straffe en uret handlemåde hurtigt. Hvis forbryderne ingen straf får, synes de at forbrydelser betaler sig, og derfor fortsætter de med deres urette handlinger, sådan som Bibelen siger. (Præd. 8:11) Hvis overlagte mordere derimod hurtigt blev henrettet, sådan som Bibelen anbefaler, kan jeg forsikre Dem for at der ville være langt færre mordere. (4 Mos. 35:30, 31) Og hvis andre forbrydere blev straffet hårdt, er jeg overbevist om at der pludselig ville ske en nedgang i lovløsheden.
Men denne tingenes ordning kommer længere og længere bort fra en sund og fornuftig kurs. Derfor kan jeg sørgeligt nok ikke — så længe den nuværende ordning består — se noget håb om en virkelig forbedring i politiets kamp mod lovløsheden. — Indsendt.
[Tekstcitat på side 6]
’Nogle siger at politifolk er korrupte.’
[Tekstcitat på side 7]
„Mord er blevet en rutinesag, og politifolk bliver ofte hærdede over for det.“
[Tekstcitat på side 8]
„Mange betjente tog imod bestikkelse.“
[Tekstcitat på side 9]
’I de fleste sager er der simpelt hen ikke tid til at foretage tilstrækkelig mange efterforskninger.’
[Tekstcitat på side 10]
’Forbrydelser betaler sig. De fleste forbrydere bliver ikke straffet.’