Hele verden hører om rædslerne

DET der sker med Jehovas Vidner i Malawi bliver ikke meddelt i landets egne aviser. Man prøver bevidst at hindre at de frygtelige begivenheder kommer frem i lyset. Hvad grunden til dette er, sagde Kristus Jesus ganske klart med disse ord:

„Den som øver det der er slet, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive afsløret. Men den som gør det der er sandt, kommer til lyset, for at det kan blive kendt at hans gerninger er gjort i harmoni med Gud.“ — Joh. 3:19-21.

Landet prøver altså at omgive sig med en mur af tavshed, men kendsgerningerne er alligevel kommet ud. Den 6. januar 1976 stod der i The Japan Times: „Vestlige journalister er forment adgang både til Malawi og Moçambique, så derfor kan de ikke uafhængigt bekræfte sektens meldinger om forfølgelser dér. Men de rapporter der når frem til Sydafrika om mishandling af Jehovas Vidner, er så talrige at man må tro dem.“

Noget tidligere, nemlig den 7. december 1975, havde Colin Legum skrevet i Londonbladet Observer: „Rapporter om forfærdende overgreb mod Jehovas Vidner — frygtelige pryglinger, voldtægt, seksuelt misbrug og tortur — begynder at sive ud fra dusinvis af landsbyer i Malawi. . . . Detaljerne i beretningen om dette nye terrorregime hviler på vidnesbyrd indsamlet af Jehovas Vidners Vagttårnsselskab, men bekræftes også fra anden side af meddelelser der kommer ud fra landsbyerne.“

„’Ufulu, ufulu!’ lød råbet den 6. juli 1964 i republikken Malawi i Centralafrika, det tidligere Nyasaland. Det var råbet der forkyndte nationens fødsel. Nu var den fri for europæernes herredømme. Det ord der blev råbt betyder ’frihed’. Og det nye navn landet tog [Malawi] betyder ’flammende vande’. I 1975 brænder der rigtignok en flamme i landet; ja, der brænder en ild som igen har taget ufulu bort fra et mindretal af malawiere. Hvor den har hærget ser man voldtægt, tortur, usigelige nedværdigelser, og ødelæggelse af ejendom — alt sammen imod lovlydige borgere.“

Ti års rædsler

Historien om denne grusomme behandling af fredselskende kristne er lang og gruopvækkende. Det var i 1964 at den første bølge af forfølgelser ramte Jehovas Vidner i Malawi. Dengang var grunden den samme som nu. Jehovas Vidner ved at Kristus Jesus sagde at ’hans rige ikke var af denne verden’ og at hans disciple heller ikke skulle være af denne verden. (Joh. 18:36; 15:19) På grund af deres samvittighed og på grund af Bibelens principper deltager Jehovas Vidner derfor ikke i politik og melder sig ikke ind i politiske partier, hverken i Malawi eller andre steder i verden. Dette, og dette alene, var i 1964 grunden til at 1081 hjem tilhørende Jehovas Vidner og over hundrede af deres rigssale (mødesale) i Malawi blev nedbrændt eller på anden måde ødelagt.

I 1967 bekendtgjorde Malawi-avisen The Times at regeringen havde forbudt Jehovas Vidner. Dette gav stødet til endnu et landsomfattende angreb. Huse og rigssale blev nedbrændt, og vidnerne blev pryglet og sat i fængsel. Tusinder af Jehovas vidner flygtede til nabolandene Zambia og Moçambique for at finde ly indtil voldshandlingerne var ophørt.

Fem år senere gik Malawis Kongresparti så vidt at det officielt vedtog en resolution som indebar at alle Jehovas vidner skulle afskediges fra deres arbejde, at de skulle modarbejdes når de søgte at drive landbrug eller forretning, og at de med vold skulle drives ud af de landsbyer hvor de havde deres hjem. Resolutionen fremkaldte en serie overfald hvis vildskab oversteg alt det der tidligere var sket. Unge piger blev voldtaget den ene gang efter den anden, mænd blev gennembanket til de mistede bevidstheden, mange torturmetoder blev taget i anvendelse — og alt dette for at prøve at få Jehovas Vidner til at slippe deres religiøse overbevisning, gå imod deres samvittighed og købe medlemskort til det dominerende politiske parti. Da deres hjem var blevet brændt, deres afgrøder ødelagt, og deres kvæg stjålet eller dræbt, begyndte de at udvandre fra landet i stort antal. Efterhånden havde omkring 36.000, inklusive børn forladt landet og bosat sig i ti forskellige flygtningelejre der blev oprettet i nabolandet Moçambique.

Så kom 1975, og de fleste af flygtningelejrene blev lukket af Moçambiques nye regering, hvorved tusinder af Jehovas vidner blev tvunget tilbage til Malawi. Den rædselsvækkende beretning om alle de overfald som fornedrede mennesker udsatte dem for efter den tvungne tilbagevenden, står at læse i Vågn op! for 8. februar 1976, og er desuden blevet omtalt i aviser, blade, radio og fjernsyn over hele jorden. Der blev føjet et nyt element til de mange pinsler. Foruden at vidnerne som sædvanlig blev pryglet, voldtaget og torteret, blev de nu i store mængder lukket inde i interneringslejre oprettet til formålet.

Mindelser om nazisternes koncentrationslejre

Den tredje uge i december 1975 var over 3000 mandlige Jehovas vidner blevet spærret inde i interneringslejren i Dzaleka ved Dowa nord for Lilongwe. De var alle blevet sat under anklage og dømt til to års indespærring. De kvindelige Jehovas vidner blev også sat i sådanne lejre. I januar 1976 blev det oplyst at over 5000 kristne mænd og kvinder på daværende tidspunkt var fængslet i Malawi, og at arrestationerne fortsatte. Nogle steder havde kvinderne deres små børn med sig. Det der vækker den største medynk i disse rapporter er måske meldingerne om at mange af de små børn er døde på grund af den dårlige ernæring og trængslerne i øvrigt.

Et af de fængslede Jehovas vidner skriver: „Der er kun 400 tallerkener, og der er mange flere fanger. Derfor får nogle den varme nshima [en traditionel malawisk spise] øst op på den ene hånd og sovsen på den anden. Brødrene må mange gange lægge den varme nshima ned på jorden og spise den derfra.“

Lederne af disse interneringslejre har, ligesom nazisterne, sat de indespærrede Jehovas vidner til at udføre tvangsarbejde. En af officererne skal have sagt: „Vi gør jer til traktorer for os, som regeringen har besluttet.“ I Dzaleka-lejren viste man vidnerne en bakke og gav dem besked på at tage et lag på 30 centimeter af den med de bare hænder. Dette gav man kvinderne ordre til at gøre, med den bagtanke at de inden længe ville opgive det og gå imod deres samvittighed. Men de udførte det møjsommelige arbejde og stod fast i deres overbevisning. Mændene blev tvunget til at skære træstammer ud i stykker og bære tunge planker. De blev også tvunget til at bære store sten helt op til fire kilometer ad gangen. Selv de syge skulle arbejde, mens deres vogtere hånligt sagde til dem: „Jeres Gud vil sikkert hjælpe jer.“

Politikere fører stadig an i forfølgelsen

De ledende folk i Malawis forbundsregering har ikke alene nægtet at lette forholdene for Jehovas Vidner. Nogle af dem har ligefrem ophidset til at angrebene skal fortsætte.

I en del af Malawi rejste Katora Phiri, som er medlem af parlamentet, rundt og talte ved offentlige møder og opflammede den lokale befolkning til at plage og genere Jehovas Vidner og tilskyndede folk til at få dem fjernet fra området. Det førte til at fire af Jehovas Vidners menigheder i området blev overfaldet og mændene pryglet.

I landsbyen Chiendausiku satte et parlamentsmedlem ved navn Muluzu den 11. november 1975 ild til tre huse der tilhørte Jehovas vidner. Den 13. november var Muluzu, sammen med landsbyens leder, ansvarlig for at fire andre boliger der tilhørte Jehovas vidner, blev nedbrændt. Den 15. november blev yderligere to huse brændt i landsbyerne Mdala og Mgochi.

Ikke engang politiet i Malawi har været fri for skyld. I Ncheu-området skete det flere steder at kristne mænd og kvinder blev gennempryglet af unge fra Malawis Kongresparti. En af kvinderne var så medtaget at hun måtte på hospitalet. På hospitalet meldte man sagen til politiet. Da kvinden blev udskrevet kom politiet — ikke for at få hendes hjælp til at finde voldsmændene — men for at arrestere hende! På politistationen i Snape Valley blev kristne kvinder voldtaget en hel nat før de blev sat i fængsel.

Ja, hvor utroligt det end lyder har regeringen i Malawi ikke fundet for godt at sætte en stopper for disse brutale overfald der gentages så sørgeligt ofte. Visse steder i landet har der ganske vist været forholdsvis roligt. Nogle steder har lokale embedsmænd vist sig tilstrækkelig menneskelige til at lade de malawiske Jehovas vidner bo i deres hjembyer og dyrke deres jord uden forstyrrelser. Disse embedsmænd er en anbefaling for landet. Men desværre er de i mindretal.

Myndighedernes passivitet var netop et problem som avisen The Nigerian Chronicle henledte opmærksomheden på den 26. december 1975. Heri citerede man bladet Daily Nation fra Kenya for at sige at det afrikanske fastland var ved at blive „mere og mere berygtet for dobbeltmoral“. Der blev tilføjet: „Når nogen bliver forfulgt i Amerika, Sovjetunionen, Sydafrika, Indien eller Kina løfter folk røsten i enstemmig fordømmelse af de ansvarlige. Men når der sker noget lignende med folk i de afrikanske lande gør ikke engang talsmændene for Den afrikanske Enhedsorganisation (OAU) sig den ulejlighed at fremsætte en kommentar.“

Ja, endnu en gang har myndighedernes passivitet eller direkte meddelagtighed i forfølgelsen fået Jehovas Vidner i Malawi til at søge tilflugt uden for landets grænser. De der kunne, har søgt ind i Milange-flygtningelejren i Moçambique. Ifølge en rapport der blev modtaget i januar 1976 var der på det tidspunkt cirka 12.000 kristne fra Malawi i denne lejr, sammen med omkring 10.000 af deres medtroende fra Moçambique, der gennemgår lignende prøvelser.

Hvis dette rædselsregime fortsætter, vil Jehovas Vidners modstand da før eller siden bryde sammen så de giver slip på deres integritet over for Jehova Gud? Eller vil de ansvarlige i Malawi langt om længe opgive deres forfølgelse af disse kristne mænd og kvinder? Disse spørgsmål bliver taget op til behandling i den næste artikel.