Er et liv som homoseksuel virkelig lykkeligt?
MAN må se livet i øjnene som det er, ikke som man kunne tænke sig at det var. Mange homoseksuelle ville måske ønske at verden ville godtage dem som de er — simpelt hen som mennesker — uden hensyn til om de foretrækker mænd eller kvinder som seksualpartnere. Men det forholder sig nu engang sådan at verden i almindelighed ikke fuldt ud accepterer en der vides at være homoseksuel.
Den homoseksuelle vil måske kalde dette uretfærdigt eller diskriminerende. Men de fleste føler sig ikke tiltrukket af deres livsform. For dem der er homoseksuelle eller er ved at blive det, er det nødvendigt at have dette i tanke. De vil få problemer på grund af det syn som de fleste mennesker har på homoseksualitet.
Arbejde og selskabelighed
Lad os for eksempel sige at en der er homoseksuel gerne vil have et godt arbejde som skolelærer. I sådanne tilfælde er det gang på gang sket at forældre og skoleledere har spurgt: „Kan en mandlig homoseksuel komme til at påvirke de drenge han underviser, på en eller anden måde? Hvad vil der ske?“ Den homoseksuelle synes måske at spørgsmålet er uretfærdigt. Men kan man egentlig bebrejde andre at de stiller det spørgsmål? Læreren har muligvis selv valgt at foretrække sit eget køn. Men forældrene ønsker måske ikke at deres børn skal træffe det samme valg.
Her er en anden situation der kan opstå. I de fleste firmaer holdes der af og til en sammenkomst hvortil de mandlige ansatte inviteres „med dame“. Hvad gør den der i hemmelighed er homoseksuel, når det forventes at han skal ankomme i selskab med sin hustru, sin forlovede eller sin veninde? I mange tilfælde tager han en pige med, som han viser stor, men falsk, opmærksomhed.
En homoseksuel fra Dallas i Texas siger således: „Der er mange meget eftertragtede unge mænd her i byen som sørger for at gå ud med de kønneste piger de kan finde. Mange piger kunne tænke sig at blive gift med dem, men mændenes eneste formål er at blive set. For at undgå at der opstår en pinlig situation må de hele tiden skifte pige.“ Men ingen kan leve sådan hele livet. Hvad sker der til sidst? Han svarer:
„Presset er kolossalt. Jeg klarede mig sådan i lang tid, men til sidst gav jeg op. Det var ikke rimeligt, hverken over for mig selv eller over for de piger jeg gik ud med. Men det vigtigste er at overleve, og vi har jo alle sammen hver sin måde at klare os på.“
Hvis man skal være helt ærlig, lyder denne livsform så tiltrækkende? Er den ikke bygget på en løgn? Sådanne mennesker lever ikke blot på en løgn når de er sammen med deres homoseksuelle venner. Men hele døgnet rundt prøver de at leve under dække. Til sidst må mange bryde sammen, som i det nævnte tilfælde fra Dallas, og holde op med at skjule sig bag en facade af respektabilitet.
Familieproblemer og personlige problemer
Det gør kun problemet værre at nogle først „træder frem af skjulet“ efter at de er blevet gift og har fået børn. Ægtefællen bliver måske fortvivlet, og børnene må også have det at vide. Nogle socialrådgivere siger at noget af det mest nedslående de kan blive stillet over for, er unge mennesker som har erfaret at den ene eller den anden af forældrene er homoseksuel.
Men hvad så med homoseksuelle „ægteskaber“? Kan de ikke erstatte det almindelige heteroseksuelle forhold? Hertil svarer mange homoseksuelle nej. De siger at deres forhold er meget usikkert og ustabilt. Der kan naturligvis findes isolerede eksempler på homoseksuelle „ægteskaber“ der har varet et helt liv; men de er en undtagelse, og selv i sådanne forbindelser kan der ofte forekomme „utroskab“. Hvis man tvivler på at et sådant forhold er så ustabilt, kan man blot overveje hvad den homoseksuelle William Carroll skriver:
„De homoseksuelle par jeg har kendt, har som regel kæmpet for at bevare et kærligt og varigt forhold, men meget ofte er ’ægteskaberne’ blevet til stormfulde affærer, hvor hver af parterne søger at tilkæmpe sig den dominerende position. På grund af følelseskonflikter og forskellige former for socialt pres varer de fleste af den slags kærlighedsaffærer ikke ret længe — fra seks måneder til to år er sikkert gennemsnittet.“
Hvorfor bliver „de fleste af den slags kærlighedsaffærer“ kun til kortvarige „stormfulde affærer“? Overvej for eksempel hvordan kontakter mellem homoseksuelle undertiden dannes. William Carroll skriver:
„Lad os sige at du går en tur hen ad gaden en dejlig eftermiddag og ser dig omkring. Lidt længere fremme lægger du mærke til at der blandt de andre spadserende er en ung mand som kommer hen imod dig med øjnene rettet lige mod dig. Idet han kommer nærmere glider hans øjne, i brøkdelen af et sekund, ned over dig fra top til tå, og lige så hurtigt igen bliver de fastnaglet til dine. Denne øjenkontakt — der er noget han prøver at sige dig — fortsætter indtil han har passeret dig. Ja, så er du altså lige blevet ’kontaktet’. Enhver der bliver udsat for et sådant ønske om kontakt og er interesseret, standser op, ser måske ind i et forretningsvindue, og ser sig derefter langsomt tilbage. Den unge mand med de søgende øjne er også standset, lidt længere nede ad gaden, og også han ser sig tilbage.“
En del homoseksuelle vil sikkert sige at denne måde at søge kontakt på er under deres værdighed. Hertil siger William Carroll imidlertid:
„Jeg tror ikke det er for meget sagt at de fleste homoseksuelle mænd næsten hele tiden er på udkig efter kontakt — på gader, i kontorer, i forretninger, i teaterfoyerer, ved selskaber, og i hvert fald på homoseksuelle barer . . . Det præg af tvangshandling og tilfældighed som alt dette har, er en uadskillelig del af den homoseksuelle verden.“
Som et resultat af dette liv præget af „tvangshandling og tilfældighed“ kan det også forekomme, og mange indrømmer det selv, at de homoseksuelle ikke aner hvem det er de tilbringer natten sammen med. Nogle gange kender de end ikke navnet på hinanden.
Er det en god metode til udvikling af et meningsfyldt og varigt forhold til et andet menneske? Er det sådan man lærer nogle at kende som man kan stole på? Næppe. Det er ikke noget under at resultatet ofte bliver „stormfulde affærer“!
Endnu et resultat af at leve et liv som bærer præg af „tvangshandling og tilfældighed“ er kønssygdomme. De veneriske sygdomme vinder stærkt frem blandt homoseksuelle og angriber dem på måder der næsten kun kendes inden for deres kreds. Læger melder om gonorré og syfilis i struben, munden og endetarmen hos flere og flere homoseksuelle. Dette lyder næppe tiltalende for folk med respekt for sig selv.
En lys fremtid?
Hvordan ser fremtiden ud? De fleste ønsker et vist mål af tryghed når de bliver ældre. Kan de homoseksuelle finde dette? De fleste af dem giver udtryk for noget andet. Sådanne følelser kommer til udtryk i en artikel som Ralph S. Schaffer har skrevet i bladet Gay Sunshine:
„Ved hundreder af møder i de homoseksuelles befrielsesfront i fire byer har jeg løftet min stille røst for at tale om hvor ungdomsorienteret de homoseksuelles liv er . . . Det er det mest ondartede og det dybeste af vore problemer . . . Det er tragisk fordi det betyder at halvdelen af vore homoseksuelle føler sig ensomme, fremmedgjorte og uønskede. . . . Vi hører så meget om den særlige homoseksuelle ånd, som skulle kendetegnes af en speciel og øm kærlighed. Men hvor er den? Hvordan kan man tale om sådan noget når millioner af homoseksuelle over 30 er ensomme, isolerede, forkastede, uelskede og uønskede! . . . De unge tror selv følgelig ikke at man en dag vil blive en gammel og gråhåret 33-årig! Men tro mig, det sker hurtigere end man aner. . . . Inden for de homoseksuelles befrielsesfront har jeg kendt flere homoseksuelle end ellers i hele mit liv. [Men] jeg har aldrig følt mig så ensom.“
Ralph Schaffer føler den håbløshed som alle homoseksuelle bliver stillet over for. Langvarige, trofaste forbindelser — eller blot noget der nærmer sig tryghed — findes sjældent iblandt dem.
Det er derfor ikke overraskende at mange homoseksuelle bliver dybt deprimerede. Bladet Daily Citizen fra byen Tucson bad engang en homoseksuel om at skrive en artikel om sit liv. Han begyndte sin beretning med disse ord: „Hvor ironisk at jeg er blevet bedt om at fortælle hvordan det er at være homoseksuel, netop på et tidspunkt hvor jeg har overvejet at begå selvmord . . . Det er krisetid. Igen. Når en mandlig homoseksuel bliver ældre kommer de kritiske perioder hurtigere efter hinanden, de bliver skarpere og dybere. Jeg er næsten 40, og dermed for gammel, for fed . . . for grim til at kunne . . . tiltrække en elsker. (Det at have en elsker er omtrent det eneste bolværk imod den ensomhedssyge der gør det af med næsten alle homoseksuelle.)“ Heri erklærer andre homoseksuelle sig enige, idet de blandt andet nævner „frygten for at blive gammel alene“.
Er Bibelens syn brutalt?
De fleste mennesker har svært ved at finde lykke og tryghed i dag. Men som det fremgår af mange homoseksuelles livshistorie, så er tilværelsen for dem endnu mere usikker og næsten selvødelæggende. Sammenlign deres beretninger med følgende udtalelse af apostelen Paulus angående homoseksualitet: „Gud overgav dem til vanærende seksuelle lidenskaber . . . og [de] pådrog sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjente.“ (Rom. 1:26, 27) Når man overvejer hvad mennesker der selv har været homoseksuelle i mange år fortæller, og ser resultaterne af deres livsførelse — må man så ikke indrømme at disse ord fra Bibelen er sande? Har de ikke måttet betale „den fulde løn“ for deres gerninger, i form af håbløshed og fortvivlelse? Jo — og det indrømmer mange homoseksuelle selv.
Det er derfor ikke overraskende at Bibelen kalder homoseksualitet „vanærende“ og siger at „de som øver sådanne ting fortjener døden“. (Rom. 1:32) Naturligvis tilkommer det kun Gud og hans herliggjorte søn at eksekvere en sådan dødsdom, når tiden dertil er inde. — 2 Tess. 1:6-10.
„Men er dette ikke brutalt af Gud?“ spørger nogle. Hvis man er homoseksuel kan man jo ikke gøre for det, vel? siger de. Mange føler ganske rigtigt at det ville være umuligt at gøre en forandring, og derfor mener de at Guds syn på homoseksuelle er alt for strengt. De siger måske at de er „født sådan“ og hævder at deres tilbøjelighed ligger i arveanlæggene. Men hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være at nogle kun er homoseksuelle i en del af deres liv, for eksempel de senere år? Hvis homoseksualitet var noget nedarvet, ville tendensen da ikke gøre sig gældende hele livet igennem? Det ville det være logisk at mene. Der må være mere end de arvelige forhold der spiller ind som årsag til homoseksualitet.
En undersøgelse har vist at homoseksuelle mænd har tendens til at have mindre af det mandlige hormon testosteron i deres blod og producere færre sædceller end heteroseksuelle mænd. Men selv om det er rigtigt, kan man med god grund stille dette spørgsmål, som formuleret i The New England Journal of Medicine: Er mændene homoseksuelle på grund af mangel på testosteron? Eller falder produktionen af testosteron efter at de er blevet homoseksuelle? Dette kan ikke afgøres med sikkerhed.
Nogle indvender at homoseksuelle handlinger må være normale fordi de, som de siger, endda forekommer i dyreverdenen. Man har for eksempel set hanaber bestige hinanden. Men det at visse dyr foretager sig visse ting, behøver mennesker naturligvis ikke at bruge som undskyldning for at „efterabe“ dem. Viser den store mængde vidnesbyrd man har om dyrenes liv virkelig at dyr er homoseksuelle? Nej. Leksikonet Encyclopædia Britannica, siger i sin 1974-udgave: „Denne store mængde oplysninger kan imidlertid ikke besvare spørgsmålet om hvorvidt nogle af disse dyr er homoseksuelle. Man kender ingen andre dyrearter end mennesket inden for hvilken der findes voksne individer som foretrækker regelmæssigt orgastisk samleje med en af deres eget køn.“
Andre har sagt at mangelen af en fast faderhånd bidrager til homoseksualitet. Det kan naturligvis ikke nægtes at det er langt det bedste når en dreng har en mandlig fader som eksempel. (Ef. 6:1-4) Men hvis der er flere drenge i en familie som mangler en fader, skulle de så ikke alle blive homoseksuelle, hvis denne ene omstændighed er skyld i problemet? Og sådan er det dog sjældent. Der er mange drenge som ikke har haft en fader til hele tiden at vejlede dem, uden at de dog er blevet homoseksuelle.
Én ting er eksperterne dog så godt som enige om: Den nøjagtige årsag til homoseksualitet er ukendt. Der ligger sandsynligvis en kombination af flere forskellige faktorer til grund for det når én foretrækker homoseksuelle forhold fremfor heteroseksuelle. Der er imidlertid en anden faktor man i sidste instans må huske: Homoseksuelle har selv valgt den livsform de følger. Darrel Johnson, som er medredaktør af det homoseksuelle blad Gay-Vue, skriver herom:
„Man kan åbenbart vælge at følge en af de seksuelle retninger, eller dem alle. Da dette er tilfældet, er der et eller andet tidspunkt hvor man endeligt bestemmer sig for hvad man foretrækker.“
Warren Blumenfeld, som er koordinator ved et amerikansk center for homoseksuelle studenter, sammenligner endda valget mellem „de seksuelle retninger“ med det valg man står over for når man skal købe ny bil; han siger: ’Nogle foretrækker en Cadillac, andre kan bedre lide en sportsvogn.’
Man må derfor komme til den slutning at den der er homoseksuel, er det efter eget valg. Bibelen siger at det er „i overensstemmelse med deres hjerters lyster“. Bibelen har derfor ret når den fordømmer disse handlinger og siger at både mandlige og kvindelige homoseksuelle pådrager sig ’den fulde løn som deres vildfarelse fortjener’; de vil ikke „arve Guds rige“. — Rom. 1:24-27; 1 Kor. 6:9, 10.
En logisk følge af dette er at de kan ændre deres liv hvis de ønsker det. Bibelen beretter at nogle i det første århundrede udførte disse handlinger, og siger: ’Det er sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene.’ — 1 Kor. 6:11.
Find det virkelige liv
En der er homoseksuel kunne spørge sig selv: Kan jeg ærligt og oprigtigt sige at jeg har fundet sand tilfredshed i denne livsform? Tusinder af homoseksuelle har draget den smertelige erfaring at det homoseksuelle liv ikke er lykkeligt. William Carroll, der selv er homoseksuel, siger at det „kan føre til kynisme, desperation og selvmord“. Hvorfor udsætte sig for dette? Hvorfor ikke ændre levevis som de nævnte homoseksuelle fra det første århundrede, og derefter virkelig komme til at glæde sig over tilværelsen?
Udgiverne af dette blad vil gerne opfordre enhver som oprigtigt ønsker at bringe sit liv i harmoni med Guds vilje, også rent moralsk, og gerne vil finde sand lykke, til at sætte sig i forbindelse med Jehovas Vidner. De vil meget gerne hjælpe andre til at erfare hvordan de „kan have liv og have det i overflod“. — Joh. 10:10.
[Illustration på side 9]
Kan en homoseksuel skolelærer påvirke børnene?
[Illustration på side 9]
Er et homoseksuelt „ægteskab“ holdbart?