Noget der er bedre end nationalisme

MENNESKER i alle lande ønsker inderst inde at de selv og deres efterkommere får en bedre fremtid. Men hvordan? Ved nationernes bestræbelser?

I dag er der flere nationer end nogen sinde tidligere. Lederne lover hver især deres undersåtter bedre tider og forlanger at deres politik støttes. Men har nogen enkelt nation eller gruppe af nationer gjort noget der gavner, ikke blot dem selv, men hele menneskeheden? De har haft tid til det. Alligevel har vort århundrede været præget af katastrofale fejltagelser.

Vi kan ikke komme uden om at det at jordens befolkning er opdelt i så mange forskellige nationer har været en ulempe. Der er ikke stor sandsynlighed for at et ’hus der er i splid, med sig selv’ kan løse verdens indviklede problemer.

For eksempel siger tidsskriftet Parade: „En fjerdedel af jordens indbyggere er næsten altid sultne, og en tiendedel lever på gravens rand fordi de får for lidt at spise.“ Men fødevareeksperter siger at det ikke er jordens skyld, da den kan producere føde nok. De siger at det er de splittede politiske og økonomiske systemer som forhindrer et samarbejde og en rimelig fordeling.

Det er også på grund af national stolthed — nationalisme — at nationerne frygter hinanden. Derfor bruger de nu over 300 milliarder dollars om året til oprustning. Hvad kunne jordens befolkning ikke opnå hvis de penge blev brugt til noget nyttigt!

Ingen nation eller ideologi kan give mennesker det de mest af alt ønsker og har behov for. Det de fleste ønsker er virkelig fred, vedvarende tryghed, velstand, et godt helbred og lykke.

Tænk hvilket tiltalende forhold der kunne være mellem alle de nationale grupper hvis alle mennesker var som en stor familie af trofaste og pålidelige brødre og søstre! Er det ikke interessant at smage på den store variation af fødemidler som de forskellige folkeslag har? Og at se de mange smukke klædedragter og høre den dejlige musik? Hvis de nationale skel ikke eksisterede, var der mange karakteristiske træk hos alle kultursamfund som i høj grad kunne øge glæden ved livet.

Meningsløst

At sætte nationer eller racer op imod hinanden er meningsløst, da vi alle har den samme stamfader.

Den nu afdøde britiske historiker Arnold Toynbee har sagt om nationalismen: „Den er en sindstilstand i hvilken vi forbeholder et udsnit af menneskeheden vor absolutte politiske loyalitet . . . uanset hvilke konsekvenser dette måtte få for den fremmede majoritet af menneskeheden.“

At nationalismen er så splittende og ødelæggende har fået Toynbee til at kalde den „en sindslidelse“. Og FNs tidligere generalsekretær U Thant har sagt: „Der er så mange af de problemer vi står over for i dag som skyldes eller er et resultat af forkerte indstillinger — nogle af dem antaget næsten ubevidst. Blandt disse er den snæversynede nationalistiske betragtningsmåde: ’Ret eller uret — det er mit fædreland!’“

Menneskets skaber, Jehova Gud, ’er ikke partisk’, siger Bibelen. (Apg. 10:34) Og da han „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker“, er det tydeligt at også han finder det meningsløst at bevare de nationale skel mellem mennesker. — Apg. 17:26.

Men er der et realistisk håb om at alle nationer en dag vil få bugt med deres nationale fordomme og forene sig i et internationalt broderskab der virker til alle menneskers gavn?

Enhed på vej nu!

Ja, der er et realistisk håb. Guds eget ord garanterer at den splittelse der nu findes blandt alle mennesker snart vil få en ende; vi vil aldrig mere få disse nedbrydende nationale skel. — Dan. 2:28, 44.

Bibelens profetier viser at vi nu lever „i de sidste dage“ lige før Gud griber ind i menneskenes forhold og bringer menneskers nuværende splittede herredømme til en afslutning. Men samtidig vil den sande tilbedelse, ifølge profetien i Esajas’ bog, det andet kapitel, blive løftet op over højene så alle nationerne strømmer til.

Med hvilket resultat? „Da dømmer [Gud] folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Es. 2:4.

Ja, den almægtige Gud samler nu oprigtige mennesker i et internationalt brodersamfund og lærer dem hvordan de skal leve i en retfærdig ny ordning, som han vil styre fra himmelen. Og efter at have udryddet den nuværende onde ordning vil Gud føre de overlevende som han har ’skiftet ret mellem’, ind i sin nye ordning med evig fred og velstand.

Åbenbaringen, kapitel 7, vers 9, viser at disse overlevende er „en stor skare, som ingen [er] i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Disse underkaster sig Guds herredømme. De ved at lige meget hvilke goder et land måtte yde sine borgere, kan intet sammenlignes med håbet om liv i Guds nye ordning. Kun Gud, ikke mennesker, kan lede villige mennesker til dette meget ønskværdige mål.