Jordskælv rammer Friuli

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I ITALIEN

En øjenvidnerapport fra det nordøstlige Italien

„CEMENTGULVET begyndte at ryste voldsomt. Jeg forsøgte at holde mig oprejst, men faldt til sidst om på gulvet, ligesom de andre. Støjen blev mere og mere øredøvende, mens murbrokker faldt ned over os. Pludselig gik lysene ud og panikken begyndte at brede sig. Små børn blev ved med at skrige: ’Far! Far!’“

Sådan beskriver Anacleto Martin fra Gemona i Italien den største af rystelserne ved et ødelæggende jordskælv der ramte Friuli-området om aftenen den 6. maj 1976. Friuli omfatter omkring 7166 kvadratkilometer i Norditalien. Det er en del af provinsen Udine.

Jordskælvet rystede 117 byer og landsbyer. Mange hundrede døde, og de materielle tab var kolossale. Omkring 100.000 personer mistede deres hjem. Nogle af husene styrtede sammen, andre var i en så elendig forfatning at de måtte nedrives. Man så en mand der stod foran sit halvt ødelagte hjem med hovedet skjult i hænderne. Han hulkede: „Femogtyve år! Femogtyve år!“ Så længe havde han arbejdet i udlandet for at være i stand til at bygge sit hus. Nu var det ødelagt.

Hvis De overlevede et jordskælv, hvad mon De så ville tænke på når det holdt med at rumle? Efter at De havde takket Gud for at han lod Dem blive i live, ville deres tanker sandsynligvis vende sig imod Deres familie og venner. Havde de også overlevet? Dette spørgsmål lå Jehovas vidner stærkt på sinde efter jordskælvet. En rejsende tilsynsmand der betjener adskillige menigheder i Friuli-området giver denne skildring:

„Ved 6-tiden den følgende morgen viste nyhedsrapporter at jordskælvet havde været af katastrofalt omfang. Jeg kørte i bil til de byer hvor vore brødre boede. Ved 8-tiden kom jeg til provinshovedstaden Udine. Det meste af byen var forladt; dens indbyggere havde søgt tilflugt i områder længere borte. Udine var ikke alvorligt beskadiget. Alle Jehovas vidner dér var i live og havde det godt, så jeg kørte videre mod San Daniele.

Der mødte jeg Lino Culotta, en ældste i den lokale menighed. Han forsikrede mig om at alle Jehovas vidner i denne by var i live, skønt nogle havde mistet deres hjem og var tvunget til at bo under åben himmel. På vej til Gemona, længere mod nord, passerede jeg Osoppo, hvor jeg kendte fire familier der var Jehovas vidner. Denne by var blevet isoleret af myndighederne. Ikke desto mindre lykkedes det mig at nå frem til Amabile Tandois hjem. Skønt huset var beskadiget, var det ikke styrtet sammen. Men Tandoi var der imidlertid ikke, hvilket gav mig en formodning om at han havde overlevet.

Overalt var jeg vidne til hjerteskærende scener. Det var forfærdeligt at se hvordan folk gravede halvdøde mennesker fri af ruinerne. Men mange andre var ikke så heldige at finde deres pårørende i live.

Jeg skyndte mig videre til byen Gemona, en af de byer der var hårdest ramt af jordskælvet. Hvordan havde mine kristne brødre og søstre klaret sig i dette område? Det var umuligt at komme frem til byen i bil, for ruinerne blokerede alle gader, så jeg forlod bilen og fortsatte til fods. For at finde rigssalen gik jeg efter en katolsk kirke der lå i nærheden. Denne kirke lå imidlertid i ruiner. Et hus på den ene side af kirken var delvis ødelagt, og det næste hus var faldet sammen.

Jeg vidste at rigssalen, hvor Jehovas vidner havde møde da jordskælvet indtraf, lå ved det næste hjørne. Det forekom mig usandsynligt at mange kunne have overlevet. Jeg gik videre med hjertet oppe i halsen. Og i næste øjeblik så jeg huset! Bygningen med rigssalen stod der endnu, mens alt omkring den var styrtet sammen. Endog bøgerne i udstillingsvinduet var der endnu. Ingen af forkynderne var til stede. Men dette var et fingerpeg om at de også her havde overlevet.“

Da jordskælvet indtraf

Jordskælvets epicenter var ved Tolmezzo. Renato Abramo, præsiderende tilsynsmand for Jehovas Vidners menighed i denne by, beretter: „Vores rigssal er beliggende i stueetagen i et nyt treetages beboelseskompleks. Da jordskælvet indtraf holdt vi vort sædvanlige møde torsdag aften med fireogtyve til stede.

Mødet var allerede begyndt, da vi mærkede den første rystelse. Den var ikke så kraftig. Da den var forbi, råbte Maurizio Rossi: ’Kom her!’ og pegede på en bjælke der blev holdt oppe af en søjle af jernbeton.

Den anden rystelse var meget værre. Pludselig gik lysene ud. Tanker om at dø eller i det mindste blive levende begravet under ruinerne for gennem mit sind. Jeg spurgte mig selv: ’Hvor vil den første genstand ramme mig? I hovedet? På venstre eller højre skulder? I siden?’ Jeg lukkede øjnene og bad til Jehova. Ja, det gjorde vi alle. Bønnen der blev sagt hørligt var gensidigt styrkende. Skønt vi tydeligvis var i dødsfare, fandt vi trøst i Bibelens løfte om en opstandelse. — Joh. 5:28, 29; Apg. 24:15.

Men ligesom det syntes at alt var ved at falde sammen om os holdt rystelsen op. Glade over at være i live flygtede vi ud på gaden og begav os til en lejrplads i nærheden. Der tændte vi et bål og tilbragte natten.“

Hjælp strømmer til

Næste dag begyndte hjælpen at strømme ind til det ødelagte område. Ikke blot italienere men også folk fra nabolandene tilbød frivilligt deres tjeneste. Med hensyn til os Jehovas vidner, så sørgede forkynderne i Triest for mad, klæder og penge til dem af deres medkristne som havde lidt tab ved katastrofen. Et center til at koordinere hjælpearbejdet blev oprettet i Udine, hvor en af de ældste stillede sit hjem til rådighed. Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Rom dannede en komité til at få dette arbejde hurtigt udført. „Det var et rørende syn,“ bemærker en af de frivillige. „Jehovas vidner fra alle menigheder i nærheden, ja endog fra Østrig og Tyskland, kom for at hjælpe.“

Fra det hårdt ramte Gemona fortæller Anacleto Martin: „Broder Montori vendte tilbage til lejligheden oven over rigssalen. Han hjalp værtens firs år gamle fader ned på gaden og til et sikkert sted ude på landet. Andre forkyndere gik i gang med at prøve at redde mennesker der var begravet under ruinerne af huse i nærheden. Den følgende morgen skiltes vi for at finde ud af hvad, om overhovedet noget, der var tilbage af vore hjem. Dagen efter begyndte der at komme hjælp fra vore kristne brødre som boede i nærheden af området. Blandt forsyningerne var der også telte, som der var stort behov for.“

Renato Abramo fra Tolmezzo beretter: „På grund af de gentagne rystelser syntes vi det var klogest at blive i det fri. Jeg slog mit telt op, og kort tid efter fik vi endnu et. Nogle af os sov i teltene, andre i biler. Den følgende mandag hilste vi med glæde ankomsten af en lastbil med påskriften ’Hjælp fra Vagttårnet’. Her kom Jehovas vidner med mad, telte, medicin og tøj. På denne måde var vi i stand til at slå ekstra telte op til os selv og til andre forkyndere fra nærliggende landsbyer, og også til nogle af vore naboer med hvem vi var glade for at dele hvad vi havde.“

En rejsende tilsynsmand siger om koordinationscenteret for forkyndernes hjælpearbejde i Udine: „Jeg har set så meget materiel ankomme til dette hus at det ville være vanskeligt at lave en fortegnelse. Den villige hjælpsomhed Jehovas vidner fra andre byer og andre lande lagde for dagen var rørende. De varer der strømmede ind omfattede endog bleer til småbørn. To søstre tjente som tolke for at klare sprogproblemet for de frivillige fra Østrig og Tyskland. Overvældet af taknemmelighed spurgte vi hvad vi til gengæld kunne gøre for dem der var kommet så langt borte fra for at hjælpe os. Hvad med en tallerken spaghetti? Det var det mindste vi kunne gøre for dem.“

Noget vigtigere

Midt i hurlumhejet med at hjælpe hinanden med mad, tøj, husly og andre materielle fornødenheder, tog Jehovas vidner i Friuli-området sig af noget de betragtede som endnu vigtigere. Fra Gemona berettes der:

„Vi sørgede for at overføre stole og andet inventar fra rigssalen til San Daniele. Og den 16. maj holdt vi vort offentlige bibelske foredrag og studium af Vagttårnet i en stor hangar bygget af brødre.“ Renato Abramo fortæller fra Tolmezzo-området: „Søndagen efter jordskælvet var vi i stand til at holde vores første møde i et telt.“ En rapport fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Rom lyder: „Næsten alle de berørte menigheder var i stand til at holde deres faste møder søndagen efter jordskælvet. I ét område fungerede fire store telte med plads til omkring 100 personer ikke blot som sovesale, men også som rigssale.“

Hvilken virkning havde jordskælvet alt i alt på Jehovas vidner i Friuli-området? Der opstod naturligvis et boligproblem. Omkring fireogtres familiers hjem var enten styrtet sammen eller var så beskadiget at det var nødvendigt at rive dem ned.

Ser man på det positive, så var ingen af Jehovas vidner døde eller alvorligt såret. Deres holdning over for det skete blev udmærket formuleret af en ældste der havde med hjælpearbejdet at gøre: „Det er mit håb at det der er sket, ikke sker igen. På den anden side har det været en glæde for mig at arbejde med at formindske mine medmenneskers lidelser. Vi ser frem til oprettelsen af Guds nye orden i nær fremtid, hvor lidelser, ulykker og død ikke skal være mere.“ — Åb. 21:3-5.

[Tekstcitat på side 10]

„Det var forfærdeligt at se hvordan folk gravede halvdøde mennesker fri af ruinerne. Men mange andre var ikke så heldige at finde deres pårørende i live.“

[Tekstcitat på side 10]

„Bygningen med rigssalen stod der endnu, mens alt omkring den var styrtet sammen.“

[Tekstcitat på side 11]

„Det var et rørende syn; Jehovas vidner fra alle menigheder i nærheden, ja endog fra Østrig og Tyskland, kom for at hjælpe.“

[Kort på side 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hvor jordskælvet ramte

TOLMEZZO

OSOPPO

GEMONA

SAN DANIELE

UDINE

Østrig