Angrebet på Jehovas Vidner tager til
ANGREBET på Jehovas vidner, der begyndte i 1973, er efterhånden taget til i intensitet. I det år nægtede myndighederne at give dem tilladelse til at holde nogle planlagte ’kredsstævner’, hvor nogle kristne menigheder kommer sammen for at få bibelsk undervisning. I december 1973 blev Jehovas vidners internationale stævne „Guds sejr“ i Cotonou aflyst i sidste øjeblik. Tidligt på året det følgende år tillod myndighederne igen at der afholdtes kredsstævner, men det var sidste gang en sådan tilladelse blev givet.
I løbet af denne tid blev der ikke lagt hindringer i vejen for møderne i rigssalene eller i private hjem. Men i slutningen af 1974 gik der rygter om at det offentlige forkyndelsesarbejde ville blive underlagt begrænsninger, og i begyndelsen af 1975 skete dette i området Mono. I februar måned blev forkyndelsen fra hus til hus standset af de lokale myndigheder i byen Parakou. Men i andre dele af landet havde Jehovas vidner frihed til at forkynde og til at komme sammen.
Angrebet forstærkes
Efter de politiske festligheder den 30. november 1975, da landets navn blev ændret og det blev bekendtgjort at man ville få et nyt flag, blev angrebet mod Jehovas vidner intensiveret. Politiske slogans blev brugt i større udstrækning, og eftersom Jehovas vidner nægtede at råbe sådanne slagord, blev de ofte afhørt af de lokale revolutionskomiteer.
I december 1975 blev en kredstilsynsmand arresteret mens han var ude i forkyndelsesarbejdet. En politibetjent der havde fri, råbte det politiske slagord: „Klar til revolutionen!“ Forkynderen forventedes at svare: „Og kampen fortsætter.“ Da han undlod at svare, selv efter adskillige tilråb, blev han taget med til politistationen hvor han blev tilbageholdt.
Der gjorde man yderligere forsøg på at tvinge ham til at sige det politiske slagord og være med til at synge politiske sange. Man tvang ham til at kravle omkring på knæ og albuer i adskillige timer. Sidst på dagen da nogle af Jehovas vidner talte med politiet, blev han endelig løsladt.
I december 1975 blev forkyndelsen fra hus til hus også forbudt flere andre steder, og for første gang forbød myndighederne at man kom sammen i nogle af rigssalene, og de beslaglagde endog disse rigssale. I Dowa i nærheden af Porto Novo, var K. E. G. ved at lave noget arbejde ude foran rigssalen. Der lagde han mærke til en mand der lavede afmærkninger med pæle og foretog opmålinger. Da han spurgte ham hvad han lavede, sagde han: „Vi overtager jeres rigssal. Den lokale revolutionskomité har besluttet at standse jeres møder, og fra nu af skal salen bruges til politiske møder.“ Og dette skete, uden at der blev givet nogen erstatning.
Fra januar til marts 1976 var der flere og flere lokale myndigheder der forbød Jehovas vidners møder og forkyndelse. Rigssalene blev lukket, og nogle blev brugt til mødested for de lokale politiske myndigheder. Regeringens avis (den eneste i Benin), og radioen, der kaldes „Revolutionens røst“, begyndte at komme med skarpe kommentarer imod religion i almindelighed og Jehovas vidner i særdeleshed.
Pres på arbejdspladserne
På de fleste arbejdspladser begyndte myndighederne at fastsætte bestemte tidspunkter hver uge til flagceremonier, til at synge patriotiske sange og råbe politiske slagord. Desuden blev der givet ’ideologi-undervisning’, hvilket også indbefattede en forberedende militær oplæring.
I ét område blev det besluttet at arbejdere fra flere arbejdspladser skulle mødes den første weekend i april til et af disse ideologikurser. Omkring 300 eller flere var beskæftiget på disse arbejdspladser. Alle fik besked på at komme, deriblandt fire arbejdere der var Jehovas vidner. De mandlige Jehovas vidner, S. A., C. A. og A. A., syntes at det bedste ville være at blive væk. Det kvindelige Jehovas vidne, J. T., var til stede men nægtede at deltage i visse dele af kursuset som krænkede hendes kristne samvittighed.
Efter at S. A. og C. A. var kommet på arbejde den følgende mandag morgen, blev de arresteret. Stadig iført deres arbejdstøj blev de tvunget til at løbe foran en bil hen til politiskolen. Kort efter at de var ankommet blev deres kristne søster J. T. ført ind. Man forsøgte så at tvinge dem til at råbe politiske slagord. De blev tvunget til at kravle rundt på knæ og albuer indtil de var udmattede. Og de fik et ’ideologikursus’ hvor man forsøgte at få dem til at råbe slagordene.
A. A. skulle ikke møde på arbejde før mandag eftermiddag. Da han mødte op, blev også han arresteret og tvunget til at løbe foran en bil hen til politiskolen. Der blev han slået og tvunget til at kravle rundt på jorden og gøre andre former for „sport“. Et af disse Jehovas vidner sagde senere at han var besluttet på ikke at give op selv om det betød at han skulle være trofast til døden. Han sagde at håbet om opstandelsen og om livet i Guds nye ordning havde styrket ham i troen.
I fire dage blev disse Jehovas vidner tilbageholdt og udsat for en sådan behandling. Så blev de løsladt og fik at vide at de kunne tage på arbejde igen. A. A. blev imidlertid øjeblikkelig udsat for yderligere pres på sin arbejdsplads. Hans overordnede insisterede på at han skulle tage ledelsen i flagceremonierne og når der skulle råbes politiske slagord. Til sidst blev han afskediget fra sit arbejde fordi han nægtede at give efter. Senere blev S. A. og C. A. også afskediget af lignende grunde, og det forlyder at J. T. blev arresteret igen og derpå løsladt.
Angrebet intensiveres
Ligeledes i begyndelsen af april måned blev alle de mandlige Jehovas vidner i menigheden i Gouka i det nordlige Benin arresteret og tilbageholdt i tooghalvfjerds timer. De fik besked på at holde op med at forkynde offentligt, og samtidig forsøgte man at tvinge dem til at sige politiske slagord. Efter at disse bestræbelser var slået fejl, blev forkynderne løsladt. De fik imidlertid besked på at hvis møderne fortsat skulle afholdes i rigssalen, skulle der samtidig synges politiske sange og siges politiske slagord. Men Jehovas vidner kunne ikke gå med til sådanne politiske handlinger, og de var derfor tvunget til at holde op med at bruge deres rigssale.
I en radiotale den 16. april kom indenrigsminister Martin Dohou Azonhiho med følgende trussel: „Hvis disse mennesker ikke ændrer handlemåde skal vi snart komme efter dem.“ Han fortsatte med at sige at han ville udvise nogle repræsentanter for Jehovas vidner fra landet ved udgangen af april måned.
Nogle få dage senere henvendte en delegation på fire Jehovas vidner sig til politimesteren i Cotonous anden politikreds for at svare på de anklager der var blevet fremsat. Men da disse Jehovas vidner ikke ville sige de politiske slagord, blev de arresteret og ført til politiskolen. Dér blev der gjort yderligere forsøg på at få dem til at besvare slagordet: „Klar til revolutionen!“ Det forventede svar er: „Og kampen fortsætter.“
En af forkynderne, D. S., svarede at han var klar til at arbejde, han var klar til at være med i den landbrugsproduktion som myndighederne taler om. Men han var ikke klar til at kæmpe; han var ikke klar til krig. Han tog altså et fast standpunkt og nægtede at svare på sådanne slagord. De fire brødre blev tilbageholdt i ti dage før de blev løsladt.
I mellemtiden blev der holdt et flere timer langt møde i Cotonou den sidste uge i april for at beslutte hvilke forholdsregler man skulle tage imod Jehovas vidner. Den 30. april 1976 stod der følgende overskrift i Benins avis Ehuzu: SEKTEN JEHOVAS VIDNER FORBUDT I FOLKEREPUBLIKKEN BENIN.
I artiklen stod der: „Fra og med tirsdag den 27. april 1976 er sekten Jehovas vidner forbudt i hele Folkerepublikken Benin. . . .
— alle møder afholdt af tilhængerne eller af folk der har været tilsluttet sekten Jehovas vidner er forbudt;
— besøg i hjemmene aflagt af sekten Jehovas vidners forkyndere er forbudt;
— Al fast ejendom der tidligere har været brugt af repræsentanterne for og tilhængerne af den nævnte sekt, vil blive overtaget af de lokale myndigheder og brugt til formål til gavn for befolkningen.“
Desuden stod der i avisen: „Repræsentanterne for den omtalte sekt, eller rettere udlændingene, hvilken nationalitet de så end tilhører, har kun nogle få timer til at forlade landet efter offentliggørelsen af disse foranstaltninger.“
Man spildte ingen tid med at realisere denne beslutning om at udvise Jehovas Vidners missionærer. Carlos Prosser forklarer: „Den 27. april omkring kl. 10 om formiddagen kom politiet og afhørte mig som afdelingskontorets leder. De tog mig med til Cotonou Akpakpa politistation og derfra til statspolitiet hvor jeg blev afhørt yderligere. Efter at være blevet ført tilbage til Cotonou Akpakpa politistation, fik jeg lov til at tage hjem, og jeg var hjemme omkring kl. 11.30 om formiddagen. . . . Klokken var cirka 20 da vi fik at vide at vi var blevet udvist med virkning fra samme dag, den 27. april . . .
Omkring kl. 8.30 [om morgenen] den 28. april kom politiet igen og sagde at vi skulle pakke vore kufferter og lægge dem ud i vores varevogn så vi kunne køre ind til statspolitiet. . . . Vi fik en halv time til at gøre os klar og komme af sted . . . Bevogtet af en soldat kørte jeg den varevogn der tilhørte Vagttårnsselskabet, mens resten af missionærerne blev kørt bort i en anden bil af politiet. . . .
To af missionærerne var forberedt på at tage til Togo og resten til Nigeria. De af os der skulle til Nigeria blev eskorteret til grænsen af politibilen, og de to der skulle til Togo blev ladt tilbage.“ Ti Jehovas vidner blev altså udvist af landet, og Vagttårnets Bibel- og Traktatselskabs ejendom konfiskeret af myndighederne.
Forfølgelse under forbudet
Den 10. maj fik nogle Jehovas vidner i menigheden i Cana, cirka 120 kilometer nord for Cotonou, besked på at melde sig hos den lokale revolutionskomité næste dag. Da de kom var borgmesteren der, og han hentede et flag som de skulle hilse. Da de nægtede dette begyndte fem mænd at slå disse Jehovas vidner; de slog oven i købet en otteårig dreng!
Den næste dag blev de ført til den nærmeste politistation, der ligger i Bohicon, hvor de i flere timer blev slået uden ophør. Man forsøgte at tvinge disse Jehovas vidner til at sige: „Ære, herlighed og sejr til folket.“ Men de svarede: „Ære, herlighed og sejr til Jehova.“ De blev også spurgt: „Hvem skylder vi vor styrke?“ De skulle svare: „Os selv,“ men de sagde: „Jehova.“ Derfor fortsatte politiet med at slå dem for at prøve at tvinge dem til at give efter.
Disse Jehovas vidner — også kvinderne og den otteårige dreng — blev tilbageholdt resten af dagen og hele natten. Næste morgen forsøgte man igen at tvinge dem til at sige slagordene. Da de nægtede blev de slået igen. Omkring middagstid ankom politimesteren endelig, og da han så at forkynderne var blevet slået brutalt, gav han betjentene ordre til at holde op da han ville udspørge vidnerne.
Han spurgte: „Hvordan kan det være at De ikke vil sige slagordene? Hvad er grunden?“ De svarede at det var fordi de ikke deltog i noget lands politiske anliggender, i overensstemmelse med det eksempel Jesus Kristus satte. „Vi er neutrale, og vor kristne samvittighed tillader os ikke at sige politiske slagord.“ Men politimesteren sagde: „Der må da ligge mere i det end dette. Der må være en anden grund.“ Han fik at vide at det var der ikke.
Til sidst sagde politimesteren at de ville blive løsladt, men at de ikke kunne holde møder i deres rigssale eller fortsætte deres forkyndelsesarbejde. Han sagde dog at det var i orden at de mødtes i deres hjem i små grupper. Forkynderne spurgte: „Kan De give os det skriftligt, at vi må holde vore møder?“ Politimesteren svarede: „Nej, jeg kan ikke give Dem det skriftligt.“
I landsbyen Awhangba Sekou blev forkynderen G. A. passet op af lokale revolutionære der råbte politiske slagord til ham. Da han ikke besvarede dem sprang fire personer ind på ham og slog ham til han mistede bevidstheden. Han faldt om, og de løb idet de åbenbart troede at han var død.
Få minutter senere begyndte han imidlertid at rejse sig, og en af dem der havde slået ham så dette på afstand. Men før han nåede tilbage kom der andre til, bevæbnet med stokke og køller. Forkynderen blev så slået af denne anden flok, og han faldt igen om, helt tilsølet med blod. De der var med i denne anden flok blev bange fordi de troede at de havde slået ham ihjel. De kastede derfor deres køller fra sig og flygtede. Da de alle sammen var forsvundet kom G. A. med besvær på benene og vaklede hjem.
I landsbyen Attogon i den nordvestlige del af landet lagde forkynderne mærke til at de lokale medlemmer af revolutionskomiteen traf foranstaltninger til at arrestere dem. De flygtede derfor om natten langt ind i „bushen.“ Mændene lavede ved hjælp af nogle blikplader et sted hvor de og deres familier kunne sove. Knap fyrre meter derfra indrettede de et sted hvor de kunne holde deres møder. De sad på jorden, og nogle træstykker blev bundet sammen til et bord som den der ledede mødet kunne bruge. Disse forkyndere er siden blevet spredt, og nogle er flygtet ud af landet.
I Aissessa lukkede revolutionskomiteen en rigssal, men den lokale borgmester kom nogle få dage senere tilbage med en nøgle og gav den til den præsiderende tilsynsmand med ordene: „Tag nøglen og gør salen klar til et særligt møde for alle jeres medlemmer på lørdag.“ Tilsynsmanden nægtede at tage imod nøglen medmindre han fik at vide hvad der skulle foregå ved mødet. Det ville borgmesteren ikke sige, men det lod til at myndighederne ville skabe vanskeligheder for forkynderne og måske planlagde at arrestere dem alle. De flygtede derfor over grænsen til Nigeria.
I begyndelsen af maj måned var en specialpioner (en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere), D. S., på vej gennem Cotonou da én genkendte ham som et af Jehovas vidner. Da han nægtede at svare på de politiske slagord der blev råbt til ham, blev han taget med på politistationen. Han blev slået brutalt i en periode på flere uger og derpå løsladt. Han måtte have lægebehandling som følge af de slag han havde fået.
Den 3. maj fik to andre specialpionerer der arbejdede i Kandi, omkring 650 kilometer nord for Cotonou, en tilsigelse til at møde på politistationen samme dag. Da de kom spurgte politimesteren, Dovonou, om han måtte se deres identitetskort. Da han så at deres skattekvitteringer for de sidste år var hæftet fast på kortene, sagde han: „Jeg kan se at I adlyder myndighederne og har betalt jeres skat.“
Politimesteren ville have pionererne til at opgive navnene på andre Jehovas vidner i området. Det nægtede de imidlertid at gøre. De fik så besked på at tage deres skjorte og bukser af, og politimesteren sagde: „Nu tror jeg at I snart gerne vil give os navnene og samarbejde med os.“
Der blev så kaldt nogle betjente ind, og på skift slog de pionererne med en knippel for at prøve at tvinge dem til at opgive navnene på deres kristne brødre og søstre. På trods af denne grusomme behandling ville de to vidner ikke bringe deres venners sikkerhed i fare ved at give politiet deres navne eller adresser.
Til sidst blev en af specialpionererne, I. K., ført til Cotonou under bevogtning. Mens han var i fængsel dér fandt han ud af at han ikke var det eneste Jehovas vidne som var fængslet. Der var flere andre som nægtede at synge patriotiske sange og deltage i flagceremonier, og som blev slået fordi de nægtede at være med til disse ting.
Da en ung mand blev spurgt: „Hvorfor synger du ikke og hvorfor deltager du ikke i flagceremonien?“ svarede han: „Min kristne samvittighed tillader det ikke, og Bibelen godkender ikke en sådan tilbedelse.“ På grund af dette svar slog betjenten ham i hovedet så han fik næseblod.
Med hjælp fra sin fader og nogle venlige betjente blev I. K. løsladt fra fængselet den 19. maj. Få dage senere lykkedes det ham at komme over grænsen til Nigeria. Der blev han behandlet på hospitalet; det tog ham adskillige uger at komme sig efter de slag han havde fået.
Oversigt over situationen
Da der afholdes nationalistiske ceremonier i skolerne, har kun få af Jehovas vidners børn kunnet gå i skole siden forbudet. Så sent som den 20. maj 1976 var der imidlertid en femtenårig dreng der stadig overværede timerne. Men så sagde en af hans skolekammerater til læreren: „Hvorfor skal jeg synge med når A. ikke gør det?“ Efter at være blevet stillet dette spørgsmål mindst to gange, var læreren nødt til at forlange at det unge Jehovas vidne sang med. Han nægtede, og begivenheden blev kendt i området. Da han hørte at der ville blive skredet voldsomt ind over for ham, gik han over grænsen til Nigeria.
Det samme er tilfældet på arbejdspladserne; Jehovas vidner tvinges til at forlade deres arbejdsplads fordi de ikke vil deltage i de politiske ceremonier. Trusler om arrestation og fængsling har fået omkring 600 til at gå over grænsen til Nigeria og andre til Togo. Politiet har søgt efter mange Jehovas vidner, især dem der vides at være ældste, og de har endda flere gange efterlyst dem i radioen.
For at give en forestilling om hvordan Jehovas vidner bliver overvåget, kan vi fortælle følgende beretning: I Cotonou ville en af de kristne ældste der stadig var tilbage dér, gerne styrke sine brødre ved at invitere nogle stykker hjem til et måltid mad, og så benytte lejligheden til at opmuntre dem. Han havde netop lukket en forkynder ind da et lokalt medlem af ’revolutionens forsvarere’ ringede på for at se om han afholdt et møde. Broderen forklarede at han blot havde nogle venner hjemme til et måltid mad, og spurgte om det var ulovligt at invitere venner hjem selv med dette formål.
Som allerede nævnt er alle rigssalene i landet blevet lukket og forkyndelsesarbejdet forbudt overalt. Mange steder er det endda meget vanskeligt for Jehovas vidner at mødes i små grupper, selv familiegrupper, fordi der bliver holdt så opmærksomt øje med dem. Nogle Jehovas vidner står op midt om natten for at studere Bibelen sammen.
I nogle dele af landet kan vidnerne dog mødes mere frit. De kan holde møder regelmæssigt ved at ændre tidspunktet og stedet fra gang til gang. I én landsby sagde borgmesteren at selv om der bliver sendt en stævning om at Jehovas vidner skal arresteres, vil han gøre alt hvad han kan for at beskytte dem.
Borgmesteren i denne landsby er meget foruroliget over at se at adskillige af Jehovas vidner har forladt landet fordi de er blevet truet med arrestation. Han har udsendt en advarsel i sin landsby om at hvis nogen af Jehovas vidner bliver forulempet på nogen måde, vil de der volder dem vanskeligheder blive arresteret. Siden den tid er der ingen som har generet forkynderne der. Denne borgmester sagde til politichefen at Jehovas vidner er landsbyens bedste borgere, at de betaler deres skat til tiden og arbejder med i de lokale „selvhjælpsprojekter“ i landsbyen.
Jehovas vidner har således større vanskeligheder i visse egne af republikken Benin end i andre egne, og dette skyldes som regel de lokale myndigheder. Men det officielle standpunkt til Jehovas vidner er at hele deres arbejde skal standses og at man skal forsøge at få alle til at indordne sig under landets ideologi.
[Kort på side 8]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
ØVRE VOLTA
NIGER
Niger-floden
Benin
Kandi
Parakou
Gouka
Bohicon
Cana
Aissessa
Awhangba Sekou
Cotonou
Dowa
Porto Novo
TOGO
NIGERIA
GHANA
GUINEABUGTEN