Er FN ved at vende sig mod religionen?

„DER var engang,“ skriver det engelske blad Manchester Guardian, „da De forenede Stater og andre betragtede De forenede Nationer som menneskerettighedernes forkæmper og trosfrihedens upartiske forsvarer.“ I mange år har man beundret FNs berømte Verdenserklæring om Menneskerettighederne og betragtet den som et mønster for frihed. Men nu, hedder det i Guardian, breder skuffelsen sig. Hvorfor denne forandring?

Nogle anklager FNs Kommission for Menneskerettighederne for at handle i modstrid med sit oprindelige formål. Da den amerikanske repræsentant Leonard Garment vendte tilbage fra kommissionens møde i Genève i 1976, var han opbragt over det der var sket. I en offentlig protest den 1. april 1976 fremførte han nogle overraskende anklager.

Hans første anklagepunkt gik ud på at en foreslået erklæring om religionsfrihed „nu langsomt tager form af en fordrejet tekst der tilsigter en begrænsning af religionsfriheden og af den enkeltes trosfrihed, under påskud af at religion avler intolerance, racisme og kolonialisme, og at den udgør en trussel mod freden og . . . den nationale sikkerhed“.

Leonard Garment hævdede at erklæringen i sin nuværende ordlyd „kan tjene til at undergrave de religiøse organisationers lovlige status og retten til religionsudøvelse, og at den direkte kan bruges til at legalisere deres undertrykkelse“.

Dernæst angreb han en resolution om „retten til liv“, som lige var blevet vedtaget ved mødet i 1976. Han hævdede at kernen i denne resolution er at „staten, hvis den på en eller anden måde finder at den ikke er ’sikker’, eller . . . at der eksisterer en ’trussel mod freden’, nu med formel støtte fra FNs Menneskerettighedskommission kan suspendere alle andre menneskerettigheder — retten til ytringsfrihed, til religionsudøvelse, til at forsamles, til at emigrere — indtil truslen mod den vigtigere ’ret til liv’ er drevet over“.

Denne resolution, påtalte Leonard Garment, „tillader at der åbenlyst, ja endog med stolthed, begås forbrydelser mod menneskerettighederne, i fredens og den internationale sikkerheds navn“. — Pressemeddelelse, De forenede Staters delegation til De forenede Nationer, 1. april 1976. (Kursiveret af os.)

Dette er stærke anklager. Vil kommende begivenheder vise at Leonard Garments frygt er begrundet, eller er disse FN-resolutioner blot tom politisk propaganda uden virkelig kraft? Det vil kun tiden kunne vise. Men hvad er baggrunden for disse anklager, og hvilke kår har religionen i øvrigt inden for FN? Svaret vil sikkert overraske Dem.

FN og religionen

I 1962 bad Generalforsamlingen formelt Menneskerettighedskommissionen om at udarbejde en erklæring imod religiøs intolerance. Samtidig udbad den sig en erklæring imod raceforskelsbehandling. Blot ét år senere, i 1963, blev den færdige „erklæring om afskaffelse af alle former for raceforskelsbehandling“ offentliggjort. Men besynderligt nok er det, efter næsten femten år, kun titlen samt otte paragraffer af indledningen til erklæringen om religion der er blevet godkendt. Hvad er grunden?

Under debatten i 1973 sagde Costa Ricas repræsentant at der efter hans opfattelse „i [forberedelses]udvalget blev gjort en bestræbelse for at sikre at erklæringen aldrig kom til at se dagens lys“. Han mente at arbejdet blev hæmmet og forhalet „med alle slags kneb og påskud“.¹a

Og i løbet af de mange år hvor erklæringen har været undervejs, har teksten i den langsomt fået en overraskende drejning. Officielle referater af drøftelserne viser at mange lande tydeligvis ønsker at undgå en erklæring der giver fuldstændig religionsfrihed. Et dokument som erklærer alle indgreb i religionsfriheden ulovlige, kunne sætte dem i diplomatisk forlegenhed.

For at undgå dette har de delegerede rejst mange proceduremæssige indvendinger; de har gang på gang fået udsat møderne, og de har anfægtet så godt som hvert eneste ord i den foreslåede erklæring. Denne udmattelsestaktik har ofte ført til kompromisforslag og indført en ordlyd der kan fortolkes på flere måder. Disse kompromiser, siger U.S.A.s repræsentant, er hver især „tilsyneladende så uvæsentlige at man altid har kunnet finde en undskyldning for ikke at gribe ind — endnu“.

I den næste artikel skal vi se hvordan disse FN-erklæringer har undergået en forandring — fra udtalelser der forfægter visse rettigheder, til udtalelser der endog kan bruges til at begrænse disse rettigheder.

[Fodnote]