Hvordan to FN-resolutioner har fået en overraskende drejning

DE KRÆFTER der ønsker at ændre erklæringen om religionsfrihed begyndte med selve titlen. Den blev omformet så den kunne fortolkes på to måder. Lad os se hvordan det lod sig gøre.

Dengang Generalforsamlingen oprindelig anmodede om at der blev udarbejdet en „Erklæring om afskaffelse af alle former for religiøs intolerance“, lagde man vægten på at beskytte den enkeltes overbevisning mod intolerance fra myndighedspersoners og andres side. Men den nuværende titel lyder anderledes. Den taler om „afskaffelse af alle former for intolerance der skyldes religion eller trosopfattelse“.²a Som vi ser, kan dette også fortolkes på den måde at det er ’religionen eller trosopfattelsen’ der er årsag til den „intolerance“ der skal ’afskaffes’!

Lad os tage endnu et eksempel. I indledningens tredje paragraf hedder det, efter at man ved et kompromis fik ændret formuleringen, at en af grundene til at man må tage visse forholdsregler over for intolerance er at

„tilsidesættelsen og krænkelsen af menneskerettighederne og de fundamentale friheder, i særdeleshed af retten til frihed med hensyn til tanke, samvittighed, religion eller tro, direkte eller indirekte har ført til krige og store lidelser for menneskeheden, især hvor DE tjener som et redskab for fremmed indblanding i andre staters indre anliggender og ligefrem vækker had mellem folkeslag og nationer.“³ (Fremhævet og kursiveret af os.)

Når man læser dette, bliver man måske i tvivl om hvad det er der forårsager „krige og store lidelser . . . fremmed indblanding . . . og ligefrem vækker had“, men denne forvirring er netop hvad diplomaterne har tilsigtet! De der fortolker det famøse „DE“ til at være „tilsidesættelsen og krænkelsen af menneskerettighederne“ kan gøre det, mens de der fortolker „DE“ til at være „religion eller tro“ også kan opfatte det på den måde hvis de vil.

De diplomatiske krumspring for at få denne tvetydige formulering vedtaget var næsten komiske. Ét europæisk land spurgte hvad der egentlig mentes med „de“. Som svar herpå foreslog en afrikansk delegeret ’at man ikke skulle definere sine fortolkninger før afstemningen’. Et delegationsmedlem fra en af sovjetrepublikkerne anbefalede at gruppen ’vedtog kompromiset og fortolkede det senere’, uden at tilkendegive ’hvad man mente med ordet „de“’. Han sagde at ’definitionen var noget den enkelte stat’ måtte fastlægge. Tro det eller ej! Kompromisforslaget blev vedtaget!

Under et senere møde i 1976 blev der kun drøftet yderligere to paragraffer. Den femte paragraf blev formuleret på en tilsvarende dobbelttydig måde og vedtaget. Men der opstod megen strid om indledningens niende og sidste paragraf. Det endte med, hedder det i en FN-rapport, „at den uformelle arbejdsgruppe var ude af stand til at vedtage en tekst“.⁴

Den sidste af de talrige „kompromisparagraffer“ der blev foreslået, var også hård ved religionen. Den erklærede at „religions- og trosfrihed ikke bør misbruges som et middel til at følge en ideologi eller praksis som er i modstrid med“ mål som „verdensfred, social retfærdighed, venskab mellem folkeslag og stater“.⁵ (Kursiveret af os.)

Med andre ord: hvis et land valgte at erklære at religionsfriheden blev ’misbrugt’ og udgjorde en trussel mod ’verdensfreden’, kunne det henvise til denne paragraf som støtte for at gøre indgreb i denne frihed.

Imens vedtog Menneskerettighedskommissionen også en anden resolution der tog lignende forbehold over for religionsfriheden og andre rettigheder — nemlig den resolution der kaldes „retten til liv“.

Er retten til liv vigtigere?

Denne resolution er omhyggeligt formuleret så den ser harmløs ud. Ordene „fred og sikkerhed“ forekommer for eksempel hele otte gange sammen med udtryk som dem der findes i den første egentlige paragraf: „Enhver har ret til at leve under forhold hvor der råder international fred og sikkerhed og til fuldt ud at nyde økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder såvel som borgerlige og politiske rettigheder.“

Allerede i den næste paragraf er der imidlertid „indsmuglet“ et forbehold. Det hedder her at Menneskerettighedskommissionen er overbevist om at „uforbeholden respekt for og fremme af menneskerettighederne og de fundamentale friheder forudsætter eksistensen af international fred og sikkerhed“.⁶ (Kursiveret af os.)

Hvad så med respekten for menneskerettighederne når der ikke råder fred og sikkerhed? En delegeret fra et latinamerikansk land rejste dette spørgsmål, idet han sagde at han „håbede at tyranniske regimer ikke ville påberåbe sig indholdet af denne paragraf som grundlag for stadig at krænke menneskerettigheder og fundamentale friheder under påskud af at der ikke rådede international fred og sikkerhed i verden“.

Frankrigs delegerede havde lignende betænkeligheder. Hvis der rådede fred overalt i verden, spurgte han, „ville det så nødvendigvis skabe respekt for menneskerettighederne i alle områder . . . Ville det automatisk fjerne tyranniske regimer . . . Ville det automatisk gøre ende på diskrimination . . .?“⁷

Resolutionen synes med andre ord at sætte „retten til at leve“ i „fred og sikkerhed“ over alle andre menneskerettigheder (religionsfriheden indbefattet), selv om det skulle betyde at disse andre rettigheder udelukkes. Meget betegnende sagde et delegationsmedlem fra et land hvor menneskerettighederne sædvanligvis er begrænsede, at hans delegation havde „stemt for udkastet til resolutionen . . . eftersom det fuldstændig genspejlede dens synspunkt“.⁸

Ved hjemkomsten fra Genève udtalte den amerikanske repræsentant følgende:

„Disse ting er slet ikke usædvanlige. De er typiske. . . . De forekommer hvor som helst der afholdes internationale møder. De forekommer alle vegne med stadig større hyppighed og styrke. De danner et dræbende mønster.“

Indebærer alt dette et budskab om religionens fremtid? Er der virkelig „et dræbende mønster“ at spore heri? Eller er disse resolutioner blot tomme politiske udtalelser uden virkelig kraft? Som tidligere nævnt, vil kun tiden kunne vise det.

Menneskerettighedskommissionens drøftelser har imidlertid afsløret en rodfæstet holdning til religionen som det er værd at betragte. Mange aktuelle begivenheder bevirker også at kirkerne udsættes for stadig skarpere kritik, selv i de demokratiske vestlige lande. Den næste artikel vil komme ind på denne tendens og hvad den kan betyde for religionens fremtid.

[Fodnote]