Grækenland værner forsamlingsfriheden
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I GRÆKENLAND
DEN sande kristendom er ikke noget nyt på Kreta, den femtestørste ø i Middelhavet. For mere end nitten hundrede år siden efterlod apostelen Paulus sin medarbejder Titus på øen for at han dér skulle tage sig af problemer og indsætte ældste i de kristne menigheder i forskellige byer på øen. Det var ikke nogen nem opgave, for kreterne havde et dårligt ry i gammel tid. En af deres egne profeter (sandsynligvis Epimenides fra det sjette århundrede f.v.t.) sagde: „Kretere er altid løgnere, skadelige vilddyr, lediggængere og frådsere.“ — Tit. 1:10-12.
Den sande kristne tro havde imidlertid en sund og gavnlig indvirkning på de kretere som modtog den. Apostelen Paulus skrev at Titus kunne forvente at finde ulastelige mænd iblandt dem. I sin vejledning om hvad Titus skulle spejde efter hos en mand han kunne overdrage et ansvar, skrev Paulus: „En tilsynsmand [eller ældste] bør som en Guds husholder være uangribelig, ikke selvrådig, ikke tilbøjelig til vrede, ikke en fordrukken spektakelmager, ikke en som bruger vold, ikke begærlig efter uærlig vinding, men gæstfri, en ven af godhed, sund i sindet, retfærdig, loyal, en som kan beherske sig.“ — Tit. 1:7, 8.
Indstillingen blandt gejstligheden
Har de ledende mænd inden for kirkerne på Kreta i dag vist at de lever op til de høje krav som Titus forventede at man skulle opfylde for at kunne få et ansvar i menigheden? Deres opførsel taler for sig selv. Vi vil her beskrive hvad der fandt sted i forbindelse med et fredeligt stævne som Jehovas kristne vidner afholdt.
Stævnet var fastsat til at afholdes fra 29. juli til 1. august 1976, på Ergoteles Stadion i Heráklion, en større havneby på nordkysten af Kreta, lidt øst for „midten“. Stævneprogrammet skulle bestå af bibelske foredrag, skuespil og sketches under temaet „Hellig tjeneste“. Hele programmet ville tilskynde alle til at efterleve Bibelens krav i endnu højere grad, både som forældre, ægtefæller, børn, naboer og medmennesker i det hele taget. Alle gudfrygtige mennesker burde glæde sig over fire dages opbyggende bibelske drøftelser om tjenesten for den allerhøjeste Gud. Men de ortodokse præster på Kreta var af en anden mening.
Da man påbegyndte stævneforberedelserne på det lejede stadion i midten af juli, prøvede kirkelige kredse at lægge pres på bestyrelsen for Ergoteles Stadion for at få den til at bryde kontrakten. Noget sådant ville man næppe forvente af mænd som skulle være eksempler i retfærdighed, loyalitet og uangribelighed. Stadions bestyrelse skal roses for at den ikke gav efter for præsterne, men lod deres ord og deres kontraktlige underskrift stå ved magt.
Så prøvede de religiøse ledere både hos de lokale myndigheder på Kreta og hos myndighederne i Athen at få Jehovas Vidners stævne aflyst. Præster fra Heráklion og omegn sendte følgende protest til bypræfekten, den offentlige anklager og chefen for gendarmkorpset: „Vi har hermed den ære at lade Dem vide at præsterne fra Heráklion by og omegn i dag, den 16. juli klokken 9.00, er trådt sammen i Kretas hellige ærkebispesæde på grund af den kongres som skal afholdes i vor by fra 29. juli til 1. august af millennisterne, også kendt som Jehovas Vidner, der er fjender af vor tro og vort fædreland, agenter for den internationale zionisme; vi udtrykker vor indignation over dette skandaløse hebræerstævnes uacceptable festligheder, hvis mål er at hverve proselytter, og vi overbringer desuden en kraftig protest fra vore sognebørn. . . . Vi anmoder Dem derfor om at foretage det fornødne for at få denne provokerende kongres aflyst; såfremt kongressen finder sted kan vi ikke påtage os ansvaret for hvad der sker.“
Efterhånden som stævnet nærmede sig fortsatte præsterne og visse af deres tilhængere deres protester med tiltagende styrke. Den 26. juli truede en flok på 5000 mennesker med at ødelægge Ergoteles Stadion. Men politiet forhindrede dem i at gennemføre deres forehavende. I Athen fortalte en avis om begivenheden under overskriften: „5000 ville brænde stadion i Heráklion ned.“ Der blev også bragt et billede hvor man så præsterne stå uden for stadion.
Trods den fortsatte modstand begyndte stævnet som planlagt den 29. juli. Politiet mødte op for at tage sig af eventuelle fredsforstyrrere. Alt gik godt denne første dag indtil stævnedeltagerne skulle til at forlade pladsen. Så begyndte fanatiske folk i grupper på gaden at kaste sten efter bilerne, hvorved nogle af bilerne blev slemt medtaget og nogle af dem der havde overværet stævnet, fik rifter og skrammer. Både politiet og byens offentlige anklager gav voldsmændene ordre til at fjerne sig, men det fik ikke den af præsterne ophidsede menneskemængde til at holde op med at kaste sten.
Dette pøbeloverfald var en overtrædelse af et dekret som chefen for Heráklions gendarmkorps havde udstedt. Deri hed det blandt andet: „Vi forbyder enhver offentlig sammenstimlen i det fri og enhver protestmarch som borgere måtte påtænke at gennemføre mod millennisterne [Jehovas Vidner] med det for øje at forhindre afholdelsen af deres kongres eller øve overgreb mod dem.“ Overtrædelse af dekretet kunne straffes med op til fem års fængsel, og i skærpede tilfælde med op til tyve års fængsel, men præsterne og deres mange fanatiske tilhængere gik åbenlyst imod loven. De handlede i modstrid med Bibelens bud: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder,“ det vil sige de verdslige myndigheder. — Rom. 13:1.
På stævnets anden dag henvendte en af Vagttårnsselskabets repræsentanter, sammen med to sagførere fra Athen, sig om formiddagen hos den offentlige anklager og rapporterede hvad der var sket. Denne forsikrede dem om at der var taget skridt til at forhindre en gentagelse af den foregående dags kedelige episoder.
Virkningen af præsternes modstand
Med undtagelse af nogle sporadiske tilråb og spredte affyringer af lidt fyrværkeri i gaderne omkring stadion, var der ingen nævneværdige episoder under resten af stævnet. Takket være præsternes intolerante kampagne blev Jehovas Vidners stævne ikke blot kendt på Kreta, men i hele Grækenland. Præsternes handlinger blev udførligt omtalt af aviser både i Heráklion og Athen.
Presseomtalen afslørede at de religiøse ledere havde taget løgn i anvendelse i deres propaganda. I stedet for at ligne de kristne som Titus indsatte til at være ældste, lignede præsterne på Kreta snarere de gamle kretere som blev sat på plads af en af deres egne profeter. Et tydeligt eksempel herpå er præsternes forsøg på at forbinde Jehovas Vidner med zionismen. Heráklion-avisen Patris bragte et telegram fra det jødiske centralråd i Athen som viste at præsternes påstand var falsk. Der stod: „I forbindelse med den forsamlede kongres af millennister må vi kraftigt protestere mod det ubehagelige forsøg på at sammenblande den jødiske tro med zionismen. Det er en kendt sag i hele verden at millennismen ikke har nogen som helst forbindelse hverken med jødedommen eller zionismen.“
Det skal siges til ros for de høflige og gæstfrie borgere i Heráklion at flertallet af dem ikke sympatiserede med den lovløse opførsel som blev lagt for dagen af de intolerante præster og dem de ophidsede til pøbeloverfald. Mange ytrede deres mishag over disse handlinger. En forretningsindehaver sagde til et af Jehovas vidner: „Må jeg gratulere Dem med Deres ulastelige optræden!“
Præsternes løgnagtige propaganda og lovløse handlinger gav på den måde folk lejlighed til at se hvem der praktiserede sand kristendom. De religiøse ledere levede afgjort ikke op til Bibelens krav til ældste. Deres opførsel var langtfra ulastelig, og tilmed ophidsede de andre til lovløse handlinger. Men heldigvis blev deres forehavende bremset ved at myndighederne havde mod til at forsvare det der er ret, og ikke lod sig skræmme af trusler og pøbelaktioner.
Med hensyn til Kretas intolerante præster kan man nu med god grund spørge: Kan man forvente en sund kristen undervisning fra mænd af den slags? Er det ikke snarere blandt dem der var fredeligt forsamlet for at lære om tjenesten for Gud at man kan forvente en pålidelig undervisning der stemmer med den de første kristne fik?
● I Guds lov til Israel hed det: „Du må ikke bære tøj, som er vævet både af uld og hør.“ (5 Mos. 22:11) Dette var sandsynligvis et forbud mod klædningsstykker der var fremstillet af to slags sammenspundne garner. Det var måske for at understrege vigtigheden af renhed. Det ville hjælpe israelitterne til at holde sig adskilt fra de omboende folk og nationer som gerne måtte kombinere garnerne. Købmænd havde altså ikke lov til at sælge tøj som var lavet af flere slags garner. Det var også meget lettere at passe på sit tøj når det kun var lavet af én slags garn, fremfor to, fordi de forskellige slags stoffer — som uld og hør — opfører sig forskelligt når de bliver vasket.