Hvad siger Bibelen?

Har kristendommen et synligt symbol?

HISTORIEN viser at verdens religioner har gjort brug af adskillige synlige symboler. Stjerner, halvmåner, fisk, drager, fabeldyr — disse og mange andre symboler er forekommet i religiøse skrifter og religiøs kunst.

Er der et symbol for kristendommen? De tænker måske på korset? Eller hvad med fisken, som findes på nogle gamle kulturgenstande der kan henføres til kristne? Eller er der måske et andet synligt symbol som repræsenterer kristendommen?

Lad os først se på korset. Mange oversættelser af De kristne græske Skrifter bruger ordet „kors“ om det redskab Jesus blev naglet til for at dø. (Fil. 2:8, da. aut.) Men havde det form som et kors?

The Imperial Bible-Dictionary siger: „Det græske ord for kors, staurós, betød egentlig en stolpe, en opretstående pæl, eller en planke, hvorpå man kunne hænge et eller andet, eller som kunne bruges i et gærde [en indhegning] omkring et stykke jord. . . . Selv blandt romerne synes [ordet] crux (hvoraf vort [ord] kors er afledt) oprindelig at have betegnet en opretstående pæl.“ Det er sandt at disse ord ved visse lejligheder også blev brugt til at beskrive genstande der havde form som et kors. I disse tilfælde viser den sammenhæng hvori disse ord bruges, imidlertid at det er kors der tales om. Men dét er ikke den oprindelige betydning, hverken af det græske staurós eller det latinske crux.

Desuden beskriver Bibelen også det redskab hvorpå Jesus døde, ved hjælp af det græske ord xylon. Ifølge et græsk-engelsk leksikon af Liddell og Scott, betyder dette ord „træ . . . II. en stok eller et stykke træ . . . III. senere: et træ“. I den danske autoriserede oversættelse af Bibelen gengives dette ord med „træ“ i Apostelgerninger 5:30, hvor vi læser: „Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som I tog af dage ved at hænge ham på et træ.“ — Se også Galaterbrevet 3:13, da. aut.; Apostelgerninger 13:29 og Første Petersbrev 2:24, norsk overs.

Men hævder forfattere fra begyndelsen af vor tidsregning ikke at Jesus døde på et kors? For eksempel beskrev Justinus Martyr (114-167 e.v.t.) på følgende måde hvordan han mente den stolpe Jesus døde på, så ud: „Den ene bjælke står oprejst, og dens øverste ende er formet som et horn, mens den anden bjælke er fastgjort dertil og enderne stikker ud til hver sin side som horn der er fæstnet til det ene horn.“ Dette viser at Justinus selv troede at Jesus døde på et kors.

Men Justinus var ikke inspireret af Gud, sådan som bibelskribenterne var. Han blev født over firs år efter Jesu død og var altså ikke øjenvidne hertil. Man mener at Justinus i sin beskrivelse af „korset“ fulgte et tidligere skrift som kaldes „Barnabas-brevet“. Dette ikke-bibelske brev hævder at Bibelen siger at Abraham omskar tre hundrede og atten mænd i sin husstand. Derefter udleder det en speciel betydning af et græsk bogstavtegn for 318, nemlig IHT. Forfatteren til dette apokryfiske værk hævder at IH repræsenterer de første to bogstaver i „Jesus“ på græsk. T’et siges at betegne formen på Jesu henrettelsespæl.

Angående denne passage siger M’Clintock og Strongs Cyclopædia: „Skribenten var tilsyneladende ukendt med De hebraiske Skrifter og har [også] begået den fadæse at forudsætte at Abraham kendte det græske alfabet nogle hundrede år før det eksisterede.“ En der har oversat „Barnabas-brevet“ til engelsk peger på at det indeholder „adskillige unøjagtigheder“, „absurde og betydningsløse fortolkninger af Skriften“, og „dumt praleri med den overlegne kundskab som forfatteren har“. Ville De stole på at en sådan forfatter, eller de der følger ham, giver nøjagtige oplysninger om den pæl Jesus døde på?

Korset blev først almindeligt som et symbol på kristendommen i det fjerde århundrede efter vor tidsregning, da den romerske kejser Konstantin indførte labarum, et flag med et særligt symbol. Dette symbol repræsenterede imidlertid ikke Jesu henrettelsespæl, men de græske bogstaver chi (X) og rho (P) skrevet oven i hinanden. Mange begyndte at betragte dette symbol som en sammenskrivning af de to første bogstaver, X og P, i det græske ord for Kristus, svarende til CHRistos.a

Hvad med fisken som symbol på kristendommen? Man har fundet genstande der er dateret helt tilbage til det andet århundrede som har båret dette symbol sammen med det græske ord for fisk, ICHTHÝS. Dette forstås af mange som de første bogstaver i det græske udtryk Iesous CHristos THeou Yios Soter, der betyder „Jesus Kristus, Guds søn, Frelseren“. Er fisken virkelig et kristent symbol?

Ifølge The Interpreter’s Dictionary of the Bible ses fisken ofte i gammel hedensk symbolik, også uden at det er i forbindelse med billeder af vand. „I sådanne tilfælde,“ siger dette opslagsværk, „tyder det på at der er tale om en symbolsk betydning, sandsynligvis som en betegnelse for guddommelighed, magt, frugtbarhed, etc.“

Det samme værk nævner desuden at visse jøder overtog brugen af fisken som et symbol fra hedenske religiøse skikke, og tilføjer: „Det er sandsynligt at de nævnte betragtninger [angående dette] til dels forklarer tilstedeværelsen af fisken i den kunst der stammer fra de ældste kristne katakomber. Hvor tidligt det græske ord for ’fisk’ (ichthýs) begyndte at blive udlagt som forbogstaverne i ’Jesus Kristus, Guds søn, Frelseren’ . . . ved vi ikke; men så snart denne udlægning var blevet kendt, blev fisken et almindeligt kristent symbol.“

Bibelen nævner imidlertid intet synligt symbol på kristendommen. De kristne i vor tid må derfor omhyggeligt undgå at antage sådanne symboler. For eksempel har man set at der på nogle af Jehovas Vidners bygninger og rigssale har været gengivet et vagttårn. Det er der i sig selv intet forkert i. Muligvis kan det hjælpe folk til at kende bygninger der ejes af Jehovas Vidner. Man bør imidlertid under ingen omstændigheder vise sådanne ting ærbødighed som om de var et synligt tegn på kristendommen. Jesus lærte ikke at synlige symboler skulle være de kristnes kendetegn, men: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Joh. 13:35.

Synlige symboler har altid været et fremtrædende træk inden for ikke-bibelske religioner, men sådanne fandtes ikke inden for den første kristendom. Ligesom i det første århundrede må de kristne også i dag følge den bibelske norm: „Vi vandrer efter det vi tror, ikke efter det vi ser.“ — 2 Kor. 5:7.

● Da kong David ved en lejlighed afholdt sig fra at bekende sin synd for Gud, påvirkede det ham både mentalt og fysisk. „Min livskraft“, sagde David, „svandt som i sommerens tørke.“ (Sl. 32:4) I sommertørken mister et træ meget af sin saft og kraft. På samme måde var Davids forsøg på at undertrykke sin dårlige samvittighed, samt hans deraf følgende kvaler, en stor belastning for ham, og det tappede ham for styrke og energi. — Sl. 32:3.

[Fodnote]

„Kors blev brugt som symbol på den babyloniske solgud [i form af en cirkel med et ligearmet kors indskrevet], og ses første gang på en mønt fra Julius Cæsars tid, år 100-44 f. Kr., og derefter på en mønt der er lavet under Cæsars efterfølger (Augustus), år 20 f. Kr. På mønterne fra Konstantins tid er [symbolet der består af et X og et P skrevet oven i hinanden] det mest almindelige symbol; men førnævnte symbol bruges også, uden cirkel omkring og med fire lige lange arme lodret og vandret; det var dette symbol der især blev æret som ’solhjulet’. Det bør nævnes at Konstantin var soltilbeder og ikke ville tilslutte sig ’Kirken’ før et kvart århundrede efter at han havde set et sådant kors på himmelen. . . . Herren blev henrettet på en opretstående stolpe og ikke på to stykker træ der krydsede hinanden i en eller anden vinkel.“