Hvor meget bør man stole på videnskaben?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I VESTTYSKLAND

FREMSKRIDT på forskellige videnskabelige områder har givetvis bidraget til menneskets velfærd. Læger har fundet forskellige metoder der kan forlænge livet for os og lindre vore smerter. Fremskridt inden for teknologien har forbedret vor livskvalitet på flere områder og gjort det lettere at udføre mange former for arbejde.

På grund af sådanne fremskridt betragter mange videnskaben med en næsten tilbedende ærefrygt. Astronauternes vellykkede månelandinger har forstærket denne følelse. Det har ført til at de tanker som videnskabsmænd giver udtryk for i andre anliggender, også bliver højt respekteret af mange mennesker. Ja, det er blevet en udbredt overbevisning at uanset hvilke problemer menneskeslægten vil blive stillet over for, så vil de med tiden blive løst; videnskaben og teknologien vil vise vejen.

Dette fremherskende synspunkt blev udtrykt meget rammende for nogle få år siden i et skrift der blev udgivet i forbindelse med 200-årsdagen for grundlæggelsen af det kendte schweiziske medicinalfirma J. R. Geigy i Basel. Ifølge dette skrift har den tyske fysiker professor C. F. von Weizsäcker sagt:

„Videnskaben af i dag er det eneste som alle under ét tror på: den er vor tids eneste universelle religion . . . Videnskabsmanden har således bragt sig i en særlig dobbeltstilling: Han er præst for denne nye religion, besidder dens gåder og undere; det der for andre er gådefuldt, mærkeligt eller dulgt, ligger jo åbent for ham.“

Men er en sådan tillid til videnskaben berettiget? Ikke ifølge von Weizsäcker. Enhver der med rette kaldes videnskabsmand, siger han, bør „erkende at det han ved, kun er en brøkdel af det han har brug for at vide, hvis han virkelig skal være egnet til at bære ansvaret for menneskers liv“. Han må forstå at selv inden for hans specielle område er der meget han ikke ved. Og ærlige videnskabsmænd er klar over at skønt videnskaben har frembragt ting der forbedrer livet, har den også gjort det modsatte. Den har været ansvarlig for at frembringe ting der har forringet livet for millioner af mennesker.

Blodsudgydelserne og ødelæggelserne i dette århundredes verdenskrige er blot ét eksempel. Man mener at alene den anden verdenskrig kostede over 50 millioner mennesker livet. Mange af disse ofre døde på en gruopvækkende måde som følge af videnskabens og teknologiens opfindelser: sprængstoffer regnede ned over mange fredelige civilpersoner fra flyvemaskiner, raketter, tanks, flammekastere, maskingeværer, torpedoer, atombomber og andre dødbringende våben. Alt dette var også produkter af videnskabelige og industrielle „fremskridt“.

I nyere tid har videnskaben og teknologien frembragt og anvendt ting der har ført til forurening, støj, trange boligforhold og spændinger. Alle disse faktorer burde gøre videnskabsmænd mere beskedne i deres påstande, og andre mennesker mere omhyggelige med hensyn til hvem eller hvad de sætter deres lid til.

Farlige kemiske stoffer

Selv videnskabsmænd der i almindelighed prøver at forbedre menneskets tilværelse står over for vældige problemer, som vi for eksempel kan se af medicinalindustrien. Nye medicinalprodukter kommer ustandselig på markedet, men kontrollen og afprøvningen af dem har desværre ikke altid været grundig nok.

Hvad der for nogle få år siden hændte i Vesttyskland (og i mindre målestok i Skandinavien, Canada og Brasilien) viser de tragiske følger det kan få at misbruge kemiske stoffer. Stoffet thalidomid blev vidt og bredt anvendt som beroligende middel. Gravide kvinder anvendte det også. Men nogle af dem opdagede til deres rædsel da de havde født, at deres små børn var vanskabte på grund af medicinen. Tusinder af disse børn var fysisk eller mentalt tilbagestående, og er det stadig. Om disse børn har det vesttyske nyhedsmagasin Der Spiegel sagt:

„De er ofre for et katastrofalt uheld, brygget sammen i en videnskabelig overbevist generations reagensglas; de må undgælde for den mystisk virkende kraft der på en eller anden måde lå i en tiendedel gram af en hvid substans, nemlig sovepillen thalidomid.“

Der Spiegel fortæller at der mellem 1957 og 1961 blev solgt 310.000.000 glas af dette beroligende middel. Det var blevet averteret som „giftfrit“, „harmløst“, og „fuldstændig uskadeligt“. Nyhedsmagasinet tilføjer: „Ni mænd blev anklaget. Hvad der ikke blev anklaget var den videnskabstro generations villighed til at konsumere medicin i tonsvis — skønt videnskabsmænd i de fleste tilfælde end ikke i dag ved nøjagtig hvordan lægemidlerne påvirker den menneskelige organisme.“

Siden den tid er lægemiddelkontrollen blevet skærpet. Men de mængder medicin der strømmer ud af fabrikkerne er trods alt forbløffende. Folk i hele verden konsumerer milliarder af medicinpiller hvert år. Og der kommer til stadighed nye på markedet. At helbredet tager skade viser sig måske først efter lang tids anvendelse, ligesom det er tilfældet med cigaretrygning. Det er grunden til at H. Weicker, der er professor i arvelighedslære ved Bonns universitet og en af de medicinske eksperter som blev tilkaldt for at vidne ved thalidomid-retssagen i Vesttyskland, har sagt: „En ulykke som thalidomid-katastrofen kan ramme os igen når som helst.“

Naturwissenschaftliche Rundschau (Tidsskrift for naturvidenskab) i Vesttyskland skrev i sin udgave for september 1975: „Ikke blot det frygtede thalidomid, men øjensynlig også mange andre medicinske præparater, kan forårsage deformiteter hos spædbørn, hvis de indtages af mødrene under de seks første ugers graviditet, da fosteret er særlig følsomt.“

På Instituttet for Folkesundhed ved Berkeley-universitetet i Californien har L. Milkovich og B. J. van den Berg studeret virkningerne af medicin på 19.044 spædbørn. De spædbørn hvis mødre ikke havde taget beroligende midler de første 42 dage af graviditeten, havde et gennemsnit på 2,7 procent deformiteter. Hvor mødrene havde taget et populært beroligende middel (equanil) var deformitetshyppigheden på 12,1 procent. Med hensyn til en anden populær medicin (librium) var deformitetshyppigheden på 11,4 procent. Antallet af vanskabte spædbørn var omkring dobbelt så stort hos mødre der havde taget andre beroligende midler som hos mødre der ingen medicin havde taget.

I bogen Thalidomide and the Power of the Drug Companies (1972, s. 279) erklærer forfatterne H. Sjöström og R. Nilsson: „Til trods for alle advarsler må vi åbenbart vente på at en ’genetisk’ katastrofe skal indtræffe før myndighederne og den kemiske industri vågner op. Når dette sker, på grund af svigtende kontrol med et eller andet stærkt udbredt kemisk stof der kan fremkalde ændringer i arveligheden, vil vi utvivlsomt høre fra myndighederne og fra industrien at ’ingen nogen sinde har tænk på en sådan mulighed’ og at ’denne katastrofe var uundgåelig’.“

Men lige fra århundredets begyndelse har videnskabsmænd været i stand til at påføre dyr deformiteter ved at anvende kemikalier. Og til trods for al den kundskab og erfaring man har opnået siden, fortsætter strømmen af kemikalier med at vokse. I øvrigt forstår man endnu ikke fuldt ud hvilke virkninger de har på menneskelegemet, når de anvendes i årevis. Vi får dem både gennem piller og gennem maden, vandet og luften. Skønt yderligere faktorer også spiller ind, er det ikke underligt at så mange sygdomme, såsom kræft og hjertesygdomme, er i stigning.

Disse få eksempler fra lægevidenskabens og farmakologiens historie er tilstrækkelige til at vise at blind og absolut tro på videnskabelige „fremskridt“ er uberettiget.

Dette er ganske givet også tilfældet på et andet videnskabeligt område hvor lettroenhed er endnu mere udtalt og uberettiget.

Forsøg på at spore menneskets oprindelse

I de sidste hundrede år er teorien om menneskets udvikling blevet accepteret vidt og bredt og forfægtet af de fleste videnskabsmænd. Denne overbevisning går ud på at mennesket har udviklet sig fra abelignende dyr i løbet af en periode på millioner af år. Skønt nogle videnskabsmænd forkaster udviklingsteorien og tror på den bibelske beretning om at mennesket blev skabt direkte af Gud, taler flertallet af videnskabsmænd som om evolution er en fastslået kendsgerning der ikke kan betvivles.

Men sådan forholder det sig slet ikke. Hvis det gjorde, ville så mange videnskabsmænd ikke til stadighed bruge så meget af deres tid på at prøve at bevise udviklingslæren. De ville ikke ofre mange år på at kravle rundt på alle fire i Afrika og andre steder i et forsøg på at finde fossiler for at bevise deres teori.

Men mange evolutionister blandt videnskabsmænd bruger højst uvidenskabelige metoder idet de udtaler sig afgjort og dogmatisk på grundlag af svage eller ikke-eksisterende beviser. Og hvad der er endnu værre: de har til tider gjort sig skyldige i grove bedragerier for at prøve at overbevise offentligheden om deres teorier.

Et eksempel herpå har vi i det berygtede „Piltdown-menneske“. Man hævdede at det var et vigtigt „manglende led“ mellem mennesker og dyr. Det blev „opdaget“ af Charles Dawson i Piltdown, England, i begyndelsen af dette århundrede. Men årtier senere blev det afsløret som et svindelnummer. Det viste sig at være hovedskallen af et nutidsmenneske, kombineret med kæbebenet af en abe, som man havde „præpareret“ med kemikalier for at prøve at få det til at se meget gammelt ud.

Sidste år bragte vesttysk radio et program der hed „Svindlere i videnskaben“. Det fortalte om bedragerier af nyere dato. Et interessant eksempel drejede sig om et lig som Det kongelige belgiske videnskabernes Akademi var blevet opmærksomt på i 1969. Liget var blevet præserveret i is og så ud til at være en førsteklasses videnskabelig sensation. Dr. Bernard Heuvelmans, zoolog og medlem af Bruxelles-akademiet, sagde at dette var et bevis for evolutionsteorien. Han gav over for akademiet udtryk for at den abelignende skabning var et „manglende led“ mellem mennesket og aben.

Dyret var anbragt i en fryser i Minnesota i De forenede Stater. Zoologen tilbragte flere dage med at iagttage og vurdere denne formodede forfader til mennesket som han lå dér i sin isrustning. Men efter nærmere undersøgelser blev det opdaget at denne abelignende skabning ikke havde været på is i millioner af år, men kun i nogle ganske få år!

Hvad konkluderede dr. Heuvelmans og andre videnskabsmænd? Ikke at det var et svindelnummer. Tværtimod konkluderede de at der i vor moderne tid må have levet en rest af et forhistorisk menneske! I en bulletin fra Det belgiske naturvidenskabelige Akademi prøvede dr. Heuvelmans at dokumentere sin dristige teori med omfattende illustrationer. Han gav dyret det „videnskabelige“ navn homo pongoides, det vil sige „abelignende menneske“.

Imidlertid blev man rådvild og mistænksom i akademiet. Der blev foretaget flere omfattende undersøgelser. Med hvilket resultat? Var dette århundredets biologiske opdagelse? Det tyske radioprogram berettede: „På ingen måde. Endnu en gang havde svindlere holdt videnskaben for nar. Offentligheden fik en komedie der var vanskelig at gennemskue, men det var meget tydeligt at den var godt iscenesat. Hovedaktørerne var, om end ikke efter eget ønske, zoologer, antropologer, palæontologer og andre videnskabsmænd.“

W. R. Lützenkirchen, der havde skrevet manuskriptet til radioprogrammet, udtalte: „Det ’manglende led’ mellem mennesket og en menneskelignende abe er et svindelnummer, et klart bedrageri. Det primitive menneske . . . var et trick af samme slags som Hollywood bruger i filmindustrien.“ ’Det manglende led’ var „brygget sammen af trick-specialister“.

Andre bedragerier

Dette forfalskede „forhistoriske menneske“ var et af de mest iøjnefaldende svindelnumre i de senere år, men det var ikke det eneste. Programmet nævnte også opdagelsen af formodede kunstværker udført af et ’forhistorisk Neanderthal-menneske i Ditmarsken’, en Nordsøprovins i Slesvig-Holsten. Nordtyske historikere mente at de havde fundet noget sensationelt. I Ditmarskens statsmuseum i byen Meldorf blev der hurtigt organiseret en udstilling af de formodede forhistoriske kunstværker.

Hvad skete der så? Lützenkirchen siger: „Den kendte professor Herbert Kühn, der er specialist i forhistorie og sagkyndig i forhistoriske hulemalerier, talte ved åbningen af udstillingen i Meldorf om ’et højdepunkt i arkæologien’. Overstrømmende og med stort velbehag forkyndte videnskabsmanden at der var gjort ’fund’ der kunne ’konkurrere med Galileo Galileis’. I virkeligheden var han offer for en svindelagtig komedie.“

Fundene var blevet dateret til at være mellem 100.000 og 180.000 år gamle. Men man fandt ud af at disse produkter af menneskehænder, som man antog for neanderthalske, var blevet frembragt for ganske nylig! En salgsmand fra en landsby ved navn Albersdorf var ansvarlig for hele affæren. Det var et passende træf, eftersom „albern“ på tysk betyder „tåbelig“. Salgsmanden havde taget noget gammelt træ og nogle dyreknogler og på en snild måde forarbejdet det.

Nogle af disse svindelnumre blev opdaget efter blot få måneders forløb. Men andre, såsom Piltdown-bedrageriet, tog det årtier at afsløre. Et andet bedrageri som det tog flere år at afsløre, var de ’redskaber’ som det påståede primitive ’Steinheimer-menneske’ skulle have brugt. Indtil for nylig har disse været fremlagt på museer og i udstillingsmontrer.

I det naturvidenskabelige tidsskrift Stuttgarter Beiträge zur Naturkunde for maj 1974 erklærede evolutionisten professor K. D. Adam, som er direktør for Statsmuseet for Naturvidenskaberne i Stuttgart, at nogle redskaber der mentes at være 250.000 år gamle og at stamme fra ’homo steinheimensis’, ikke var et bevis på evolutionsteorien, men på en videnskabelig vildfarelse. Han tilføjede: „Som resultat af omtalte undersøgelse må vi erklære, at det ikke kan bevises at nogen af de utallige påståede sten- og benredskaber er frembragt og anvendt af mennesker. Det drejer sig om småsten af kridt, også iblandet sandsten og kalk, såvel som knoglerester, for størstedelen ubestemmelige.“

Hvad kan man have tillid til?

Naturligvis er der fund fra menneskets tidligste tid der er meget bedre dokumenteret end bedragerierne. Disse viser klart at menneskets ’historiske periode’ begyndte for omkring fem-seks tusind år siden. Desuden har videnskaben gjort store fremskridt med hensyn til at indsamle oplysninger om denne jord og dens livsformer. Også på andre områder har videnskaben ydet værdifulde bidrag til menneskehedens velfærd, hvilket alt sammen er rosværdigt og i høj grad værdsættes.

Men hvad der også klart ses af videnskabens historie er at videnskabsmænd kun er ufuldkomne mennesker. De begår fejl ligesom alle andre. Og ofte, på grund af ønsket om berømmelse eller på grund af stolthed og stædighed, klynger de sig til ideer der ikke er sande og som endog kan føre til fortræd for befolkningen.

Flere og flere mennesker, også videnskabsmænd, erkender dette. Især i vor tid, hvor de negative frugter af videnskab og teknologi er blevet mere tydelige og mange gange giver bagslag til skade for hele menneskeslægten, er dette tilfældet. Det burde derfor være tydeligt at vi ikke kan nære total tillid til og have urokkelig tro på mennesker, hvad enten de er videnskabsmænd eller ej.

Der er kun én kilde der fortjener fuldstændig tillid og urokkelig tro. Denne kilde er Skaberen, Jehova Gud. Den bibelskribent der skrev Ordsprogenes bog, siger: „Alle vegne er [Jehovas] øjne.“ (Ordsp. 15:3) Intet er skjult for Skaberen. Eftersom han har skabt universet og alt liv i det, ved han ganske givet hvor mennesket er kommet fra og hvor det går hen. Han stiller også nøjagtige oplysninger til rådighed om sådanne anliggender for dem der stoler på ham.

Det er trøstende for troende mænd og kvinder at vide at deres fremtid ikke afhænger af hvad mennesker gør. Beretningen om menneskets fiaskoer i de forløbne århundreder giver ikke noget grundlag for tillid. Men tro på den pålidelige Skaber giver tillid til fremtiden. Og han lover at fremtiden vil være uden sygdom og sorg. „Thi jeg ved, hvilke tanker jeg tænker om Eder, lyder det fra [Jehova], tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give Eder fremtid og håb.“ — Jer. 29:11.

[Illustration på side 5]

Videnskabens produkter krævede over 50.000.000 menneskeliv i anden verdenskrig

[Illustration på side 6]

„Thalidomid-børn“, en følge af for stor tillid til videnskaben

[Illustration på side 7]

Piltdown-mennesket, et „videnskabeligt“ bedrageri

[Illustration på side 9]

Tillid til Skaberen fører ikke til skuffelse