Et ligevægtigt syn på videnskaben
VIDENSKABENS resultater har været til stor fordel for os. Det er imidlertid resultater som må betragtes med ligevægt. Videnskaben er menneskers værk, og mennesker er ufuldkomne. Videnskabens fremskridt har derfor heller ikke altid været en ren velsignelse.
Bilen er et nemt og bekvemt transportmiddel. Men biler er også skyld i hundredtusinder af dødsulykker hvert år, foruden at de forurener og medfører en farlig rovdrift på jordens energireserver. TV kan give os underholdning og nyheder direkte ind i stuen. Men det kan også gøre os sløve og afhængige, og dets programmer kan være åndeligt fattige eller ligefrem skadelige.
Nye kemiske stoffer har revolutioneret mange industrigrene, men også forurenet drikkevandet og luften. Insektmidler har forøget jordens afgrøder, men også udryddet mange dyrearter og bragt menneskenes sundhed i fare. Fordele såvel som ulemper er frugter af videnskabens fremskridt. Skal man give forskerne og videnskabsmændene skylden for dette?
Hvem har skylden?
Det er ikke altid forskerne der har skylden. Megen forskning har for eksempel gjort bilerne mere trafiksikre, og når der stadig sker trafikuheld er det til dels på grund af menneskelige fejl som dumhed, skødesløshed eller spirituskørsel. Forskere kan udvikle metoder til miljøværn, men af økonomiske årsager bliver de ikke altid brugt. Videnskabsmænd har medvirket til at udvikle TV-apparatet, men har ikke ansvaret for selve programmerne, der ofte er præget af vold, sex og forskruede ideer. Det er heller ikke videnskabsmændenes fejl at ikke alle seere har fornuftige TV-vaner.
Vi kan dog ikke i alle tilfælde frikende videnskabsfolk for skyld i de problemer videnskaben har bidraget til. Tænk blot på den moderne våbenproduktion. Hvem har skylden for nationernes uhyggelige lagre af dødsvåben? Noget af skylden må ligge hos dem der bruger deres tid på at udvikle endnu mere ødelæggende kernevåben og endnu bedre fremføringssystemer for disse våben, eller hos dem der bruger deres forstand og uddannelse til fremstillingen af giftgasser og bakteriologiske våben med uhyggelige muligheder.
Det er ganske vist ikke forskerne selv der sætter krige i gang. Det er politikerne. Men man kan meget vel stille det spørgsmål der stod i Londonbladet The Guardian i september 1981: „Når over halvdelen af verdens dygtigste videnskabsfolk og ingeniører er beskæftiget i våbenkapløbet, hvordan kan nedrustningen da komme i gang og atomkrigens ragnarok undgås?“
Videnskabelige teorier
En vis balance er også nødvendig i bedømmelsen af videnskabelige teorier. Der er formuleret mange overbevisende teorier om for eksempel materiens opbygning og universets oprindelse, men det bør ikke glemmes at det stadig kun er teorier — i nogle tilfælde støttet af stærke vidnesbyrd, men alligevel åbne for revision. Sand videnskab betragter ikke en given teori som det sidste ord i en sag.
Professor Pascual Jordan har sagt: „Siden jeg indledte mine studier har jeg fået øjnene op for at hverken naturvidenskaben, eller, slet ikke, fysikken, er et afsluttet og lukket tankesæt, men noget levende, noget der undergår stadig forandring.“ En anden videnskabsmand vedgår at de ting videnskaben fremholder „i bedste fald er en relativ sandhed“. Og skribenten dr. Lewis Thomas erklærer: „Jeg kan ikke få øje på et eneste felt inden for biologi eller lægevidenskab hvor vi kan hævde at vi har fået den fulde forståelse, og det forekommer mig at jo mere vi lærer om de levende skabninger, i særdeleshed om os selv, jo mere gådefuldt bliver livet.“
Dertil skal føjes endnu en faktor: Jo nøjere man studerer den fremadskridende videnskab, jo mere opdager man at videnskabsfolk er underlagt menneskelige svagheder og kan være stærkt forudindtagede til fordel for deres egne teorier. Newyorkerbladet Daily News skriver således: „I sakkarin-striden lagde man for eksempel mærke til at man i alle de undersøgelser sukkerindustrien stod bag, fandt det kunstige sødemiddel skadeligt, mens man i alle de undersøgelser slankekostfabrikanterne stod bag, ikke fandt nogen fare ved sakkarin.“
Man vil også finde tilfælde af faglig fordom — som i dette eksempel, fremdraget af Isaac Asimov: „Den tyske geolog Alfred Wegener fremsatte i 1912 den tanke at kontinenterne i millioner af år havde været i langsom drift. Han blev gjort til grin, og døde før hans teori omsider blev almindeligt anerkendt.“ (Science Digest, juli 1981) I dag er Wegeners teori fuldt accepteret.
Man kan endda finde eksempler på bedrageri. Efter at man havde afsløret bevidste manipulationer foretaget af en anset videnskabsmand, gennemførte et engelsk videnskabeligt tidsskrift en undersøgelse, som viste at 92 ud af 204 adspurgte forskere i løbet af deres karriere var stødt på mindst ét tilfælde af „bevidst ensidighed“ i videnskabelige meddelelser. „Bevidst ensidighed“ er blot et skånsomt udtryk der dækker forfalskede forskningsresultater.
Et eksempel på dette forekom i 1976. Et udgravet fossil blev af tyske aviser udråbt som „sensationelt“. Det mentes at være et manglende led i blæksprutternes formodede udvikling, og altså et bevis på udviklingslæren. I 1979 blev det afsløret at fossilet var forfalsket. „Men,“ som en journalist beklagede, „palæontologien rummer jo en farverig række af forfalskede fossiler.“
Vi må ikke underkende de værdifulde bidrag videnskaben har ydet, men vi må samtidig huske på videnskabens begrænsninger. Dette gælder især når vi vil sammenligne den med Bibelen, den anden store kilde til viden.
[Ramme på side 5]
Hvordan kan en oplyst mand, måske med kone og børn, få sig selv til at fremstille våben der kan dræbe i millionvis af mennesker?
Dr. Helen Caldicott, formand for „Lægers forening for socialt ansvar“, fortæller i et amerikansk blad at hun stillede en videnskabsmand netop dette spørgsmål: „Jeg spurgte Joe: ’Hvordan kan folk få sig selv til at opfinde den slags masseødelæggelsesvåben?’ Han svarede: ’Ved du hvorfor? Fordi det er sjovt. Man sidder med et uløseligt problem — hvordan man kan forsyne en enkelt raket med ti sprængladninger, sætte en datamat ud på dens næse og få dem alle sammen til at lande i hver sin by. Det er simpelt hen så sjovt.’“ — U. S. Catholic.
Visse videnskabsmænd har måske en egen glæde ved den slags intellektuelle udfordringer og bedrifter, men samtidig påtager de sig en stor del af skylden for alle de farer og konflikter deres dyre legetøj skaber for os andre.