En lille mand som fik stor indsigt

JEG husker tydeligt mit første møde med Andrew. Jeg var tryllebundet. Den visdom han havde tilegnet sig under sine mange rejser i hele verden, hans dybtgående studier og hans menneskelige erfaring havde prentet sig tydeligt i hans ansigt. Han talte mange sprog og havde store talenter både som maler og som billedhugger. Han var en berømt entertainer og skuespiller. Men det mest bemærkelsesværdige ved ham var — og er — hans højde. Med sine kun 109 centimeter er han stadig et af verdens mindste mennesker.

Andrew kom til verden i Port Arthur i Manchuriet i 1903. Da han var seks år gammel standsede hans fysiske udvikling, skønt han mentalt var langt forud for sin alder. Hans forældre var fattige bønder som det meste af tiden måtte slide i markerne. Som årene gik, stod det klart at hans vækst ikke ville blive normal.

Endnu mens han var barn flyttede forældrene til Sibirien, hvor han tilbragte en stor del af sin tid i ensomhed i de store skove. Terrænet var trøstesløst; iskolde vinde og sne fejede hen over landskabet.

Det var svært for hans forældre at bestemme sig til hvad de skulle stille op med ham. „Min mor sagde til mig at hun og far hverken havde tid eller råd til at sørge ordentligt for mig og passe mig,“ fortæller han. „Jeg var så lille.“

Derfor besluttede de at give Andrew fra sig. De vidste at de ikke kunne få råd til at beholde ham. Han krævede for megen pasning, og tiderne var svære. I 1915, da han var tolv år gammel, blev han adopteret af et ægtepar som ikke selv havde børn.

„Min stedmoder havde engang ønsket at få et barn som ville blive ved med at være lille,“ siger han med et smil, „og nu fik hun sit ønske opfyldt.“

En karriere begynder

Andrews nye forældre var russiske skuespillere som var knyttet til et Shakespeare-teater. Grundet dårligt helbred blev hans stedfader tvunget til at forlade scenen. Derfor vendte han nu hele sin opmærksomhed mod sin søn og begyndte at opsøge andre små mennesker der kunne optræde sammen med ham og danne en skuespillertrup. De kom fra mange dele af verden og blev kaldt Nicholas Ratoucheffs „Berømte små Dværge“. De var alle usædvanlig små.

I sin fritid helligede den unge mand sig malerkunsten, og hans malerier var både fine og smukke. De skildrede russiske landskaber og landsbyer, samt skovene og dyrelivet. Hans første malerier var baseret på erindringer fra hans barndom i det øde og trøstesløse sibiriske landskab. Dog afspejlede hans portræt- og opstillingsmalerier et lyst og tænksomt sind.

Et nyt liv i et nyt land

Den russiske revolution i 1917 tvang til sidst familien til at forlade deres fædreland og flytte til Paris, som blev deres europæiske udgangspunkt. Herfra tog truppen på turneer, fra Europa til Asien og tilbage igen. I 1922 købte Andrews stedfader et hus i Paris til alle dværgene. Kort efter fandt gruppen vej til De forenede Stater og begyndte en karriere på New Yorks varieteer.

Da truppen optrådte med både sang, dans og komediespil, var den med i mange slags forestillinger, og altid for fulde huse. I 1924 var den med i pragtrevyerne Ziegfeld-Follies. Andrew var glad for sin tilværelse; han befandt sig blandt ligemænd.

Efter at have optrådt på Broadway i mange år måtte Andrew træffe en vigtig beslutning. Hans forældre var døde, og medlemmer af gruppen stod over for at rejse tilbage til Europa. Det var i 1939. Han besluttede imidlertid at blive i De forenede Stater; han blev amerikansk statsborger og bosatte sig i New York, på Long Island.

Hans karriere tog nu hurtigt en ny retning, idet han begyndte at optræde solo. Hans talenter blev mere varierede. Han optrådte med Talullah Bankhead i „Skin of Our Teeth“, og kunne i seks år ses i Olsen og Johnsons „Hellzapoppin“. Hans popularitet steg hurtigt og brat.

I mellemtiden blev Andrews malerier udstillet på gallerier både i De forenede Stater og Europa, og han studerede kunst på begge kontinenter. I Paris studerede han hos Bonet og Kolesnikoff, og senere i New York hos Vastchiloff. Hans malerier blev udstillet i Galerie Nationale og Institute D’Esthetique Contemporaine i Paris og i mange af New York-gallerierne — hvor de blev betegnet som „tiltalende og overraskende“.

Hans karriere spændte over scenekunst, film, TV, reklame, udstillinger og cirkus. Børneprogrammer var hans speciale og hans lille gavtyveansigt og figur kunne ses på fjernsynsskærmen i millioner af hjem.

„Jeg havde nået mine muligheders tinde som kunstner,“ siger han.

Et liv uden mening

Trods succes og berømmelse følte han sig ikke helt tilfreds. „Når forestillingerne var forbi og tilskuerne var gået, følte jeg mig alene,“ fortsætter Andrew. „Det virkede så flygtigt og formålsløst.“

Der var så mange ting i hans liv der virkede frustrerende — unaturlige. Alting er lavet til folk af normal størrelse, og små mennesker synes kun at være i vejen. En dværgs liv er meget forskelligt fra det et normalt menneske lever. Overalt i hans hjem må der tages særlige hensyn. Telefonen er anbragt kun 90 centimeter over gulvet. Han må bruge skamler for at nå alting, og bogreoler og høje hylder kræver endda en stige.

Børn udgør en konstant fare. Uden at ænse hans alder (nu 73) antager de ham somme tider for et barn, og det kan være farligt at blive skubbet og puffet. Fremmede som åbner døren for ham, overser ham ofte fuldstændigt. Ikke så sjældent må han sige: „Jeg er hernede!“ Så ser de ned med forbavselse.

Men endnu mere frustrerende har det været for ham at ingen, selv om man sagde om ham at han var „klog, skarpsindig og underholdende“, nogen sinde har taget ham alvorligt i spørgsmål af interesse og betydning.

En forandring i hans liv

Andrews liv blev forandret en dag i 1957 i et indkøbscenter i Elmhurst i New York.

Han fortæller: „En kvinde standsede mig da jeg kæmpede mig vej med en stor taske fuld af kolonialvarer og tilbød sin assistance. Jeg bemærkede at jeg rigtignok havde mange fødevarer at bære på i betragtning af min størrelse, hvortil hun svarede: ’Ja, det har De. Men har De også åndelig føde?’

Jeg havde ikke nogen bestemt trosopfattelse på det tidspunkt, og hendes spørgsmål fik mig til at udbryde: ’Hvad mener De? Åndelig føde?’ Hermed var en samtale begyndt som førte mig ind på en helt ny livsvej.“

Hun gjorde ham bekendt med Bibelen. Efter et grundigt studium var han besluttet på at bruge sin tid og energi på at hjælpe andre. Han helligede sig kristne gerninger og en kristen tjeneste, og den 1. januar 1958 blev han døbt som et af Jehovas vidner.

Et liv med kristen tjeneste

„Nu havde mit liv fået mening,“ fortæller han, „og den største glæde for mig var at se andre mennesker reagere velvilligt og få et håb for fremtiden. Bibelen indeholder det eneste virkelige håb for mennesker der lever i dag.“

Han forstår til fulde hvad der ligger i apostelen Paulus’ ord: „Derfor synes jeg godt om svagheder, om fornærmelser, om tilfælde af nød, om forfølgelser og vanskeligheder, for Kristus. For når jeg er svag, så er jeg stærk.“ — 2 Kor. 12:10.

Andrew taler ofte med andre om hvilke lyse udsigter Guds rige tilbyder menneskeheden — hvordan dette rige vil fjerne alle årsager til lidelse og ufuldkommenhed og genoprette virkelig fred på jorden. „At være dværg er at være ufuldkommen,“ siger han, „og det er et unaturligt liv — i modsætning til et liv hvor man udvikler sig normalt. Det er blot én af de mange ufuldkommenheder og vanskeligheder som Guds rige inden længe vil fjerne.“

Åbenbaringen 21:1-4 udtrykker hans dybeste følelser. Dér beskriver apostelen Johannes følgende inspirerede syn: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet, og havet er ikke mere. . . . Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.’“

De dage hvor Andrew stod på scenen og foran kameraet er forbi, men det er ikke forbi med hans talenter. Han bruger dem daglig til at lovprise sin Skaber, Jehova Gud, idet han fortæller andre om Guds hensigter med jorden. Han er parat til at tale, med alle som vil høre, om de store velsignelser Gud vil skænke alle som ønsker at tjene Ham. — 1 Joh. 2:17; Sl. 145:16.

„Jeg er en meget lille mand,“ siger han med et skævt smil. „Men Gud ser ikke på det ydre, på hvor stor eller hvor lille man er. Det er ikke væksten der gør folk små, men det at de glemmer at værdsætte det åndelige — at tilegne sig åndelig indsigt. Man er ikke moden før man er moden i den betydning.“

Denne flittige tjener for Gud har nu slået sig ned som pensioneret i Florida, hvor han kan ses på gaderne i nærheden af sit hjem, kørende på sin trehjulede miniaturecykel, i færd med at fortælle andre om Bibelens løfter og håb. Andrew er kun lille af vækst. På alle andre områder er han stor, ja fuldvoksen, og rig på indsigt.