Den ugiftes dilemma
ÆGTEMAND SØGES — Jeg er ensom og søger en kærlig, ligevægtig mand, 27-40 år, indstillet på ægteskab, god forsørger. Send venligst foto. Alvorligt ment. — Billet mrk. 31 24 56.
Det er vel nok de færreste der finder hinanden gennem en annonce som ovenstående, men mange kan sætte sig ind i hvilke kvaler en sådan annonce er udtryk for. Der er nemlig også mange andre som, måske blot ved mere raffinerede metoder, har „averteret“ efter en ægtefælle, og opdaget at det kan være en omstændelig og indviklet affære at finde en ægtefælle i vore dages verden.
Elaine, en ugift kvinde i trediverne, fortæller at hun på et tidspunkt var nær ved at fortvivle: „Ingen kunne jeg rigtig tale med om det. Jeg holdt op med at spise, og jeg græd for et godt ord. Der var ingen jeg kunne betro mig til, for mine følelser var så stærke at jeg skammede mig over det. . . . Der er nok slet ingen der regner med at jeg nogen sinde bliver gift.“ — New York Post.
De tusinder af mænd og kvinder der har det som Elaine, har sædvanligvis slet ikke sat sig ind i baggrunden for den situation de befinder sig i. Som oftest er de ikke klar over at sociologiske undersøgelser peger på at det er blevet vanskeligere at finde en god ægtefælle. Disse undersøgelser viser at mange faktorer spiller ind; for eksempel er en masse mennesker flyttet fra landområderne ind til byerne og fører dér et helt andet liv, hvilket har medført en „moralsk revolution“, der har sået tvivl om snart sagt hver eneste side af forholdet mellem mand og kvinde.
De fleste er imidlertid opmærksomme på det hurtigt stigende antal af totalt mislykkede ægteskaber, diskret benævnt „skilsmisser“. De ved at mange mennesker i dag hårdt og brutalt dropper den ene partner til fordel for den anden. De modtager en strøm af modstridende råd fra andre, og deres ugifte venner griber til drastiske og besynderlige metoder for at finde „den rigtige“. De fornemmer forvirringen.
Er der en vej ud af alt dette? Valg af en ægtefælle er et yderst personligt spørgsmål, men gives der retningslinjer eller principper som både unge og ældre med fordel kan følge? Og er der faldgruber som bør undgås?
Tro ikke ’ægteskabsmyterne’
Naturligvis er omstændigheder og behov vidt forskellige når det gælder en enke med små børn, en ældre fraskilt mand og et ungt, voksent menneske. Men ugifte i alle aldre støder på visse „myter“ om ægteskabet, udbredte opfattelser der kun kan øge rådvildheden. En undersøgelse af hvor holdbare nogle af disse „myter“ er, skulle nok kunne gøre det af med en del af forvirringen.
En almindelig men forkert opfattelse er at ’modsætningerne altid mødes’ og at ens diametrale modsætning derfor vil være et særlig godt parti. En der er vokset op under helt andre forhold, har en anden religion eller nationalitet, omgives rent naturligt med en vis nysgerrig opmærksomhed. Imidlertid viser de hidtidige videnskabelige undersøgelser umiskendeligt at sådanne forbindelser langt hyppigere end andre ender med skilsmisse. For eksempel bemærker dr. Dominian i bogen Marital Breakdown [Ægteskabeligt forlis]: „Alle væsentlige undersøgelser synes at tyde på at [religiøst] blandede ægteskaber . . . løber en større risiko for at ende med forlis.“
Og er det så mærkeligt? Siger almindelig sund fornuft os ikke at det netop er vore nærmeste venner vi deler interesser med? Hvordan skulle man kunne komme overens med et menneske der ustandselig trækker i en anden retning eller som altid rynker på næsen ad det man selv kan lide? Bibelen, nærmere betegnet Første Mosebog, det andet kapitel, gør gældende at kvinden blev skabt som en „medhjælp“ for manden. Dersom du og din medhjælp skal kunne leve sammen i harmoni og glæde, vil det da ikke være det bedste om I har fælles interesser, fælles mål og samme moralske indstilling?
Faktisk er det sådan at jo mere enige ægtefællerne er om de væsentlige sider af livet, des lettere og mere gnidningsløst former den daglige tilværelse sig for dem. Er to mennesker meget forskellige kan det i begyndelsen virke spændende, men inden længe kan det vise sig at blive en prøvelse.
Blandt de andre ’ægteskabsmyter’ knytter de fleste sig uden tvivl til begrebet „forelskelse“. Forelskelse kan defineres som „tåbelig beundring“, det at idealisere et menneske man i virkeligheden slet ikke kender. Forestillingen om ’den eneste ene’ og ’kærlighed ved første blik’ er begge udslag af blind forelskelse.
Den der spejder efter sin „drømmehelt“ eller sin „drømmepige“ forventer måske at en „skræddersyet“ partner pludselig vil dukke op. Nogle mennesker virker naturligvis umiddelbart mere tiltrækkende på én end andre — deres udseende, deres opførsel og ens eget humør i det givne øjeblik spiller alt sammen ind. Men det der er så farligt er at tillægge et sådant menneske egenskaber man selv har fostret i sin fantasi, at gøre vedkommende til sin eventyrprins (-prinsesse), straks at lade sig drage til denne ene i forventning om sammen med ham eller hende at ’leve lykkeligt til sine dages ende’.
Men, siger du måske, selv om det skulle forholde sig sådan i begyndelsen, går der jo nogen tid inden man bliver gift med den man er blevet forelsket i, og i løbet af den periode vil man sikkert finde ud af hvordan den anden virkelig er. Desværre sker dette ikke altid. Forgabelsen kan udmærket holde sig til efter brylluppet. Hvordan kan det være? Når forholdet er så følelsesmæssigt „ladet“ lige fra starten, medfører det som oftest en stærk fysisk afhængighed. De to blindt forelskede dækker over deres forskellighed med lidenskabeligt kæleri. Den ulyksalige følge er at to mennesker der faktisk er fremmede for hinanden indgår et af livets intimeste fællesskaber.
„Den idé at ’den eneste ene’ findes et eller andet sted i verden, har sine dybe rødder i fantasien og myterne,“ siges det i bogen Making the Most of Marriage [Hvordan man får mest muligt ud af ægteskabet]. Bogen fortsætter: „Det vil være mere realistisk at se sådan på det, at den der forstår at begå sig mellem andre kan gifte sig med hvem som helst af en vis gruppe mennesker og blive lykkelig, mens det ulykkelige menneske der har svært ved at finde sig til rette blandt andre, ikke kan gøre sig håb om at blive lykkeligt gift med nogen som helst.“ At dette er rigtigt synes at fremgå af at mange enker og enkemænd har giftet sig igen og er blevet lykkelige.
Er den ugifte stand „unormal“?
Ulykkeligvis er der ægteskabsmyter der får den ugifte til at føle at hans eller hendes „tilstand“ er unormal. To af disse myter, som ofte forfægtes af slægtninge og venner, går ud på at ’der er noget i vejen med en der ikke gifter sig’ og at ’hvem som helst er bedre end slet ingen’. Med den slags udtalelser påstår man jo at der er noget mistænkeligt ved et menneske som ikke gifter sig. Man får ligefrem den ugifte til at føle sig „unormal“, eller antyder at vedkommende har homoseksuelle tilbøjeligheder.
Der kan være dem som trænger til en ægtefælle, men som lader være med at gifte sig fordi de er bange for et ægteskab. Helt anderledes stiller sagen sig for dem der simpelt hen har gjort sig klart at de ikke har behov for at gifte sig. Pædagogen dr. Henry Bowman siger: „Hvis [et menneske] føler at det ved at forblive ugift kan opnå større lykke i tilværelsen bør han [eller hun] lade være med at gifte sig. . . . Man møder mennesker som har fundet sig godt til rette i den ugifte stand, mens man på den anden side finder at visse som har giftet sig stadig ter sig som ’pebermøer’ eller ’pebersvende’.“
Så fremfor at du hovedkulds styrter dig ud i et ægteskab, som du inderst inde ikke ønsker, er det bedre at du lægger dig på sinde hvad Jesus Kristus, den kloge Mester som forstod sig på mennesker, sagde, nemlig at nogle ejer den „gave“ eller evne at være lykkelige ved at forblive ugifte. Mesteren opmuntrede kristne som ejer denne „gave“ til ikke at slippe den men at bruge den i tjenesten for Gud. — Matt. 19:10-12.
Myter er fantasiprodukter, usandheder der i almindelighed går for at være sandheder, og hvor tydeligt har vi ikke set at de her nævnte myter kun gør det vanskeligere for den der skal afgøre om han vil gifte sig eller lade være. Mange af nutidens unge mennesker vil imidlertid hævde at man ikke skal være så bange. Lad dine følelser få frit løb, siger de. Spekulér ikke på om du skulle tage fejl. Nej, lev sammen et stykke tid, og hvis kærligheden holder, så gift jer. Men er „prøveægteskab“ en løsning på problemet, eller er det blot endnu en myte?
„Prøveægteskab“ — en tilfredsstillende løsning?
Det er selvfølgelig ikke noget nyt at to mennesker lever sammen uden at være gift. Det er derimod noget nyt at så mange gør det åbenlyst i dag. En rapport, udarbejdet for De forenede Staters regering, viste at antallet af papirløse ægteskaber i U.S.A. i årene fra 1960 til 1970 steg med 700 procent. Senere rapporter røber en endnu større stigning.
Rent bortset fra de samvittighedskvaler en kristen selvsagt ville få ved en sådan forbindelse, spørger vi: Har sådanne par glæde af deres „ægteskab“? Gør dette samliv det af med deres rådvildhed, og fører det til et tilfredsstillende og varigt forhold?
Ganske vist sker det at ugifte par lever sammen hele deres liv, men sandt at sige er sådanne papirløse forbindelser i regelen af kortere varighed. Og bruddet er lige så bittert og ofte lige så følelsesmæssigt ulykkeligt som en skilsmisse. Hvorfor?
Overvej ærligt følgende: Hvad er et forhold værd hvis ’friheden til at gå’ sættes højere end en oprigtig gensidig forpligtelse? Måske hævder et par at de ikke bare selvisk ’tager’ samlivets glæder men at de ’deler’ dem; men er det rimeligt at give noget så ophøjet og intimt uden at modtageren forpligtes?
Med „prøve“ mener nogle „eksperiment“. Har man råd til et ægteskabseksperiment? Der er jo trods alt ikke bare tale om at dele en beklædningsgenstand. Den kan man rive midt over eller kassere, og så køber man blot en ny. Men de følelsesmæssige ar eller ’laser’ der efterlades når et fortroligt forhold brydes, kan ikke uden videre heles igen; i visse tilfælde har de ført til selvmord.
Selv samlevende der viser oprigtig interesse og omsorg for hinanden, lever med et problem der griber ind i deres følelser: usikkerheden. Som et ’papirløst’ par svarede en slægtning der spurgte dem hvorfor de nu giftede sig: „Fordi vi gerne vil — vi vil gerne forpligte os over for hinanden.“
Men hvad så med dette argument: ’Du kan faktisk ikke vide med sikkerhed hvad det vil sige at være gift med det menneske før du har prøvet det’? En forfatter kom med denne kloge bemærkning om ’papirløse’ par: „Om to mennesker kan tilpasse sig hinanden i et ægteskab kan ikke konstateres så længe de blot lever sammen som ugifte. De der forsøger, ja som endda synes at have heldet med sig, har ikke bevist at de kan leve lykkeligt sammen i et ægteskab.“ Og de mennesker der har haft et seksuelt forhold til flere forskellige er ikke mere sikre når de indleder et nyt. Den smule erfaring de har høstet har som regel efterladt dem i en sådan følelsesmæssig tilstand at de står dårligere rustet til at klare problemer og har vanskeligere ved at give sig selv og ved at stole på andre.
Vi indrømmer at det gammeldags syn på sagen, nemlig at vise selvbeherskelse, ikke er særlig populært i vore dage. Det anses for at virke undertrykkende, hæmmende og skadeligt på personligheden. Og dog siges det i bogen Marriage for Moderns [Ægteskab mellem moderne mennesker]: „Kønslig afholdenhed før ægteskabet indebærer færre fysiologiske, psykologiske og samfundsmæssige risici end seksuel tilfredsstillelse.“
„Prøveægteskab“ er altså ligesom de andre ægteskabsmyter et farligt og vaklende grundlag at forsøge at bygge på. „Godt,“ kunne en og anden sige, „nu er jeg altså opmærksom på visse synspunkter jeg skal undgå, men er der så ikke nogen ’positive’ principper at iagttage? Hvordan kan jeg vide om jeg er parat til at gifte mig? Hvordan kan jeg træffe et forstandigt valg af ægtefælle?“
Disse vanskelige spørgsmål kan ikke besvares med nogle enkle råd eller slagord. Derimod findes der pålidelige retningslinjer til gavn for dem der er så forstandige at tænke sig om før de tager skridtet. Vi vil gennemgå disse retningslinjer i næste artikel.