Valget af ægtefælle
„HVIS du vil gøre et fornuftigt parti, så gift dig med en ligestillet,“ har en digter sagt. „Men hvad skal man forstå ved en ligestillet?“ kunne man spørge. Svaret får man ikke ved at kaste et blik ud over et fyldt dansegulv, men ved at betragte sig selv helt ærligt. Enhver har sine fejl og svage sider, ingen er helt fuldkommen. Ethvert menneske har også sin personlige opfattelse af tingene, sine specielle evner og gode sider, og sine sympatier og behov. Tag dig selv i skarpt øjesyn. Hvordan forholder det sig med dig?
Desuden må du gøre dig klart om du i det hele taget er parat til at blive gift. Det er du ikke bare fordi du er villig til at fremsige dit „ja“. Du må være rede til og formå at „elske og respektere“ eller „elske og værne om“ din ægtefælle, som det hedder i vielsesritualet. Har du en rimelig forståelse af ægtemandens og hustruens rolle i ægteskabet? Har du et realistisk syn på livet — og på samlivet i et ægteskab?
Hvis du er i stand til at foretage en ærlig vurdering af dig selv, er det et godt tegn på at du er følelsesmæssigt moden, en tilstand du må og skal kunne finde hos dig selv og den du kunne tænke dig at blive gift med. Du ville finde det ganske latterligt om et barn var gift med et voksent menneske, ikke sandt? Men det er ikke til at le ad når man opdager at den voksne skikkelse man har giftet sig med, tænker og føler som et barn.
Hvordan kan man bedømme hvilket følelsesmæssigt stade et menneske står på? Her har vi selve nøglen til valget af en god ægtefælle. Du kan kalde det omtanke, sund fornuft eller god dømmekraft — men det drejer sig om at du nøgternt kan bedømme andre uden at dine følelser farver kendsgerningerne. Hvad vil det minde dig om hvis du for eksempel træffer et menneske der aldrig er tilfreds medmindre det får sin vilje, som let taber modet og giver op, og som altid kræver at være midtpunkt? Rigtigt: et barn. „Ja, men han/hun er så bedårende!“ Javist, så er han/hun bare et bedårende barn. Tænk dig derfor hellere om to gange!
Nogle ville måske hånligt afvise at det skulle være nødvendigt at tænke sig så godt om. Det væsentlige er den seksuelle tiltrækning, siger de. Hvis det seksuelle forhold er i orden, så er alt godt. Den seksuelle tiltrækning er ganske rigtigt en faktor der skal regnes med, men virkeligheden, dagligdagen, drejer sig om andet og langt mere end seksuel tilfredsstillelse. Hvordan to mennesker kommer ud af det med hinanden en hel dag lang, har faktisk en vældig indflydelse på om de seksuelt passer til hinanden. Følelsesmæssigt voksne mennesker har desuden indset at man seksuelt kan tiltrækkes af mange, endda på samme tid, men at det er ret få af dem man ville kunne leve lykkeligt sammen med.
Den der søger et varigt og lykkeligt samliv er nødt til at vise omtanke og være i besiddelse af følelsesmæssig modenhed. Af den grund er de unge udsat for særlige vanskeligheder. Vi skal forklare det nærmere.
Hvornår er man „følelsesmæssigt voksen“?
Man kan ikke sætte en aldersgrænse for hvornår et menneske er følelsesmæssigt modent. Nogle bliver det aldrig. Men én ting kan man være aldeles vis på, nemlig at ingen bliver voksne blot fordi de gifter sig. Når ganske unge mennesker ønsker at gifte sig stilles de over for et alvorligt spørgsmål: Hvor sandsynligt er det at min tilkommende i følelsesmæssig retning er blevet voksen? Ville du bryde dig om at være i den situation som her beskrives . . .?
„Jeg forstår ikke hvad der er sket med os, men jeg elsker bare ikke Bill mere. Jeg kan ikke gøre for det. Han er slet ikke den mand jeg giftede mig med.“
„Jeg er vokset fra min kone. Hun kan ikke give mig hvad jeg trænger til. Hun har det ikke i sig, og vil aldrig få det. Hvor ville jeg ønske at jeg havde indset det inden vi giftede os.“ — The Marriage Gap [Ægteskabskløften].
Hvad var der i vejen her? Uden tvivl spiller flere faktorer ind, men det sandsynlige er at da denne mand og kvinde blev gift befandt den ene af parterne, eller begge parter, sig stadig i „voksealderen“ både mentalt og følelsesmæssigt. Mange psykologer er enige med dr. Bowman (Marriage for Moderns) når han siger at mennesker normalt er fysisk udvoksede i atten-nittenårsalderen men at „adskillige endnu mens de befinder sig i begyndelsen af tyverne undergår hurtige omskiftelser i indstilling, smag og ønsker. I nogle tilfælde kan det der i øjeblikket synes at være et endeligt ønske, vise sig blot at være et foreløbigt“.
Betænk nu hvad dette vil kunne betyde for to unge mennesker som tidligt indgår ægteskab. I egentligste forstand kan de to forandre sig så meget at de et stykke henne i ægteskabet ikke er de personer modparten havde forventet da de blev gift. Selvfølgelig kan de begge sætte ind på at løse problemet. De behøver ikke at anlægge det negative synspunkt der kom til udtryk i det før citerede tilfælde. Alt sammen viser blot hvor fornuftigt Bibelen taler når den tilråder at vente med at træffe beslutningen om indgåelse af ægteskab indtil man „er ude over ungdommens vår“ — og således har opnået en større følelsesmæssig balance. — 1 Kor. 7:36.
Men selv for de følelsesmæssigt fuldvoksne gives der mange områder hvor de må tænke sig godt om hvis de søger en ægtefælle. Et af disse områder hedder vennekredsen.
Dit forhold til andre
Ingen mennesker kan undvære at have venner. Ønsker du at finde en livsledsager er der imidlertid særlig grund til at være opmærksom på hvem du omgås. Hvorfor? Jo, medmindre du lever i et land hvor forældrene træffer valget af ægtefælle, er der størst sandsynlighed for at du vil møde din tilkommende hos fælles venner. Da det er din omgangskreds der er afgørende for hvilke mennesker du kommer sammen med, må du inden de romantiske følelser får tag i dig gøre status over dine venner.
Er du deres „ven“ fordi du er økonomisk godt stillet? Har du glæde og udbytte af samværet med dem? Deler du helt deres opfattelse og interesser? Har den indflydelse de har øvet på dig gjort dig til et bedre menneske? Måske synes du at det er sagen ganske uvedkommende at gøre sig sådanne betragtninger, men det er det ikke, for det kan være at du vil opdage at nogle af dine omgangsfæller må vrages og du må vælge nogle andre.
Det vil sikkert også gå op for dig at hvis du skal have det rigtige billede af et nyt bekendtskab, opnås dette bedst ved at du tilbringer en aften med vedkommende i dine venners lag. Det er langt mere betryggende end straks at aftale et stævnemøde hvor I er alene og følelserne let slører virkeligheden.
Her er der måske nogle der bittert vil udbryde: „Hvilke venner?“ Adskillige har svært ved at finde venner, og de har derfor også vanskeligt ved at træffe et menneske som de kan indgå ægteskab med. Problemet kan ligge i at de er generte eller usikre, at de er for sarte, eller at de føler sig hævet over andre, hvorfor ingen synes at være god nok til dem.
Hvad problemet nu end er, skal man ærligt erkende det og tage fat på det. Finder man det nødvendigt skal man søge råd og vejledning hos et voksent, modent menneske. Man skal under ingen omstændigheder isolere sig; for et ordsprog i Bibelen siger at „den der isolerer sig, søger sin egen selviske længsel“. (Ordsp. 18:1, NW) Hvad grunden end kan være sker der det, at jo mere indadvendt man bliver, jo mere selvoptaget bliver man, og desto mindre har man at tilbyde andre som grundlag for et venskab.
Glæde og lykke er et resultat af at man åbner sig over for andre og kommer dem i møde. Nogle af de bedste aktiver man kan bringe med ind i et ægteskab er at man forstår at indlede og fortsætte en samtale, og har øje for at hjælpe andre på en kærlig måde. Hvis man lukker sig inde i sin egen drømmeverden, også efter at være blevet gift, vil man ikke have nogen forudsætninger for at leve det daglige liv sammen med et andet ufuldkomment menneske.
Modtager du en indbydelse til et selskabeligt samvær, så vis din taknemmelighed. At du er ugift skal dog ikke få dig til at fostre den idé at alle de andre har pligt til at beværte dig. Du må også være parat til at vise gæstfrihed — selv om det skulle blive under beskedne former.
Her skal indskydes et par advarende ord. Det er ikke klogt at lade andre få den opfattelse at det eneste der tæller i dit liv er selskabelighed og morskab. Du bør gøre noget for at samle dig om praktiske interesser der kan udvikle dine mentale evner. Du skal imidlertid ikke forsømme dig selv rent fysisk, for dit udseende fortæller hvad du tænker om dig selv. Dertil kommer at hvis du vil have at andre skal synes om dit væsen, er det oftest et spørgsmål om at vælge den gyldne middelvej. Du må ikke være så sky at du ikke giver dit besyv med i samtalen eller ikke deltager i selskabets fællesfornøjelser, men du skal heller ikke gå til den anden yderlighed og ustandselig afbryde andre for at du selv kan tale hele tiden.
Har du besluttet at du vil komme sammen med en eller anden for at indlede et bekendtskab med ægteskab for øje, er det meget uklogt at træffe aftaler med flere forskellige inden for samme tidsrum, for i så fald vil du blive så splittet i dine følelser at det vil være ganske umuligt at træffe det rigtige valg. Desuden er det uærligt spil, for du kan jo kun gifte dig med én af dem du kommer sammen med. Og ud over den fortræd du forvolder, kan du let få ry for kun at være ude på at „flirte“ eller for at have „ureelle hensigter“. Hvis man ikke er nogenlunde sikker på at et andet menneske svarer til forventningerne, hvorfor så omgås det tidligt og silde?
Men lad os nu antage at der begynder at udvikle sig en gensidig interesse mellem dig og en fra din nære bekendtskabskreds. Da må omtanke og følelsesmæssig modenhed være noget grundlæggende når I nu begynder at komme sammen.
Fast bekendtskab og realistiske mål
Den tid to mennesker kommer sammen for at lære hinanden bedre at kende bør være fyldt med glæder. Men hvis vårens blomster bliver til dårlige frugter, kan det næppe opvejes af mindet om den skønhed og pragt blomsterne havde i foråret.
Det er dejligt når man kan more sig og le sammen. Man kan have meget ud af at spadsere langs stranden og „bare snakke sammen“. Men man skal til stadighed have i erindring at der er en højere mening med at komme sammen — at denne tid skal være en forberedelse til ægteskabet. Derfor bør tiden man tilbringer i hinandens selskab udnyttes til at foretage sig nogle praktiske ting i fællesskab. Man kan for eksempel gå på indkøb sammen, eller man kan studere i fællesskab, noget der vil gøre parterne bedre rustede til at klare overgangen til ægteskabet.
Skønt man er opfyldt af tanken om at behage sin ven eller veninde, skal man ikke forstille sig eller prøve på at være en helt anden end den man er. Adskillige har i frygt for at miste en vordende ægtefælle ageret i en rolle som slet ikke var deres. Men hvor længe kan man det? Her er en af grundene til at det er klogt at komme sammen i tilstrækkelig lang tid.
Men selv om det går godt i den periode hvor to mennesker kommer sammen, skal de alligevel være sikre på deres følelser og have nået til en forvisning om at de har truffet det rette valg. Hvordan kan de det? Når unge stiller ’satte’ ægtefolk dette spørgsmål, sker det gang på gang at svaret lyder: „Det er bare noget man ved med sig selv.“ Hvad er det man „ved med sig selv“?
Ja, man ved at man gerne vil have hinanden og at der er opstået en gensidig tillid. At man gerne vil gøre noget og være noget for hinanden. At man er fælles om mange tanker, opfattelser og interesser. Og det er gået op for en hvor dybt forholdet berører en, og hvor meget det vil komme til det i fremtiden. Alt dette er tegn på en ægte kærlighed.
I dag er unge mennesker mest tilbøjelige til at gå deres egne veje, og pludselig kan de stille hjemme med et vildfremmed menneske som de kalder „min forlovede“. Men det er slet ikke så tosset endda at følge den „gammeldags“ facon, hvor man henvendte sig til erfarne, voksne mennesker og bad dem sige deres mening om den man tænkte at gifte sig med, samt om ens egne følelser. Eftersom de adspurgtes følelser ikke var berørt, kunne de hjælpe en til at træffe en realistisk beslutning.
En oprigtig kristen vil også indse hvor nødvendigt det er at henvende sig til den egentlige kilde til visdom og fornuft, selve Indstifteren af ægteskabet, for den kristne er klar over at en så vidtrækkende afgørelse fortjener megen overvejelse under bøn. En kristen vil have tanke for det bibelske ordsprog der siger: „Har man fundet en god hustru [eller ægtemand]? Da har man fundet noget godt og man opnår god vilje fra Jehova.“ (Ordsp. 18:22, NW) Når man betænker hvor svært det kan være at skabe et lykkeligt ægteskab, bør man gøre sig al umage for at opnå Guds gode vilje.
Selv når den endelige beslutning om at gifte sig er taget, kan man ikke af den grund mindske sin indsats for at lære sin forlovede endnu bedre at kende. En undersøgelse på en højere skole i U.S.A. viste at „de fleste forlovede tilbringer det meste af deres forlovelsestid med at bekymre sig om brylluppet — og ikke så meget med at lægge planer for hvordan deres samliv skal forme sig efter brylluppet“. Det er af største vigtighed at de to — både før og efter ægteskabets indgåelse — hver for sig er indstillet på at lære hinanden rigtigt at kende og at tilpasse sig efter hinanden. Det er en „investering“ i harmoni og lykke.
Enkelte vil måske gribes af fortvivlelse når de læser disse tanker om hvordan man vælger en livsledsager. De har prøvet disse forslag, men er stadig alene.
„Jeg kan ikke finde nogen“
I dag er der mange enlige der må se den ubehagelige kendsgerning i øjnene at deres personlige forhold — invaliditet, alder, forpligtelser over for familien — gør det næsten umuligt eller helt umuligt for dem at blive gift. Som en enke, der er noget oppe i årene, har udtrykt det: „I min aldersklasse er der langt færre mænd end kvinder, og mændene er interesseret i yngre kvinder.“ Hvad kan du stille op hvis det er din situation?
Du vil måske synes at det meste af det der er fremført her, ikke er aktuelt for dig. Tænk imidlertid efter et øjeblik. Vi har opfordret til at du nøgternt vurderer dig selv, at du med omtanke vinder flere venner. Vi har tilskyndet dig til at dyrke et positivt og befordrende samvær med andre fremfor at du trækker dig ind i din egen drømmeverden. Du vil opdage at der er større lykke ved at give. Du vil under ingen omstændighed fortryde, at du anlægger et positivt syn på livet. Så vil dit udbytte af livet blive langt større.
Bedrøveligt nok er nogle endt i en sådan tilstand at de står helt uforberedte hvis der uventet skulle åbne sig en lejlighed til at de kan blive godt gift. Og så er der dem der bilder sig ind at de slet ikke duer til ægteskabet; men det skal man være varsom med, for denne tanke har en nedbrydende virkning på følelseslivet. Lige så farligt er det at et gift menneske hele tiden tænker på eller taler om hvor frit det kunne have haft det hvis det ikke havde giftet sig.
Ikke så få enlige har erfaret at vejen til lykke er at uddybe deres forhold til Skaberen. I erkendelse af at der findes en kærlig Gud som virkelig interesserer sig for dem, og at tilværelsen får mål og mening når de tjener ham, har de opnået en tilfredshed som de aldrig troede mulig. — Sl. 55:23; 73:28.
Desuden har de herigennem vundet en omgangskreds der skænker dem et glædeligt samvær samt hjælp og støtte. Som en kvinde sagde: „Noget af det der tiltrak mig mest ved Jehovas vidner var at de udstrålede venlighed og hjertelighed. Jeg skal sent glemme den modtagelse jeg fik i deres rigssal. Jeg var meget indesluttet og selvoptaget. Bibelens sandheder hjalp mig til at indse at det er langt bedre at give end at modtage.“ Blandt sådanne kristne er der større muligheder for at finde en god og pålidelig ægtefælle.
I vore dage er vejen til ægteskabet altså ikke fri for besværligheder og farer; men med omtanke kan man undgå tendensen til at følge de moderne samlivsformer, der oftest resulterer i en række tragedier. Ved at følge Bibelens grundsætninger kan man holde flertallets myter og de for vort følelsesliv så skadelige sæder på afstand, hvilket vil forhøje chancerne for at finde den rette livsledsager(ske). Til stadighed indgås der ægteskaber som viser sig at kunne holde, fordi der fremdeles er mennesker der er villige til at ofre sig i ægteskabet — en gudgiven ordning, der den dag i dag rummer alle muligheder for varig glæde og lykke.