Den nat man brændte deres hjem
„LYDEN af ruder der knustes og den efterfølgende buldren fik mig til at fare op i sengen,“ fortæller Jeannette Thomas.
„Døren ud til entreen stod åben og jeg kunne se noget der lignede en mur af lys vælte ud fra dagligstuen. Jeg skreg og slog så hårdt ud at James der sov dybt, fór op med et råb. Vi løb ud i entreen men blev næsten kvalt af den sorte, hede røg der mødte os . . .“
„Den havde en meget skarp lugt,“ afbryder hendes mand. „Det har sikkert været billig benzin, måske blandet op med petroleum. Hvis børnene indåndede den har de ikke levet mange sekunder.“
Mordbrænderne havde kastet tre nittenliters dunke med brændstof ind i dagligstuen, hvor familiens attenårige datter sad og så fjernsyn. De fire mindre børn var allerede gået i seng.
Der var intet at høre fra dagligstuen, og røgen og dunsterne gjorde det umuligt at komme derind. „Vores tre små piger befandt sig oppe på første sal, så vi løb hen mod trappen,“ forklarer James.
Varmen og røgen var blevet så kraftig at de blev drevet tilbage. De løb gennem entreen. Jeannette søgte ind i køkkenet til venstre, og James løb ind i den ældste datters værelse til højre i håb om at finde hende der, men nej. „Jeg kunne mærke mine hår svides, og det føltes som om der var ild i mine øjne. Jeg vidste, at hvis jeg bare én gang trak vejret dybt ville jeg være færdig.“
I dette øjeblik knuste James ruden med sin knyttede næve og kastede sig på hovedet ud gennem en eksplosion af brændstofdampe. Han var straks på benene igen, og løb om bag huset.
Ude i køkkenet kæmpede Jeannette med håndtaget til bagdøren mens hun holdt vejret. Hun havde glemt at skyde slåen fra. „Jeg kastede mig mod døren,“ fortæller hun, „men den var så varm at huden gik af min arm.“ I en sidste desperat anstrengelse fandt hun famlende frem til slåen, og idet døren sprang op i en eksplosion, fór en af deres hunde forbi hende.
„Jeg så hende vakle hen over verandaen,“ fortæller James. Jeg greb fat i hende. Hun skreg børnenes navne, og det gjorde jeg også. Men det var umuligt at komme op på første sal. Man kunne høre ilden knitre, og hele huset stod i lys lue.
„Få Steven ud gennem garagen!“ råbte Jeannette.
Inde i garagen snublede James over en benzindunk der stadig var fuld. „Der er nogen der har sat ild til huset!“ råbte han.
Han var allerede i færd med at kaste sig med hele sin vægt mod den aflåste dør til Stevens værelse; hans kone hjalp ham ved at lægge sin vægt til hans. Døren knustes, men en mur af ild og røg drev dem tilbage. Ingen dødelig kunne gå ind i huset nu.
Ude ved vinduet på husets bagside rev James metalpersiennerne ud med sine bare hænder. Han lænede sig frem og søgte med hænderne efter den tolvårige Steven mellem det ulmende sengetøj, men han var der ikke.
De begyndte nu hysterisk at løbe rundt om huset og skrige børnenes navne: Jeannette, Cynthia, Steven, Karen, Allison. Brandstifterne havde gennemvædet hele forsiden af huset med benzin, selv deres Cadillac som stod foran. Alt var et bølgende flammehav.
„Jeg så et par billygter nærme sig indkørselen,“ beretter James. „’Vores børn brænder inde!’ skreg jeg. Manden sagde at han ville køre efter hjælp.“
Flammerne brølede stadig. Kun forældrene overlevede, samt en af hundene. „Man fandt den dagen efter. Den sad og hylede ude i skoven,“ fortæller Jeannette. „Det var gode hunde, alle tre. Det havde regnet og det var koldt, så jeg havde foreslået at vi tog hundene ind. Hvis vi blot ikke havde gjort det, havde de advaret os.“
Brandkorpset fra Monroe, Georgia, og en sherif ankom til stedet. Brandmændene fór rundt mellem hinanden. „Åh, Gud!“ stønnede en vicesherif. En ambulance ankom, og James og Jeannette blev kørt bort.
Hvem havde gjort det, og hvorfor?
Ti dage efter var Jeannette stadig indlagt på Athens General Hospital. Hun havde pådraget sig en førstegradsforbrænding i ansigtet og var fuld af små vabler. På den højre overarm, hvor hun havde fået en andengradsforbrænding, var ny hud ved at danne sig under et stort salveomslag. James havde ikke lidt fysisk men.
Walton amt var stadig rystet over tragedien. Hvem var de skyldige, og hvad havde været deres motiv? Både embedsmænd og nyhedsmedier stillede dette spørgsmål.
„De flygtede fra kriminaliteten i New York,“ lød en overskrift i Gwinnett Daily News. „James Thomas sen. flyttede hertil i juni måned for at slippe bort fra kriminaliteten i New York City og for at forbedre sin kones helbred. I fredags begravede han fem af sine børn, uskyldige ofre for en formodet brandstifterbande.“
I Atlanta Journal stod der: „Familien Thomas er en sort familie som lejede et hus omkring fem kilometer øst for Monroe i en egn hvor der bor en del hvide gårdmænd. Men ifølge Thomas blev familien ikke mødt med uvilje, og det samme resultat kom politiet til.“
Avisen tilføjede: „Politiet fandt det interessant . . . at husets ejer havde et andet hus i det tilstødende Barrow amt, et tomt hus, som nedbrændte to timer senere.“
Begge huse tilhørte en kvinde hvis mand nogen tid forinden var blevet myrdet efter at han var blevet anmodet om at vidne i en retssag. Man påstod også at et andet medlem af hendes familie var blevet kendt skyldig i illegal fremstilling af spiritus. Den nylig tilflyttede familie Thomas gjorde altså den sørgelige erfaring at der også var kriminalitet og gangstere i landdistrikterne i det nordlige Georgia.
Familien Thomas var åbenbart blevet offer for en bandekrig. Som en skribent bemærkede: „De havde blot boet i det forkerte hus på det forkerte tidspunkt.“
„Jeg vil ikke hade“
En af de vanskeligste opgaver den aften var at fortælle familiens tre ældste børn der var gift og boede i New York, hvad der var sket. Den toogtyveårige søn, James, fortæller: „Man bliver vækket tidligt om morgenen og får at vide at fem medlemmer af ens familie er brændt ihjel. Først gik jeg helt amok, derefter begyndte jeg at spekulere på hvordan jeg skulle få fortalt det til min søster Helene, der var gravid i ottende måned.“
Næste dag var den unge James Thomas ude at se ruinerne. Sheriffen og repræsentanter for pressen var også til stede. John York fra Atlanta Journal beskrev situationen således:
„Selv om det var tolv timer siden at branden var blevet indberettet, slikkede små flammer stadig op imod sollyset på de steder hvor der stadig var noget tilbage af muren. Ind imellem førte brisen en tydelig lugt af brændt kød forbi os ned mod de nysgerrige der dagen igennem samlede sig på vejen.“
På et tidspunkt slog den unge James Thomas ud med armen i retning af de forkullede bjælker. „De så det og troede at jeg var en newyorker der var kommet for at tage hævn,“ fortæller James. „Men senere på sheriffens kontor fortalte jeg dem at jeg ikke havde slået ud i vrede men i frustration. Jeg hader ikke de mennesker der gjorde det, og jeg vil ikke hade dem.“ Hans moder giver udtryk for det samme.
En overraskende tro og broderfølelse
Tilskuerne til begravelsen blev grebet af respekt da James senior og hans overlevende børn ikke hysterisk brød sammen i gråd og fortvivlelse. Hysteriet fra brandens første timer var forsvundet. „De kunne ikke forstå at vores tro er virkelig for os,“ forklarer faderen. Det var næsten som den vantro apostelen Paulus mødte da han udbrød: „Hvorfor bliver det bedømt som utroligt blandt jer at Gud oprejser døde?“ — Apg. 26:8.
Som sønnen James siger: „Hvis kirkemedlemmerne virkelig tror at deres små børn kommer i himmelen når de dør, hvorfor så al den sorg og fortvivlelse?“
Hans moder nikker. „Mine tårer skyldes mine menneskelige følelser, ikke den sorg som folk uden håb føler. Ved at holde mig nær til Jehova forsikres jeg om hans løfter i hans ord, Bibelen. Nu ved jeg hvor stor min familie er. Ikke blot børn og børnebørn, men hundredtusinder af kristne brødre og søstre. De besøger os og de skriver til os. De lader os vide at de deler den smerte vi føler.“
Hendes mand tilføjer: „Det var virkelig sandt hvad Jesus sagde om at få sine brødre og søstre hundreddoblet.“ — Mark. 10:30.
Selv i de tidlige morgentimer efter branden fyldtes hospitalsgangene af en stadig strøm af Jehovas vidner fra nær og fjern. Hospitalsledelsen havde aldrig set noget lignende. „Halvdelen er hvide, halvdelen er sorte, det betyder intet,“ skrev en journalist. „Det gør ingen forskel når en af deres egne har lidt ondt.“ Den forbløffede hospitalsledelse gav en tilladelse den aldrig før havde givet. Besøgende fik lov at komme på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. „Det lader til at være den bedste medicin for fru Thomas,“ sagde en af oversygeplejerskerne.
Folk gav udtryk for deres følelser
„Min læge havde tårer i øjnene,“ fortæller Jeannette. „Han tænkte på sine egne børn som sov oppe på første sal hjemme i hans hus i Cape Cod. Han sørgede for at der blev sat en ekstra seng ind på stuen så at min mand kunne blive hos mig døgnet rundt. Han sagde at vi ikke skulle bekymre os om hvorvidt vores sygeforsikring dækkede alle omkostningerne. Han skulle personligt ordne sagen.“
Man sørgede for at ægteparret fik en lejlighed i nærheden af andre Jehovas vidner i Monroe. I løbet af den første uge havde man samlet så mange møbler og så meget tøj ind at der ikke var plads til det. Lokale kirker og velgørenhedsinstitutioner tilbød deres hjælp. „Pilotklubben“ i Monroe lod nogle af sine medlemmer samle penge ind til familien ved at henvende sig til folk på gaden. Både lærere og elever på de skoler hvor Thomas’ børn havde gået, samlede penge ind til familien. The National Bank of Walton County i Monroe oprettede en fond til fordel for familien. Endog folk fra Kansas og New Mexico sendte bidrag.
En følelse af savn, men et sikkert håb
Men naturligvis kunne depression ikke undgås. „Det er sværest om natten,“ indrømmer Jeannette. „Når jeg lægger mig til at sove oplever jeg alle rædslerne igen. Jeg vil ikke tage sovemidler, men et af Jehovas vidner er kommet med en båndoptager og en hel taskefuld af bånd. Når jeg går i seng kan jeg ligge og lytte til foredrag fra vore kristne stævner.“
For hendes mand er nattesøvnen ikke det største problem. „Det er ved måltiderne jeg har det værst. Aldrig havde vores børn været lykkeligere end i vores nye hus. Vi havde aldrig før boet i en villa. De slog det høje græs uden om huset sådan at vi fik en græsplæne. Men det var ved måltiderne børnene var dejligst. Sikken en pludren.“
Men familien Thomas ser frem til at opleve dette igen når deres børn bliver kaldt tilbage til livet her på jorden. Jesus Kristus selv lovede: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud.“ (Joh. 5:28, 29; Apg. 24:15) Bibelen beskriver hvordan livet på jorden vil forme sig til den tid: „Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ (Åb. 21:3, 4) Familien Thomas har fuldstændig tillid til at disse løfter vil blive opfyldt.
Med et håb som dette er det muligt at holde modet oppe under selv den største sorg.