Jordskælv og flodbølge på én gang
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT PÅ FILIPPINERNE
„PLUDSELIG mærkede vi et ryk, og vores værelse gyngede svagt. Bevægelsen blev kraftigere for hvert sekund, og til sidst blev vi slynget rundt mellem hinanden.
Vi blev stumme af rædsel da vi så hvordan der blev vendt op og ned på værelset. Med ét forsvandt lyset, og straks efter hørte vi drønene fra murene der revnede og lyden af splintret glas, der regnede ned fra hele bygningen. . . . Rædselsskrig sønderflængede mørket.“
Denne beretning fortælles af en af de overlevende fra et to minutter langt jordskælv, der tirsdag den 17. august 1976 klokken 00.13 midnat hjemsøgte den sydligste af de filippinske øer, Mindanao.
Rystelserne, der blev registreret til 7,8 på Richterskalaen, var de voldsomste, mest ødelæggende og uhyggelige, der nogen sinde har ramt Filippinerne så længe optegnelserne går tilbage. De var af tektonisk oprindelse, det vil sige forårsaget af bevægelser eller ombrydninger i jordens skorpe. Seismografiske observationer i Amerika påviste at epicenteret var i Morobugten, en del af Celebeshavet, 1049 kilometer syd-sydøst for Manila.
Byen Cotabato med 80.000 indbyggere og kystbyerne ved Zamboanga blev hårdest ramt. En stor procentdel af forretningsbygningerne i Cotabato styrtede sammen, enten helt eller delvis. Hele familier blev begravet i ruinerne af deres huse. Landbrugsjord blev oversvømmet af saltvand. Fiskere mistede deres både og redskaber da seismiske havbølger sugede fiskerbådene ud i havet.
Ifølge dagbladet „Bulletin Today“ efterlod jordskælvet og flodbølgen 3373 døde, 9149 sårede, 2938 savnede og mere end 119.000 hjemløse. De foreløbige skader blev vurderet til mellem 100 og 135 millioner dollars.
Flodbølgernes ofre
Jordskælvet blev efterfulgt af seismiske bølger, flodbølger. Nogle af disse nåede en højde af 9 meter og nærmede sig med en hastighed af op til 719 kilometer i timen. Tabene var virkelig alvorlige. En overlevende fisker beretter:
„Mit hus lå ned til vandet. Jeg fisker normalt om aftenen. Over midnat, dagen efter den 16. august, mens jeg arbejdede med mine net, begyndte vores hus pludselig at skælve og knage voldsomt. Så holdt jordens bevægelser op et øjeblik.
Pludselig hørte jeg en anden lyd, som var det torden der nærmede sig. Hele familien var nu vågnet op; og vi gav os alle til at løbe som vanvittige mod en nærliggende bakke. De frådende søer indhentede os. Vi svømmede det bedste vi havde lært. Selv om vi slugte en hel del vand undervejs, reddede vi os dog i sikkerhed.“
Fra bakken, hvor denne familie fandt tilflugt, så de hvordan deres hus blev suget med ud i havet som var det en flydende tændstikæske. Og de var endda heldigere end adskillige andre. Mange blev paralyseret stående foran den frembuldrende mur af vand og blev skyllet bort.
Nær øen Sacol og ikke langt fra byen Zamboanga befandt en fisker sig i sin båd omkring 100 meter fra kysten, da han så omkring halvtreds huse falde sammen ved ét eneste slag af kæmpebølgerne. Da vandet trak sig tilbage befandt han sig i toppen af en kokospalme. En kvinde et andet sted fra beretter at hun så sin fader blive suget ud i havet, hvorefter han kom ind igen med den næste bølge — i live. En anden fortæller at hans nabos barn var drevet til havs, klamrende sig til en planke. Også barnet blev skyllet levende ind på stranden igen.
Ønsket om at bevare materielle ejendele betød i nogle tilfælde tab af menneskeliv. En mand overlod et barn til en tjenestepiges omsorg, mens han gik tilbage til sit hus efter en kuffert. Barnet omkom. En anden mand mistede livet da han vendte om for at låse dørene af frygt for plyndringsmænd. Plyndringsmændene kom aldrig.
En overlevende fra øen Olutanga i Morobugten fortæller: „Da jordskælvet ophørte gik jeg over til kajen og så at fire huse var styrtet sammen. I det samme så jeg nogen pege mod havet og råbe: ’Flodbølge!’ Jeg løb så hurtigt jeg kunne op på en høj. Huse som var ubeskadigede af jordskælvet, blev flået i stykker af de kolossale bølger. Alt imens de store bølger bragede mod stranden, fløj kyllinger højt op i vejret, hunde hylede, grise skreg, og folk jamrede sig. Man råbte som afsindige på mange forskellige guder. Det var et hårrejsende, hjerteskærende syn.“
Eftervirkningerne
„Da daggryets første lys langsomt trængte gennem det grå skydække,“ mindes en overlevende, lignede kysten „en slagmark; huse var jævnet med jorden og børn stod og græd. Der lå døde overalt. De overlevende kunne ikke tro deres egne øjne og ører. Gråden fra dem der havde mistet deres kære brød stilheden som havde sænket sig over stedet. Langsomt rejste de sig og begyndte, endnu omtumlede, at lede efter noget og dog efter intet.“
Kort efter at ulykken var indtruffet satte civile og militære kræfter et rednings-, nødhjælps- og genopbygningsarbejde i gang. Teknisk såvel som materiel hjælp begyndte at strømme ind i området. En journalist fortæller at i de hjemsøgte områder arbejdede de der var i stand til det, „skulder ved skulder med at grave levende og døde frem af de sammenstyrtede murbrokker“.
Jehovas vidners aktivitet efter katastrofen
Der er over 76.000 Jehovas vidner på Filippinerne. Naturligvis var alle interesseret i hvordan deres medkristne klarede sig. Så hurtigt som muligt efter jordrystelserne og oversvømmelserne, tog ældste fra menighederne i hele det ramte område ud for at finde alle deres trosfæller. En tilsynsmand fra Vagttårnsselskabet skriver:
„Vi tænkte først på en del familier blandt Jehovas vidner som boede i en tømmerhavn ved havet. Vi ventede ikke på dagslyset, men begav os straks ind i området. Da vi ankom, gned vi vantro vore øjne. Dette før så tætbefolkede og travle samfund var forsvundet.“ Lykkeligvis havde ingen Jehovas vidner dér lidt døden eller pådraget sig alvorlige kvæstelser, selv om alle havde mistet deres huse og ejendele.
I Malangas lå stumper af alt muligt spredt rundt omkring. Nogle få huse stod ubeskadigede, men de fleste var jævnet med jorden. En hel del mennesker var travlt optaget af at slæbe deres huse tilbage til stranden ved hjælp af motorbåde. En ældste fra en menighed i dét område beretter: „Det lykkedes mig at flåde mit hus tilbage; kun vores tøj var vådt. Men mange menneskeliv og dyreliv gik tabt. Jehovas vidner her led store tab og betydelig skade på ejendom, men ingen af dem mistede livet.“
Efter at spærretiden i Cotabato var ophørt klokken fire om morgenen på katastrofenatten, fik et af Jehovas vidner, en menighedstjener, lov til at benytte en jeep for at køre rundt og besøge sine medkristne. Også her var alle Jehovas vidner reddet og havde undgået alvorlige kvæstelser. Omfangsrige skader på ejendom gjorde det imidlertid nødvendigt for nogle at søge til evakueringscentre oprettet af regeringen. Andre rejste telte, eller byggede hytter lidt borte fra hjemmet, idet man forudså yderligere rystelser.
„Jordskælv det ene sted efter det andet“
Dette jordskælv var det ene af tre som rystede Asien inden for den samme uge. Gregorio Andal fra Kommissionen for Vulkanologi udtalte: „Jordskorpen er for tiden i en urolig tilstand, og jordskælv kan forekomme overalt på jorden når som helst.“ Et andet hold videnskabsmænd mener at det drejer sig om en proces som man på nuværende tidspunkt endnu ikke helt kan forklare.
Jesus forudsagde et interessant træk i et tegn som skulle identificere „afslutningen“ på den nuværende tingenes ordning. Ud over krige, forfølgelse af kristne, tiltagende lovløshed og andre veer, forudsagde Jesus: „Der skal være jordskælv det ene sted efter det andet.“ (Matt. 24:3-8; Mark. 13:4-8) Den bibelske historiker Lukas tilføjer at Jesus sagde: „Der skal være store jordskælv.“ — Luk. 21:11.
Gennem de sidste toogtres år har Jehovas vidner over for deres omgivelser peget på at alle siderne i Jesu tegn er blevet opfyldt siden 1914. Når man betragter jordskælv som en del af dette tegn, ser man at mere end 900.000 mennesker er døde ved jordskælv siden dette år. I de sidste 1000 år før 1914 var antallet af dræbte ved jordskælv 3000 om året; men siden dette år er gennemsnittet steget til 15.000 om året. Jo, Jesu profetier om jordskælv gælder vor tid.
Derfor er Jehovas vidner på Filippinerne travlt optaget af at besøge de overlevende fra deres hidtil mest ødelæggende jordskælv. De trøster dem med det glædelige budskab at en ny orden hvor mennesker aldrig mere vil lide en voldelig død for naturkræfterne, snart er nær.
[Kort på side 16]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
MINDANAO
SULUHAVET
CELEBESHAVET
MOROBUGTEN
Olutanga
Sacol Zamboanga
Cotabato
EPICENTER
[Illustration på side 18]
’Kysten lignede en slagmark; huse var jævnet med jorden og børn stod og græd’