Jeg var evangelisk præst
HER i Colombia er der i de seneste år sket store omvæltninger på den religiøse skueplads. Det store flertal af mine landsmænd bekender sig stadig til den romersk-katolske tro; men det er ikke ret mange af dem man kunne kalde ivrige katolikker. I de seneste årtier er flere og flere gået over til andre trossamfund, for eksempel til grupper af fundamentalistiske protestanter, som i deres forkyndelse lægger mest vægt på personlig frelse.
I mit livs første atten år var jeg en from katolik. Jeg gik til messe hver dag, jeg skriftede og modtog nadveren to eller tre gange om ugen, og jeg deltog i kirkens kampagner, eller „korstog“, såsom „Jesu hellige Hjerte“-korstoget. I min hjemby Armenia i Quindío, kom vores familie til at stå præsterne meget nær.
Omkring 1945 skete det en dag at et ældre evangelisk ægtepar bankede på hos os fordi de ledte efter et sted at overnatte. De havde medbragt et eksemplar af Bibelen — det første vi nogen sinde havde set. Min moder blev så interesseret i Bibelen at hun lod gæsterne fortælle om den næsten lige til daggry før hun gav dem lov til at gå i seng. Og det varede ikke længe før hun opdagede at det som hendes kirke lærte, ikke var helt i harmoni med Guds ord. Så blev moder evangelisk. Inden længe begyndte både min fader og alle vi andre i huset at læse Bibelen sammen med hende.
Dengang anede vi ikke hvad der ventede os, en familie i en katolsk by, når vi forlod kirken. Vore tidligere venner blev svorne fjender. Da min lillebroder døde kort efter at han var født, nægtede præsten at give os lov til at begrave ham på kirkegården. Der var kun denne ene kirkegård, så vi havde intet andet valg end at begrave ham i vores egen baghave.
Da min moder døde året efter, gennemgik vi det samme. „Fordi denne kvinde har læst i Bibelen,“ sagde præsten fra prædikestolen, „fortjener hun ikke at blive begravet i hellig jord. Hun kan blive begravet et eller andet sted ude mellem kaffetræerne.“ En behandling af den art fik mig ikke ligefrem til at holde mere af min barndoms kirke. Da min fader altså ikke kunne få lov at begrave min moder på kirkegården, gik han i sin fortvivlelse hen og talte med graveren, som gik med til at åbne kirkegården klokken tre om natten. Sådan blev min moder, uden at præsten vidste det, begravet på kirkegården inden solen stod op.
Den sidste gang jeg var inde i en katolsk kirke var i 1948. Under et besøg hos nogle slægtninge i Santa Rosa de Caval overværede jeg en messe, hvor præsten i sin prædiken tordnede imod en bestemt avis som havde trykt nogle nedsættende bemærkninger om kirken. I sin forbandelse sagde præsten at hvis nogen købte den avis skulle han brændes i helvedes flammer, nøjagtig som hvis han hørte til de liberale. Bemærkningen om „de liberale“ huede mig ikke rigtig, for dengang hørte jeg selv til de katolsk-liberale.
Samme år udbrød der voldsomme politiske uroligheder over hele Colombia, efter at en populær leder inden for det liberale parti, Jorge Eliécer Gaitán, var blevet myrdet i Bogotá. I flere år var landet på borgerkrigens rand. Alle blodsudgydelserne mellem de katolsk-konservative, som præsterne støttede, og de katolsk-liberale gjorde at jeg blev temmelig forvirret og skuffet over kirken.
Jeg havde en onkel som var politibetjent på det tidspunkt hvor urolighederne var allerværst. Han var bekymret over at der var så mange katolikker der dræbte hinanden, og spurgte en præst fra vores by, Armenia, om han ikke syntes det var forfærdeligt og syndigt. Præsten beroligede ham og sagde at hvis min onkel var bange for at bruge sine skydevåben, så ville han gerne velsigne dem, og så ville det ikke gøre noget. Han mindede også min onkel om at Peter jo havde forsvaret Jesus ved at tage sit sværd frem og hugge øret af ypperstepræstens træl, Malkus. (Joh. 18:10, 11) På samme måde måtte kirken forsvare den katolske tro, om så fjenderne skulle dræbes i deres moders liv. Efter at have hørt det, følte jeg mig endnu mere frastødt af kirken.
Nu fortsatte jeg med at læse Bibelen sammen med den evangeliske kirke, og i 1949 blev jeg døbt inden for denne. Året efter blev jeg præsteviet i Pereira; jeg skulle være præst i min hjemby Armenia.
I evangeliske kirkesamfund
Den evangeliske kirke jeg først sluttede mig til, var grundlagt af en amerikaner. Da han omkring 1930 rejste herfra tilbage til De forenede Stater, solgte han hele kirken, ikke bare kirkebygningen, men også selve trossamfundet. Et par af medlemmerne fandt at det var temmelig umoralsk at sælge menigheden, som om det drejede sig om umælende dyr. De dannede derfor en uafhængig bevægelse, som de kaldte „Colombias fundamentalistiske apostolske kirke“. En af de grundsætninger bevægelsen byggede på, var at dens præster ikke skulle være betalte. Dermed tænkte de på Jesu ord om at ’den lejede mand ikke bekymrer sig om fårene’. — Joh. 10:11-15.
Cirka tredive år senere kom grundlæggeren af den oprindelige bevægelse tilbage til Colombia. Han blev så imponeret over den vækst udbrydergruppen havde set, at han spurgte om han måtte tilslutte sig. Udadtil gik han ind på at følge bevægelsens grundsætninger. Men efter et års tid opdagede nogle stykker af os at flere af de andre præster ikke længere havde noget verdsligt arbejde, og vi fandt ud af at det var amerikaneren som i al hemmelighed gav dem penge. Da vi gjorde ham opmærksom på at han overtrådte reglerne, sagde han at vi jo kunne foretage en afstemning om spørgsmålet. Flertallet af præsterne var mere end tilfredse med at holde sig til denne amerikaner.
Jeg blev ærlig talt nedslået over at de fleste af mine kolleger modtog penge for at forkynde. Jeg havde fået den forståelse at man ikke skulle have penge for at forkynde Guds ord. (Matt. 10:8) Selv havde jeg sagt nej til flere gode tilbud om vellønnet arbejde — jeg var både uddannet som fingeraftryksekspert og revisor. Det var også sørgeligt at se hvordan præsterne kappedes og stredes indbyrdes, og det var trist at opdage alle de uoverensstemmelser der splitter evangelikerne i så mange sekter.
I 1954 flyttede jeg så, af økonomiske grunde, ind til Bogotá, og jeg fortsatte først som præst i 1960, da jeg igen flyttede fra byen. I denne periode havde jeg dog stadig studeret Bibelen og sammenlignet den med forskellige sekters lære. Når jeg blev skuffet over én sekt, sluttede jeg mig til en anden.
Til at begynde med kom jeg til gudstjeneste hos en gruppe inden for pinsebevægelsen. Til min overraskelse var det en kvinde der forestod gudstjenesterne. Jeg vidste at det efter Bibelen ikke var rigtigt af en kvinde at udøve myndighed over mænd. (1 Tim. 2:11, 12) Da jeg spurgte om dette fik jeg at vide at den tidligere præst havde forladt menigheden, da den ikke var i stand til at betale det salær han forlangte. Så tilbød de mig stillingen som deres præst. En aften mødtes jeg med lederne for at høre hvad deres tro gik ud på og sammenligne det med min egen tro.
De hævdede blandt andet at de havde den mirakuløse helbredelses gave og derfor hverken havde brug for læger eller medicin. De behøvede kun at bede, sagde de, og så ville de blive helbredt for en hvilken som helst sygdom. Da vi senere talte om nadveren, spurgte jeg dem hvorfor de brugte et bæger til hver enkelt deltager. De indrømmede at alle deltagerne i nadveren på Jesu tid drak af det samme bæger. Men dengang var der ikke så stor risiko for at blive ramt af smitsomme sygdomme som der er i dag. Så spurgte jeg dem hvad der var blevet af deres påståede evne til at helbrede, når de var så bekymrede over at de kunne blive smittet hvis de drak af et fælles bæger ligesom Herren selv havde gjort. Med dette spørgsmål fik vores møde en brat afslutning; klokken var tre om natten.
Et par dage senere gik jeg hen til deres kirke, men den kvinde der forestod handlingerne, var der ikke. Samme formiddag var hun blevet syg og var kommet på hospitalet. Jeg så det som en bekræftelse af at hendes trosfæller ikke ejede den mirakuløse helbredelses gave.
Derefter optog jeg forbindelse med et andet trossamfund der mindede om pinsebevægelsen. På et udstillingsareal i Bogotá afholdtes der en vækkelseskampagne, og i programmet var det lovet at der skulle foregå helbredelser på den sidste dag. Jeg tog med hen for at se det, tilskyndet dels af en bekendt som sagde at jeg absolut skulle gå med, og dels af min egen nysgerrighed.
En ældre, blind mand blev ført op til et podium, hvor man lod ham knæle. Mænd såvel som kvinder begyndte at bede over ham, om at den blindhedens ånd der havde taget bolig i ham måtte blive uddrevet så han kunne få synet igen. Efter at have bedt et stykke tid spurgte man den blinde om han nu kunne se. Han bevægede hovedet lidt fra side til side og svarede nej.
De havde bedt alle tilhørerne om at rejse sig og være med til at bede. Da jeg stillede mig lidt tvivlende over for hele sagen, var jeg blevet siddende på min plads. Da de opdagede dette, sagde de nu at det var mig der var synderen. Min tro var ikke stærk nok, og derfor havde de ikke kunnet udføre miraklet. Efter at have prøvet at overtale mig til at være med, bad de igen over den blinde. Men jeg ville stadig ikke overgive mig helt. Da de nu spurgte den blinde om han kunne se, svarede han igen benægtende. Og endnu en gang lagde de skylden på den „vantro“ som var kommet ind i deres kreds.
Da prædikanterne bagefter kom hen til mig, gjorde jeg dem opmærksomme på at Jesus godt kunne udføre sine mirakler uden at kræve at de ikke-troende skulle vise tro. (Matt. 8:16; Joh. 9:1-7, 35-39) Tværtimod havde han ofte gjort mirakler for at overbevise de vantro om at han var sendt af Gud. (Joh. 10:37, 38, 42; 11:42-45) Hvis Gud virkelig havde givet dem kraft til at helbrede, kunne de jo passende overvinde min vantro ved at få det mirakel de prøvede at udføre, til at lykkes!
Min forbindelse med Jehovas Vidner
Jeg må nu fortælle om en anden side af mit liv, nemlig om den forbindelse jeg har haft med Jehovas Vidner i årenes løb.
Det hele begyndte i 1952. Da jeg engang var på besøg hjemme hos min forlovede, lagde jeg mærke til en bog som hendes fader havde købt. Den hed „Dette betyder evigt liv“. Faderen vidste at jeg var interesseret i alt der har at gøre med Bibelen, så han gav mig bogen. Men en af mine præstekolleger oplyste mig om at dette var „Russellisme“, et udtryk han brugte om Jehovas Vidners lære. Der var ganske vist noget godt i denne lære, men den var alligevel farlig, sagde han, for den indeholdt også falsk lære. Jo mere jeg læste og studerede, jo mere lærte jeg om Jehovas Vidner.
Dengang jeg blev præsteviet, eller ordineret, blev en af mine venner som hedder Fabio Rodas ordineret samtidig med mig. Men kort efter blev Fabio et af Jehovas vidner. Da jeg næste gang traf ham, var han i stand til at afklare nogle af de tvivlsspørgsmål jeg havde haft i forbindelse med den bog jeg havde fået. Fra da af gav han mig altid nogle af Jehovas Vidners bøger og blade når vi mødtes.
Venligt men vedholdende opfordrede Fabio mig til at lade nogle af Jehovas vidner studere Bibelen sammen med mig, og endelig gik jeg med til det. Men jeg holdt stædigt fast ved troen på treenigheden, det „mysterium“ som går ud på at Gud ikke er én, men tre i én. Min tro på treenigheden var udelukkende baseret på et enkelt vers, Første Johannesbrev 5:7. Jehovas vidner fortalte mig ofte at den pågældende del af verset var uægte, at det var en tilføjelse som ikke var inspireret af Gud. Men dette argument opfattede jeg bare som et svagt forsøg fra deres side på at føre andre bag lyset.
Men så traf jeg ved et tilfælde Fabio i Bogotá engang i 1956. Han inviterede mig hen i Jehovas Vidners rigssal, og jeg sagde ja. Dér blev jeg præsenteret for familien Rivera, som aftalte et tidspunkt hvor de skulle begynde at studere Bibelen med mig. Da jeg fortalte dem at jeg holdt fast ved treenighedslæren, tog en af dem en spansk katolsk bibel, et eksemplar af Nácar-Colunga-udgaven, frem, slog op på Første Johannesbrev 5:7 og lod mig læse fodnoten til verset. Der stod: „Dette vers, som i Vulgata lyder således: ’Der er tre som vidner i himmelen, Faderen, Ordet og den Helligånd, og disse tre er ét’ findes ikke i de gamle manuskripter, hverken på græsk, latin eller andre sprog, og kendes ikke fra kirkefædrene. Det er tilsyneladende af spansk oprindelse og har lidt efter lidt vundet indpas som fortolkning af det foregående vers. Først i det trettende århundrede antog det den form som det i dag har i Vulgata.“
Da jeg læste dette kunne jeg se at Jehovas Vidner havde ret i at denne del af verset ikke retmæssigt hørte hjemme i De inspirerede Skrifter. Og jeg blev forbløffet over at erfare at evangelikerne lå under for det samme bedrag som katolikkerne og benyttede verset til støtte for treenighedslæren.
Fra da af fik jeg større tiltro til Jehovas Vidner. Da jeg igen begyndte at gøre tjeneste som præst, var mine prædikener efterhånden noget påvirket af deres lære. Som stof til mine prædikener indklæbede jeg i min bibel en liste der hed „Vigtige Lærepunkter belyst med Skriftsteder uden Kommentarer“ og som stammede fra Jehovas Vidners bog „Dygtiggjort til al god Gerning“.
Alligevel afbrød jeg ikke forbindelsen med evangelikerne. Hvorfor ikke? Først og fremmest af hensyn til mine slægtninge, som alle tilhørte den evangeliske kirke; flere i familien, deriblandt min fader, var endda præster. Desuden havde jeg visse ubegrundede fordomme mod Jehovas Vidner. Måske søgte jeg også at flygte fra det ansvar som ville følge med, hvilket jeg blev mere opmærksom på, jo mere jeg studerede med vidnerne.
Jeg forlader den evangeliske kirke
Så snart jeg havde indset betydningen af den sande Guds navn, Jehova, benyttede jeg det konstant i mine prædikener. Det førte til at mine overordnede begyndte at spekulere på hvor meget jeg var blevet påvirket af Jehovas Vidner, og jeg blev indkaldt for kirkerådet. Lederne sagde at de, for at få genoprettet deres tillid til mig, ville bede mig om at holde en prædiken hvori jeg skulle afsløre Jehovas Vidners falske lære. Det ville jo kræve at jeg gik imod min egen overbevisning, så jeg svarede: „Den prædiken kan jeg under ingen omstændigheder holde. Hvis de prædikener jeg nu har holdt ud fra Bibelen, stemmer med Jehovas Vidners lære, så må jeg slutte mig til dem. ’Vælg i dag, hvem I vil tjene, men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova!’“ — Jos. 24:15.
For at afbryde enhver forbindelse med den evangeliske organisation flyttede jeg med min familie fra Pereira til Cali. Det var i slutningen af 1967. En søndag, først på eftermiddagen, tog jeg ind mod byens centrum for at undersøge hvordan jeg kunne finde Jehovas vidner. I bussen på vej derind opdagede jeg at en af passagererne havde et nummer af Vagttårnet stikkende op af baglommen. Jeg besluttede mig til at følge efter ham, og han gik direkte hen til rigssalen. Efter møderne den eftermiddag blev der aftalt et nyt studium med mig.
Jeg havde før studeret med Jehovas vidner, og var også nået frem til spørgsmålene om dåb. Men de havde nægtet at anerkende min evangeliske dåb som gyldig, skønt jeg fremførte at jeg jo var blevet døbt ’i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn’. (Matt. 28:19) Da vi denne gang nærmede os spørgsmålet, sagde jeg til den broder der drøftede det med mig, José Patrocinio Hernández: „Hvorfor behøver jeg at blive døbt igen?“ Hvortil han blot spurgte mig: „Kendte du Faderens navn da du blev døbt?“ Eftersom dette ikke var tilfældet, var jeg altså ikke blevet døbt i hans navn.
Med hensyn til at blive døbt ’i den hellige ånds navn’, spurgte han mig: „Mener du at den organisation hvori du blev døbt, ejede Guds ånd og viste det ved fred og enhed?“ (Ef. 4:3) Så huskede jeg at netop den evangeliske præst der havde døbt mig, Angel de Jesús Vélez, blot fjorten dage efter min dåb var brudt ud og havde dannet en ny sekt. Eftersom „stridbarhed, splittelser, sekter“ ikke hører med til „åndens frugt“, men hører til „kødets gerninger“, stod det klart for mig at de ikke havde ejet Guds ånd. — Gal. 5:19-23.
Derefter blev jeg så endelig, sammen med mine to ældste børn, døbt som symbol på min indvielse til Gud. Det var den 10. maj 1969. Senere blev også min hustru og de to yngste børn døbt.
Når jeg nu tænker tilbage, forstår jeg bedre hvad apostelen Paulus følte da han sagde: „I var engang mørke, men nu er I lys i forbindelse med Herren. Fortsæt med at vandre som lysets børn, for lysets frugt består af . . . sandhed.“ (Ef. 5:8, 9) Når jeg tænker på den tid hvor jeg hørte til inden for kristenhedens religionssystemer, forstår jeg hvor tæt et mørke der omgav mig. Som et af lysets børn er jeg nu dybt taknemmelig for at tjene — ikke som „pastor“ i kristenheden, men som sand hyrde — og for at frembringe lysets frugt, sandheden. — Indsendt.