Hvad er løsningen?

BIBELUNDERVISNING i fængselet har, i det mindste for et begrænset antal indsatte, været løsningen. De ting de har lært har haft en sund indvirkning på dem, ja de har udvirket en gennemgribende, ikke blot overfladisk, ændring.

I løbet af de tre sidste år er toogfyrre fanger fra Angolafængselet i Louisiana blevet døbt. De fjorten af dem er nu blevet løsladt. Da jeg var interesseret i disse forhold, undersøgte jeg hvordan det siden er gået dem, og det viste sig at kun én er vendt tilbage til forbryderbanen.

De andre klarer tilpasningen fint. Mindst én af dem er nu menighedstjener i en af Jehovas Vidners menigheder. Men som sagt er vi udmærket klar over at denne bibelundervisning inden for fængselets mure ikke er løsningen på hele problemet. Den er blot en mulighed som vil være til gavn for dem der ønsker at benytte sig af den.

Bibelen indeholder imidlertid en meget tydelig vejledning med hensyn til afstraffelse af forbrydere. Hvis vejledningen blev fulgt er der god grund til at tro at kriminalitets- og fængselsproblemet ikke ville være nær så stort.

Kompensation til ofrene

Den lov Gud gav det gamle Israel indeholdt ingen bestemmelser om fængselsstraf. Straffen for berigelsesforbrydelser som tyveri og bedrageri bestod først og fremmest i kompensation til ofrene for forbrydelsen.

I dag ydes der ikke ret megen hjælp, om overhovedet nogen, til dem der bliver ofre for en forbrydelse. Penge der bliver stjålet, kommer som regel aldrig tilbage, og eventuelle skader på ens egen person eller ejendom bliver langtfra altid erstattet. Bibelen viser imidlertid at de der volder skader, bør kræves til regnskab for deres handlinger. Hvad siger Bibelen da?

Den lov Gud gav det gamle Israel, sagde at en person som stjal en okse eller et får, skulle yde erstatning med to okser eller to får. Og hvis han allerede havde slagtet dyret, skulle han erstatte det med endnu mere. Hvis han ikke kunne det, skulle han arbejde som daglejer indtil han havde betalt den bestjålne hvad han skyldte ham. — 2 Mos. 22:1-9.

Fornuften i at kræve forbryderne til regnskab for deres handlinger er indlysende. For det første fik offeret for forbrydelsen erstatning for sit tab og kompensation for sin ulejlighed eller for ulempen. For det andet fik lovovertræderen en lærestreg. Og for det tredje blev samfundet ikke bebyrdet med udgifter til opretholdelse af fængsler.

Også i dag forsøger man nogle steder dette system, i begrænset målestok. Milwaukeebladet Journal fortalte den 19. december 1975:

„I stedet for at sone sin skyld over for samfundet ved at blive bag tremmerne, er Ray nu ude i samfundet igen, hvor han arbejder for at tilbagebetale hvad han skylder sine ofre. Ray er én af 87 tyve, bedragere og andre forbrydere som er blevet sat til at arbejde i et restitutionscenter som fængselsforsorgen i staten Minnesota har indrettet. Fangerne har allerede tilbagebetalt 15.000 dollars til deres ofre siden programmet begyndte for tre år siden.“

I en meddelelse fra UPI den 6. februar 1977 hedder det:

„Regeringen bruger 2 millioner dollars for at medvirke til at udvikle et system hvori forbryderne ikke bliver sendt i fængsel, men bliver sat til at skaffe erstatning til deres ofre ved arbejde. . . . Systemet har flere steder været prøvet med lovende resultater.“

Men der skal mere til end at lade forbryderne skaffe kompensation til deres ofre for de tab de har lidt.

Dødsstraf

Den lov Gud gav Israel indeholdt bestemmelser om dødsstraf for en lang række forbrydelser, for eksempel mord, kidnapning, blodskam og omgang med dyr. (4 Mos. 35:30, 31; 2 Mos. 21:16; 3 Mos. 18:6-23, 29) Henrettelsen skulle som regel ske ved stening, og den var offentlig. — 5 Mos. 17:5.

Dødsstraffen virkede da som et stærkt afskrækkende middel mod forbrydelser, hvad den sikkert også ville gøre i dag hvis den blev anvendt konsekvent. Mange som ikke anerkender Guds visdom i denne henseende, vil sikkert finde det grusomt. Men de andre metoder man benytter — hvad har de ført til? At der øves større grusomheder end nogen sinde før — ikke mod forbryderne, men mod deres ofre.

Også her må vi indrømme at kriminalitetsproblemet selvfølgelig ikke forsvinder blot fordi man tager dødsstraffen i anvendelse, og heller ikke selv om man bruger andre midler. Men der findes en løsning, en fuldstændig og tilfredsstillende løsning.

Den sikre løsning

James Q. Wilson, der er professor i statsvidenskab ved Harvard-universitetet, skriver i sidste afsnit af sin bog Thinking About Crime at man ikke kommer uden om at „der findes onde mennesker. Det eneste vi kan gøre er at holde dem adskilt fra de uskyldige mennesker“.

Det er sandt. Men hvem kan afgøre hvilke mennesker der er onde og hvilke der er uskyldige, og skille de onde ud, uden at sætte dem bag tremmer? Det kan kun den almægtige Gud, og det er hans hensigt at gøre det. I hans ord læser vi dette løfte: „Retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“ — Ordsp. 2:21, 22.

Når dette er sket vil alle være ledet af Guds love. Lovene vil blive håndhævet med kærlighed og fasthed af den regering som kristne har lært at bede om — Guds rige under Kristus. Hvor bliver det dejligt en dag at kunne leve i en verden hvor der ikke er brug for fængsler, hvor alle på hele jorden er venner og kan have fuld tillid til hinanden! (Matt. 6:9, 10) — Indsendt.