Spætten — skabt til at hakke

EN HURTIG bankelyd fanger din opmærksomhed idet du passerer en klynge træer. Ganske rigtigt — der sidder en spætte og hakker løs på en træstamme, sandsynligvis for at finde insekter eller larver. Eller det kan være at den er ved at lave et hul hvor den kan bygge rede. Dette er noget man ofte ser og hører mange steder på jorden, for der findes spætter i alle lande undtagen Madagaskar og Australien.

På under tre sekunder kan en spætte hamre sit mejselformede næb fireogfyrre gange mod en træstamme eller en gren. Hvordan kan fuglen holde ud til det uden at blive helt ør og fortumlet?

Svaret synes at ligge i den måde spættens hoved er skabt på. Mellemrummet mellem fuglens hjerne og den solide ydre hjernehinde er meget lille og indeholder derfor mindre væske end det større mellemrum der findes hos beslægtede fugle som ikke hamrer eller hakker. Dette tjener øjensynlig det formål at mindske chokbølger i væsken som følge af stød og rystelse. Hjernen er desuden omsluttet af forholdsvis tykke, men porøse knogler, som gør at dette vigtige organ ikke bliver rystet. Det bløde, elastiske bindevæv som forbinder knoglerne mellem kraniet og næbbet, dæmper desuden stødene, og det samme gør de store muskler som strækker sig hen over spættens hoved og om bag dens ører. Foruden at disse muskler kontrollerer tungens bevægelser, virker de omtrent som en støddæmper, idet de ligger som en polstring rundt om hovedet.

Andre dele af spættens krop — benene, fødderne, halen og tungen — er på lige så vidunderlig måde skabt med henblik på at skulle arbejde.

Se for eksempel på benene. De er korte og stærke og særdeles egnede til at klatre lodret med. Foden har fire tæer. Den anden og den tredje tå peger fremad og de to andre bagud. Den fjerde tå kan også bevæges til siden og fremefter. Hver tå er forsynet med en spids, krum klo. Fødderne virker altså som en tang hvormed spætten kan holde godt fast når den klatrer på træstammer, grene, skrænter og endda på husvægge.

Halen er også til stor nytte for spætten. Den hjælper til med at støtte den mens den hamrer løs på træstammerne. De tolv stærke fjer som udgør halen, ligger oven på hinanden ligesom tagsten. Når spætten skifter fjerdragt mister den ikke de to midterste fjer, der er usædvanlig stærke, før de andre er vokset ud og kan give fuglen den nødvendige støtte.

Tungen er et andet specielt træk ved spætten. Den er fæstnet til tungebenet, der består af knoglevæv og elastisk væv som slynger sig rundt om kraniet. Nogle muskler kan trække i hele dette apparat og derved strække tungen langt ud af næbbet. Grønspætten kan for eksempel række tungen hele ti centimeter uden for næbspidsen. Tungen er dækket af et tykt lag klæbrigt slim, og når spætten hurtigt slynger den ud af næbbet kan den fange insekter og larver der er skjult på vanskeligt tilgængelige steder. Hos mange spættearter er tungespidsen hornagtig og udstyret med bagudrettede hager. Ved hjælp af disse modhager er det let at få fat i larver. Der findes også spætter som har en skeformet tunge med hager langs randen, hvilket lige netop er den rette facon når der skal skovles myrer og termitter op.

Hvordan finder spætten ud af om der skjuler sig et måltid inden for barken på et træ? Man mener at den gør det ved hjælp af sin skarpe hørelse. Den banker nogle gange og holder så en pause for at finde ud af om den har forstyrret nogle insekter. Bankelyden får også en anden klang hvis der er insektgange under barken.

Ja, spætten er virkelig forunderligt skabt! Den måde hovedet er opbygget på kan give mennesker nye ideer til hvordan de skal lave bedre beskyttelseshjelme i fremtiden. For spætten er dens fortrinlige udrustning imidlertid en livsnødvendighed.