Nye frugtsorter af gamle

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I STORBRITANNIEN

DER findes forbløffende mange sorter inden for de forskellige frugtarter i dag. Også hvad smag og duft angår er der stor forskel på de forskellige sorter. Der findes skovæbler der er ’så sure at de kan sløve æggen på en kniv’, som historikeren Plinius udtrykte det for to tusind år siden. Men mange andre æblesorter er en fryd for ganen, og udvalget er ikke begrænset til nogle få slags. Allerede for mere end hundrede år siden opførte en bog om frugtavl der blev udgivet i De forenede Stater, 1823 forskellige sorter! Og dog stammer alle disse æblesorter som hver har deres karakteristiske egenskaber, fra de samme hovedsorter. Ja, man kan med rette sige at der er opstået nye frugttyper af de gamle sorter. Hvordan er dét gået til?

Efterhånden som mennesker fik større erfaring i at dyrke jorden, blev de sikkert mere omhyggelige med udvælgelsen af den sæd de gemte til at så nye planter af, sådan at de valgte kernerne fra de største drueklaser, de sødeste æbler, de største oliven og så videre. Efterhånden resulterede dette i frugter der var mere og mere forskellige fra de vilde sorter.

Systematisk krydsning med det formål at forene forældresorternes gode egenskaber, er dog noget man først er begyndt på i nyere tid. Det er ikke altid let at frembringe nye frugtsorter af gamle på denne måde, hvilket professor L. H. Bailey opdagede i slutningen af det nittende århundrede.

Bailey foretog en krydsning mellem en squash og et uspiseligt græskar, og krydsede så igen produktet heraf med en squash. I 1891 så frugterne af denne krydsning ud som squash med en papirtynd skræl og et tykt lag lækkert udseende gult frugtkød. Skrællen beskyttede frugten mod hård behandling og mod frost. Det var let at tillave frugtkødet. „Men smagen,“ klagede Bailey, „var som udtræk af kinin, galde og hjortetrøst! Det uspiselige græskar var der stadig.“

Siden da har man lært meget. Man kender mindst fem måder hvorpå man kan frembringe forbedrede frugtsorter.

Mutation

En af måderne er gennem mutation. Inden for frugtavlen er mutanter enkelte planter hvis frugter på visse områder er væsentlig anderledes end modersorten. Hvordan bliver sådanne mutanter til?

Omkring én ud af to hundrede tusind gange sker der en fejl i reproduktionen af gener. Dette kan ske som følge af bestråling, varme eller påvirkning fra et kemisk stof. Den ændring der sker i generne kaldes en mutation. De fleste mutationer er vigende og viser sig derfor ikke med det samme. Men med tiden kan en vigende mutation vise sig i form af et nyt udseende. Dette nye træk er måske iøjnefaldende nok til at vække opmærksomhed (som for eksempel dobbelte blomster) og måske synes man at det er værd at bevare dette nye træk, selv om en sådan mutant giver et lavere udbytte. Når de nye egenskaber kun viser sig på en enkelt knop eller gren, kaldes de knopmutationer. Mutantens frø påvirkes også af genændringen, og man har derfor mulighed for at bevare det nye træk.

Dyrkning af udvalgte krydsede planter

En anden måde hvorpå man kan udvikle forskellige frugtsorter er ved dyrkning af udvalgte krydsede planter. Denne metode blev brugt til at fremelske et æbletræ der kunne overleve de kolde vintre i det nordvestlige Canada. I 1887 begyndte doktor Saunders at dyrke frøplanter af et lille sibirisk vildt æbletræ (Malus baccata) der kunne tåle en temperatur ned til ÷34 grader. Syv år senere blomstrede disse frøplanter, og han krydsede dem med søde kulturformer. De mest lovende af otte hundrede frøplanter blev udsat for det nordvestlige Canadas kulde, og overlevede. Med tiden blomstrede disse også, og doktor Saunders, der ikke lod sig afskrække af frugternes uanselige størrelse, brugte dem til at foretage yderligere krydsninger med kultursorter. Blandt resultaterne var der nogle æbler med kultursorternes store og søde frugter og med de sibiriske forældresorters hårdførhed.

Krydsning af indavlede sorter

Endnu en vigtig måde hvorpå man kan frembringe nye varianter af gamle sorter er ved at krydse indavlede sorter for at gøre dem stærkere og få dem til at bære mere frugt. Nogle planter der bruges som fødevarer kan som følge af århundreders kultivering have oplagret mange muterede gener som kan have svækket disse planter. Grunden hertil er at indavl forøger muligheden for at vigende træk der ligger gemt i de muterede gener kommer til syne i planternes afkom, hvilket efterhånden fører til at planterne bliver svagere og som følge heraf giver mindre udbytte. Krydsning af to sådanne indavlede sorter kan give et forbløffende godt resultat med hensyn til at gengive planten dens vækstkraft; dette gælder i endnu højere grad hvis man over to generationer krydser fire indavlede sorter der ikke er beslægtede med hinanden. Det er kun visse planter man kan forbedre på denne måde, men når det gælder for eksempel majs er virkningen formidabel.

Fordobling af kromosomtallet

En fjerde måde hvorpå man kan frembringe nye frugtsorter af gamle er ved fordobling af kromosomtallet. I hver af forældresorternes kønsceller er der normalt ét sæt kromosomer, nemlig det halve af det fulde antal. Cellerne kaldes haploide. Efter befrugtningen forener disse sig så der findes to sæt kromosomer, nemlig det fulde antal, i hver celle. Disse celler kaldes diploide. Hos næsten alle dyr og hos de fleste planter har cellerne det normale antal kromosomsæt. Men planter kan godt have flere kromosomsæt og alligevel være sunde eksemplarer. De der har tre, fire, fem, seks, syv eller otte sæt kromosomer kaldes henholdsvis triploide, tetraploide, pentaploide, heksaploide, heptaploide og oktoploide sorter. Sådanne planter er ofte større og mere livskraftige, men ikke så frugtbare som de normale (de diploide). For eksempel har en forædlet rød peber (tetraploid) blade der gennemsnitlig vejer fire gange så meget som dens diploide slægtnings. Frugten vejer op til fem hundrede gange så meget!

Når de diploide celler skal danne haploide kønsceller, deler kromosomerne sig i par, som to rækker partnere i en dans. Derpå dannes der fire celler af den ene oprindelige celle, hver med kun ét sæt kromosomer. Hvor der er mere end to celler som består af samme slags kromosomer, er der som regel et eller flere af kromosomerne der ikke kan finde en partner (og dette vil uvægerlig ske hvis modercellen er triploid, pentaploid eller heptaploid). Selv hos tetraploide celler kan kromosomerne dele sig i tre og et i stedet for i to og to. Denne uligevægt er tilbøjelig til at give sterilitet. Men selv om kun 5 procent af de hunlige kønsceller befrugtes, er dette tilstrækkeligt til at planten kan sætte frugt.

Ved at tilsætte stoffet kolkicin til hurtigt voksende skud, kan man i dag næsten få kromosomfordobling til at finde sted på kommando. Man kan også bruge røntgenstråler for selektivt at dræbe de tiloversblevne diploide celler.

En kombination af krydsning og kromosomfordobling

Den femte måde hvorpå man kan frembringe nye frugtsorter af gamle er ved at kombinere krydsning af forskellige sorter og kromosomfordobling. Når plantesorter der ikke er nært beslægtede krydses, bliver afkommet ofte kraftigt af vækst men sterilt. Kromosomfordobling ved hjælp af kolkicin gengiver planten dens frugtbarhed, ofte i fuldt mål.

Ikke nye i fuldstændig betydning

Vi må imidlertid ikke tro at planteavlere blot behøver at udvælge passende forældresorter, foretage bestøvninger og så, vips, har man en ny saftig frugt. Somme tider sker det at man efter års hårdt arbejde og tusinder af plantninger, i bedste fald kun har frembragt en ny sort, men en sort der ikke er bedre end den gamle. Der er mange skuffelser. Desuden er det ikke alle nye sorter der er lige så nærende som de gamle. Derfor kan indholdet af A- og C-vitaminer i forskellige kålsorter variere.

Med den forståelse vi i dag har af arvelighedslæren kommer vi til den slutning at mennesker, når alt kommer til alt, ikke har frembragt noget virkelig nyt gennem deres forsøg. Og endnu mindre har naturlig udvælgelse eller et blindt tilfælde udviklet noget nyt ved en eller anden teoretisk evolution. Man må tilskrive Skaberen hele æren, idet han i planterne har nedlagt evnen til at overleve i naturen i generationer og til, ved menneskers hjælp, at kunne udvikle vidunderlige variationer. Når mennesker frembringer nye frugtsorter af gamle, udnytter de derfor blot en mulighed der har eksisteret lige siden planten blev skabt.