Når ærlighed er en livsform

HVAD ville du gøre hvis du fandt en sæk med 150.000 kroner på gaden? For nylig måtte en lastbilchauffør i Brooklyn, New York, pludselig tage stilling til dette spørgsmål. Sækken var ved et mindre trafikuheld ubemærket faldet af en pansret pengetransport.

Lastbilchaufføren indleverede sækken til politiet, og måtte finde sig i en hel del sarkastiske bemærkninger fra sine kolleger, som stak ham i næsen hvad de ville have brugt pengene til hvis de havde fundet dem. Politifolkene som havde med sagen at gøre udtalte at chaufførens ærlighed var „bemærkelsesværdig i en by som denne“. En betjent som havde med sagen at gøre, udtalte yderligere: „Aldrig i mine atten år ved politiet har jeg set noget lignende. Jeg tvivler på at jeg får det at se selv om jeg bliver her atten år til.“ Ja, er det ikke sandt at der næppe går en dag uden at man hører om uærlighed, snyd og korruption blandt alle slags mennesker?

Sidste år rystedes Italien, Japan, Holland, De forenede Stater og andre lande af international korruption i stor stil. Tidligere premierministre, kabinetsmedlemmer og endda en prins stod anklaget for omfattende korruption. I Amerika blev hundreder af kadetter på et velanskrevet militærakademi afsløret som snydere og bortvist.

Det synes ikke som om velstand og social position forhindrer nogen i uærlighed. Adskillige berømte folk i underholdningsbranchen er for eksempel blevet anklaget for at have benyttet sig af et elektronisk apparat som kaldes „den blå kasse“, hvormed de kunne foretage lange udenbys telefonopkald uden at betale. Direktøren for et gigantisk elektronikfirma har trukket sig tilbage efter at have indrømmet at han har begået skattesvig i en periode på fem år. En velhavende berømthed indrømmer at hun i længere tid har indkøbt tøj i Paris og ændret prisen på fakturaerne til en brøkdel af det rigtige, for på denne måde at undgå den fulde told.

Når der byder sig en lejlighed til at være uærlig synes næsten alle parate til at udnytte den. Da de ansatte i et supermarked i Paris iværksatte en punktstrejke, forlod over tusind kunder butikken med varer for mere end 180.000 kroner før man kunne skride ind. I Amerika anslår den amerikanske biblioteksforening at der hvert år bliver stjålet bøger for omkring 1,5 milliarder kroner. De værste til denne form for tyveri er, blev det sagt, „læge- og jurastuderende“ — lige netop de kategorier man forventer størst ærlighed af.

New York Times udtaler at „det tilsyneladende er blevet en livsstil [i hvert fald for nogle] at hæve arbejdsløshedsunderstøttelse og så samtidig afslå tilbud om beskæftigelse“. Som en kendt journalist skrev: „Alle synes at skrabe til sig mens de kan.“

Brist i karakteren

Men hvad med religionen? Søger kirkerne at bekæmpe uærlighed blandt deres medlemmer? Næppe, siger George Plagenz, den kirkelige medarbejder ved Cleveland-bladet Press. „Svindel og anden tvivlsom adfærd . . . praktiseres også af agtværdige borgere i en kirkelig gennemsnitskommune.“ Plagenz gør også denne interessante betragtning: „Det er ikke fordi de ikke betragter bedrageri som noget forkert. Sagen er at de ikke opfatter deres egne handlinger som svindel.“

Derfor føler mange som på en eller anden måde er uærlige, at det de gør egentlig ikke er forkert. Som en direktør for et luftfartsselskab der var blevet kendt skyldig i en bestikkelsessag, bemærkede: „Det følger med arbejdet . . . det kom ganske af sig selv.“ De mennesker der gør deres erstatningskrav til forsikringsselskaber større end de egentlig burde være, forsvarer sig således: „Forsikringsselskaberne forventer at dette sker. De har taget højde for det ved premieansættelserne. Man er godt dum hvis man ikke stiller større krav.“ Men hvem betaler i sidste instans?

Nogle studerende føler at de forringer deres muligheder ved at være ærlige når alle de andre snyder. Andre tror at de ved at snyde stat eller arbejdsgiver blot får kompensation for uretfærdighed. De forsvarer sig med at både de store firmaer og statsadministrationen snyder menigmand; så hvorfor ikke gøre gengæld mod dem som altid plyndrer en? „Under alle omstændigheder er de så store at de såmænd ikke mærker noget til tabet,“ siger mange. Igen må man spørge sig selv hvem der betaler i sidste instans. Er det ikke os alle der betaler i form af de højere priser som denne uærlighed medfører?

En læge der var blevet erklæret skyldig i at have svindlet sig til tilskud fra den amerikanske sygesikring, viste med sine udtalelser hvordan mange betragter deres egne uærlige transaktioner. Han bemærkede til en amerikansk senatsunderkomité at han havde „draget fordel af et elendigt system der lukkede øjnene for snyderi og aldrig kontrollerede misbrug“. Hans forsvarer tilføjede at „disse mennesker er her for at beklage sig over systemet, der er så dårligt at det bogstavelig talt indbyder folk til disse handlinger“.

Men hvorfor skal systemet absolut overvåge os alle? Når man beklager sig over at systemet „indbyder“ til uærlighed, er man så ikke ligesom en ung bølle der beklager sig over at de ældre mennesker han overfalder „opfordrer“ ham til at begå kriminelle handlinger ved at være så nemme ofre? Nej, problemet ligger ikke i manglende kontrol fra systemets side. „Der findes en dybere og mere problematisk forklaring,“ bemærker en kendt journalist. „Det er en brist i karakteren, og kun Gud ved hvordan vi klarer den.“ — Atlanta Constitution, 2. september 1976.

Hvordan uærlighed helbredes

Ja, Gud véd netop hvordan denne ukontrollable ’karakterbrist’ skal behandles, og han har ’behandlet’ millioner af mennesker. Tag blot den chauffør fra Brooklyn som fandt 150.000 kroner og indleverede dem til politiet. Hvad fik ham til at gøre dette? Artiklen i Long Island Press citerede ham for følgende udtalelse: „Som et af Jehovas vidner prøver jeg på at efterleve Bibelens lære i min daglige tilværelse. Vi henviser til Hebræerbrevet 13:18.“ I dette skriftsted står der: „Vi har tillid til at vi har en god samvittighed, idet vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“

Således kan drivkraften fra Bibelens principper overvinde den uærlighedens ’karakterbrist’ som er fremherskende blandt så mange. Mennesker fra alle nationer og med alle mulige forudsætninger, som gør disse principper til deres leveregler, er kendt for deres retskaffenhed. For eksempel berettede Zambias førende avis Times under overskriften „Vagttårnsfolkene er ærlige“ at „Zambias Handelsmesses ledelse har ansat medlemmer af [Jehovas Vidner] til at vogte portene — fordi de er ærlige“.

En talsmand forklarede at man før havde været ude for at mangle 4000-5000 kroner i kassen, mens underskuddet kun havde været på 3,75 kroner i den tid man havde et af Jehovas vidner ansat. „Man kan godt forstå at ledelsen foretrækker Jehovas vidner,“ bemærkede denne mand. „De er så ærlige at direktionen de sidste tre år ingen problemer har haft med kassen.“ — 4. juli 1974.

Det er slet ikke fordi disse mennesker er født ærlige. Mange af dem var tidligere uærlige. Men de har indrettet deres liv efter de normer for ærlighed som snart vil herske over hele jorden, når Gud indfører sit lovede retfærdige system. De mennesker som til den tid lever, vil være så anderledes at Bibelen beskriver denne nye ordning som „nye himle og en ny jord“ hvor ’retfærdighed skal bo’. Hvorfor ikke finde ud af hvordan disse mennesker har lært at gøre ærlighed til en livsform? — 2 Pet. 3:13.