En øjenvidnerapport: Den tredje oversvømmelse i Johnstown

JOHNSTOWN, Pennsylvanien — Oversvømmelsernes by. Selve navnet fremmanede et billede af katastrofe, af væltede damplokomotiver og mennesker på hustagene. Men det var længe siden. Byens nye fædre syntes at dette navn „Oversvømmelsernes by“ ødelagde byens image, og de forandrede det til „Den venlige by“. Men gamle minder fortager sig langsomt. Byens kloge gamle lyttede — men ventede.

Den 20. juli 1977 omkring klokken halv ti om formiddagen begyndte det at småregne. En mand og hans familie var i færd med at rejse et telt for at afprøve om det var vandtæt. Ved titiden regnede det for alvor.

Ved midnat begyndte der at opstå problemer i et af byens lavtliggende kvarterer. Solomon Run, der normalt er et stille og fredeligt vandløb, begyndte at stige, og vandet var begyndt at løbe i strømme ned ad de stejle bakkeskråninger. På Arthur Street blev et af Jehovas vidner, der boede på første sal, tilkaldt af en nabo, som bad ham komme og hjælpe med at dæmme op for vandet mod hans græsplæne ved hjælp af nogle brædder.

Der var dog stadig ingen tegn på bekymring. Byens vandsikringssystem var en del af et stort oversvømmelseskontrolprojekt der var blevet bygget af hærens ingeniørtropper sidst i 1930rne — dog først efter at Johnstown allerede havde oplevet to alvorlige oversvømmelser.

Den første — den mest kendte — fandt sted i 1889, da en dæmning nord for byen brød sammen og 2209 mennesker blev dræbt. I 1936 krævede en anden oversvømmelse yderligere toogtyve menneskeliv og anrettede skader for 41 millioner dollars. Men det store oversvømmelseskontrolprojekt havde gjort indbyggerne i Johnstown rolige. Selv da hele den vestlige del af Pennsylvanien blev oversvømmet som følge af orkanen Agnes i 1972, stod Johnstown tør og uskadt, stærk og triumferende. Nu hed den ikke længere Oversvømmelsernes by — men Den venlige by.

Ved 12.30-tiden den 21. juli 1977 måtte de to „dæmningskonstruktører“ i Arthur Street imidlertid opgive deres forehavende. I lejligheden i stueetagen boede en kvinde på 79 år, og da vandet fortsat steg, besluttede vidnet at bære hende op til sin egen lejlighed.

Derefter oplevede han og hans familie en lang og skrækkelig nat hvor de så vandet langsomt stige trin for trin. Omkring klokken 2 om natten havde vandet udenfor forvandlet sig til en rivende strøm der allerede havde taget rækværket fra verandaen med sig. Biler kom drivende forbi og rev dele af verandaen og husfacaden med sig Klokken 6 om morgenen stod vandet op til loftet i stueetagen, og hele huset rystede i sine grundvolde. „På det tidspunkt,“ sagde han, „troede vi at vi skulle dø.“

Skaderne

Et andet Jehovas vidne stod som sædvanlig op klokken 5 for at gå på arbejde, trods den kraftige regn. Han kunne imidlertid ikke tage den sædvanlige vej, for vejene var simpelt hen skyllet bort. Han kom da til at tænke på menighedens mødesal, rigssalen, der lå i et lavtliggende område, samt de medlemmer af menigheden der boede i et boligkompleks ved siden af. Derfor tog han hjem og hentede sin kone, og sammen begav de sig på vej derhen til fods.

Morgenskumringen åbenbarede et hjerteskærende syn. I boligkomplekset var adskillige store husblokke bogstavelig talt revet op så man kunne se dagligstuer, soveværelser og badeværelser. Den stærke strøm havde rokket fundamenter, hobet biler sammen og flyttet rundt med murbrokker og kampesten så høje som fem meter.

Folk råbte, svømmede i sikkerhed, og græd. Ægteparret søgte efter de fem af deres trosfæller som de vidste boede i disse lejligheder, og de mente de fik øje på en af dem på afstand. Uden at de vidste det, var en anden blevet evakueret fra et usikkert hustag af en helikopter. Der var helikoptere og motorbåde alle vegne. Ude af stand til at komme nærmere på grund af den rivende strøm, gik ægteparret videre til rigssalen, hvor et nyt chok ventede dem.

Forestil dig en tiltalende bygning, nylig ombygget, med nyanlagt have, beliggende på en vej som du har kørt ad i hundredvis af gange. Prøv dernæst at danne dig et billede af den samme bygning — den nye tilbygning er bogstavelig talt revet af og hele konstruktionen er faldet sammen, et stort træ rager op gennem hovedsalens gulv, og i den ene væg er der slået en stor revne hvor et firkantet stykke asfalt på tre meter stikker igennem. Den velkendte gade er nu en forrevet kløft. Græsplænen er forvandlet til et månelandskab. En kvinde der kommer for at se efter rigssalen, sætter sig ned og græder.

Hjælpen kommer

På dette tidspunkt var det største problem at få kontakt med alle i menigheden. De ældste havde allerede fået flere tilbud om hjælp fra nabomenighederne, men i begyndelsen havde de slet ikke overblik over hvad der var behov for. Den følgende dag havde man dog ved hjælp af „jungletelegrafen“ fået forbindelse med omtrent alle i menigheden — men der var stadig væk brug for en del koordinering.

De ældste holdt deres første samlede møde, og hovedvægten blev lagt på helbred og sikkerhed. For hvert af menighedens medlemmer blev der udarbejdet en liste over skader og behov, eksempelvis for mad, vand, penge og husly. Den næste dag forsøgte de ældste personligt at nå ud til hver enkelt husstand.

Derefter blev opmærksomheden vendt mod rigssalen. Det blev besluttet at nedrive den så hurtigt som muligt. Man tog derfor med taknemmelighed mod alle tilbud om hjælp. En arbejdsstyrke på omkring tres mand ville være nok til at sortere det fra der var værd at beholde, samt til at bistå dem der privat havde brug for hjælp.

Lørdag morgen klokken 9 stillede der imidlertid 150 frivillige i en veritabel hær af køretøjer. Et medlem af nationalgarden betragtede med forbløffelse nedrivningsarbejdet, der blev udført blot fire dage efter oversvømmelsen, og han bemærkede at nationalgarden „på ingen måde“ kunne have organiseret dette så hurtigt.

Nogle af de frivillige begyndte at skovle mudder og slam ud af privathjem og forretninger. En ægtemand hvis hustru studerede Bibelen sammen med Jehovas vidner og som var modstander af deres arbejde, rystede vantro på hovedet da tre af de frivillige arbejdede adskillige timer med et 90 centimeter tykt lag mudder i hans kælder. „Ud af alle de religiøse grupper,“ sagde han, „var det kun Jehovas Vidner der kom for at hjælpe.“

Henimod slutningen af dagen var regnskabet gjort op: En rigssal ødelagt og nedrevet; fjorten huse beskadiget, heraf ni alvorligt. Fem familier var evakueret til deres familie eller andre Jehovas vidner. Og vi var taknemmelige over at opdage at selv om oversvømmelsen havde krævet mange ofre, var ikke ét af Jehovas vidner blevet kvæstet.

Ved et særligt møde i naborigssalen den følgende fredag rørte det os dybt at høre alle de udtryk for deltagelse vi fik fra vore kristne brødre over hele landet, og vi glædede os over den interesse Jehovas Vidners styrende råd i New York viste os i de breve vi havde modtaget derfra.

Nu da støvet er ved at lægge sig (rent bogstaveligt) her i Johnstown, har vi således meget at være taknemmelige for. Vi har også noget at tænke på. Kunne vi have klaret situationen bedre? Kan vi gøre vore kristne kærlighedsbånd endnu stærkere, med henblik på det der måske venter os i denne gamle verden? Nogle af disse betragtninger må imidlertid vente. For øjeblikket har vi travlt med at genopføre vores rigssal.