Regnflod rammer Rapid City
„SÅ MEGEN regn og så specielle vejrforhold er kun sandsynligt én gang i løbet af hundrede år,“ sagde Elroy Balke, der er hydrolog ved Kansas Citys vejrtjeneste. Men sådanne vejrforhold indtraf den 9. juni 1972, og det usandsynlige blev til virkelighed for beboerne i Rapid City i South Dakota, De forenede Stater.
Vejret den morgen viste intet tegn på at en katastrofe var på vej. Det var varmt og fugtigt. Der var tegn på regn, men regn var ikke noget usædvanligt på den tid af året. Så folk gik i gang med deres arbejde som sædvanlig.
Det usandsynlige sker
Henimod aften mødtes en strid, vestgående vind med skyer fra nordøst. I et stykke tid forblev den deraf følgende turbulens over byen. Så forskød den sig til et område vest for byen. Dér gav den regn fra sig i spandevis.
Vandløb der normalt var rolige blev til frådende og rivende strømme. I løbet af kort tid faldt der fra tretten til atten centimeter regn visse steder. Det måtte alt sammen tømmes ud i det vandløb der bugter sig gennem Rapid City. Dette betød vanskeligheder. Vandløbet steg til flodhøjde, og adskillige broer blev skyllet væk.
Denne farlige situation forværredes da uvejret igen begyndte at forskyde sig, denne gang i normal retning, idet det drejede mod øst, tilbage over Rapid City. Dette gav næsten otte centimeter regn mere.
Dæmningen giver efter
Canyon Lake-dæmningen, som var beliggende vest for byen, var i mellemtiden blevet udsat for et stort pres på grund af uvejret. Affald hobede sig op ved dæmningens sluseporte og tilstoppede afløbet. Vandstanden begyndte at stige ildevarslende.
Dæmningen var blevet regelmæssigt inspiceret af embedsmænd. De sagde den var sikker. Men det var under normale forhold. Nu var det anderledes, faretruende anderledes! Fra områder oven over dæmningen banede to bølger sig vej. Dæmningen modstod den første. Men den anden blev katastrofal!
Vandet begyndte at flyde hen over dæmningens græsklædte overflade. Samtidig tog det fyldet fra dæmningens modsatte side med sig og undergravede den. Ved midnatstid brød et stykke så stort som en fodboldbane af dæmningen og forsvandt.
Neden for dæmningen boede der mange mennesker. Vandet styrtede nu med hele sin kraft ned mod disse menneskers hjem. Biler, campingvogne, maskiner, huse og træer blev revet med i kølvandet da vandmasserne drønede af sted gennem Rapid City med en lyd som et eksprestog. Vandet efterlod ødelæggelser over en strækning på næsten tretten kilometer.
Radio- og fjernsynsstationer blev døde da elektricitetsforsyningen sattes ud af drift. Dette afskar folk fra den kilde som indtil da havde givet dem underretning om katastrofens udvikling i deres område.
Men dæmningsbruddet kom ikke fuldstændig bag på folk. En uidentificeret mand tredive kilometer vest for byen havde ringet borgmesteren op og sagt: „Hr. borgmester, så vidt jeg kan se har De 20 minutter.“ En ordre blev straks sendt ud for at advare folk som boede langs floden om at forlade deres hjem. Politibetjente og hjemmeværnsfolk aflagde besøg i alle de truede huse. Også biler der havde retning mod farezonen blev dirigeret tilbage. Mange liv blev ifølge rapporterne reddet på grund af de mænd som havde trodset den silende regn.
’Som en krigszone’
Man regnede ud at vandstanden i Rapid Creek ved oversvømmelsen var mere end ti gange større end den havde været på noget andet tidspunkt. Rapid Creek udtømmer normalt mellem seks og syv milliarder liter vand om dagen, men klokken 1 om natten skønnedes tallet at ligge på 71 milliarder liter!
Da det holdt op med at regne næste morgen, var der faldet henved femogtyve centimeter regn i området. Da begyndte vandet at trække sig tilbage. Rapid City lignede en krigsskueplads med død og ødelæggelse. Brande hærgede uden at man havde kontrol over dem. Lugten af flaskegas hang tungt i luften; den kom fra beboelsesvognene og fra de mange gasdrevne lastbiler som var blevet ødelagt af vandmasserne.
En journalist fra byens lokalblad udtalte: „Stedet her ligner en krigszone. Hele sidste nat lå byen i brandskær, og ingen kunne gøre noget ved det, fordi den er delt i to halvdele af syv meters stigning i vandstanden i den lille flod, Rapid Creek, som løber midt ned gennem byen.“ (Berlingske Tidende, 12. juni 1972) Hen på eftermiddagen den næste dag var de fleste af disse brande under kontrol.
Ifølge New York Times for 12. juni 1972 skulle borgmesteren have sagt at „300 huse var blevet revet væk fra deres fundament og var ubrugelige, at tre byparker var blevet ødelagt, gadebelægning over en strækning svarende til 80 karreer var ødelagt, syv af ni broer over Rapid Greek brudt sammen, knap 9 kilometer jernbanespor skyllet væk, og i hundredvis af bygninger fyldt med mudder og vand.“
Skaderne beløb sig til 840 millioner kroner. Mindst 225 mennesker mistede livet.
Chokerende oplevelser
Mange havde chokerende oplevelser. En mand gik ud til en bro i nærheden. Han så en meterbred bølge komme ned ad floden, med en blå beboelsesvogn sejlende på bølgekammen, som et bræt til surfriding. En anden fortæller: „Jeg kikkede tilfældigvis ud ad vinduet, da jeg så vandmasserne komme. Jeg tog min kone ved armen, og vi styrtede ud af huset, det var i sidste øjeblik. Alt, hvad vi fik reddet, var det tøj, vi havde på.“ — Politiken, 12. juni 1972.
På en lejrplads blev to hundrede beboelsesvogne skyllet væk. Den eneste vogn der var tilbage på denne plads var blevet ført af sted tolv meter, hvorpå den var væltet. „Min moder og jeg nåede lige at slippe væk, kun med det vi stod og gik i,“ fortalte ejeren.
Et af Jehovas vidner var ved at gøre sig færdig til at gå i seng. Pludselig lagde hun mærke til at hendes beboelsesvogn begyndte at gynge. Hun styrtede ud og så de stigende vandmasser. I en fart flygtede hun til et højereliggende sted hvorfra hun kunne se de rivende strømme indhente hendes beboelsesvogn og bil og bære dem bort med strømmen.
En kvinde som allerede var faldet i søvn blev vækket af de hvinende sirener i byen. Hun gik ind ved siden af og hentede en ældre dame som boede dér og tog hende med hjem. Dernæst klatrede de begge to, sammen med hunden, op på et knap to meter højt chatol for at vente på redning. En lommelygte som lå i en chatolskuffe hjalp dem til at redde livet. De blev ved med at blinke med den indtil nogen udenfor så det og kom dem til hjælp.
Omsorg for andre
Folk samarbejdede villigt med myndighederne ved at give andre nødstedte en hjælpende hånd. Mange tog omsorgsfuldt del i arbejdet med at redde folk ned fra hustage, træer og andre tilflugtssteder. Og ofrene for katastrofen blev samlet i særlige lokaler i byen, i skoler og i hjemmeværnets arsenal. Der blev uddelt mad og tøj. Og både små og store familier fik tilbud om ophold i andres hjem.
De der førte tilsyn med Jehovas vidners lokale menighed viste stor omsorg for menighedens medlemmer. De prøvede at komme i forbindelse med dem telefonisk for at høre hvordan det gik dem. Men linjerne var blokerede. Der var helt op til ti minutters ventetid på en klartone. Derfor udarbejdede disse tjenere et system som gjorde det muligt for dem at rapportere til den præsiderende tilsynsmand når de havde fundet nogen. Hans telefon var åben for opkald de første tredive minutter i timen; de sidste tredive minutter brugte han selv til udgående samtaler. På den måde fandt man ud af hvordan det gik hvert eneste af menighedens medlemmer. Alle som havde brug for det, fik øjeblikkelig hjælp.
Men hvad så med dem man ikke kunne ringe til? Dem opsøgte man personligt. På denne måde fandt man ud af at kun ét af menighedens medlemmer var på hospitalet, og at fem familier havde mistet deres ejendele. Resten var i sikkerhed, skønt adskillige af dem havde haft nogle sindsoprivende oplevelser.
Voksne mænd blandt Jehovas vidner tog hen til de brødre hvis hjem var blevet ødelagt, for at hjælpe dem med at bjærge deres ting. Det krævede en indsats, men det var anstrengelserne værd. Desuden viste Jehovas vidner i Pennsylvanien, Florida, Californien og andre stater deres omsorg ved at komme og tilbyde deres hjælp.
Hvad kan man lære?
Man kan lære meget af de oplevelser som de katastroferamte har haft. Først og fremmest må man være årvågen og imødese hvilke følger en kommende katastrofe kan have. Det er også vigtigt at give agt på advarsler fra politi, embedsmænd og andre som ved hvordan sagerne står. Nogle i Rapid City er døde fordi de nægtede at rette sig efter de advarsler de havde fået.
Hvis De har overlevet en katastrofe, er det også et udtryk for kærlighed at De sætter Dem i forbindelse med Deres nærmeste så hurtigt som muligt. Dette vil spare familien for unødig bekymring og angst.
Den dag nærmer sig da ulykker som den der ramte Rapid City vil være noget der hører fortiden til. Menneskene vil leve sikkert under Guds styre, et styre hvis øvrigheder vil beskytte deres undersåtter. Dette er Jehovas vidners trøstende budskab. De kan finde det i Deres egen bibel! — Åb. 21:4.