Hvad spørger folk om angående Jehovas Vidner?
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I NIGERIA
HVAD ved De om Jehovas vidner? „Det er dem der går fra hus til hus med Bibelen,“ vil de fleste sige. De er også almindeligt kendt for deres store kongresser. „Jehovas vidner,“ svarer mange, „er det ikke dem der ikke vil have blodtransfusion og som heller ikke vil hilse flaget?“
Der har været megen polemik om Jehovas vidner på grund af at de nægter at modtage blodtransfusion og at sværge et lands flag troskab. ’Hvorfor indtager de denne holdning?’ spørger mange. ’Gør de det blot for at være på tværs eller for at henlede opmærksomheden på sig selv? Er de imod staten?’
Det er nogle blevet forledt til at tro. Det nigerianske blad Sunday Punch for den 17. juli 1977 bragte en artikel hvori mennesker fra forskellige samfundslag gav udtryk for deres synspunkter. En studerende sagde: „Jehovas vidner er fanatikere, Nigeria skulle tage sig i agt for dem.“ En revisor forfægtede denne anskuelse: „Det er meget forkert hvis et udsnit af befolkningen nægter at fremsige den nationale troskabsed. . . . Jehova-vidnerne skulle tvinges til at fremsige eden.“ En afdelingsleder var af samme mening; han sagde: „Det er ikke rigtigt af nogen folkegruppe at lade hånt om den nationale troskabsed, uanset under hvilket dække de gør det. Det er foragt for landets sikkerhed.“
Ofte er det de religiøse ledere der står bag en sådan folkeopinion imod Jehovas vidner. Det samme nummer af Sunday Punch bemærkede: „I et angreb på sekten sagde Ibadans anglikanske biskop, Timothy Olufosoye: ’Deres bøger og skrifter er fulde af had . . . og fornægtelser af den rene lære og Guds kærlighed.’“ En anden religiøs leder skulle have sagt: „De begår en synd når de nægter at fremsige den nationale troskabsed, for de tilsidesætter de normer verden har sat.“
Hvad skal man sige til sådanne beskyldninger? Hvad er den egentlige grund til at Jehovas vidner nægter at hilse flaget eller at modtage blodtransfusion? Fornægter de virkelig ’Guds rene lære’?
En journalist fra Sunday Punch, Dupe Olugunna, henvendte sig til Jehovas Vidners afdelingskontor her i Lagos, Nigeria. Hun afleverede en del håndskrevne spørgsmål til Albert N. Olih, et medlem af afdelingskontorets stab. Albert Olih besvarede spørgsmålene, og den 17. juli 1977 bragte Sunday Punch spørgsmålene og svarene i uddrag tillige med andres udtalelser om Jehovas Vidner. Da polemikken om Jehovas Vidner foregår alle steder i verden, og ikke bare i Nigeria, mener vi at dette interview kan tjene til orientering for andre, hvor de end bor i verden.
I det følgende vil De finde de spørgsmål journalisten fra Punch stillede og desuden Albert Olihs svar.
PUNCH: Hvorfor har I sådan et forfølgelseskompleks?
ALBERT OLIH: Hvis De med spørgsmålet mener om Jehovas vidner kan lide at blive forfulgt, vil jeg gerne forsikre Dem om at det kan vi ikke. Hvis folk imidlertid vil forfølge os fordi vi har en anden opfattelse af visse bibelske emner, kan vi ikke hindre dem i at gøre det. Vi må blot finde os i forfølgelsen og vise udholdenhed. Vi bestræber os for at handle i overensstemmelse med Bibelen, for vor organisation bygger på Bibelen, og hvis folk så vil forfølge os fordi vi lever efter vor forståelse af Bibelens principper, kan vi kun lægge sagen i Jehova Guds hånd. — Sl. 83:19.
Bibelen siger: „Bevar en god samvittighed, så de der taler krænkende om jeres gode adfærd i forbindelse med Kristus, må blive til skamme med hensyn til det I bagtales for. Det er nemlig bedre at lide fordi man øver godt, hvis det er det Guds vilje vil, end fordi man øver ondt.“ (1 Pet. 3:16, 17) Der siges også: „Husk det ord jeg har sagt jer: En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ — Joh. 15:20.
PUNCH: Hvordan kan det være I har så meget imod myndighed? Jesus sagde da at vi skulle ’give kejseren hvad der var kejserens og Gud hvad der var Guds’.
ALBERT OLIH: Som et af Jehovas vidner nærer jeg bestemt ingen uvilje imod den myndighed regeringen sidder inde med, og jeg kan sige det samme på alle Jehovas vidners vegne. Vi retter os efter befalingen i Titus 3:1, hvor der står at kristne skal „underordne sig og adlyde regeringer og myndigheder som herskere“. Det er muligvis rigtigt at nogle har givet sig af med lovløse handlinger før de blev Jehovas vidner. De har måske stjålet andres ejendom; det kan også tænkes at de har set sådan på det at man kun behøvede at lyde visse love når politiet var i nærheden. Men Bibelen overbeviste dem om at de måtte anlægge et helt andet syn på tilværelsen hvis de ville gå ind for den sande tilbedelse af Jehova.
De kristnes holdning over for „kejseren“, eller staten, fremgår af Romerbrevet 13:1: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud.“ Det betyder ikke at Gud har indsat disse myndigheder eller at han godkender deres handlemåde. Nogle af dem siger rent ud at de er ateistiske. Ikke desto mindre tillader Gud at de er der. Det ville overhovedet ikke være muligt for dem at udøve myndighed medmindre Gud tillod det. „Jesus svarede [Pontius Pilatus]: ’Du havde slet ingen myndighed over mig hvis ikke den var blevet givet dig ovenfra. Derfor har den der har overgivet mig til dig større synd.’“ (Joh. 19:11) Så vi efterlever altså trossætningen: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ — Matt. 22:21.
PUNCH: Går I ikke for vidt i jeres foragt for statsmyndigheden når skolebørn nægter at fremsige „den nationale troskabsed“? Hvorfor følger I ikke læren om at ’give kejseren det der er kejserens’?
ALBERT OLIH: Det er godt at huske at befalingen går ud på at man skal ’give kejseren det der er kejserens, og give Gud det der er Guds’. Man er nødt til at fastslå hvad der er Guds, så man ikke giver kejseren det der tilhører Gud.
Det er også godt at huske at Jesus besvarede spørgsmål angående betaling af skat. Vi er glade for at „kejseren“, eller den regering vi er underlagt, sørger for veje, skoler, brandvæsen, fødevarekontrol og mange andre ting, deriblandt et retsvæsen og politibeskyttelse imod forbrydelser. Hvordan betaler vi kejseren for disse ydelser?
Det gør vi ved at betale skat. Bibelen siger: „Der er derfor en tvingende grund til at man underordner sig, ikke alene for vredens [nemlig straffen for at overtræde en lov] men også for samvittighedens skyld. Det er jo også af den grund I betaler skat; de er jo Guds offentlige tjenere der til stadighed tjener netop dette formål. Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift.“ (Rom. 13:5-7) Jehovas vidner betaler deres skat.
På den anden side siger Jesus også at man skal give Gud det der er Guds. Hvad tilhører Gud? Bibelen siger i Salme 36:10: „Hos dig er livets kilde, i dit lys skuer vi lys!“ Og et andet sted: „Den Gud som har dannet verden og alt hvad der er i den . . . giver selv liv . . . til alle.“ — Apg. 17:24, 25.
Vi skylder altså Jehova Gud vort liv, og han alene har ret til at bestemme hvordan vi skal bruge det. Vi skylder ham vor tilbedelse, og det betyder at vi må betragte hans love som de højeste. Så hvis „kejseren“ forlanger at vi overtræder Guds lov, må vi som kristne følge det eksempel apostelen Peter og hans medapostle satte da de sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg. 5:29.
Jehovas vidner „foragter“ ikke statsmyndigheden. De efterligner Jesus Kristus og apostlene, idet de viser myndighedspersoner respekt og samtidig bruger deres liv til at gøre det der er i overensstemmelse med Guds vilje. Altså tilbagebetaler vi virkelig Gud det der tilhører Gud, og kejseren det der tilhører kejseren. — 1 Kor. 7:23.
Men, med hensyn til fremsigelse af troskabseden: Som De vil have bemærket i de mange avisreferater der i den sidste tid har omtalt begivenheder hvori børn af Jehovas vidner har været indblandet, sagde de drenge det drejede sig om ikke at nogen havde sagt til dem at de ikke skulle fremsige troskabseden. I hvert eneste tilfælde hævdede de at det var deres bibelsk oplyste samvittighed der ikke tillod dem at fremsige troskabseden.
Disse børn må have læst beretningen om de tre unge hebræere, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, der nægtede at deltage i den ceremoni kongen havde befalet. Hvorfor nægtede disse unge hebræere dette? Fordi ceremonien indebar en tilbedelse, og deres tilbedelse var forbeholdt Jehova Gud. Gud godkendte det de gjorde. Men hvordan reagerede Babylons konge? Først blev han voldsomt ophidset. Men senere indså han at Jehova Gud havde en finger med i spillet. Da kongen forstod at de unge mænd ikke var til fare for staten, udstedte han et dekret til beskyttelse af deres frihed. (Dan. 3:1-30) Beundrer De ikke disse hebræeres loyalitet mod Gud? Vil De ikke gerne være lige så standhaftig og kun tilbede Gud?
Disse børn må også have læst beretningen i Markus 12:29-31: „’Jehova vor Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.’ Det andet er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Der er ikke noget andet bud som er større end disse.“
Hvis børn er opdraget til at elske Jehova Gud af hele deres hjerte, af hele deres sjæl, af hele deres sind og af hele deres styrke, og at elske deres næste som de elsker sig selv, vil de bestemt ikke udgøre en fare for nationen. De vil ikke stjæle og ikke bedrage, de vil ikke være med til at lægge planer om at styrte regeringen, ikke forsømme at yde det arbejde de får betaling for, og ikke gøre noget andet der kunne bringe deres land og dets regering i vanry. Kan man med rette sige at et menneske som er villigt til at adlyde Guds lov og holde fast ved den trods modstand, er til fare for befolkningen?
Hvis det at nægte at hilse flaget eller fremsige troskabseden kun fandt sted i Nigeria, kunne man godt få den tanke at disse børn viser ringeagt for landets regering. Men Jehovas vidners børn har taget samme standpunkt overalt hvor de er blevet stillet over for lignende stridsspørgsmål.
PUNCH: Mener De at fremsigelsen af troskabseden som et ritual er et afgørende udtryk for hvor pligttro og loyal man er mod staten?
ALBERT OLIH: Det forekommer mig at være noget som de der sidder inde med myndighed skulle overveje. Men der findes en lignelse i Bibelen som måske kan være til hjælp for den der ønsker svar på spørgsmålet. Lignelsen forekommer i Mattæus 21:28-31, og lyder således: „’Hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: „Min søn, gå hen og arbejd i vingården i dag.“ Som svar sagde han: „Jeg går, herre,“ men han tog ikke derhen. Han henvendte sig så til den anden og sagde det samme. Som svar sagde han: „Det vil jeg ikke.“ Bagefter fortrød han og tog derhen. Hvem af de to gjorde nu faderens vilje?’ De sagde: ’Den sidste.’ Jesus sagde til dem: ’Jeg skal sige jer som sandt er, at skatteopkræverne og skøgerne går forud for jer ind i Guds rige.’“
Så hvad er det folk vil have? Vil de have at man gør noget, eller er det nok at man har det i munden? Hvad foretrækker De? Den der med sine handlinger viser loyalitet mod sit land ved at overholde dets love, det vil sige ikke stjæler, ikke myrder, ikke lægger planer om at styrte regeringen, ikke er med til at smugle eller hamstre eller gøre noget andet der kan bringe befolkningen i vanskeligheder eller unødig fare — eller den der giver sig af med den slags men som højtideligt erklærer at han er loyal mod sit land?
PUNCH: Synes De ikke at medlemmerne af Deres sekt, som borgere i Nigeria, skylder landet at opfylde deres almindelige borgerpligt?
ALBERT OLIH: De Jehovas vidner som er borgere i Nigeria véd ganske givet at de har pligt til at lyde landets love. Som allerede nævnt tilbagebetaler de „kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds“. (Matt. 22:21) Da vi talte sammen nævnte De spørgsmålet om at stemme ved valgene. En leder i „New Nigerian“ for den 18. oktober 1976 indeholdt nogle træffende bemærkninger om dette i sin omtale af lokalvalgene. Den kom ind på at man ofte måler hvor demokratisk et samfund er, efter hvor sikkert retten til at vælge er garanteret. Men hvad nu hvis „borgerne er tvunget til at benytte denne ret“?
„New Nigerian“ siger: „[Det] samfunds påstand om at være demokratisk er tom. Det er grunden til at al den ordstrid der visse steder er om medlemmer af Jehova[s] vidner fordi de nægter at stemme . . . synes malplaceret.“ Lederen fortsætter: „Vi mener ikke at Jehova-vidnerne har begået en forbrydelse. Så længe en borger eller en gruppe borgere . . . betaler deres skat, ikke tager del i ulovlig virksomhed og ikke forbryder sig mod den offentlige orden, kræver demokratiet at de får lov at være i fred og nyder statens beskyttelse — selv når de foretrækker ikke at stemme.“
PUNCH: Hvad med den gravide kvinde i Emekuku der døde tillige med sit ufødte barn da hun nægtede at modtage blodtransfusion fordi hun „ikke troede på almindelig lægebehandling“? Hvor i Bibelen står der at vi skal afslå blodtransfusion?
ALBERT OLIH: Man har svært ved at tro at denne kvinde ikke troede på almindelig lægebehandling. Hvorfor lod hun sig ellers indlægge på hospitalet? Ventede hun at man ville give hende en flaske øl eller noget whisky eller cognac? Hun lod sig naturligvis indlægge for at komme under lægebehandling. Jehovas vidner har intet imod lægebehandling i almindelighed.
Hvad angår det direkte spørgsmål De har stillet om hvorfor Jehovas vidner nægter at tage imod blodtransfusion, da vil jeg sige dette: Guds lov forbyder et menneske at stjæle, at myrde, at begå ægteskabsbrud, at tilbede afguder; Jehovas vidner afholder sig derfor fra disse ting. Guds lov indeholder også et forbud mod at spise blod. Ifølge Første Mosebog 9:3, 4 befalede Jehova Noa: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ Ydermere sagde Jehova til sit folk, israelitterne: „Ingen af eder må nyde blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt eder, må nyde blod. . . . derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.“ (3 Mos. 17:12-14) Ifølge disse skriftsteder tillader Gud altså ikke mennesker at spise blod.
Efter Jesu Kristi død, da ikke-jøder begyndte at tage imod kristendommen, kom apostlene ud for at skulle tage stilling til dette spørgsmål om blod. Sagen blev overgivet til den kristne menigheds styrende råd i Jerusalem, og dér traf man en afgørelse grundet på Guds ord og ved den hellige ånds hjælp. Hvilken afgørelse traf man?
Beretningen står i Apostelgerninger 15:28, 29. Vi læser der: „Den hellige ånd og vi selv har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over disse nødvendige ting: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!“
I lydighed mod Guds befaling afholder Jehovas vidner sig derfor fra at modtage blod. I nødsituationer får de plasmaerstatningsmidler som saltvand eller dextran, der ikke er nær så farlige som transfusioner med blod. Jehovas vidner afviser ikke lægebehandling; der findes mange læger og tandlæger iblandt dem. Tager De ind på hospitalerne her i Lagos eller på hospitaler andre steder i landet, vil De finde Jehovas vidner der arbejder som sygeplejersker og laboranter; andre har forretninger hvor de sælger medicinalvarer. Men de vil ikke overtræde Guds lov for at følge almindelig praksis med at give blodtransfusioner.
Hvem inden for lægestanden kan med sikkerhed sige at blodtransfusion ikke i sig selv indebærer visse risikomomenter? Når jeg nævner dette, er det ikke fordi jeg mener at Jehovas vidner i første række vægrer sig ved transfusion af lægelige grunde. Nej! Lad ingen få det indtryk. Den egentlige grund til at vi ikke kan, ja ikke vil, tage imod blodtransfusion er at Guds ord forbyder det. Vort standpunkt er først og fremmest religiøst begrundet. Men at der er så mange risikomomenter ved at tage imod blod, understreger at vort standpunkt er rimeligt, også lægeligt set.
Det er storslået at få lejlighed til at gøre rede for Jehovas vidners stillingtagen, som det var muligt her i Nigeria takket være Sunday Punch. Som De ser, indtager Jehovas vidner ikke en fanatisk, urimelig holdning; tværtimod er deres synspunkter helt og holdent baseret på Guds ords lære.
I betragtning af den vildledende fremstilling mange religiøse ledere har sat i omløb, må man ikke forvente at få et sandt billede af hvad Jehovas vidner tror, og hvorfor de tror som de gør, hvis man lytter til hvad andre siger. Man ville jo heller ikke vente at de skriftkloge og farisæerne gav en korrekt fremstilling af hvad Jesus troede, vel?
Hvis De har spørgsmål angående Jehovas vidner og deres tro, hvorfor så ikke spørge Jehovas vidner selv? De vil med glæde besvare ethvert spørgsmål De måtte have.
[Tekstcitat på side 3]
Hvordan betragter Jehovas Vidner lydighed mod staten? Vægrer de sig ved at modtage lægebehandling?
[Illustration på side 5]
Hvorfor?
[Illustration på side 7]
Hvorfor?